EVENTYR Jylland VANDRETUR

KANINOEN PÅ ENDELAVE

KANINOEN på Endelave (21 km)

  • Endelave (Kaninøen) ligger i Kattegat ud for Horsens Fjord.
  • Færgeoverfart: SNAPTUN-ENDELAVE (1 time)
  • 13 km2 – flad boomerangformet moræneø med tre ‘spidser’: ØVRE (nord) – LYNGER (sydøst) – KLOBEN (vest)
  • Højeste punkt, Snekkebjerg, er kun knap 8 meter.
  • De vilde kaniner blev udsat på øen omkring 1920
  • Cirka 150 fastboere + et sommerhusområde
  • Gammel skov, heder, enge, strande + opdyrket land
  • HUSK: drikkevand, madpakke, gode sko + påklædning til dagens vejr
    Der er ingen madsteder undervejs, men mange bord/bænke-sæt.
Kaninoen på Endelave

Her kan du lytte til KANINOEN PÅ ENDELAVE

Tidligere har vi nysgerrigt spejdet i retning af Endelaves lave kontur, når vi har besøgt Æbelø. Og, vi har flere gange talt om at tage til øen, hvor det efter sigende vrimler med vilde kaniner. Nu skulle der sættes handling bag vore overvejelser. En smuk julimorgen kørte vi afsted i retning af færgelejet Snaptun, hvor der er færgeforbindelse til/fra Endelave 2-4 gange i døgnet. Det svinger lidt fra dag til dag.

Vores plan var at at gå Kaninoen på Endelaves 21 kilometer, overnatte i telt på campingpladsen og hjem dagen derpå. Det skulle blive en fantastisk dag!

Vandregruppen var denne gang tilføjet en ekstra hund, nemlig feriehunden Ronja. Den skulle sove i telt for allerførste gang.

1 times sejllads med MF Endelave

Det var ingen sag at finde parkering til bilerne i Snaptun. Skilte viste os ind på en plads, hvor langtidsbesøgende til Endelave kunne stille deres biler. Fra parkeringsarealet var der en lille kilometers penge til færgelejet.

Tiden ombord på færgen tilbragte vi med færgekaffe, brochure-indsamling, samt beundring af de glasindrammede stregtegninger på væggene. Motiverne var fra Endelave og naboøen Hjarnø.

Ifald jeg havde medbragt ø-passet fra vandreturen på de sydfynske øer, kunne jeg have fået endnu et stempel i hus. Det havde jeg ikke.

Kort før ankomst til Endelave gik vi op på dækket for at spejde efter sælerne på Møllegrund. Det var desværre alt for højvandet til sælkig, så vi besluttede os for at satse på vores oprindelige “hoved-dyr”, nemlig: de vilde kaniner.

ENDELAVE – “ÅRETS Ø NR. 1”

Det summede af dansk sommer-ø, da vi sammen med mange andre gik fra borde og i land på Endelave.

Der var lystsejlere, havne-café, havnebad, havne-dit og havne-dat. Ved den flotte sorte velfærdsbygning, der er bygget med midler fra blandt andet A.P.Møller, legede børnene på legepladsen. Det var børnenes glade stemmer, der bød os velkomne til øen. Det tegnede godt!

Vi gik ind ad den cirka 300 m lange stensætning, der forbinder havneområdet med Endelave by. Til højre havde vi det grønne område, hvor de vilde kaniner burde spurte omkring. Måske gemte de sig i middagssolen? Måske var de blevet skræmt af de mange mennesker, der netop nu vrimlede af færgen og forstyrrede deres kanin-ø? Vi så i hvertfald ingen kaniner.

Blå rute: 21 km (Kaninoen) – vandrerute
Grøn rute: 12 km (Mini-kaninoen) – kan cykles
Rød rute: 3 km

ENDELAVE BY

De fleste af øens fastboende bor i Endelave by. På resten af øen er der langt mellem huse og gårde. Bortset fra området ved sommerhusene på den modsatte side af øen.

