Odenseguide på eventyr

EVENTYRLIG VANDRETUR NÆR SORRENTO

En vandring henover I Monti Lattari, Sorrentohalvøens bjergrige højderyg.
Svimlende højder, mageløse udsigter og smalle gedestier. En alternativ rute fra Sorrentokysten til Amalfikysten

FODREJSE OVER SORRENTOs BJERGRIGE RYGGRAD

Oplev, eller få inspiration til en Sorrento vandretur ud over det sædvanlige

FRA SVÆVEBANEN TIL MIN SORRENTO VANDRETUR

Napolitanske Circumvesuviana er et lokalt netværk af smalsporede toglinjer omkring vulkanen Vesuv. Circumvesuviana forbinder Napoli med forstæder og de mange omkringliggende byer.

Banen er et uforglemmeligt bekendtskab, som man enten elsker eller hader.

Togturen er aldrig kedelig når man skramlende suser afsted fra station til station, i selskab med italienere, turister, plattenslagere og andet godtfolk.

SYDITALIENSK TOGREJSE

Vognene fyldes og tømmes af unge og gamle, forældre og børn, studerende, forretningsfolk, turister og livligt spillende musikanter.  Der er et leben og en snakken. Nogle gange er det ikke til at få en siddeplads, men de fleste turister plejer at stå af ved Pompei Scavi, den verdensberømte ruinby Pompei.

I trummerummen er det vigtigt at holde på sine værdier, for i al virakken forsvinder der let en mobiltelefon hér, eller en tegnebog dér. Italienerne ved det, kvinderne holder altid en hånd på tasken og de italienske mænd har aldrig værdier i baglommen.

De uopmærksomme turister er ofte de letteste ofre. Turister har travlt med at opleve charmen ved togets syditalienske stemning og glemmer helt egne sager og værdier.

CIRCUMVESUVIANA PÅ SORRENTOHALVØEN

Den mest kendte strækning blev taget i brug for 90 år siden (1932) og forbinder Napoli med feriebyen Sorrento.

Toget suser afsted med, hvad der føles som hæsblæsende fart. Det virker som om at man ikke har brugt megen tid på vedligehold af spor og materiel siden indvielsen for så mange år siden. Dog må det tilstås at togene, trods graffiti og raslen, er af nyere dato.

Togturen er er små 50 kilometer lang og tager 1 time.

Der er mange stop undervejs.  En af stationerne, hvor toget gør holdt, ligger i kystbyen CASTELLAMMARE DI STABIA, tyve minutters kørsel fra Sorrento. Havnebyen ligger på det inderste af Sorrento-halvøen, i området mellem det vesuvianske lavland og den bjergrige Sorrento-halvø.

Det er hér, at jeg står af…

MED SVÆVEBANE TIL TOPPEN

Banegården i Castellammare di Stabia er helt speciel – der er nemlig hele to ‘stationer’ på samme perron.  Herfra kan man tage svævebanen, Funivia del Faito, op til bjerget MONTE FAITO, som er udgangspunkt for denne eventyrlige Sorrento vandretur.  

I bedste svævebane-stil rumler vi opad og opad i et adstadigt tempo. Kabelhjulets monotont tikkende lyd, når det arbejder sig op ad den lange stålwire…ddlllllrrrrr – bliver kun afbrudt af skramlende ryk og knirkende skurren, hver gang gondolen passerer et støttetårn.  Udover mekanikkens knurren, er der ingen lyde. Kun stilheden.

Terrænet under os er frodigt, men uvejsomt og stejlt.

Funivia del Monte Faito

Udsigten bliver smukkere og dybere;  “Ecco”. Det er et imponerende syn at se ud over Napoli-området, bugten og den verdensberømte vulkan Vesuv

SKOVEN PÅ MONTI FAITO

I 1.100 meters højde er målet nået.  Vi står af, og nye står på hvorefter svævebane-gondolen atter forsvinder ud over kanten, tilbage til ‘sin station på stationen’.    

