EVENTYR Fyn Odenseguide

AMBROSIUS-EGEN VED VALDEMARS SLOT

Digterens gamle egetræ

Der var engang en digter. Han var født i fattige kår på Fyn og var efter sigende ”en ganske egen fyr, med et pokkers godt hoved”. Han drog derfor til hovedstaden for at læse og vendte senere, efter nogle muntre studieår, tilbage til sin fødeø.

Det var længe før der var noget der hed radio, fjernsyn og internet, og eftersom den unge mand var både selskabelig og underholdende, blev han snart en velset gæst på flere fynske herregårde. Det var herlig adspredelse at få besøg af den unge entertainer, der med sin fine og lyse digtning skabte både smil og glæde.

DEN KEDSOMME VINTER

Vinteren var mørk og lang, og dengang som i dag, så man frem til forårets lysere dage.
Det kunne nok inspirere en ung digtersjæl, som Ambrosius Stub.

Den kedsom vinter gik sin gang, den dag så kort, den nat så lang”, således begynder et af hans digte. Det menes at være skrevet i foråret omkring 1740, muligvis på Valdemars Slot. Ambrosius holdt meget af at komme på netop denne herregård og han fik endog virke som både skriver og huslærer.

En kilometers vej fra slottet står et gammelt solitært egetræ.
Hér holdt han af at sidde og skrive og læse.

DRØMMEN OM FORÅRET

Måske sad han under den store egekrone og dagdrømte på en lun solskinsdag i det tidlige forår. Han nød stilheden under den store egekrone og missede op i det nyudsprungne egeløv.
Lysere tider var på vej!

Ambrosius” ….en pigestemme blandede sig med hans tanker. Hun var på vej i hans retning. Hun vidste at dette var hans yndlingsplet. “Ambrosius”, hendes stemme var nu ganske nær. Han åbnede øjnene en smule, og så en af køkkenpigerne stå smilende foran sig. Det var spisetid. Han rejste sig, og de fulgtes ad tilbage mod slottet. Undervejs lyttede hun til hans tanker der formede sig til et digt.

Om aftenen skulle herskaberne også høre dette nye værk, oplæst, når han havde fået det nedskrevet med pen og blæk.

Inden de gik ind, sluttede han sin enetale med et lille håbefuldt smil,
Jeg tør måske vel få at se, min vinter blive til en vår i år

100 år senere fik digtet melodi, og kom i Højskolesangbogen. Men, da var Ambrosius Stub, køkkenpigen og herskaberne forlængst borte.

AMBROSIUS-EGEN VS. STUB-EGEN

  • Egetræet, der er opkaldt efter digteren, står endnu.
  • Det fredede træ er omkring 400 år gammelt.
  • Trods alderens skavanker, så holder den store, stolte eg sig stadig oprejst. Desværre er træet i dårlig forfatning.
    Det er et spørgsmål om tid før Ambrosius-egen bliver til “STUB-EGEN”
  • Den store stamme er 7,5 meter i omkreds.

GRAVSKRIFT OVER DEN GRIMME ÆLLING

I 1746 blev der klækket en grim ælling i en fynsk andegård. Denne ælling adskilte sig fra de øvrige ællinger, derved at den havde hele to hoveder! Den levede ikke længe, men opnåede dog, både at blive berømt, lagt i sprit og få en gravskrift, – endog med en lille spids kommentar!

Du lille Ande-Noer!
Hvi døde du saa snart?
Du burde bleven her
Til noget stort og rart.
Dog dette var endda
Til deels for meget loved,
Da Lykken føyer dem,
Der fødes uden Hoved