Jylland VANDRETUR

HÆRVEJEN fra VIBORG til GUDENÅENS UDSPRING

“HÆRVEJSRUTEN”
Viborg til Gudenåens Udspring
100 km
3 1/2 dag


KRÆMMERE KRIGERE KÆRRER KAROSSER RYTTERE DRIVERE VANDRINGSMÆND – HESTE STUDE GÆS – FROMME GODE ONDE MANGE ENE LANGVEJS FRA TIL LANGVEJSSTEDER TRÆTTE AD DEN SLYNGEDE VEJ
Teksten er skrevet af forfatteren Peter Seeberg, Hærvejen er trådt af mange skridt

Den midtjyske højderyg strækker sig ned gennem Jylland, fra Hald Sø ved Viborg og hele vejen til Slesvig.
Siden gamle, gamle tider har mennsker transporteret sig ad denne højderyg, da man derved undgik at krydse vandløb, – og de kaldte den for Hærvejen eller Oksevejen.

Der har dog gået flere okser end hære på vejen.
Kvæget blev drevet ned til det nordtyske område for at blive solgt.
Derudover kunne man møde handelsfolk, pilgrimme og andet rejsende godtfolk
.

Hærvejsruten, som vi gik mellem Viborg og Gudenåens udspring i Tinnet Krat, er en spændende vandretur fyldt med historie, lyngblomstrende heder, skovplantager og masser af eventyr.

HÆRVEJEN fra VIBORG til GUDENÅENS UDSPRING – dag-for-dag

DAG 1Viborg – Hald12 km
DAG 2Hald – Christianshøj 32 km
DAG 3Christianshøj -Vrads Station32 km
DAG 4Vrads Station – Gudenåens udspring24 km
LYT til “HÆRVEJEN fra VIBORG til GUDENÅENS UDSPRING”

DAG 1:
VIBORG til HALD (12 km)

Normalt, på vores tidligere vandreture, er vi startet hjemmefra i morgenstunden på den første vandringsdag. Således brugte vi dagens første timer på transporten frem til vandreturens udgangspunkt. Og ‘spildte’ derfor vigtige vandretimer i tog eller i bil. For at undgå at vågne op til en dag med lang transport, efterfulgt at mange vandrekilometer, valgte vi denne gang at starte lidt anderledes end vi plejer: Vi ‘tyvstartede’ dagen før!

Torsdag ved 13-tiden hoppede vi på toget i Odense og efter cirka 3 timers togkørsel, rullede vi sidst på eftermiddagen ind på Viborg station. Denne første dag handlede ikke om at vandre langt, men blot om at komme ud af Viborg til et sted hvor vi kunne slå vores telt op.
Hjemmefra havde vi udset os en plads ved Hald Ege.

Vel ankomne til Viborg gik vi direkte op på en gangbro, der fører over skinnerne. Broen kaldes for ‘Hærvejsbroen’. Desværre var det ikke helt let at spotte skiltene med den markerede Hærvejsrute ud ad Viborg, heller ikke selv om vi startede på selveste “Hærvejsbroen”

Den første rutemarkering, umiddelbart efter Hærvejsbroen, var nærmest gemt væk bag et galvaniseret gitterhegn. Optimistiske fulgte vi pilens sydgående retnings-anvisning, men måtte efter et stykke tid erkende at vi nok havde misset en senere markering. Vi tyede derfor til Hærvejskort, Google-maps og troen på at det nok skulle lykkes at finde frem alligevel. På den ene eller anden måde.

Kloakdæksel i Viborg

Tæppet i Søndermarkskirken

Selvom vi mistede orienteringen så hurtigt efter start, ændrede vi ikke på planen om at lave et kort forsvindningsnummer, ‘en lille omvej’, fra den røde hærvejs-vandrerute, som vi nu havde mistet kontakten til. Vi ville gerne se og opleve Hærvejstæppet i Søndermarkskirken. Kirken ligger på Hærvejens blå cykelrute, men nu var vi altså blevet væk.

Det var tanken at vores hærvejstur skulle udgå fra Hærvejstæppet, og ende ved Gudenåens udspring i Tinnet Krat = en strækning på 100 km.

GPS’en drillede lidt, men heldigvis nåede vi frem i sidste øjeblik. Kirken lukker klokken 16, og vi nåede lige præcis at blive lukket ind i den cirkelrunde, moderne kirke (1981). Døbefonten er en imponerende kæmpemusling og under loftet svæver kirkeskibe som luftige jernskrog, i retning af alterets sol, der er udført i rustfrit stål. Kirkekunsten er udført af billedhuggeren Yan, der også har udført den store vægudsmykning “Fynsk Forår” i rådhushallen i Odense.

Hærvejstæppet

I 1066 vandt normanneren Wilhelm slaget ved Hastings, og han blev efterfølgende konge i England. Erobringen, og hele erobringens historie, blev efterfølgende broderet på et 70 meter langt stykke stof, og Bayeux-tapetet, som det kaldes, er en fornem og helt fantastisk historisk billedefrise. Det snart 1000 år gamle broderi eksisterer stadig, og har givet inspiration til flere nutidige danske broderier som også fortæller vigtig historie. For eksempel Ladbytapetet (7 meter) nær Kerteminde, Hærvejstæppet (10 meter) i Viborg, og Nydam-tapetet, der er undervejs ved Sønderborg.

Hærvejstæppet der fortæller Hærvejens brogede historie, er broderet af 16 flittige kvinder. Der er brugt flere forskellige broderitekniker, og motiverne er oprindelig skabt i akvarel af kunstneren Inga Linde Jensen og derpå overført til hørlærred. Det er virkelig et besøg værd, især for alle os, som skal afsted på Hærvejen. For os er det nærmest et must!

