Ta’ med på en vadetur til Langli. Øen hvor besøgstiden er begrænset til 2 måneder om året.
Den lille ubeboede vadehavsø ligger i Ho bugt, lidt nord for Esbjerg og Fanø. Øen er vadehavets nordligste ø og et paradis for fugle og sæler.

Fuglene har førsteprioritet
Det er kun tilladt at gå til Langli i perioden
fra 16. juli til 15. september

Rigtig god fornøjelse
Mange vandrehilsner fra Anne Sofie – Odenseguidepaaeventyr.dk

Langli er en af de danske øer, som man kan vade til ved ebbe.

• Den knap 0,8 km2 – cirka 2 km lang og 500 m bred.
• Det er tilladt at besøge øen 2 måneder om året.
• Man kan gå selv, eller man kan melde sig på guidede ture, enten til bens eller transporteret i en traktor-vogn.
• Alle ture skal tidssættes efter tidevandet.
• Øen har tidligere været beboet af småsamfund, men er i dag naturbeskyttet fuglereservat.
• Langli har Vadehavets største koncentration af ynglende, jordrugende fugle.

VIGTIG AT VIDE

• Kun adgang i 2 måneder om året
• Der er næsten 4 ‘våde vadekilometer’ ud til Langli
• For at beskytte fuglelivet er hunde helt og aldeles forbudt, også selvom de er i snor!
• Vigtigt, at tjekke tidevand (højvandskalender) og vejrforhold.
  Normalt kan man gå på ebbevejen fra fire timere efter højvande i Esbjerg til to timer før højvande i Esbjerg.
  Ved tvivl kontakt eventuelt NaturKulturVarde
• Husk mad og drikke, og at det eneste der efterlades på øen, er dine fodspor!

Langli har flere lighedspunkter med nordfynske Æbelø, som vi har vadet til flere gange.

Der er højt til himlen ved Vadehavet

For at kommet til Langli satte vi kursen mod landsbyen Ho, der ligger i det sydvestlige Jylland. Efter at have passeret Ho kirke og Ho Feriecenter, drejede vi til venstre ad Sønderballevej. Vi følte os snart meget alene, efterhånden som vi kom længere ud ad vejen, der blev smallere og smallere. Snart var det bare et et enkelt spor med vigepladser.

Kunne dette være rigtigt? Det var som om vi var kommet til verdens ende, og der var ingen skilte der ledte os på vej.

Vadehavslandskaber er flade, og hér var der ingen læ for vinden, der susede i græsserne. Skyerne på himlen var i konstant bevægelse. Det var et heftigt vejr, men heldigvis sikkert nok til at vi ikke skulle aflyse dagens vadetur til Langli.

Vi havde tilmeldt os en arrangeret tur. Vores guide fortalte ivrigt hvordan vandet blev presset ind i bugten af blæsten, og at der derfor var højere vandstand end ved normal ebbe.

Dagens tur var ikke børnevenlig og at vi skulle forvente at trække lidt højere op i skørter og bukseben. Normalt ville man følge ebbevejen der der markeret af ‘kryds-skilte’. De danner samtidig grænsen til den del af naturreservatet, hvortil der aldrig er adgang. Ebbevejen var imidlertid for dyb, selv ved ebbe, og vi kom derfor til at gå ad en lidt længere, men mere lavtvandet vadetur.

Stormen der skabte Langli, Danmarks yngste ø

Vi kiggede ud over det flade vand, der gemmer på så uhyrlige kræfter.

På én eneste stormomsust oktobernat i 1634 rokerede naturen godt og grundigt om på dette landskab. Katastrofen, der kaldes for ‘Den anden store Manddrukning’ kostede mellem 8.000 og 15.000 mennesker livet. Store dele af landet stod under vand og store inddæmmede områder blev oversvømmet. I Ribe stod vandet næsten 2 meter over domkirkens gulv. Vesterhavskystens største fiskerby blev totalt udslettet – og Langli blev til en ø og halvøen Skallingen blev dannet.

