Ved en konfirmation i foråret 2024 spurgte min fætter, om jeg havde lyst til at deltage i et nyt event: Skjoldungemarchen 2024, en vandretur i det naturskønne område omkring Lejre på Sjælland.
Det var et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. Han fortalte, at det skulle finde sted for allerførste gang den 8. juni: Skjoldungemarchen, med start i Lejre.

LYT TIL SKJOLDEUNGEMARCHEN i bilen, eller hvor du ellers hører dine eventyr

Der var 4 ruter at vælge imellem: 20 km, 40 km, 60 km og 75 km.
Vi skulle gå 60 km. Denne rute ville være ‘åben’ i tidsrummet mellem klokken 7-22.

Min fætter opsatte TO regler for vores fælles oplevelse:
1) Korte pauser i turens to depoter
2) Ingen fotopauser (Min fætter ved, at jeg er en ivrig amatørfotograf, der gerne skal have det hele med)

Det lykkedes mig at snige kameraet frem og fotografere i farten, selvom den anden fætter-regel egentlig sagde noget andet. Og jeg er virkelig glad for, at jeg takkede ja til denne vandreoplevelse!

Ingen af os havde tidligere prøvet at gå 60 kilometer på én dag. Til gengæld er vi begge i rimelig god form – vi cykler, går og løber jævnligt som en helt naturlig del af hverdagen.

Min fætter er bedre end mig til at få trænet de lange vandredistancer, så jeg følte mig faktisk en smule smigret over, at han havde tillid til mine evner på 60 km. Alligevel var jeg ikke i tvivl om, at vi nok skulle klare det. Jeg støttede mig til min grundform og ikke mindst til lysten til et nyt vandreeventyr. Og så hjalp det også at tænke tilbage på det vandrestunt, jeg gennemførte sammen med to gode vandrevenner i ‘ørken-sommeren’ 2018: vores debut fra ‘KYST TIL KYST‘ , 135 kilometer på tre dage i hedebølge og bagende sol! Dengang bar vi det hele selv, inklusiv telte og oppakning. Det var en hård debut – men vi kom igennem.

Nu gjalt det 60 kilometer, med let oppakning og depoter undervejs. Det skulle nok gå.

Over 1.000 deltagere var tilmeldt eventet. De fleste havde valgt ruterne på 20 eller 40 kilometer. Så var der os på 60 km – og de virkelig seje, som gik hele vejen på 75 kilometer.

KLOKKEN 7 GIK STARTEN

Vi var ved godt mod fra morgenstunden. Min fætter havde iført sig et par solide vandresko. Jeg selv gik som sædvanlig i mine lidt ældre trailrunners – et valg, der måske ikke er optimalt, men som indtil videre har fungeret fint for mig. Jeg har prøvet kræfter med vandrestøvler, men det er ganske enkelt ikke noget, mine fødder trives med.

Skjoldungemarchen på 60 km blev skudt i gang kl. 7 fra sportshallen i Lejre. Vi var i gang.

Den første del af ruten førte os langs Holbækbanen, der løber mellem Roskilde og Kalundborg via Holbæk. Vejret var med os, og jeg kunne ikke lade være med gang på gang at prise os heldige over vejrgudernes overraskende gode humør. Vi vidste dog, at tørvejret ikke ville vare ved. Alle vejrudsigter varslede et kraftigt regnvejr, der ville starte i Jylland og bevæge sig østpå.
Spørgsmålet var bare, hvornår det ville ramme os på Skjoldungemarchen.

SAGNLANDET

Saxos krønike, gamle sagn og islandske sagaer fortæller, at skjoldungerne stammer fra den mytiske Kong Skjold. I en fjern fortid, da ufred rasede i området omkring Lejre, bad folket Odin om hjælp. En morgen dukkede et mystisk, ubemandet skib op i Roskilde Fjord. På dækket lå en lille dreng omgivet af våben. Overbevist om, at han var Odins søn, udråbte folket ham til deres konge – Kong Skjold.

Drengen voksede op, og blev både mægtig og stærk. Han forenede folket og udvidede riget til at omfatte hele Sjælland. Han blev stamfader til legendariske konger … og til alle skjoldungerne.