MINDESTENEN
Det første der mødte os var Mindestenen over “Agda”s forlis en kold og mørk januaraften i 1944. De 14 omkomnes navne er mejslet i stenen. Skibet påsejlede en mine, der formodentlig var droppet af en engelsk mineflyver, for at lette sin last. Det var den største skibskatastrofe, der indtraf i danske farvande under 2. Verdenskrig.

SKILTENE BØD VELKOMMEN

Det næste vi bemærkede var skiltene. I følge vejviser-skiltet, ligger alle byens store seværdigheder indenfor en radius af blot 400 meter. Det var nærmest som om, vi var ankommet til en ‘Lastens Hule’ med let adgang til kro, bodega, vin, og gæstgiveri. Plus lægeurter hvis det skulle gå helt galt. Herfra vor verden går! Det var godt vi ikke skulle i kirke, for så måtte vi selv eller Vor Herre lede os på rette vej. Intet vejskilt førte til kirken.

HAVFRUESKILTET
Den smaltaljede havfrue, viste vejen til vores camping. Det så sandelig også lystigt ud! Vi fulgte hendes anvisning, og drejede til venstre ad Kongevejen.

SKOLESKILTET
Undervejs passerede vi de to elever på det velkendte skoleskilt. Det må være øens sidste skolebørn på vej til Endelave Skole, der lukkede i 2018. Med en overfartstid på en time, er det også tvivlsomt om der overhovedet er børn, der dagligt går turen til havnen?

KROSKILTET
Ved kroen spottede vi vores allerførste (skilte-)kanin. Hér kunne vi tydeligt se forskellen på kanin og hare. Kaninen er mindre og har kortere ører og ben, end haren. Til gengæld har de store øjne! Nu burde de være lette at finde, når vi kom afsted på tur!
Der var en mange mennesker på kroen, og stemningen var munter her ved frokosttid. Vi nåede lige at hilse på et par, der sad ved et af yderbordene. I forbifarten havde vi opdaget at de sad og nød den ‘lokale’ Endelave Øl, som de på forspørgsel forsikrede os om var vældig god.
Dét var en god souvenir som bestemt skulle købes med hjem!

Langs den hyggelige landsbygade var der flere private loppeboder, samt salg af “Endelave-plysdyr”, hjemmesylt og så videre. Vi så også flere kaniner. Dekorationskaniner, ganske vist. Havde vi tidligere været i tvivl om kaninernes eksistens, var vi nu 100% sikre på, at vi var havnet på “Kaninøen”.

Et af husene var helt anderledes end de øvrige i Kongensgade. Den hvide patriciervilla “Helvitia”, blev bygget som sommerhus i begyndelsen af 1900-tallet. Det lignede mest af alt en bolig, der var omplaceret fra Odenses fine Hunderupkvarter.

ETABLERING AF TELT-LEJR

Samtidig med at vi svingede ind på campingpladsen, blev nøglen drejet i en flot flaskegrøn Citroën, der holdt ved nabohuset. Bilen lignede noget, der var undsluppet fra Al Capones gangsterimperium i Chicago. Chaufføren syntes ikke øvet i håndteringen af den flotte oldtimer. På sidelinjen stod en anden mand, muligvis ejeren, og gave gode råd og vejledninger til håndteringen af den fine bil.
Alting lykkedes! Både kørslen, og også vores formål med at være på dette sted: Etablering af vores lille teltlejr.

De tre små telte blev slået op på en nyslået græsplæne. Rygsække, og alt andet som vi ikke ville have med på vandretur, blev lynlåset inde

En vandrepige kom over til os. Hun camperede også i et lille halvandenmands-telt. Hun ville blot lige hilse på, og samtidig informerede hun om dagens “Gin pop-up-event” på havnen. Det lød hyggeligt, men afsted det måtte vi jo alligevel. Mon, vi kunne nå omkring Endelave før lukketid kl. 19?