Inden vi forlod kirken og Hærvejstæppet, kastede vi et blik på kortet med Hærvejsruten. I løbet af de næste dage ville vi gå sydover til Gudenåens udspring, fra punkt 01 – 09 (100 km).

Vi glædede os til nogle dejlige vandredage.

HÆRVEJEN fra Viborg til Gudenåens udspring

Hærvejsstenen – på vej til Hærvejen

De gæstfrie folk i Søndermarkskirken gav nogle gode fif til at finde Hærvejens røde vandrerute. De anbefalede os samtidig at lægge vejen forbi Hærvejsstenen (nr.81 på kortet/blå cykelrute). Som det ses på Hærvejskortet (7A Viborg-Engesvang).

Hærvejen fra Viborg til Gudenåens udspring

Hærvejsstenen, en gammel granitvejtromle, står på et lillebitte hedeområde, en smule gemt fra landevejen. Mindestenen blev rejst i 1976, som en erindring om de mange vejfarende der gennem århundreder har brugt den oldgamle vej. Øverst på stenen er der en kompasrose. Den angiver retning og distance til vigtige pilgrimsmål. Blandt vigtige steder som Jerusalem og Rom, syntes vi bestemt at man manglede at få vores ‘pilgrimsmål’ placeret: Gudenåens udspring.

På stenens side er teksten, fra denne beretnings begyndelse: “KRÆMMERE KRIGERE KÆRRER KAROSSER RYTTERE DRIVERE VANDRINGSMÆND – HESTE STUDE GÆS – FROMME GODE ONDE MANGE ENE LANGVEJS FRA TIL LANGVEJSSTEDER TRÆTTE AD DEN SLYNGEDE VEJ”

På hærvej i Viborg Hedeplantage

Hærvejsstenen er placeret i udkanten af Viborg Hedeplantage, der er et stort skovområde. Det skulle blive den første af de mange plantager vi skulle opleve på vores hærvejsvandring.

Det første stykke gik stien inde i skoven, men langs med den asfalterede bilvej (Egeskovvej). Efter et par kilometer slog vi til højre, dybere ind i skoven, og kom derved i en bue omkring den mindre bebyggelse Hald Ege. Takket være gode råd og gps, kunne vi nu endelig slå ind på Hærvejssporet og vandre på den rette vej.

Det var dejligt endelig at være ‘rigtigt’ i gang! Samtidig var vi meget tilfredse med de oplevelser vi allerede havde nået at puttet i bagagen: Hærvejstæppet i Søndermarkskirken, der var planlagt hjemmefra, samt Hærvejsstenen der kom til os som et godt tip.

Viborg Hedeplantage udgør et vigtig kapitel i fortællingen om anlæggelsen af de danske skove. Plantagen var en del af Danmarks første store skovrejsning, der fandt sted mellem 1780 og 1860. De store hedearealer langs den jyske højderyg og Viborg Plantage var blandt de sidste, der blev anlagt i denne periode.

Staten overtog arealerne ved Viborg i 1846 og 10 år senere, var plantagen stort set tilplantet.

De smukke gamle ege i Hald Egeskov

Vi var ikke helt forberedte på at vi skulle gå i så meget skov. Og, dette var kun begyndelsen på de nogle dejlige vandringsdage i masser af plantageskov. Vi var, før vi drog afsted, blevet fortalt, at Hærvejen fra Viborg og sydover, ville være som at vandre i et fremmed land. Men, ingen havde fortalt os, hvilket fremmed land, det kunne sammenlignes med.

Vi var sandelig ikke skuffede, det var overfældende fantastisk, at møde et landskab, der var helt anderledes end vi havde forestillet os. Nu bagefter, er det svært at erindre, hvad vi havde ventet at opleve, men al den skov, alle disse træer, mosser, svampe og enorme myretuer var helt overvældende. Vi havde nok forestillet os mere hede, og åbne områder.

Hærvejen fra Viborg til Gudenåens udspring

Hald Egeskov er helt sin egen. Området blev fredet 1909 og siden har det henligget uden almen drift. Således gik vi forundrede mellem knudrede, vredne, mosbegroede egetræer.
Det var som at vandre ind i en eventyrlig fantasiverden.

Ind i mellem gik vi på århundreder gamle hulveje, og vi glemte tiden og verden omkring os. Tænk om sådanne gamle veje, kunne berette om de mange der har gået hér før os. Jeg er sikker på, at der vil kunne fortælles mange spændende historier. Blot få kilometer fra hvor vi gik, blev den danske Kong Erik Klipping brutalt myrdet i Finnerup Lade. Måske har de sammensvorne drabsmænd reddet på netop disse veje.

Hærvejen fra Viborg til Gudenåens udspring

Vi passerede en mand, der i selskab med sin sorte labrador, sad og nød skovens ro. “Hvor er det nogle fantastiske egetræer”, hilste jeg. Han brød ud i et stort smil og svarede: “Vi er også meget stolte og glade for dette sted”. Jeg forstår ham!

Overnatning ved mark og herberg

Ved 20-tiden var vi fremme ved vores overnatningssted. Som på de fleste af vores vandreture, gik vi også denne gang med rygsæk. Og medbragte hver især alt hvad vi skulle bruge til forplejning og overnatning undervejs. Vi havde hver vores lille telt, og snart efter vores ankomst til teltpladsen havde vi lavet en fin lille lejr.