Vi krydsede jernbanen og fortsatte vores vandring ad skovstierne omkring Ledreborg Slot og Ledreborg Palace Golf Club. Vi gik langs de grønne golfplæner, men kunne ikke se selve slottet.

Formidlingscenteret Sagnlandet passerede vi uden at stoppe, selvom det ellers nok havde været værd at besøge. Heldigvis var det også lukket, da klokken endnu ikke var otte, så der var alligevel ikke noget for os at komme efter. Og vi var jo på vandretur med et andet mål for øje.

GRAVHØJEN MYSSELHØJ (5 km)

Herefter gik vi ud over det åbne land, hvor vi nød den vidunderlige udsigt, der strakte sig vidt og bredt på begge sider. Undervejs passerede vi den gamle gravhøj, Mysselhøj, som er den eneste tilbageværende af en række bronzealderhøje i området. I 1800-tallet var dens skæbne nær blevet som de øvrige, nu sløjfede og overpløjede høje. Men en død ko og gammel overtro om højen som et sted med beskyttende kræfter, fik bonden til at ombestemme sig og lade Mysselhøj stå.

Ikke langt fra gravhøjen, lidt længere fremme mod Gl. Lejre, udgravede arkæologer i 2009 resterne af Danmarks største vikingetidshus. Vi så dog ikke spor efter den over 600 m² store kongehal, som er rekonstrueret i formidlingscenteret Sagnlandet Lejre.

Selvom vi havde aftalt at vandre uden sightseeing for øje, sansede jeg de gamle vikingesjæle over alt omkring mig.

GL. LEJRE ER VIRKELIG GAMMEL (6 km)

Vi havde påbegyndt vores vandretur ved sportshallen i Lejre Stationsby, der voksede frem i forbindelse med etableringen af jernbanen i 1874. Nu var vi, efter en times vandring ad en længere omvej, nået til nabobyen Gl. Lejre. Ifølge gamle sagn blev denne gamle landsby grundlagt af førnævnte Kong Skjold, selveste Odins søn. Saxo var imidlertid ikke helt enig i den antagelse, han skrev at Gl. Lejre blev etableret en smule senere som en kongeby af Skjolds søn, den legendariske konge Rolf Krake. I følge den lokale Lejrekrønike fungerede byen som hovedsæde for danske konger frem til det 9. eller 10. århundrede.

Jeg vidste slet ikke, hvilket ben jeg skulle træde på. Det var fascinerende at gå rundt i et område, der er omtalt i så mange gamle sagn og krøniker. Og det til trods for, at jeg jo selv kommer fra en by med en lang og stolt historie: Odense – Odins Vi – selve Odins egen by. Der var noget særligt over at gå her, hvor myter og kongesagn nærmest sitrede i jorden under mine fødder.

Klokken 8 passerede vi Gl. Kongsgård, som, navnet til trods, ikke er særlig royalt. Der er tale om et gammelt stuehus fra en tidligere fæstegård under Ledreborg Slot. Gården blev til en slægtsgård i 1749 og er i dag en del af Lejre Museum.

NEXT STOP GEVNINGE (10 km)

På den anden side af byen drejede vi væk fra vejen og fortsatte gennem grønne områder. Vejret var stadig smukt, solen skinnede, og vi var helt høje af bare at gå. Vi talte om løst og fast, fik opdateret hinanden på liv og hverdag.

Min fætter fortalte om områderne omkring Roskilde og Lejre, hvor han ofte både cykler og vandrer. Han morede sig med at gætte, hvordan dagens vandrerute var lagt. Det blev til en del gætværk, nogle gange ramte han plet, andre gange ikke. Men vi hyggede os hele vejen.

Ruten var fint markeret med røde flag, og derudover havde vi andre deltagere i sigte som vi kunne følge. Som en ekstra sikkerhed havde vi også downloadet app’en Komoot, hvor ruten var lagt ind.

Klokken 8.40 travede vi med raske skridt gennem Gevninge – en lille, hyggelig landsby med flere charmerende huse. Også Gevninge kan føre sin historie langt tilbage i tiden. Arkæologiske fund peger på, at byen fungerede som en forpost for Lejre-kongerne i vikingetiden.