Klokken 13:15 var vi klar til at påbegynde Kaninoen på Endelave.

KANINOEN – HVOR ER BLÅ RUTE?

Vi besluttede os for at gå Kaninoen, ved at tage retning videre i ud ad byen. Vi havde lynhurtigt draget den konklusion, at vi hermed ville ende ved havnen og gin-bordet. Forhåbentligt før kl. 19.
Altså tilbage på Kongevejen og videre ud af byen.

Det var en mindre fejldisponering i forhold til Kaninoen, hvis 21 kilometer lange blå rute ikke følger Kongevejen, og derfor ikke er markeret med blå markeringspæle på denne strækning. Vi var godt klar over at vi burde gå langs vandet, men hvordan kom vi derned?

Heldigvis skulle det vise sig at være en god beslutning i forhold til at nå i mål til tiden. (derom senere)

TIP: Hvis du overnatter på campingpladsen og, som os, ikke har lyst til at gå tilbage til havnen for at gå Kaninoen: Gå direkte til kysten ved campingpladsen, og tag Endelave Strandvej i samme retning som os.

Umiddelbart efter byens sidste hus begyndte vi at se os om efter et sted, hvor vi kunne komme til det blå vand og den blå kanino-rute. Det var ikke helt let. Det var de lokale åbenbart godt klar over, og tillige trætte af! Et sted var der opsat et skilt, som venligt orienterede os om alternative muligheder for at komme til vandet.


Kornet stod gyldent og tørt på markerne, en blid brise fik det til at rasle ganske stille i aksene. Markerne var meget forskellige fra hinanden, nogle var rene andre mere varierende.

PÅ GALE VEJE, MEN PÅ VEJ!

Udfordringen var nu, hvordan det skulle lykkes at komme på sporet? Da vi nåede frem til en lille rasteplads med wc og infotavle, fandt vi ud af, at vi var gået omtrent 100 meter forbi ‘vores’ markvej. Overfor denne markvej var der faktisk en markeringspæl, som vi havde overset. Muligvis fordi rute-farverne var rød og grøn. Muligvis fordi pilen var placeret i forhold til at man gik den modsatte retning omkring øen. Muligvis fordi pælen lignede enhver anden pæl sat af en-eller-anden entreprenør. Det skulle vi lige vænne os til.

På kortet er markvejen vi fulgte, markeret med røde prikker. Alting var godt, og vi glædede os til at komme rigtigt i gang.

FLASKEN, ET NATURRESERVAT

Markvejen endte ved Endelave Strandvej, der på dette sted er en grusvej, der løber langs de flade strandenge, der kaldes for Flasken.

Flasken er et Natura2000-naturreservat, der består af lavvandede vader. Der er både tidevandsrender og strandsøer, som giver gode fourageringsmuligheder for alskens vadefugle.

Vi tog turen op i det laveste fugletårn jeg endnu har oplevet. Hvad det manglede i højde (cirka 2 meter), havde det til gengæld så rigeligt i komfort. Det var indrettet med både flettede borde og stole på balkonen.
Det eneste vi observerede fra vores korte besøg i udkigsposten, var det smukke, næsten endeløse kig ud over Endelaves flade strandenge og vadehav. Samt kvæget der afgræssede engene. Ingen fugle til os i denne omgang.

Vi fortsatte turen videre ud ad den grusede strandvej. Nogle gange var vi helt alene, men undervejs fik vi også hilst på flere, der gruppevis eller enkeltvis var afsted på tur. Nogle var på cykel. De fleste var gående, som vi.
Kaninoen på Endelave er et populært udflugtsmål, og strækningen ved Flasken og op omkring Øvre, er fælles for grøn og blå rute (Henholdsvis 12 og 21 km).

De to hunde nød at være på tur, og de fik mange søde kommentarer undervejs.