Størstedelen af den danske del af Vadehavet er i dag kontrolleret med diger og sluser der beskytter mod højvands-oversvømmelser. Dette er imidlertid ikke tilfældet for Ho Bugt. Hér er det stadig naturen, der hersker.

Tilbagevendende stormfloder omrokerer til stadighed disse landskaber. Flytter sandet omkring, nedbryder land og opbygger nyt. Måske vil Skallingen i fremtiden blive til en ø, og Langli blive opslugt af havet. Tidevandet æder grådigt af den lille ø, hvis areal er halveret i de seneste 100 år. Har den måske endnu 100 år igen?

Planter der lever i salt

Inden vi tog skoene af for at vade ud i det våde vand, tjekkede vi nogle af planterne, der vokser på strandengene og jævnligt bliver oversvømmet af saltvand.

Salturt, også kaldet kveller, er en frisk, sprød, sukkulentagtig saltbombe. Blid og intens, med en helt særlig saltsmag. Salturt har en strategi med at den, for at overleve saltvandet, drikker endnu mere (salt-)vand. Og, den vokser og vokser, og bliver sprængfyldt med lækker sprød salt-gelé. Til sidst kan selv ikke salturten overleve mere salt, den sætter frø…drikker mere saltvand, og dør.

Standasters, med de fine sart-lillafarvede blomster, overlever ved at sende saltet ud i bladende, et efter et. Når et blad ikke kan optage mere salt, visner det og dør. Herefter dirigerer planten saltet ud i det næste blad. Derfor smager de visne blade mest af salt.

Spartina, også kaldet for vadegræs, blev importeret i 1930’erne for at holde på det uregerlige sand. Man udplantede den på Vadehavets vader, det vil sige de områder der bliver tørlagt ved ebbe, og det danske navn blev derfor vadegræs. Græsset har kirtler på bladene hvorigennem den udskiller saltvandets salt. Man kan faktisk med fingrene trække saltet af de stive tørre græsstrå, hvilket jo er meget godt hvis man er et ‘saltøre’, og har glemt saltet derhjemme.

KLAR TIL VADETUR – LÆNGERE & LAVERE

Nu skulle skoene af. På grund af dagens forhøjede ebbe-vandstand, gik vi det første stykke parallelt med strandengen.

Bunden var en smule blød og mudret. Det var lettest at gå med bare fødder og der var ingen skarpe sten og skaller, der generede.

Vandet nåede os i begyndelsen til lidt over anklerne. Det var let at gå og temperaturen her midt i august var ganske behagelig.

Efter et par hundrede meter var det tid til at stikke over i retning af Langli.

MED FØDDERNE I VERDENS STØRSTE BUFFET

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ve’ det. Vi vadede afsted i en kæmpe madkasse fyldt med sandorm og småsnegle. De lever deres liv under sandet, og bevæger sig kun meget lidt omkring.

Vadehavsfuglene går på vingerne når vandet trækker sig tilbage. De har ventet hele højvandstiden på dette øjeblik. Nu er de sultne og som en flyvende armada drager de på jagt efter føde. De små byttedyr ved kun alt for godt, at hvis de bevæger sig rundt i overfladen er chancen for at opleve det næste højvande, lig med NUL.

Noge af de dyr, der gemmer sig i sandet er de små bitte dyndsnegle. Der findes op til 60.000 /m2 af disse små væsener. Vadefuglene får fat i dem ved at stampe dem op med fødderne.

Dette er et fuglenes paradis. De smovser i alle de smådyr, som forgæves forsøger at skjule sig. Over 12 millioner trækfugle kommer forbi to gange om året, kun med det formål at æde sig sprængfyldte med energi. Og, der er nok til alle.

Der findes ikke mange steder i verden hvor den biologiske produktion er større end i Vadehavet. Men, byttedyrerene ligger klogt nok og gemmer sig under sandet.

Islandske ryler, måger, kobbersnepper, skestorke og klyder er blot et lille udvalg af de fugle, der kommer for at mæske sig i dette herligt bugnende spisekammer.