  1. overnatning:
    Primitiv teltplads i Lille Traneskov tæt ved Hald Hovedgård

Nogle hundrede meter videre fra teltpladsen ligger et hærvejs-herberg samt en shelterplads med vand og toilet. Der gik vi nu ikke hen.

Vi nød i stedet den dejlige udsigt til gyldne, høstmodne marker. I de første mørke aftentimer havde vi tillige fornøjelsen af både arbejdslys og motorstøj fra en stor mejetærsker, der var kommet på natarbejde.

Meterologerne havde lovet regn til Danmark, så vejrudsigten var dyster. Indtil nu havde vi været heldige med vejret på Hærvejen: det holdt tørt, men vi var, ligesom landmanden, forberedt på vådt fra oven.

Ved 22-tiden krøb vi ind i hver vores telt. Det var blevet helt mørkt, og selv lysene og motorstøjen fra marken var ophørt. Aftenen var mild og god.
12 kilometer havde vi tilbagelagt. I morgen ventede den første hele vandredag: 32 kilometer til Christianshøj. (GODNAT)

DAG 2:
HALD til CHRISTIANSHØJ (32 km)

Det var vidunderligt at vågne op til en tør morgen. Endnu var der intet regn at spore, og der var kun udsigt til marker og en god lang vandringsdag på Hærvejen.

Klokken var 7.30 da vi, hundi og jeg, vågnede. Snart kunne vi også høre, at det begyndte at rumstere og mosle i de to andre telte. Det var tid til at stå op, få pakket og komme afsted.

Farvel til Hald

En time senere havde vi alle morgentisset i skovbunden, inklusiv hunden! Pladsen var ryddet og grejet pakket sammen.
Jeg imponeres gang på gang over hvordan min florlette og vældig fine silkelagenpose kan muffes sammen i den lillebitte opbevaringspung. Jeg kommer altid til at tænke på vanen Frej fra den nordiske mytologi, hvis magiske skib, Skibladner, ikke fyldte og vejede mere end et lommetørklæde når det ikke var i brug. Som udfoldet var Skibladner så stort, at det kunne rumme alle guderne på en gang.

Kort efter vi havde forladt vores teltplads, passerede vi shelterpladsen ved Hald der havde haft mange logerende om natten. Måske en skoleklasse på tur? Vi var glade for, at vi havde valgt den lille rolige teltplads ved marken, trods at der her var en vældig fin toiletbygning. Ved siden af shelterpladsen ligger Hald Herberg, som vi ikke fik set nærmere på.

Ifølge herbergs-reglerne må hunde ikke medbringes.

Vi skrumpede pludselig til små bitte mennesker, da vi ikke kunne lade være med at slå et smut ind på legepladsen “Børnenes Hald”, hvor et stort vildsvin i overstørrelse huserede. Inspirationen til det store vildsvin, er hentet fra herremanden Niels Bugges våbenskjold. Han antages at have anlagt en af de middelalderlige borge, der lå her ved Hald.

Desværre havde vi ikke tid til at teste børnenes slaraffenland. I stedet gik vi videre i retning af Niels Bugges kro, der også byder på overnatning. Der er masser af muligheder for en god nats søvn i dette område: telt, shelter, herberg og kroophold.

Der var også et flot bassin, der opsamlede vand fra områdets mange kilder. Vældig smukt, men NU var det tid til at vi skulle vandre!

Langs med Hald Sø

Det første stykke gik vi i vejkanten. Det var en lidt ærgerlig fejl, som vi heldigvis snart fik rettet op på, da vi opdagede at der var anlagt en sti langs med søen.

Hald Sø er en ad Danmarks dybeste søer og hvert sekund forsynes den med 1000 liter vand fra områdets mange små og store kilder.

Hald Sø-området blev fredet i 1942 og selv den korte strækning, vi nåede at gå i kanten af den asfalterede vej, var ganske fin. Derfor tænkte vi heller ikke nærmere over at Hærvejsskiltet mangl

Det var dog meget bedre at gå på stien, da vi blev opmærksomme på at den fandtes nede mellem træerne, tættere på søen.

Hærvejen fra Viborg til Gudenåens udspring

Dollerup Bakker

Med udsigt til Hald Sø bevægede vi os videre ind i Dollerup Bakker, der ligger på kanten af israndslinjen, som blev dannet for 17.000 år siden. Hér støder det flade Vestjylland sammen med det kuperede og bakkede Østjylland. Det giver store højdeforskelle i området, og betagende udsigter.

Vi var tillige så heldige at lyngen blomstrede, hvilket var vidunderligt smukt.

Vi havde fundet tilbage på Hærvejsstien og nød hvert eneste skridt, uden nervøsitet for at være på gale veje. Hvilket var ganske god viden, da vi på et tidspunkt skulle ned af en lang og stejl trappe, og videre op af en lignende trappe på den anden side af slugten. Vi behøvede ikke at være nervøse for at skulle samme vej tilbage.

På den ene skråning blomstrede den lilla lyng, og bregnerne voksede frodigt, På den modsatte skråning var det nogle helt andre planter, der trivedes.

Vi mødte hverken løse får, geder eller heste da vi gik igennem området. På opsatte skilte blev vi ellers orienteret om, at de kunne være der. Vi spejdede efter dem, men de var der ikke…

Befrielsesstenen og iskiosken

Vi havde opdaget, at der befandt sig et ishus, langs ruten, beliggende ved skrænten mod Hald sø. Inden vi nåede helt dertil, kom vi forbi Befrielsesstenen, der blev rejst i “Befrielsesaaret 1945”.
Teksten, som er et uddrag af Kaj Munks gribende digt “De faldne” lyder:

I tændte for Danmark
i dybest Mulm,
en lysende Morgenrøde

Desværre havde ishuset lukket. Så det blev ikke til ‘klokken halv-ti-is’, som vi ellers havde glædet os til. Vi måtte videre, uden is i maven!