Vi krydsede broen over Gevninge Å, som på dette sted var så tilgroet, at vi slet ikke kunne se hverken å eller vand – kun et tæt krat af grøn bevoksning. Herfra fortsatte vi ud ad landvejen, hvor vi heldigvis kunne gå på en cykelsti.

VANDRING LANGS VANDET (14 km)

Vi gik små to kilometer, før vi drejede ned ad en trampesti langs en grøn, bølgende kornmark. Det var en lettelse at komme væk fra vejen, og snart havde vi vandet ved Herslev Strand i sigte.

At gå langs med vandet er noget af det bedste. Det blå, det grønne … og sandet under sålerne. Vidunderligt!

Før vi vidste af det, var vi fremme ved det første depot, smukt beliggende ved Herslev Lystbådehavn.

---

DEPOT OG FODPLEJE (14,5 km)

Som tidligere nævnt havde vi indgået en aftale om ikke at holde for lange pauser. Den pagt skulle naturligvis overholdes – men da jeg så, at samaritterne var i gang med at tage sig af fødder og vabler, kunne jeg ikke modstå fristelsen for lidt kærlig omsorg til mine fusser.

Med en nutellamad i den ene hånd og en god håndfuld lakridsmix i lommen satte jeg mig til rette og fik fine små forbindinger på højre fod, der var begyndt at vise tegn på vabeldannelse. Det var en fornøjelse at blive klargjort til den videre færd – og jeg var da heller ikke den eneste, der takkede ja til det tilbud.

Vores pause ved depotet varede omkring 15 minutter – alt inklusive: tissepause, fodpleje og proviantering. Snart var vi på farten igen. Min højre fod føltes som ny, men den venstre begyndte også så småt at sende advarsler…

HERSLEV ØL & CHOKOLADE (15 km)

Umiddelbart efter vi forlod depotet, nåede vi landsbyen Herslev, der også kan bryste sig af en historie, der strækker sig tusinder af år tilbage. Arkæologiske udgravninger har vist, at byens rødder går helt tilbage til jernalderen, og at kirken er bygget på et gammelt hedensk offersted.

Selvom Skjoldungemarchen ikke gik forbi selve kirken, passerede vi både Herslev Bryghus og Friis Holm’s Chokoladefabrik – og det er jo bestemt heller ikke så ringe…

KATTINGE (17 km)

De næste tre kilometer gik vi langs en mindre landevej, trygt på cykelstien og i sikker afstand af de relativt få biler, der passerede i begge retninger. Et fint Dannebrog vajede fra en flagstang ved det lille, hyggelige gadekær.

Ligesom så mange andre småbyer i området kan også Kattinge spore sin historie tilbage til jernalderen.

SKJOLDUNGERNES LAND (18 km)

Det var en lettelse, da vi endelig kunne forlade landevejen og dreje til venstre ind på Skjoldungestien.

Nationalpark Skjoldungernes Land er en af Danmarks nationalparker. Den ligger ved Roskilde Fjord på Midtsjælland og dækker et område på 170 km². Nationalparken er en smuk kombination af natur, fortidsminder og kulturhistorie, hvor fjordlandskabet og godslandskabet udgør de centrale omdrejningspunkter.

Skjoldungerne havde muligvis en form for “trækpramme”, når de skulle krydse vand, men vindyrkning kendte de nok ikke til. I dag er det til gengæld blevet vældig populært at være dansk vinbonde – i større eller mindre omfang.

Vi passerede det økologiske landbrug Hesselbjerggaard, som i 1798 blev udflyttet fra Kattinge landsby. Her har man i nyere tid tilplantet et indhegnet areal med vinstokke, som kaldes for Hesselbjerggaard Vinmark.

Vi kom også forbi et lille shelter, som vi ved første øjekast troede var et overnatningssted for vandrere og andet godtfolk. Men ved nærmere eftersyn viste det sig, at shelteret snarere var tiltænkt gårdens bestand af pelsfår.

FÆRGEN OVER KORNERUP Å (20 km)

Da vi modtog linket til Skjoldungemarchens 60 kilometer-rute, fik jeg øje på en færgeoverfart på strækningen. Et kort øjeblik nåede jeg at drømme om en velfortjent pause med benene oppe. Men da jeg kiggede nærmere på kortet, kunne jeg ikke finde nogen længere færgeoverfarter – kun et enkelt kryds af lille å.