Træerne er høje og rækker sig mod himlen, som om at nu hvor de alligevel er så højt oppe – ligeså godt kan strække sig det sidste stykke.

Temperaturen er køligere og luften friskere. :
Det hele er helt anderledes end nede ved den varme kyst.

De fleste bliver i området omkring svævebane-stationen; de spadserer under trækronerne, nyder udsigten og spiser måske en pranzo (frokost) på Ristorante Sant’Angelo, der er bygget i områdets arkitektur, der minder om alpestil.

JEG FANDT ALDRIG ÆRKEENGLEN MICHAEL

En gammel legende fortæller om Den hellige Castello, Castellamare di Stabias beskytter, og Den hellige Skt. Antonino, der har travlt som skytshelgen for både Sorrento såvel som for hele Campania-regionen. 

De to hellige mænd sad samlet i bøn på på Monte Faito, da Ærkeenglen Michael viste sig for dem.

På stedet byggede de efterfølgende et lille kapel, Santuario di San Michele Arcangelo.

Jeg fandt ikke kapellet!

Den anviste rute til Skt. Michaels kapel var ikke helt let at finde. Måske missede jeg et skilt? I stedet vil jeg tage dig med på en fantastisk vandretur over Monti Lattari fra Sorrentokysten til Amalfikysten.

MONTI LATTARI
SORRENTO-HALVØENS BJERGRIGE RYGGRAD

Monti Lattari rejser sig op i 1500 meters højde og danner Sorrento-halvøens dramatiske ryggrad. Enhver der vover sig herop for fornøjelsen af smalle vandrestier og svimlende udsigter. Monti Lattari, Mælkebjergene, er opkaldt efter de flokke af geder, der tidligere levede heroppe. Gederne var berømte for deres mælk, hvoraf gedehyrderne fremstillede den dejligste gedeost.

SORRENTO VANDRETUR PÅ AFVEJE OG EVENTYR

Der er afmærkninger, jo-vist !  En-eller-anden med en stor pensel har engang i tidernes morgen malet ‘pletter’ på sten. De sporadiske malerpletter markerer pilgrimsruten til kapellet, “Il Santuario”.   

Men, ak og ve! Måske slap malingen op, måske blev pletterne brændt væk af solen og skyllet væk af regn. Eller måske overså den kække vandrer (læs: mig) en enkelt malerplet og fandt aldrig tilbage på sporet?

Således tog dette eventyr sin begyndelse. 

Solen skinnede fra en skyfri himmel og dagen var ung.
Det var for tidligt at vende hjem.

UDSIGT TIL CAPRI OG DYBE SLUGTER

Sorrentos bjergryg består af dramatiske kalkbjerge der er gennemskåret af dybe kløfter med lodrette fald, vidunderlige udsigter, smalle stier og forræderiske rulle-småsten.

Her hersker en meditativ stilhed og mit eneste selskab er de flaksende sommerfugle og vimsende firben. 

Fra den dunkle skov-verden træder man ud i en udsigt, der på et splitsekund må slå benene væk under enhver. Det gælder om at holde tungen lige i munden, det lodrette fald og den smalle sti er en farlig cocktail.

Dette er den første åndeløse udsigt over Sorrentohalvøens bjergrige ryg. Herfra har jeg udsigt til Capri og de tre småøer “Li Galli” i Salernobugten.

Engang for længe siden var Capri landfast med Sorrento-halvøen. Områdets ustabile undergrund, der bevæger sig op og ned, bevirkede at Capri blev skilt fra fastlandet. Capri ligger derfor som naturlig forlængelse af den bjergrige ryg. Der er kun nogle få saltvåde sømil mellem øen og halvøens yderste spids, Punta Campanella.

Til højre skråner terrænet nedad, i retning af Sorrento-kysten ved Napolibugten.
Til venstre ses Amalfikystens verdensberømte bjergsider, de lodrette klippevægge er flere 100 meter høje og ender i den sydvendte Salerno-bugt.