Lidt længere fremme, var det tid til at forlade søen og bakkerne. Vi havde befundet os rigtig godt i dette smukke område, men nu var vi nået så vidt at vi skulle på nye eventyr

En anderledes købmand

Eftersom vi ikke havde fået den is vi drømte om, var den nye plan at vi skulle finde et godt sted at spise frokost. Hundi og jeg sakkede lidt bagefter fortroppen. Det blev årsag til at vi ikke oplevede den “anderledes købmand” i landsbyen Skelhøje

Skal du have noget hos købmanden?“, råbte de forrestgående. “Nej, jeg tænker, at jeg har hvad jeg behøver“, råbte jeg tilbage. Senere fortrød jeg.

Hvis jeg nogensinde igen kommer forbi Skelhøje Købmandsgaard, vil jeg gå ind og købe en kæmpestor is! Jeg vil gerne både opleve og støtte denne butik, der udover sit virke som landsbykøbmand er registreret som socialøkonomisk virksomhed.

Kan sten have et budskab?

Vi havde efterhånden gået et stykke langs med en mindre landevej, – ikke just et sted vi havde lyst til at tage et kaffe-/frokosthvil. Men, uden for Skelhøje slog Hærvejen til højre ind på en grusvej. I vejsiden lå der store kampesten, hvorpå nogen havde skrevet små budskaber.

Er du nysgerrig?
What are you grateful for?” – og lignende tekster.
Det kunne vi så fundere og causere lidt over.

Heldigvis fandt vi også et levende hegn, hvor vi kunne sætte os lidt i læ. Det var rart at få skoene af, tændt primussen og få os en, synes vi selv, velfortjent og tiltrængt kop kaffe.

  • Klokken 11
  • 2,5 times vandring siden start
  • 8,5 kilometer

Klokken var 11, vi havde gået i næsten 3 timer og tilbagelagt 8,5 kilometer. Vi var lidt overraskede over at vi ikke havde gået længere, men pyt, vi skulle nok nå det vi ville.

3 x skovplantager og en stribe lyng

Efter et kort hvil var vi snart på farten igen. Selvom vejret var gråt, fik vi kun en lillebitte snert af dryp fra oven. Det var så lidt, at vi betragtede det som ‘meget høj luftfugtighed’ snarere end egentlig regn. Vi blev aldrig rigtig våde, og slet ikke gennemblødte.

Da vi 1/2 times vandring længere fremme, nåede Alheden Skov var vi helt tørre igen, og faktisk havde vi også lykkelig glemt alt om den forbigående småregn.

Hærvejen fra Viborg til Gudenåens udspring

Den tidligere altdominerende jydske hede er i dag en saga blot.

I 1788 gav kongen ordre til de første danske hedetilplantninger, og dét, i dét område der hedder Alhedens Kongeskov, og som består af plantagerne Stendal, Havredal og Ulvedal.

Endnu engang var vi forundrede over al den skov som Hærvejen førte os igennem. Som tidligere nævnt, havde vi nok forventet at opleve meget mere lyng og hede. Havde vi besluttet at gå den selvsamme tur, 250 år tidligere, havde det også været tilfældet.

Et enkelt sted i Alheden Kongeskov oplevede vi at krydse henover et åbent hedelandskab med spredt lyngbevoksning. Heden var omkranset af træer, vi var omsluttet af plantagen, men ikke desto mindre var det dejligt at være under åben himmel for en stund.

Hærvejen fra Viborg til Gudenåens udspring


Det hele blev til et herlig miks af dansk landskabshistorie. Heden opstod da skovene blev hugget om, heden forsvandt da plantagerne blev plantet. Vi var bjergtagene af at være i Danmark, og samtidig have følelsen af at være i et andet land. Sådan føltes det i hvert fald, når man, kom fra Fyn, Danmarks have.

På vildspor i nisseland

Da vi atter var inde i skoven, mistede vi sporet i et spindelvæv af skovveje og -stier, der gik på kryds og tværs. Tilsyneladende et gammelt vejnet, bestående af spor og hulveje, efter alle tiders lokale trafikbehov. Vi mistede overblikket, orienteringen – og endnu engang, fristes jeg til at skrive, kontakten til Hærvejens blå skiltemand.

Vi konsulterede mobilens gps og justerede ind i forhold til vores egen “Fingerspitzengefühl” og indre kompas. Det skal lige tilføjes at vi på intet tidspunkt var utrygge i det store skovområde, og ejheller frygtede vi at være for evigt fortabte i dette skov-paradis for alskens nisser og trolde.

Vi var fortrøstningsfulde og eventyrlystne, og vi nød synet af de smukke svampe, de kæmpe myretuer og mostæppet, der dækkede skovbunden.

Vi kom forbi Stendal shelterplads, hvilket jo ville være rart hvis vi ledte efter et sted at sove eller tanke vand. Det gjorde vi bare ikke, og i følge rutekortet går Hærvejen slet ikke forbi et shelter i Alheden Skov. Vi måtte igen-igen konsultere mobilens gps. Måske andre kan bruge denne dejlige overnatningsmulighed, der ligger ganske tæt på Hærvejens røde vandrerute.