Vi var nu nået til ’færgen’, som viste sig at være en trækfærge – en del af Nationalparkprojektet Skjoldungelandet. På grund af fårene og køerne på Hesselbjerggaard må hunde ikke komme med på denne del af turen. Det var altså årsagen til, at min hundi, vizsla’en Rikja, nu sad derhjemme i Odense på denne smukke vandredag. En dag, hun helt sikkert ville have elsket at være med på.

Trækfærgen blev hurtigt en flaskehals, da flere vandringsfolk ivrigt ventede på at komme ombord. Vi nåede frem netop som ’færgen’ var ved at blive fyldt op, og kunne mærke en smule uro, og de sidste ombord, hoppede tilbage på land. Da færgen var trukket over, og kom tom retur, blev det vores tur til at krydse. Og nu forstod vi hvorfor der havde hersket lidt tumult: Færgen gik simpelthen under vand, hvis der var for mange ombord! Ingen havde lyst til at fortsætte med sjaskvåde sko og strømper.

HIV-OHØJ – og så kom vi heldigvis tørskoede på den anden side af åen.

KORNERUP ÅDAL

Turen fortsatte gennem den frodiggrønne Kornerup Ådal. Åen snor sig gennem en smal, dyb dal med flere søer, før den flyder ud i Kattinge Vig ved Roskilde Fjord. Vi gik på en sti af nyslået græs, omgivet af bølgende marker, enge og træer.

Så meget nød vi omgivelserne, at vi næsten ikke bemærkede, at vi gik lige ved siden af både Svogerslev Sø og Kornerup Å. Først da stien drejede op ad en bakke, og vi på toppen vendte os om for at tage et sidste blik over ådalen, kunne vi ane søens glimtende spejl i horisonten.

LYNGHØJSØERNE (24 km)

Lynghøjsøerne i den tidligere Svogerslev Grusgrav kunne vi til gengæld ikke overse.
Grusgravningen ophørte i slutningen af 2019, og i dag er området forvandlet til et smukt naturparadis med tre klare søer: Lyngager Sø, Flæng Sø og Vejgård Sø.

Der var ikke mange badegæster ved grusgravssøerne, og vejrudsigten på dagen, hvor Skjoldungemarchen var i fuld gang, lovede jo heller ikke godt. Endnu holdt det tørt, men i baghovedet havde vi stadig meteorologernes varsler om kraftige regnbyger over hele Danmark.

OVERSVØMMELSE & KRATVANDRING

Ved den midterste af søerne førte røde markeringsflag os ind i et tæt, næsten ufremkommeligt vildnis. Først opdagede jeg ikke de små vimpler og troede, at min fætter ville træde af på naturens vegne. Men, det var ikke tilfældet. I stedet handlede det om at undgå våde sokker og sko!

---

Den ’rigtige’ sti var oversvømmet, og selvom nogen havde forsøgt at bygge en trædebro af EU-paller, gav det ikke meget mening at balancere ud på de druknede paller. Kratvandringen var uden tvivl et langt bedre valg end en ufrivillig dukkert i Flæng Sø!

TROLDEN RUNDE RIE (25 km)

Da vi endelig slap ud af det tætte junglekrat, var vi lige ved at havne på krogen af en troldefiskestang.

Kæmpetrolden Runde Rie sidder fredeligt ved vandkanten og nyder stilheden. Måske fanger hun noget, måske ikke… Jeg tror, hun finder ro i at lade blikket glide ud over vandets beroligende krusninger. Jeg elsker selv at stå og se ud over vandet, så hvorfor skulle en kæmpetrold – skabt af Thomas Damsbos fantasifulde univers – ikke også gøre det?

Det lykkedes mig at få min fætter med på en selfie. Jeg knipsede os selv, nærmest i flyvende fart. Vi havde jo lovet hinanden ikke at holde unødige pauser, så det var ama’r og halshug: Vi holdt, hvad vi havde givet håndslag på!