Dybere og dybere…

Det blev aldrig rigtig dybt, men vandet nåede efterhånden så højt at vores skridt blev tungere og tungere. Vi sank stadig ned i den bløde bund. Mørke skygger af lerpartikler, også kaldet slik, hvirvlede op for hvert skridt vi tog.

Himlen var i konstant forandring og bevægelse. Det ene øjeblik var det lyst og venligt, det næste øjeblik mørknedes vandet når himlen blev mørk og dyster.

Flere steder kom vi forbi vadegræs, der voksede i tuer midt ude i vandet.

Vi overvejede om vi skulle tage ‘lidt salt’ med til frokosten, men gjorde det ikke.

På kanten af det forbudte vand

Langli er fredet med begrænset besøgstid. Men, området mellem den og halvøen Skallingen er udlagt som videnskabeligt naturreservat hele året. Efterhånden som vi nærmede os Langli, kom vi til at gå langs med grænsen til det forbudte område.

Markeringspæle, ebbevejen, har alle et skilt monteret allerøverst. På tre sprog, bliver der gjort opmærksom på at dette område er forbudt at betræde. “Ingen Adgang” – “Zutritt Verboten” – “No Admittance”.

Et par blå lungegopler på fuglenes ø

De sidste hundrede meters vadetur til Langli var en anelse mere udfordrende at gå. Ikke på grund af vanddybden, for den var efterhånden svundet ned til ankelhøjde. Da vi nærmede os land dukkede en hel del småskaller i sandet. De var lidt skarpe at gå på, og kunne godt ‘stikke’ lidt. Fødderne var også blevet lidt kolde sidst på vadeturen, og dermed mere fintfølende. Det var en lidt hård peeling…

Det første der mødte vores blikke i Langlis våde sand, var nogle store strandede lungegopler. Disse blævrende organismer havde bevaret deres blå pragt, selvom de nu lå hjælpeløse og hensygnende på land.

Efter 4 kilometers vandring i vand var vi fremme.

De firbenede, de tobenene og sælerne

Langli har siden 1982 været ejet af staten og forvaltet af Naturstyrelsen. Der er ingen tvivl om at fuglene har førsteprioritet. Det er straks lidt mere usikkert hvor meget eller hvor lidt, andre dyr skal reguleres.’

Der lever mange vandrotter på øen. Og, for første gang i flere år har et rævepar stiftet familie og fået hvalpe. Spørgsmålet er hvor længe de får lov at blive? Der er stor uenighed om hvorvidt rævene er gode for øens natur, eller ikke.

Der er ingen harer. Muligvis hænger det sammen med at hele området omkring Ho bugt er overvintringssted for unge havørne. I vinteren 20/21 blev der optalt ikke mindre end 18 havørne på Langli, 10 på Skallingen og 40 på Fanø.

Havørne kan godt lide haresteg, så derfor er det alt for hårdt at være en lille harekilling når de unge havørne, om foråret har lært at jage andet end døde sæler.

Dette er fuglenes ø. Pattedyr tolereres på fuglenes præmisser. ‘Menneske-pattedyret’ har bare 2 måneders besøgstid. Rævens tid er uvis…

Langli-lyng og strand-malurt

Langli er mindre end en kvadratkilometer stor, og størstedelen af øen er flad som en pandekage. Lige med undtagelsen af ‘bjergene’, men dem kommer vi til lidt senere…

På engene voksede den bitre strand-malurt. Den er god til snaps, såvel som den holder møl fra tøjskabet, og lus og lopper fra sengehalmen.

OPSKRIFT: kryddersnaps med strandmalurt

• Tag en dusk strandmalurt
• Put den i en flaske vodka, Brøndum el.lign.
• Lad malurten trække i 3 – 3 1/2 time
• Færdig

Hvis malurten trækker for længe, bliver den så bitter at selv kvinder kan få fuldskæg. (Den kan i så fald, eventuelt fortyndes med den anvendte alkohol) Og, husk hvis man drypper ‘malurt i bægeret’ ødelægger man den gode stemning.