Vi fandt tilbage på sporet, og samtidig kunne vi mærke at frokostsulten begyndte at trænge sig på.

Frokost i skovbunden

Vi gik og gik, indtil vi pludselig kiggede på hinanden og sagde “STOP”. Vi befandt os på dette tidspunkt i Ulvedal Plantage, ikke langt fra den berømte landevejsrøver Jens Langknivs hule.

  • Klokken 13 (frokost)
  • 2 timers vandring og 10 kilometer siden sidste kaffehvil i småregn
  • 4,5 times vandring siden start
  • 18 kilometer

18 kilometer havde vi tilbagelagt, så ikke underligt at vores kroppe havde behov for at blive tanket op med fornyet energi.

Skovens svampe fristede os ikke.
Eftersom ingen af er svampekendere, tænkte vi at det var klogest at lade dem stå, det var fuldt ud tilstrækkeligt at beundre svampenes mange farver og former, uden også at skulle smage.

Ny energi og flere kilometer

Efter en dejlig pause, var vi atter fit-for-fight og fyldt med vandrelyst. Snart trådte vi ud under åben himmel og fortsatte i skellet mellem skov og mark.

Skyerne var tunge af regn, og trods at enkelte dråber faldt over Hærvejens tapre vandringsfolk, var det slet ikke nok til at vi overvejede at søge ly.

Vi var på rette spor. Hvis vi havde haft behovet kunne vi have gået de 3 kilometer til herberget i Thorning. Det fremgår ikke af info-skiltet, der viser retningen, hvor langt der er til herberget. På en infotavle kan vi imidlertid læse følgende tekst:

Vil du besøge Thorning, hvor Steen Steensen Blicher var præst, må du lave en afstikker fra vandreruten (rød) på 3 kilometer. Blicher boede i præstegården, hvor der i dag er indrettet et museum. Der er også indkøbsmuligheder i Thorning”

Dette var ikke en løsning for os, eftersom hunde ikke er tilladt på herbergene.

Hærvejen fra Viborg til Gudenåens udspring

Velassorteret nød-depot

Flere steder langs med Hærvejen kom vi forbi hærvejsdepoter = små private ‘nødforsyningscentraler’ til hærvejsfolk. (artikel fra 2013) Hér kan man, for en fornuftig penge, få tanket op af alskens nyttige forsyninger. Det var lutter skønne herligheder: mobilstrøm, plaster, chokolade, slik, termokaffe og meget andet.

Jeg må tilstå, at vi kun lurede af nysgerrighed. Vores rygsække var rigeligt fyldt op med alskens lækkerier. Men, det var betryggende at vide at skulle vi løbe tør for dejlig chokolade, så var nødhjælpen næsten lige ved hånden.

Indkøb på tanken

Vi fortsatte lidt videre, eftersom vi var blevet anbefalet at gå til Cirkel K-tanken, der ligger blot 1 km fra Hærvejen.

  • Klokken 15
  • 2 timer og 5 kilometer siden frokost
  • 6,5 time siden dagens start
  • 23 km tilbagelagt totalt
Hærvejen fra Viborg til Gudenåens udspring

På tanken spiste vi is, benyttede toilettet, og hundi fik et par lækre lune frikadeller.

Kong Svend var Knap

Indtil dette sted havde vi, på denne vores anden vandredag, stort set sprunget samtlige seværdigheder over. Vi bevægede os afsted på en historisk oldtidsvej, der før biler og tog blev opfundet fungerede som Jyllands hovedvej. Vejen befolkedes af handlende i oksekærrer, fromme pilgrimme og studedrivere med deres dyr. I ufredstider var det hærenes naturlige marchvej. Vi bevægede os afsted gennem flotte landskaber, og vandreturen var i sig selv en vidunderligt eventyr.

Nu nærmede vi os et sted, hvortil knytter sig en dramatisk begivenhed, der satte sit blodige spor i den danske kongerække. Scenen blev sat tilbage i midten af 1100-tallet da Danmark var delt mellem 3 konger: fætrene Svend (Skåne), Knud (øerne) og Valdemar (Jylland). Hver især pønsede på at slå de to andre ihjel og derved selv blive enehersker.

Knud var den første, der blev ryddet af vejen. Det skete ved blodgildet i Roskilde (1157). Derfor skulle slaget udkæmpes mellem Kong Svend, der af almuen kaldtes for Kong Knap, og fætteren Kong Valdemar.

Kong Knaps Dige

Som led i forberedelserne til kamp udbyggede Svend et allerede eksisterende oldtidsdige. Det forstærkede dige kaldtes for Kong Knaps Dige og funktionen var at det skulle spærre Hærvejen og værne det gamle overfartssted over Halle å. Det fungerede, i lighed med det store Danevirke i syd, som et vældigt forsvarsanlæg. Kong Knaps Dige ved åen findes stadig, om end det er svært at se for vores ikke-stedkendte øjne.

Slaget på Grathe Hede

Små 2 kilometer længere fremme, kom vi efter lidt skovvandring, til den åbne Grathe Hede, også kaldet for Gråheden.

Hærvejen fra Viborg til Gudenåens udspring

Det afgørende slag mellem Svend og Valdemar fandt sted på Grathe Hede den 23. oktober 1157. Svends hær blev besejret, og han selv flygtede. Kort efter slaget blev han dræbt af en bonde, mens han gemte sig i Grathemose.

Svend Grathe er den eneste danske konge, som fik tilnavn efter sit dødssted. Valdemar blev senere kendt som “Den store”.