Efter besøget hos troldkvinden gik turen næsten lodret op ad en skrænt. Snart kunne vi nyde en flot udsigt over den opalblå sø. Vi rundede også den sidste af de tre søer, Vejgård Sø, og herfra gik det retur — blot på den modsatte side, hvor stien fulgte toppen af motorvejsvolden ved Holbækmotorvejen.

Det var ikke just charmerende at gå på motorvejsvolden med bilerne susende forbi på den ene side og grusgravssøerne på den anden. Der var bred enighed om, at vi langt hellere havde fortsat på stien ved søerne, hvor det hele var mere fredfyldt.

BEFRIELSESSTENEN I SVOGERSLEV (30 km)

HALVVEJS

Rundt omkring i Danmark står mange mindesten, der markerer Genforeningen med Sønderjylland i 1920 og Befrielsen i 1945. Det er en fin måde at få en hilsen fra fortiden på. Fælles for mindesmærkerne er, at de er konkrete symboler på vigtige begivenheder i Danmarks historie. Da vi gik Skjoldungemarchen passerede vi flere af fine befrielsessten.

Mentalt var det en lettelse at være nået halvvejs.
De første 30 kilometer havde været relativt lette – friske ben og godt mod hjalp os godt på vej.
Nu ventede de næste 30 kilometer med mere træthed i ben og fødder, men til gengæld gik det ’ned ad bakke’. Der var kun den korteste strækning tilbage, og det gav ny energi.

SKIBSSÆTNINGEN (33 km)

Snart var vi tilbage ved Gl. Lejre, nu på østsiden af landsbyen. Min fætter havde tidligere nævnt en imponerende skibssætning på dette sted. Nu var vi her! Jeg må indrømme, jeg var vældig fristet til at stoppe op og se nærmere på den. Men vi havde en fætter-kusineaftale om at holde os i bevægelse. Alligevel nåede jeg at suge indtrykket til mig af den imponerende, 100 meter lange skibssætning – en gravplads fra 900-tallet. Og af Grydehøj, stormandsgraven fra sen jernalder (cirka 500-tallet), der lå lige ved siden af.

Skibssætningen består af tætstillede granitsten, hvoraf 28 stadig står tilbage. Stenene er sat op i form af et skib, som symboliserede rejsen til dødsriget. På stedet har der tidligere været mindst fire mægtige skibssætninger, og derudover er der fundet 55 grave fra vikingetiden.

LANGS KORNERUP Å

Lidt længere fremme krydsede vi Kornerup Å igen. Denne gang skulle vi ikke med trækfærgen, men i stedet over en lille, hyggelig højbro, som førte os sikkert over på den anden side.

Herefter fulgte et skønt stykke vandring langs åens bred. Underlaget var let og fjedrende uden at være vådt eller glat, og vi var omgivet af grønt løv i alle tænkelige nuancer. Vi gik helt tæt på åens blanke vand.

UNDER JERNBANEBROEN (35 km)

Vi krydsede også Holbækbanen igen. Denne gang gik vi ikke over en bro, men fulgte stien og åen, der førte os trygt gennem en tunnel under jernbanen.

VIDERE LANGS ÅEN

Vores andet depot – start- og slutpunktet, hovedbasen – nærmede sig med hastige skridt.
Benene føltes stadig okay, og humøret var helt i top.

DEPOT NUMMER TO (37 km)

Klokken 13.40 – altså 6 timer og 40 minutter efter start – nåede vi tilbage til vores udgangspunkt, som også var vores andet depot. Skjoldungemarchen var lagt som et 8-tal, og nu ventede det andet loop.

Pausen skulle igen være kort, men jeg kunne simpelthen ikke modstå fristelsen til endnu en tur på samaritter-briksen. Af med sko og sokker – og sikke et syn, der mødte mig! Det blev ret hurtigt klart, at den irriterende fornemmelse, jeg havde haft de sidste kilometer, rent faktisk var en blodvabel, der var vokset frem på storetåens inderside. Av for den!

Et lille prik med en nål, lidt desinficering, en rask forbinding og et par friske sokker — så var jeg vandreklar igen. For mit indre blik drømte jeg om et dejligt, varmt karbad, fodpleje, bløde sæbebobler og total afslapning. Min søde fodplejeveninde derhjemme i Odense, ryster altid på hovedet ad mine fødder, som hun tappert forsøger at holde fine og velplejede.