Side om side med den sølvgrå malurt, voksede de blåviolettte tætblomstrende hindebægere. Det giver et fantastisk farvespil. Der burde næsten gives et carte blanche til landskabsmalere, så de kan komme og forevige dette sceneri med deres mange forskellige penselstrøg, -ismer og fortolkninger

De lyngfarvede hindebægere kaldes også for Langlilyng. Og, på Fanø for Fanølyng, – og for Skallingelyng og Mandølyng. Kært barn har som bekendt mange navne.

Spor efter tidligere beboere

Vandet havde trukket sig langt tilbage. I det mørke våde sand lå der kun pletvis nogle våde pytter. I det fjerne kunne vi svagt ane Esbjergværket, der kan bryste sig af at have Danmarks højeste skorsten på 250 meter.

Et sted i det lyse tørre sand, lå nogle røde mursten og en spøjs orange slange.

Murstenene stammer fra øens tidligere skole, der blev opført som følge af at folk flyttede til Langli i 1840. Fyrre år senere var der opført flere huse og i 1908 kom skolen til. Det var en lov, at når der var mere end 11 børn skulle der opføres en skole. Da befolkningstallet var størst, var der 5 gårde på Langli og 19 børn i skolen.

Øboerne levede dels af fiskeri og dels af lidt landbrug. Dengang var Langli cirka dobbelt så stor (150 ha) som den er idag (75 ha).

Større dyrehold havde man ikke, da der slet ikke var vinterfoder nok. Om foråret gik bonden typisk de 34 kilometer til Varde og købte en stud. Om efteråret gik han turen tilbage, og solgte den igen.

Livet var hårdt. Havet åd af øen hver gang stormfloder hærgede, og flere øboerne mistede livet når de krydsede til og fra til fastlandet. I 1913 gav de sidste øboer op og forlod deres hjem, efter at markerne var blevet oversvømmet af højvande flere år i træk.

Den orange slange i sandet

Den orange slange, er Danmarks dyreste telefonforbindelse! I 1940’erne fik Varde-tømrermesteren Nicolaisen etableret en telefonforbindelse til sit dengang nybyggede pragtsommerhus.

På det tidspunkt var telefonselskaberne forpligtet til at etablere telefon til en installationspris, der var ens uanset hvor i landet abonnenten boede. Jydsk Telefon har nok kløet sig et par gange i håret af ærgrelse, da der kun var én eneste abonnent på Langli.

Der blev konstrueret en form for én-hovedet plov, og med den blev der trukket en kabel-fure i sandet fra Ho til Langli. Ploven blev slidt op, og sommerhuset fik en fastnetsforbindelse, der efter sigende virker endnu.

Sommerhus på lånt tid

Det er let at forestille sig hvordan stormene suser omkring det ubeskyttede, stråtækte rødstenshus, når vejret viser tænder.

Da øboerne fraflyttede øen i 1913, solgte de øen til en rig købmand fra København, der brugte øen som sit jagtområde. Siden blev Langli handlet flere gange. Blandt andet til tømrermesteren fra Varde.

I 1950’erne blev øen solgt privat for sidste gang. Køberen var endnu engang en rig købmand fra København, og hans hustru ønskede at bo i det fjerntliggende sommerhus halvdelen af året. Hvert år hyrede hun en ny anstandsdame til at holde sig med selskab. Manden tog aldrig med.

Hustruen døde omkring 1980, hvorefter øen blev købt af Staten.

Det gamle sommerhus, der er øens eneste stadig eksisterende bygning, blev herefter taget i brug som meteorologisk målestation og ornitologisk feltlaboratorium. Havets voldsomme indhug på Langli i de senere år, har medført at det gamle hus ikke længere bliver vedligeholdt som tidligere, da det konstant er i fare for at blive taget af den næste storm.

Tid til et lille hvil

Det var dejligt at smide sig i solen, og nyde det fantastiske frokost-vejr.

Vores frokostbuffet bestod af medbragte madpakker og friskbrygget primuskaffe (instant-kaffe og kogt vand).

I rygsækken havde jeg langli-lyng, der kan holde sig flot og farvestærk i mange måneder. Den fine buket kom med hjem til Odense, hvor den i dag står i en tør vase og minder mig om en uforglemmelig dag.