Digterpræsten Steen Steensen Blicher der forskede i sin hjemegns minder og sagn, lader i novellen “E Bindstouw” en af personerne fortælle om slaget på Grathe Hede: “Kong Svend lå om natten ved bondens hustru imod hendes vilje. Bonden hævnede sig ved med sin økse at kløve Svends hoved”. Han havde hørt historien af sin oldefaders oldefader!

Grathe Hede synes at være vældig stor. Et kig på et kort over området afslører imidlertid af heden kun udgør en mindre del af den store Kompedal Plantage, der blev anlagt på de sandede mark- og hedearealer i 1797. Kompedal er en af Danmarks største sammenhængende plantager.

Udsigtspause ved ‘TÅRNHØJ’

Vi faldt for fristelsen, til at gøre et kvarters pause ved udsigtstårnet, “Tårnhøj,” hvorfra vi havde udsigt over heden.

  • Klokken 16.40
  • 1 time og 40 minutter siden Cirkel K-tanken (5 km)
  • Cirka 8 timer siden dagens start
  • 28 kilometer tilbagelagt

Fra ti meters højde kunne vi skue vidt ud over den historiske kampmark. Mange døde derude på slagmarken, derom er der ingen tvivl. Det har været drabeligt og voldsomt, hvor det nu er stille og fredeligt.

Tårnet er arkitekttegnet af en professor ved Kunstakademiets Arkitektskole. Det er bygget i douglasgran, som er dyrket bæredygtigt i Alhedens Plantager. Det er tilladt at sove i tårnet.

‘Tårnhøj’ er også en del af Steen Steensen Blicher Digterruten.
Men, der jo en anden historie…

Kartoffeltyskere og hedens træer

Kompedal Plantage fortsatte, hvor Grathe Hede slap. Igen blev vi tryllebundne i en eventyrskov, som med 100% garanti var befolket af underjordiske væsner, troldtøj og nisser. Det skulle ikke megen fantasi til at forestille sig alverdens overnaturlige underfundigheder.

Beretningerne om, at man på Hærvejen glemmer at man befinder sig i hjemlige Danmark, talte sandt. Ingen af os havde forestillet os al denne skov, tilplantet javist…men, også dybe, mørke, tyste og hemmelighedsfulde.

I middelalderen begyndte hederne, grundet skovhugst og udpinende agerbrug at indtage de oprindelige skoves plads. I midten af 1700-tallet dækkede de golde heder en tredjedel af Jyllands jord, svarende til omkring 10.000 km2 = et område større end Sjælland.

De uproduktive arealer skulle bekæmpes, og i 1759 inviterede kongen tyske bosættere til landet for at opdyrke den magre, sandede hedejord. Tyskernes vigtigste ernæring var de dengang næsten ukendte kartofler, som de kunne få til at gro. Desværre slog hedeopdyrkningen kun sparsomt igennem, og mange ‘kartoffeltyskere’ rejste skuffede hjem. 

I stedet begyndte staten så at plante træer…og, det så mange at der omkring 1950 kun var 2-3 % af hederne tilbage. En stor del af dette areal er nu fredet. Resten er blevet opdyrket, eller tilplantet med især nåletræsplantager.

Overnatning på Christianshøj Camp

Det sidste stykke, inden vi nåede frem til den lille primitive teltplads, gik vi langs med en velvoksen majsmark. Vi var trådt ud af den store plantage.

  • Klokken 18.30 ankomst til Christianshøj shelterplads
  • 4 kilometer og 1,5 time siden pausen ved ‘Tårnhøj’
  • 10 timer = dagens samlede tid på farten
  • 32 kilometer = dagens tilbagelagte strækning
Hærvejen fra Viborg til Gudenåens udspring

Vi overvejede kun i to sekunder om vi skulle overnatte i det ledige shelter, – hvorefter vi lavede et bål og slog vores tre små telte op!

Bålet knitrede, vi drak rødvin/øl og spiste vores tørkost-aftenmad, der er tilsat kogende vand. Vi grinte en hel del af dén af os, der havde købt TRE ens poser med tørkost som smagte af et kedeligt ‘pulvermiks’, – blot fordi det var på tilbud. Heldigvis havde vi masser af chips, chokolade og slik. (Ikke engang hundi gad æde det fejlkøbte pulverniks (haha).

Bålhygge og småsnak….efterfulgt af et tidligt GODNAT OG SOV GODT (klokken 21)

DAG 3:
CHRISTIANSHØJ til VRADS STATION (32 km)

Næste morgen, ved 7-tiden, begyndte vi at rumstere i de tre telte. Det er hyggeligt at ligge i sin egen lille lomme, og lytte til lydende omkring én. Naturens lyde, en teltlynlås der lynes op, ‘morgengrynt’ og sagte moslen på trang plads. Til sidst er der én, der overgiver sig og med en overdrevent gabende lyd, får sagt et højt: “Godmorgen”.

Vi sprang morgenmaden over, tog som sædvanlig blot en hurtig kop kaffe og tissede af. Herefter ryddede vi lejren.

  • Klokken 8 var der afgang fra Christianshøj telt- og shelterplads
Christianshøj Shelter toilet

Havde vi haft lyst, kunne vi en kilometer længere fremme have snuppet en morgen-is i forbifarten. Det var fristende! På Hærvejen er det aldrig til at vide hvornår man igen får mulighed for en is, da ruten ligger afsides fra almindelige indkøbsmuligheder.

Vi sprang nu isen over, og fortsatte videre frem efter næsen

Godt at komme igang igen

De har virkeligt haft travl, de mænd der tilplantede de store jydske heder. Dagen bød på mere skov af den magiske slags, der inspirerer til fortællinger af sagn og eventyr.