SKÅLTEGN OG EN TÅR AT DRIKKE

Nu er det lige jeg stopper op, og tænker: Er dette ved at udarte sig til en lettere drikfældig tur? Hvis der blandt læserne af denne turbeskrivelse, også skulle være én der begynder at tvivle på vores ædrulige hensigter med at gå Kaninoen på Endelave, har jeg denne bonusinfo:

  • FLASKEN er et naturreservat
  • SKÅLTEGN er et fredet fortidsminde
  • EN TÅR AT DRIKKE er forfriskende når der findes en vandpost
  • GIN&TONIC – er god nok, hvis vi når det!

Stenen med de to små skåltegn er en hilsen fra bronzealderen. Skåltegninger er det ældste helleristningstegn der kendes, og disse menes at stamme fra perioden mellem 1100-500 år før vor tidsregning. Tegnene menes at have haft en religiøs betydning.

Skålstenen gemmer sig i højt græst, få meter fra vandrevejen. Ved dette sted var det også muligt at vande hundene, og selv få fyldt vores vandflasker op på ny.

OBS: Dette var den eneste vandpost vi så på blå rute.

Den ‘blå’ kanin fandt vi også. Den var imidlertid placeret således at vi retteligt skulle gå i modsat retning for at se den. Fra vores retning, sad den på bagsiden. Det gjorde nu ikke så meget. Vores vilje til at finde vej, ville ikke blive påvirket af kaninens mere eller mindre smarte placering på rutens markeringspinde.

SKOV OG LYNG

Således fyldt op af vand og kulturhistorie fortsatte vi turen videre i nordlig retning. Vi bevægede os nu i mod det område, der kaldes for Øvre. I starten gik vi i lav skovbevoksning.

Her i slutningen af juli var den fine hedelyng ved at springe i blomst. Flere steder bredte rosafarvede lyngtæpper sig i lysningerne. Det er så smukt, og jeg føler mig altid så heldig når jeg uventet befinder mig blandt blomstrende lyng. Som bybo-odenseaner har jeg ikke helt styr på lyngens blomstringsperioder, men glæder mig uendeligt, når jeg oplever den.

Fine sommerfugle flaksede omkring. Nogle mere fotogene end andre. Det kommer an på deres natur. Nogle er i konstant bevægelse, andre folder smukt deres vinger ud, og lader sig beundre. Som for eksempel den farverige dagpåfugleøje.

ØVRE I NORD

Øvre er beliggende i den øverste, nordlige ende af Endelave. Det er et stort naturområde, der i modsætning til Flasken, er åbent for offentligheden. Øvre er fuldstændig ubebygget og adgangen går via en låge, der skal forhindre får og ponyer i at stikke af.

SKIBSÆTNING OG MÅGEKØKKEN

I grænselandet mellem den lave skovbevoksning og det flade, lysåbne landskab ligger nogle store sten og noge glasskår. Ved første øjekast virkede det hele lidt tilfældigt, men ved nærmere øjekast fornemmede vi skibsætningen. Der er blevet fundet et fornemt spænde til en kvindedragt på dette sted. Måske har skibsætningen fungeret som gravsted for en rig og betydningsfuld vikingekvinde.

Hvad der syntes at ligne glasskår, var knuste muslingeskaller. I dag er det mågerne, der drager gavn af de hårde sten. Fra stor højde lader de friskfangede muslinger dumpe ned, for at smadres. Overalt lå der småstykker af perlemorsskinende skaller. Tømt for deres saftige muslingekød.

PONYER OG GUTEFÅR

Det føltes som om vi var ankommet til det fladeste sted i Danmark. Selv græsset var helt fladt. Der er ikke meget bevoksning på Øvre, dog døjer man en del med hybenroserne, der trives godt på de sandede strandenge.

I bestræbelserne på at bevare det åbne landskab, har man sat ponyer og en flok gutefår ud på området. Gutefårene er kendt for deres evne til at spise de invasive hybenbuske.