ODYSSEUS OG DE SKRÆKKELIGE SIRENER

Der knytter sig en oldtidsberetning til nogle små klippeøer ‘Li Galli’, i Salerno-bugten.

På dette hav, Middelhavet, sejlede engang en ung græsk konge med sine mænd. De havde været i krig og efter mange års kamp var de endelig på vej hjem til hans græske ø-rige, Ithaka.  En storm drev imidlertid deres flåde ud af kurs og i mange år flakkede mændene om fra sted til sted. De kom ud for mange farer og oplevede mange eventyr. Den unge konge hed Odysseus og trods advarsler om at nærme sig de forræderiske klippeskær ud for Amalfikysten, sejlede han nysgerrigt dertil. 

Sorrento

På øerne levede et kobbel skrækkelige sirener, hvis liderligt forførende sange drejede hovedet af led på selv de mest standhaftige og trofaste sømænd. Deres hviskende kalden flød gennem luften som honning. Med jomfruelige pigestemmer lokkede de med kærtegn og elskov… men, sirenerne FLÅEDE og ÅD deres druknende ofre når skibene gik til grunde på undersøiske rev. 

Odysseus var smart; han lod sine mænd fylde deres øre med voks, således kunne de ikke høre sirenernes kald. Herefter lod han sig binde til skibets mast, nu kunne han ikke springe i vandet og svømme til sirenerne og sin egen undergang. Han vidste at ingen mand, heller ikke han, havde evnen til at modstå sirenernes vidunderlige sange. Da skibet stod forbi øerne, fortrød han så inderligt da lyden af lattermilde pigestemmer kildrende fyldte hans øregange.  Den unge konge rev og flåede i sine reb, han råbte og skreg i fortvivlelse, han bandede og svor. Men, mændene – der ikke hørte sirenernes sang – roede støt fremad. I sikkerhed for katastrofen.  

Den dag i dag kaldes “Li Galli” i folkemunde for “Sirene-øerne”, til minde om fortidens kannibalistiske fantasimonstre.

SOLTØRRET TRÆVÆRK OG TRAPPER

Et gamle vakkelvornt gelænder dukkede op af ingenting, måske ledte det til en mindre landsby på bjerget? Næ, det var ikke tilfældet. Men, der var en trappe!

Pælene var udtørrede, usikre og flere steder faldet sammen. Det gav lidt støtte, når jeg skulle ned ad store trin. En trappe midt på bjerget? Hvor kom den idé fra?

At røre ved det varme træ, var som at have en tryg ven at følges med et lille stykke vej, bare anderledes. Pludselig var det hele slut, det endte lige så brat som det dukkede op. Igen kun stilheden, insekterne og de barske bjerge.

Manden med malerpenslen havde ikke været konsekvent med plet-markeringerne, men af og til dukkede der alligevel et mærke op.  Men, hvor var det næste…og hvor var mærket før?

De mænd, der omhyggeligt anlagde den grove trappe midt på bjerget og satte gelænderet, var også af en utilregnelig natur.  Pludselig var den der bare, midt i en verden af kalksten og “ingenting”.

Falmende malerklatter og et faldefærdige og forsømte træværk, gør det klart, at ruten til Skt. Michaels hellige kapel bør kunne findes. blot ikke i dag, – og slet ikke af mig.

BJERGVANDRINGENS FÅ MØDER  

Bjergvandring er ikke en beskæftigelse, man skal begive sig ud på i dårligt vejr. Selv på en tilsyneladende solrig dag, kan vejret hurtigt slå om, eller en sky kan indhylde højderne i uigennemsigtig tåge. Jeg har flere gange aflyst en planlagt tur til Monte Faito på grund af usikker vejrudsigt.

Denne dag var vejret fint hele dagen. Jeg medbragte vand og snacks til turen. Alt var godt, trods det uforudsete terræn og de afgrundsdybe fald.