Vi endte med at være i pitstop i næsten 30 minutter, takket være samaritterne og deres grundige – men yderst tiltrængte – patientpleje. Heldigvis udviste min fætter forståelse og tålmodighed.

PÅ FARTEN IGEN

Endnu en gang blev vi ledt til Holbækbanen for en kortere strækning, der denne gang gik lidt vestligere end tidligere på dagen. Herefter gik det gennem skov og åbne landskaber, videre skridt for skridt.

Vejret holdt stadig tørt, og temperaturen var helt perfekt – hverken for varmt eller for koldt. Vi blev hurtigt enige om, at solen godt måtte have tittet lidt mere frem, men det var en ubetydelig detalje i forhold til de truende regnskyl, vi var blevet lovet. Med den prognose i baghovedet kunne vi kun være jublende lykkelige for det tørvejr, vi indtil nu havde været så heldige at vandre i.

AVNSØ (45 km)

Vi lagde knap nok mærke til, at vi langsomt steg højere og højere op – før det pludselig gik op for os, da stien slog over i et brat fald ned ad en stejl skovskråning mod Avnsø.

Avnsø er en af Sjællands reneste søer og ligger midt i de naturskønne Bidstrup Skove. Mange af områdets søer, moser og lavninger blev dannet, da enorme isklumper fra den sidste istid blev begravet i jorden og først smeltede langt senere. Da isen endelig forsvandt, sank jorden sammen og efterlod karakteristiske fordybninger – de såkaldte dødishuller. Avnsø er et flot eksempel på netop sådan et stort dødishul.

60 KM OG 75 KM DELER SIG I BIDSTRUPSKOVENE (46 km)

Bidstrup Skovene ligger i det kuperede Skovhøjland og består af en række mindre skovområder omkring 100 meter over havet. Skovene blev i midten af 1600-tallet skænket til Københavns borgere af Frederik III som tak for deres indsats under svenskekrigene.
I dag udgør de en del af Sjællands næststørste sammenhængende skovområde.

Bidstrup Skovene er desuden udpeget som kandidat til at blive en af Danmarks nye nationalparker.

Vi gik nu nærmest alene. Tidligere på dagen havde der været flere vandringsfolk på ruten, men nu var længe siden, vi sidst havde haft øjenkontakt eller udvekslet smil med andre deltagere.
Nu nåede vi til et skilt, der – om muligt – tyndede yderligere ud i flokken. Det markerede adskillelsen mellem 60-kilometer-ruten og den længere 75-kilometer-variant.

Vi kastede et blik mod den vej, vi ikke skulle – og overvejede, om vi en anden gang skulle kaste os ud i den ekstra lange udfordring. For indtil videre gik det jo ganske glimrende. Benene fungerede, humøret var højt. Vi var super glade for, at vi havde meldt os til start.

STENDYSSE VED KIRKE HVALSØ (50 km)

Vi fortsatte ad vores planlagte rute, gennem skovens dybe, stille ro og ud over åbne grønne arealer. Men da vi nåede frem til Roskildevej, kom vi — bogstaveligt talt — på Herrens Mark. Der var ingen skilte, ingen røde vimpler og ingen mennesker i sigte. For første gang på hele turen var vi helt alene. Vi stod dér og stirrede skiftevis til højre og venstre. Hvilken vej?

Vi manglede kun omkring 10 kilometer, og ingen af os havde lyst til at tage et forkert sving og forlænge turen unødigt. Indtil nu havde vi ikke haft brug for det digitale kort i Komoot-app’en, men nu var det tid til at tage teknikken til hjælp.

Frem med mobilen, åbne app’en, og… ah, der var ruten! Vi skulle til venstre. Med fornyet sikkerhed i skridtene begav vi os videre. Målet kom tættere og tættere på.

4–500 meter længere fremme fik vi endnu et bevis på, at vi bevægede os midt i det gamle skjoldungeland. På en plæne tæt ved vejen står Hvalsø-dyssen, en stendysse fra omkring 3.500 f.Kr. Den har stået der længe før gæve vikinger og fodslidne vandringsfolk slog vejen forbi.