Svampe, mosgroede stenter, mosgroede træer… og, midt i alt dette var der også plads til en flok gråsorte får.

Historiens egekrat i Stenholt Skov

Det bliver aldrig ensformigt at gå igennem Hærvejens store plantager. Der er hele tiden forandring og diversitet i træer, svampe og terræn. Desuden kan vi med fantasiens tankespind, trylle imaginære alfer, nisser og små trolde frem bag enhver stamme og under hver en tue.

Stenholt Krat, der er et af Danmarks største og bedst bevarede egekrat, blev fredet i 1988. Ingen ved præcist hvor gammel denne skov er, men den er meget gammel!

Det er egestævningskov, hvilket vil sige at træerne blev afskåret ved roden, og herfra voksede stødskud frem. De ældste, krogede og knudrede egetræer er henved 100 år gamle og op til 15 meter høje. De nuværende træer er vokset op siden 1. Verdenskrig, hvor stort set alle egene blev fældet og brugt til brændsel. Alligevel kan Stenholt Krat spores tilbage til oldtiden.

Ud over at have været en stævnings- og græsningsskov, bærer skoven præg af at have været anvendt til mange forskellige formål gennem tiden. Her er gravhøje, hærvejsspor, huller efter mergelgravning og gennemskæringer efter en tidligere mergelbane.

Når man vandrer er man afhængig af sit fodtøj. Jeg havde både mine løbe-trailrunners og mine vandresandaler med. Det blev sandalerne, der vandt slaget, og løbeskoene var allerede på førstedagen blevet forvist til rygsækken.

Hvis man kun har eet par vandresko med, og snørrebåndet pludselig driller, så må vi holde en “reparationspause”. Heldigvis lykkedes det at redde både bånd og sko.

  • Klokken 9
  • 3,5 kilometer
  • 1 times vandring

Oldtisgrav i skovkrattets dybe, stille ro

Det er ikke kun egetræer der vokser i det gamle egekrat. Enkelte nåletræer har også slået rod og vokset sig store.

Langs med hærvejen har vi flere gange passeret oldtidsgrave, uden at bemærke dem. Vi har heller ikke opsøgt dem, først og fremmest fordi vi har haft mere fokus på at finde vej.

I Stenholt Krat ligger 16 velbevarede og fredede gravhøje.
De formodes at være anlagt i bronzealderen, for omkring 3.500 år siden. Tidligere, før der var noget der hed gps, apps, turkort…og plantager, kunne man følge gravhøjene. I dag kan det godt være svært at “se skoven, for bare træer”, men heldigvis lykkedes det at spotte en oldtidshøj inde mellem krogede stammer.

Skovsvampe og en lille smule hedelyng

Det var dejligt at gå igennem den ene skovplantage efter den anden. Der er så mange forskellige træer, og ikke mindst et væld af svampe.

Nogle kan måske spises? Andre kan ikke! Vi lod dem allesammen stå, da vores samlede svampekendskab ikke rækker til helbredsmæssigt forsvarlige kulinariske eksperimenter. Men, smukke dét var de alle!

Vi kom også igennem et lysåbent område med den fine hedelyng, der blomstrede. Hver årstid har et-eller-andet, som gør at netop dén er den allersmukkeste. Vi følte os nu alligevel utroligt priviligerede og heldige at få lov at opleve lige præcis denne skønhed på vores tur, i slutningen af august.

Måske, var det naturens skønhed? Måske, var vi blot ukoncentrerede og gik og småsnakkede? Måske, måske, måske…. – men, pludselig havde vi atter mistet orienteringen. Hvor var Hærvejen?

Hærvejen fra Viborg til Gudenåens udspring

Heldigvis lykkedes det, som også tidligere, at finde tilbage på ruten, og at komme godt videre frem.

Udsigtspause ved Bølling Sø

Umiddelbart syd for Stenholt plantage ligger den store Bølling Sø. Vi passerede Fastrup Dal shelter, den lå bag en indhegning. Var det den, der var hegnet inde? Eller os, der var hegnet ude? Shelteret lå smukt, men vi fortsatte videre til søen.

Bølling Sø er genetableret, men ser ud til at have ligget der i evig tid. Den får sit vand fra nedbør og de omkringliggende bakker.

Søen er etableret i en stor lavning i landskabet, hvor resterne af den oprinde­lige Bølling Sø og senere højmose lå, indtil det hele blev afvandet i 1870-erne og tørven blev bortgravet.

Hærvejsstien er anlagt helt oppe i terrænet. Herfra havde vi en flot udsigt over den store sø. Heldigvis var udsigtbænken ledig.

Vi besluttede os for et formiddagsstop, slog os ned og nød at hvile fødderne for en stund.

  • Klokken 10.30 ankomst til udsigtsbænk ved Bølling Sø
  • 1,5 time siden “snørrebånds-pausen” (4,5 km)
  • 2,5 time siden dagens start
  • 8 kilometer i alt

Over en 10-årig periode, fra 1994-2005 blev Bølling Sø genetableret ved det, der var et af Danmarks største naturgenopretningsprojekter. Søen ligger på den jydske højderyg, næsten 70 meter over havet. Derved er den er den en af landets højstbeliggende søer, og dertil også blandt de største. Det er muligt at gå/cykle en 14 km rundtur omkring søen.

Får får får?

Får får ikke får, for får får lam!
En stor flok uldklædte får afgræssede engarealerne, og jeg tænker at det var dém eller deres fæller, der ikke måtte komme ind på shelterpladsen ved søens modsatte ende?