Det er ikke mange, der finder herop.  Jeg mødte en enkelt hundelufter (!) med en sort labrador. De gik tur på en meget smal sti med et lodret fald.

Jeg mødte også et ældre tysk vandre-ægtepar. De ønskede, som jeg, at finde Sankt Michaels Kapel og havde også mistet orienteringen. De kom fra Amalfikysten, hvorfra maler-markeringerne også for dem, var forsvundet længere nede. Det var deres andet forsøg. De var gået forkert dagen før.

Vi tog et par fotos af hinanden og udpegede efterfølgende, hver især, en hjælpende retning samt udvekslede vores erfaringer. 

STEGENDE HEDE PÅ AMALFI-SIDEN

Ikke en sky på himlen! 

Amalfikysten ligger stik syd og den solen bager varm og skånselsløst. 

Der er ingen skygge. Tørklædet skåner skuldrene, kasketten holder det skarpe sollys væk fra øjnene.  Solen bager. Der er vindstille.

Duften af det solsvedne græs, lyden af firben, der flygter… Er det muligt at hører sommerfuglenes flaksen?  Stilheden er så intens…. alligevel aner jeg af og til en fjern støj, der ikke hører til heroppe.

Her råder den barske naturen, en gold verden af sten. Den fjerne summen af by og biler er diffus og flygtig, som om den ved at den ikke høre til heroppe på bjerget.

Lydene bæres op af varme vinde og er flygtige som sommerfuglenes vingeslag.  Er de der, eller er de ikke ? “To be – not to be”

Herfra kan man se ned på Positano, men kan man høre den? Det er næsten som et auditivs fatamorgana. Er lyden blot et indbildt tankespind ?

DE FORKULLEDE TRÆER

Voldsomme skovbrande hærgede områderne omkring Napoli i 2017. 

Der gik rygter om at brandene var påsatte af mafiaen; at kriminelle bandt benzin-våde tøjstrimler til kattes haler og tændte ild.  Kattene blev brugt som levende brandbomber, når de rædselsslagne sprintede afsted med ild i halen. De gik til grunde i flammer, der alt for let fik fat i en udtørret egn hvor temperaturen let når 35-40 grader. 

Intet blev bevist, men myndighederne tror ikke på, at de mange brande opstod af sig selv.

PAKÆSLET, DER STYRTEDE I DØDEN

Tidligere var Amalfikystens byer svært tilkommelige og isolerede bysamfund der lå for foden af de lodrette klippevægge, ud til havet. 

Oppe i bjergene boede bjergfolkene. De anlagde smalle stier, således at de med deres æsler kunne fragte deres varer fra sted til sted.  Vandrestierne blev anlagt i en ukendt fortid.

En af Amalfikystens slugter kaldes for “Cavallo Morto” (den døde hest). Af og til snublede et pakdyr i døden.  

Men, har jeg lyst til at tænke på det nu?

Hvad skal jeg bruge den historie til, når der er så langt ned heroppefra

FADER PIO BLEV EN HELGEN

Jeg havde efterhånden vandret i flere timer uden at se mange spor efter mennesker, udover lidt malerpletter, hensmuldrende træværk og to møder.

“Ecco”, så lå der et velbygget og velholdt kapel. 

I Italien elsker man helgener og i Syditalien er man vild med alle helgener! Og der kommer hele tiden nye til.

Skt. Pio er en populær skikkelse i Campania, hvor han levede som kapucinermunk og mystiker frem til sin død i 1968.  Fader Pio besad helbredende evner og havde som 30-årig oplevet at have stigmata, sårmærker i lighed med Kristi sår fra korsfæstelsen.

Kapellet var lukket, der hang et lille ikon i en simpel træramme op muren.  

DEN FORLADTE HYTTE

Længere nede af den stenede sti, lå endnu et hus – eller rettere en ruin.  Det var længe siden hytten havde været beboet. To bygninger på kort tid, det begyndte snart at ligne en form for landlig civilisation. 