Gutefår er den race, der er tættest på dem vikingerne havde. Både får og vædder har horn, og lammene fødes med bittesmå horn. Gutefår fælder ulden i modsætning til andre får. Det kan godt få dem til at se lidt pjuskede ud.

UDSIGT TIL SAMSØ

Vi havde valgt at gå på en varm og solrig dag. Vi følte os eventyrligt heldige med vejret, og vi nød hvert eneste øjeblik.

I det fjerne kunne vi skimte Samsø og Vesborg Fyr. Det nærmest svævede i varmedisen. På stranden voksede store, grågrønne strandkål. De mange hybenrosenbuske trivedes, der skal nok være rigeligt med føde til de næste mange generationer af gutefår.

PAUSE VED RANES BORG

Klokken 15.15 (2 timers vandring / 8 kilometer)

Vi slog os ned ved et bord/bænke-sæt, med udsigt til Samsø og hybenbuske. Det var en dejligt kaffeplet, og et eller andet sted i krattet burde vi kunne opleve Rane Jonsens gamle borg. Folkeviser beretter at Rane forrådte Kong Erik Klipping før mordet i Finnerup Lade. Hvis det var Rane, der byggede en borg på Endelave, har han skjult den godt!

Vi fandt ingen spor efter de gamle stenfundamenter. I stedet kunne vi beundre den blomstrende lyng, der måske skjulte den gamle middelalderborg, såvel som kongemordernes sande identitet og fulde tilståelse.

Her ved Ranes borg deler Kaninoen på Endelave sig, således at blå rute fortsætter langs stranden, og grøn rute drejer ind i land.

VIDERE LANGS KYSTEN

Efter en halv times pause, var det tid til at gå videre. Det næste stykke måtte vi flere gange gå lidt uden for sporet, da hybenroserne havde lukket stien med deres stikkende torne. Nogle gange gik vi på stranden, andre gange var det lettere at gå lidt ind i land.

Ved en lille skrænt ynglede digesvalerne. De små fugle fløj til og fra deres redehuller. De er lynhurtige og nærmest umulige at fotografere, især når man selv er på vej videre frem.

Vi gik delvis på strandens sand og sten og delvis på en lille trampesti. Markeringerne på de sparsomt placerede rutepæle viste, at vi nu befandt os på den del af Kaninoen, der udelukkende er blå. Ruten var let at følge, eftersom den er placeret så tæt på vandet, som overhovedet muligt. Det var bare at følge øens strandlinje.

Blå Kanino (21 km) er ikke velegnet til at cykle

KØER BAG HEGN

Jeg holder meget af køer, men jeg har også stor respekt for at de er store, potentielt farlige væsner. Allermest holder jeg af køer, der er bag hegn. Især når jeg går med hund.

De to hunde syntes begge at kvæget var spændende, og nysgerrigheden gik begge veje. Vi holdt os dog på betryggende afstand og gik hurtigt videre.

Det var forunderligt at temperaturen føltes så forskellig, afhængig af om vi gik på stranden, eller om vi gik få meter længere inde i land, på stien. Det var som om at verden tog sig helt anderledes ud, når vi skiftede spor. Varmen var anderledes, lydende skiftede, bevoksningen og duftende ændrede sig.

Udover køerne, traf vi ikke mange levende væsner på vores vej langs Endelaves småstenede og øde østkyst. Undervejs hilste vi på to kajakroere i en toer-kajak. Og på to par, der var vandret afsted for at købe en ‘tang-akvavit’ hos Tanggården før lukketid kl. 16. Eftersom klokken på daværende tidspunkt længe havde passeret fire, tænker jeg at de blot ville prøve lykken og banke på døren, hvis de fandt gården…som de i øvrigt havde lidt svært ved at lokalisere fra vandsiden. Held & lykke til de to par, der i øvrigt så ud til at nyde gåturen langs vandet.

HVOR ER STENDYSSEN?