Solautografen, solens timer i en krystalkugle

På husets sydvendte side, står en ‘krystalkugle, der kan gøre enhver spåkone misundelig. Glaskuglen er en del af en solautograf, også kaldet en heligraf. Den måler dagens solskinstimer.

• 

• 

• 

• 

Ved at måle længden af forkulningssporet på en blå udskiftelig papstrimmel, kan man se hvor lang tid solen har skinnet i løbet af en dag.

Dødemandsbjergene, strandvaskernes sidste hvilested

Langli er en flad ø, og dog er der ‘bjergene’ der rager højt op over terrænet. Bakkerne er ikke naturlige, de er menneskeskabte i mere end en forstand.

Nordsøen har i århundreder været et af verdens mest trafikerede farvande, og det er samtidig et af de vanskeligste at navigere i. Utilregnelige havstrømme, voldsomme vestenstorme, tåge, havgus og foranderlige dybder har været skyld i tusindvis af skibsforlis langs den jydske vestkyst.

Ofte skyllede ukendte strandvaskere ind på land. Hvor kom de fra? Hvilken religion havde de? Medbragte de ukendte og smittefarlige sygdomme? Usikkerheden var stor, og eftersom man intet kendte til de døde, kunne de ikke blive begravet i indviet kristen jord.

I stedet jog man hurtigt en bådshage i hver en død krop, slæbte den ind midt på øen og og overdængede den med et tykt lag sand. Ingen var interesserede i at røre de mere eller mindre opløste lig, der skyllede ind på stranden. ‘Dødemandsbjergene’ voksede år for år. Det højeste er 14 meter højt, bygget op af triste skæbner, og historier om havsnød og forlis.

Udsigt over sælernes strand

Fra toppen var der et flot kig til alle sider. Længst mod syd, på de yderste sandbanker lå sælerne og godtede sig. De var for langt væk til at vi kunne se dem. Til Gengæld så vi traktoren, også kaldet Naturbussen, der havde bragt en flok sæl-turister henover ebbevejen.

I 2020 blev der født omkring 2600 sælunger i det danske Vadehav. Bestanden er nu så stor at man går og venter på den næste form for sæl-epidemi. Epidemier plejer at indtræffe cirka hvert tiende år og medfører døden for halvdelen af sælerne.

Døde sæler og døde vadefugle indgår i den naturlige fødekæde, der gør Langli til et eftertragtet fourageringssted for rovfugle.

Hjemtur, næsten uden at få våde ankler

Det var blevet tid til at vende tilbage til fastlandet. Vandet havde nu trukket sig langt tilbage og var nu næsten ikke-eksisterende. Der hvor vi et par timer tidligere havde maset afsted i vand til op over knæene, lå nu en lettere fugtig sandverden bredt ud foran os.

Det er tidevandet og Naturstyrelsen, der bestemmer hvornår man kan tage turen. Langli er ikke en ø man lige smutter til efter en hurtig indskydelse.

Vores dagsprogram så således ud:
kl. 10.40 Vi påbegynder vores vadetur til Langli
– højt lavvande medførte en alternativ rute
kl. 12:00 Ankomst til Langli
kl 12:45 – 13:00 Frokost
kl. 13:30 Hjemtur – nu ad den ‘officielle’ ebbevej
kl. 14:30 Ankomst til udgangspunktet

I sandet kunne vi se dæksporet efter Naturbussen.

Skyformationerne blev ved med at ændre sig. Det var en opvisning af imponerende dimensioner, der bare blev ved og ved.

Det var ingen sag at gå tilbage. Det var den rene svir, efter den tidligere vandring. Det eneste vi nu kunne blive udsat for, ville være en forbipasserende regnbyge. Nogle af skyerne kunne godt se ud som om de var klar med et brusebad. Heldigvis holdt det tørt.

Efter en times tid nåede vi tilbage til fastlandet. Trætte på den allerbedste måde: af frisk luft, vandring, oplevelser og nye eventyr.