Det er forunderligt at tænke på hvor fjern denne bjergverden er fra det glade ferieliv ved det azurblå hav, så langt dernede. 

De flygtige sommerfugle og de vimse firben var overalt.
Derudover hverken folk eller fæ.


AMALFIKYSTEN – HER KOMMER JEG !

Lakridsduftende vild fennikel stortrives i det syditalienske klima og derudover blomstrer de vilde orkidéer, tidsler, krydderurter og andre vilde blomster i højlandet.  Det er nøjsomme planter, der alle tåler varmen og langvarig tørke. 

vild fennikel

Efter at have vandret på ujævne trapper, smalle æselstier og over stenet klippegrund, sluttede min Sorrento vandretur.  Det endte lige så pludseligt, som det var begyndt 3 timer tidligere.  

Med ét stod nåede jeg til en trappe og hørte lyden af en bil tæt ved. Den gamle, trappe ledte mig ned til EN VEJ !

Jeg anede ikke hvor jeg var. Snart fandt jeg ud af at jeg var cirka 7-8 kilometer fra Positano, nede ved Amalfikysten. Jeg valgte derfor at gå i modsat retning, hen til den lille bjergby Nocelle, 400 moh.

NOCELLE OG LANG VEJ ENDNU

Håbet var at fange en bus ned til Amalfikystens hovedvej og herfra fange en anden bus videre ‘hjem’ til Sorrento.

Det havde været hyggeligt at tilbringe lidt tid i Nocelle, en løsning jeg droppede eftersom alt er lukket under siestaen.  Der var over en time til byen åbnede – og bussen var lige kørt.

Det var fristende med en tur på mulddyret. Det var dog allerede læsset med øl!

Skulle jeg gå efter manden og muldyret, nedad mod hovedvejen?
Jeg droppede tanken, da en anden befordring uventet dukkede op.

Der var ikke langt fra tanke til handling, da en taxi satte sine passagerer af hvor jeg stod.  

Løsningen blev: taxa til Amalfikystens berømte ‘landevej’ + bus til Sorrento.

DET UVENTEDE EVENTYR

Det var aldrig, ALDRIG, fra begyndelsen meningen at krydse Sorrento-halvøen fra kyst til kyst over bjergryggen. Ikke på denne dag, hvor jeg blot missede et skilt til Skt. Micheles kapel.

Turen udviklede sig skridt for skridt,  i en retning der var helt uforudsigelig.

Nogle eventyr er nøje planlagte…andre opstår ved skønne tilfældigheder.

På et tidspunkt følte jeg mig som en bjergbestiger, på toppen af den sorrentinske verden.

Jeg tænkte svimlende: “hvad laver jeg her ? – hvordan havnede jeg her ?”

Bagefter kom lykkefølelsen: det var FANTASTISK !

DANSKE VANDRETURE

I Danmark kan vi også gå masser af dejlige ture.
Dog må vi undvære de bjerge, jeg oplevede på min vandretur ved Sorrento

  • Har du prøvet den sydfynske ØHAVSSTI?
  • Søger du inspiration til en vade- og overnatningstur til ÆBELØ?
  • HELNÆS kan du gå hele halvøen rundt i vandkanten
  • I Odense kan du gå den skønneste tur langs med ODENSE KANAL

Du kan tage på Ø-hop til i Det Sydfynske Øhav og du kan gå fra Skælskør til Kalundborg.

Danmark er et eventyrland

2 thoughts on “EVENTYRLIG VANDRETUR NÆR SORRENTO

  1. Wow, hvor en beretning. Man får da virkelig lyst til “at fare vild” i området. Ellers er der jo også “Gudernes sti” ved Nocelle, som er ganske godt afmærket.

  2. En fuldstændig fantastisk beskrivelse. Jeg sidder nu i en stemning, som var jeg det selv. Dine øjne ser og oplever alt! Fantastisk skrevet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.