Da vi ikke tidligere havde held med at finde Ranes borg, blev vi ganske opløftede da vi så en pæl med retningspil til en stendysse. Det forunderlige ved stendyssen, i modsætning til borgen, er at den ikke er angivet på nogen kort. Vi blev nysgerrige, og eftersom vi skulle videre i pilens retning var det oplagt at holde øje med store sten i landskabet.

Vi fandt desværre ingen oldtidssten. Senere google-søgninger har heller ikke givet pote. Til gengæld mødte vi flere nysgerrige køer, der dovent fulgte vores vandring.

ÆBELØ I SIGTE

I det fjerne dukkede en ø op i kimingen. Vi enedes om at det måtte være Æbelø, hvorfra vi flere gange har stået og spejdet over på Endelave.

Efter at have tilbagelagt omkring 12 kilometer, var vi nu ved at bevæge os ind på den sydlige del af Endelave. Terrænet vekslede stadig mellem sten, sand, opskyllet tang og lidt sti, når det kunne lade sig gøre.

LYNGER I SYD

Det er her på sydkysten at Endelaves sommerhuse ligger placeret. Der var flere sommergæster i husene, der var badene på badebroen, og der var folk med frottéhåndklæder og strandtasker over skuldrene til og fra badeture. Vi så også en palme, lille og forhutlet ganske vidst, men dog en palme. Er det så en palmestrand?

Sommerhusene ligger tilbagetrukket fra vandet. De putter sig lunt i det grønne buskads, og der er blot et kort stykke til badeturene.

Der er intet ishus i sommerhusområdet. Hvis man trænger til en is, må man ind til Endelave by. Den er kun ganske få kilometer væk. Der er intet der er langt væk på Endelave, kun fastlandet og resten af verden. Her er på øen er der fred og ro!

Det er ikke kun badeture, en palme, og ture til byens is, der optager sommerhusfolket på Lynger. Et sted havde en kreativ balancekunstner opstillet eventyrlige stenvarder med en tvist.

VANDRING PÅ SYDKYSTEN

Solen bagte og hundene søgte ud i vandkanten. En enkelt badetur blev det også til. De nød at blive kølet ned, lige så meget som de nød at være med på tur.

Æbelø lå derude i det fjerne, det var næsten som at kunne se hjem til Fyn. Hvilken skøn dag!

Da vi var kommet forbi sommerhusene, blev det snart nødvendigt at gå på stranden et stykke, eftersom en lodsejer havde sat sit trådhegn helt yderligt på sin matrikel. Det var nu ikke noget problem, i forvejen havde vi gået sådan lidt on/off som det kunne lade sig gøre.

Snart var der igen muligt at gå på sti. Faktisk en meget fin en af slagsen. Vi nærmede os nu Kaninoen på Endelaves tredje spids – den vestlige del af øen, der rummer både Klinten og Kloben

Og, så så vi for allerførste gang rigtige levende kaniner.

LYNHURTIGE KANINER I SIGTE

Det er næsten blevet en regel: Når de andre studerer kort, begynder jeg at fotografere små mirakler. Derfor stod jeg også snart ved de blågrå strand-manstro, der minder om tidsler. Sommerfuglene flokkedes om dem, og måske kunne jeg være heldig at indfange et fint eksemplar eller to – altså på foto.

Således gik det til at jeg var i færd med at fotodokumentere en nældens takvinge og 2 fine græsrandøjer, da der pludselig blev råbt: “Dér løber en kanin!!

Vi havde flere gange set noget, der kunne ligne kaninhuller og vi havde også set noget, der kunne minde om kaninlorte. Men, helt sikre havde vi ikke været på det vi så. Var det nu også et kaninhul? Var det nu også en kaninlort? Vi havde før besøget, læst at der på Endelave lever mellem 100 og 15.000 kaniner. Det er meget varierende fra år til år. Bestanden er delvis selvregulererende, og der er jagtsæson fra 1. september til 1. februar.

Vi havde kort strejfet muligheden for, at vi havde ramt et lidt tamt år for de vilde kaniner? Og, det kunne jo også være at vores medbragte hunde, trods i snor, havde deres effekt på de udeblevende kanin-oplevelser.