KISSERUP KIRKE (52 km) – det regner på FYN

Jeg fik et opkald fra min far, direkte hjemmefra Fyn. “Hvordan går det? Regner det?“

Heldigvis holdt det stadig tørt over Skjoldungernes Land. Men vi vidste at vi gik med en våd vejrprognose hængende over os som en usynlig kappe. “Det styrtregner i Odense,” fortsatte min far. “Det har regnet i flere timer.“

Hos os føltes vejret endnu ikke truende, men vi anede, at heldet måske var ved at slippe op.

For enden af en længere, snorlige grusvej mellem grønne marker tronede Kisserup Kirke, der som mange andre af vores landsbykirker er bygget omkring år 1200.

Ifølge en lokal myte blev både Kisserup Kirke og den nærliggende Særløse Kirke bygget af to søstre. De var begge velhavende, og hver især fast besluttet på, at den anden ikke skulle arve. I stedet brugte deres formuer på at opføre hver sin kirke. Det siges, at de begge endte deres dage i fattigdom. En dramatisk løsning på en arvestrid.

VI TÆLLER NED – og der kommer varslingsdryp

Benene begyndte at blive tunge. Det bekymrede mig ikke, men tempoet var ikke helt så højt som tidligere på dagen. Jeg tror, at det er mentalt – en slags træthed, der kommer snigende når jeg nærmer mig mål efter en længere dagstur.

Da vi krydsede et større engareal, begyndte de første dråber at falde. Hvis begyndte at styrtregne nu, ville der ikke være nogen chance for hverken læ eller ly. På dette tidspunkt havde vi indhentet en anden vandreflok, og sammen satte vi i rask march mod skoven, der lå lige forude. Heldigvis blev det snart tørt igen, og vi krydsede fingre for at nå mål, inden uvejret for alvor brød løs.

LEDREBORG SLOT (57 km)

Vi nåede Ledreborg Slot i tørvejr – heldigvis! Den smukke herregård blev opført midt i 1700-tallet af Lensgreve Johan Ludvig Holstein-Ledreborg og har været i familiens eje i over 250 år. I dag er det den 8. generation, der styrer slagets gang. Ledreborg er nok især kendt for sine udendørs havekoncerter, den velplejede park og selvfølgelig golfbanen.

REGNEN VÆLTER NED (57,5 km)

Inden vi nåede at slippe forbi området ved Ledreborg Slot, væltede regnen ned som fra en åben vandslange. Mit regnslag – et no-brand af tvivlsom kvalitet – kunne slet ikke holde vandet ude. Regnen plaskede ned og vinden piskede løs. Det blev decideret hundekoldt.

Vi traskede ned ad Ledreborg Allé, Danmarks længste allé på næsten 6 kilometer. Regnen silende ned. Vores held var opbrugt, og jeg takkede alverdens guder for, at vi ikke skulle kæmpe os igennem alle seks kilometer i dette uvejr. Vi kunne nøjes med en enkelt kilometer, før vi drejede af mod Lejre og det nu meget savnede målområde!

MÅL (60 km) kl. 18.15

Sjaskvåde og pivkolde nåede vi endelig målområdet, der var som støvsuget for glade deltager og højt humør.

Alle havde søgt tilflugt i tørvejr. Lejrehallen summede af dampende kaffe, kage og fugtigt humør. Jeg frøs og klaprede tænder. Fingrene var så stive, at det tog flere forsøg, før jeg kunne trykke på mobilen og tage det vigtige målfoto fra døråbningen.

Jeg priste mig lykkelig, for at vi ikke havde valgt at gå 75 kilometer i denne omgang.

11 timer og 15 minutter havde det taget os at tilbagelægge de 60 kilometer — inklusive to depot-/samaritterpauser og et enkelt troldeselfie med Runde Rie.

Vi var begge yderst tilfredse, og på trods af de sidste par kilometers regn, havde vi haft en eventyrlig oplevelse i Skjoldungernes Land. Vi blev hurtigt enige om, at denne marathon-vandring ikke nødvendigvis var vores eneste og sidste. Tværtimod — vi står klar til næste eventyr, når tid og mulighed byder sig!