Den var lynende hurtige, den lille kanin. Jeg nåede lige at se den pile ind i kornet. Hundene opdagede absolut intet!

Henover markerne kunne vi også se det høje karakteristiske cementtårn i Endelave by. Tårnet, der i dag er påsat sendere til 4G-netværket, er en tidligere jævnstrøms elmølle, også kaldet en Aeromølle, fra FLSmidth. Der blev bygget i alt 25-30 stykker i ‘jævnstrømstiden’, i de første krigsår.

KLINTEN OG KLOBEN I VEST

Klinten er en omtrent 5 meter høj skrænt. Vi har gået ved klinter, der er betydeligt højere end denne. Men taget i betragtning af at Endelaves højeste punkt, Snekkebjerg, kun er knap 8 moh, er 5 meter en anseelig højde på denne flade ø.

Vi så flere kaniner. Måske var vi bleve bedre til at spotte dem, måske bor der flere kaniner på denne del af øen? De sprang afsted i kornmarker, og de spurtede afsted over græsarealer. Vi så også en del kaninhuller, nu følte vi os sikre på, at de var kaninernes værk, og ikke bare ‘huller i jorden’. Der lå også et par kaninådsler, gad vide hvad der gjorde kål på dem?

Hundene fattede ikke en meter. De var hverken interesserede i kaninhuller, kaninådsler eller kaninspurter. Jeg tænker at de ‘meget eksemplariske unghunde’ havde nok i hinanden.

Solen var begyndt at stå lavere på himlen.

Klokken var blevet 18, og vi havde tilbagelagt 17 kilometer.
Vores enlige pause ved Ranes borg, var efterfølgende blevet suppleret med stående drikkestop (medbragt drikkevand).
Vi havde været på farten i næsten 5 timer.

TØRV PÅ STRANDEN

Der lå nogle brune bræmmer på stranden. Materialet var utroligt behageligt at gå på, mindede om spagnum. Det lignede ikke tang, og lugten var neutral. Ingen af os kunne umiddelbart knække koden. Var det opskyld fra Kattegat, eller aflejringer fra land?

Senere er jeg blevet informeret om at det var tørv, der lå på stranden. Ikke så mærkeligt at det mindede om spagnum.

STRANDENS AGURKER EN MASSE

Et tæppe af fine små, lysegrønne og sukkulentagtige ‘juletræer’ bredte sig for vores fødder. Vi plukkede et par stykker af de sprøde strandarver. De både dufter og smager som agurk. Helt fantastisk!

DAGENS SIDSTE ØFÆRGE

Henover Klobens flade strandenge så vi færgen, der var på vej i havn. På denne torsdag i juli, var det være dagens sidste færgetur. Færgen ville være i havn kl. 18.20. Vi manglede endnu at gå omkring 3 kilometer. Ville vi nå ‘i havn’ tidsnok til at smage Endelaves fine gin?

Vi passerede, hvad der ligner to forskudte sømærker, en forbåke og en bagbåke. Jeg tænker at de markerer kurslinjen for sejlads til Endelave. Farvandet omkring øen er meget lavt, så båkerne sikrer at skibene kan nå sikkert i havn.

FLYVEPLADSEN

Endelave flyveplads blev grundlagt i 1964 af flyveentusiasten Jens Toft der, ved en byttehandel med Låsby-Svendsen, nærmest tilfældigt erhvervede sig en landejendom på øen.
Det er et spændende eventyr, som du kan høre i Øfærgernes Podcast, hvor den i dag over 90-årige Jens Toft fortæller sin historie.

Da vi passerede den lange grønne landingsplæne, var den fyldt med ‘flyvere’… flest stære, men også et par gråkrager og alliker.

KANINOEN PÅ ENDELAVE – I MÅL

En af de ting, der gør vandring på små øer så særlig, er eventyret ved at opleve kysternes store forskellighed. Man behøver ikke at have den store geologi-eksamen for at kunne glædes ved det skiftende udtryk.

Hér, få kilometer fra havnen, voksede og hang kronerne fra gamle træer henover strandbreden. Det virker helt eksotisk, når man må bukke sig igennem et grønt bladhang for at komme videre frem.

Den gamle hvide middelalderkirke ligger smukt, med udkig til strand og hav. Under andre omstændigheder ville vi nok være drejet den vej forbi.

Klokken var 18.50 og vi havde gået 20 kilometer.

KIRKEN ELLER HAVNEN?

Denne gang afveg vi ikke fra ruten. Vi fortsatte lige frem til havnen. Således fik vi samlet Kanino-enderne fra start til slut. De sidste par meter hen over den opskyllede tang, blev turens største overraskelse. Vi sank dybere og dybere ned i den våde tang for hver skridt vi tog. Skrupgrinende sjokkede vi ind på det tørre…

Og, bummelum: Vi nåede lige nøjagtigt at bestille 3 små glas Endelave-vår-gin & tonic, ét minut i lukketid.

Ginen var tilsmagt med ingredienser fra Endelaves natur: hybenroser, strandarve (strandens agurk) og hyldeblomst.

Dagen efter kunne jeg på facebook læse, at de muntre lokal-gin-herrer, havde doneret et pænt beløb til Endelave-Aktiv Ø. Fantastisk initiativ!

HJEM TIL CAMPINGPLADSEN

Vi gik ikke på kro for at spise med kniv og gaffel. I stedet slog vi os ned ved et bord/bænke-sæt på campingpladsen. Her kunne hundene, såvel som vi selv, nyde den medbragte mad, med udsigt til vores små telte.

Der var absolut ikke noget fint og fancy over vores aftenmenu. Men, hvad der manglede i professionel servering på kroen eller i bodegaen, blev så rigeligt opvejet af vin på vandflasker, frysetørret pasta bolognese, peanuts på serviet og pulverkaffe brygget med primuskogt vand.

Om natten havde jeg fornøjelsen af at dele mit lille telt med hele to dejlige hundebaser. Heldigvis undlod de at skubbe mig væk fra underlaget i løbet af natten. Vi sov alle tung og godt!

KANINER I MORGENSTUNDEN

Hundene og jeg skulle tidligt op. (Jeg skulle til Odense og guide). Returbilletten til Snaptun var bestilt til dagens første færge kl. 6.30. De andre mente, at vi såmænd ligeså godt kunne have overnattet på færgen. Det havde vi nok ikke fået tilladelse til.

Morgenen var usigelig smuk. Solopgangen over vandet og den vidunderlige stilhed da vi gik til havnen. Vi var de eneste i verden, – sådan føltes det! Og, vi gik ad Strandvejen.

Og, pludselig var de alle steder. DE VILDE KANINER. Inde i haverne, hoppende langs vejen, hist og pist og overalt.

Hundene opdagede dem også. Det var spændende, men de opførte sig pænt. Kaninerne virkede ikke skræmte over sådan et par teenagehunde i snor.

Fra bytræernes kroner lød gentagne fuglekald, fra have til have. Det lykkedes mig at lokalisere hvad det var for fugle, der havde et eller andet kørende: grønirisk.

På vej ud mod færgen, var hættemåger og små engryler, også kaldet almindelig ryle, i færd med at finde dagens første føde i det våde sand. Engrylerne er ikke så store og kendes om sommeren på den sorte bug, En lille mågeunge stavrede også omkring.

Jeg tilbragte hele overfarten, siddende på dækket med hundene, – og en kop kaffe købt for en 20’er i den lille færgekiosk.

‘Kaninoen på Endelave’ sad endnu i kroppen, som en god oplevelse. Det havde været en spontan beslutning. Vejrudsigten lovede godt vejr, og det blev på bedste vis udnyttet til en herlig sviptur.