Oksevej og mosefund

Området ved søen har siden stenalderen været rammen om én af de tidligste jægerkulturer i Danmark. Ikke langt fra Hærvjen, ved den østlige ende af Bølling Sø, blev Tollundmanden og Ellingpigen fundet med få hundrede meters afstand. Begge menes at have levet omkring 300 f.v.t. og begge døde med en løkke om halsen.

Shelter og motocross

Det var kun en mindre omvej fra Hærvejen til Tollundmandens fundsted. Men, jeg blev nedstemt, og vi undlod at slå vejen forbi.

I stedet passerede vi en shelterplads, og efter endnu et lille stykke vej, brød brølende motorer pludselig stilheden. Det var helt vildt, og nysgerrighed fik os til at undersøge det nærmere.

Vi tilbragte lidt tid med at se de flyvende, brølende maskiner, og vi fik en kort sludder med kørerne. Jeg må tilstå: jeg forstår ikke at de tør.

Brogede frilandsgrise og økokøer

Man kan da ikke blive andet end glad om hjertet, når man møder, ikke bare grise, men glade, brogede frilandgrise med halstitter. ‘Halstitterne’ er et par brusklapper på halsens underside, og disse ses også på billeder af middelaldergrise. Det er en gammel dansk race, som også holdes i Den fynske landsby i Odense, hvor man værner om de gamle landracer.

Vi var kommet til det økologiske besøgslandbrug Ellinglund, der også byder på gode sager i Hærvejsdepotet, hvis der skal tankes op af energi.

På marken drev flotte malkekøer, med store yvere, omkring og nød livet. De må have set mange folk gå forbi på Hærvejen, men de nærmeststående var alligevel ved at dreje hovederne af led af nysgerrighed.

Det næste stykke vandrede vi igennem et område med landbrug, som vi kender det bedst: køer, grise, dyrkede marker og en enkelt rytter på tur.

Herningmotorvejen over Funder Ådal

Terrænet blev efterhånden mere bakket, og igen bevægede vi os frem ad smukke skovstier.

På Hærvejen var der ofte langt til huse, byer og anden civilisation. Kontakten til omverdenen var stort set begrænset til sporadiske møder med friluftsfolk, der var afsted for at trække luft. Størstedelen af tiden tilbragte vi i tresomhed + hundi.

Herningmotorvejsbroen over Funder Ådal er Danmarks længste landbro og en påmindelse om at verden ikke gik i stå, blot fordi vi havde meldt os ud af samfundet i nogle dage. Broen er en enorm, 740 meter lang betonkonstruktion, hvorpå bilerne susede afsted i et hæsblæsende tempo i nordlig og sydlig retning. Det var to helt forskellige scenarier: os på den oldgamle Hærvej og bilerne deroppe på nutidens elegante 30 meter høje motorvejsbro.

Tid til pause i Funder Ådal

  • Klokken 13.30 til til Frokost
  • 3 timer siden udsigtspausen ved Bølling Sø (9 km)
  • 5,5 time siden dagens start
  • 17 kilometer i alt

Det er ikke just smukke fødder man får af at vandre kilometer efter kilometer. De gør det godt, og de har fortjent at få et hvil i ny og næ. Vi smed os i græsset, tændte for primussen og lavede kogende vand til kaffe og havregrød. Chokolade var selvfølgelig også en del af måltidet, chokolade er bare altid godt!

Funder Å løber i bunden af en dyb tunneldal og har sit udspring i området ved Bølling Sø. Vi krydsede over broen ved det gamle vadested Harbovad, som mennesker, dyr og vogne har brugt længe før vi slog vejen forbi.

“Den skæve bane” – et gammel jernbanetracé

Rundt omkring i Danmark er tidligere tiders jernbanespor blevet sløjfet og glemt. Heldigvis er der også forløb, der er bevarede som naturstier og museumsbaner. Èt af disse spor var vi så heldige at slå ind på, da Hærvejsruten ledte os op på naturstien “Den skæve Bane“.

Den samlede jernbanestrækning var tidligere over 150 kilometer, fra Esbjerg til Randers, og da forbindelsen gik ”på tværs af Jylland” gik den i folkemunde under navnet ”Den skæve Bane”.
Officielt hed banen ”Diagonalbanen”. Store dele af det gamle spor er i dag omlagt til natursti.

Det stykke af banen, vi nåede at stifte bekendtskab var meget, meget smukt og tracéet lå højt over det omkringliggende landskab. Undervejs kom vi forbi et shelter, der lå som en helt lille ‘overnatningsstation’ klods op af banelinjen.

Det kunne have været spændende at fortsætte ud det smukke spor, men for os fik oplevelsen en ende, da Hærvejsstien drejede ind under dæmningen og videre i en anden regning.

Pilgrimsfærd til Spanien eller til Norge

Hærvejen har status af en dansk-europæisk pilgrimsvej, mellem Santiago de Compostella, sydpå i Spanien og Nidaros Katedralen (Tronheim), nordpå  i Norge. På nogle af rutepælene er begge symboler påført.

Gardersøen i Drømmeland

Midt i al denne jydske natur har en familie slået sig ned og skabt deres eget Drømmeland (husets navn) ved Gardersøen (vandhullets navn). Alt var så fint og velholdt, og brændestablen så imponerende at det havde karakter af installationskunst. Gad vide om de brugte det i brændefyret?

Det går op og ned i Bødskov Krat

Det kuperede terræn fortsatte. Imedens vi prustende forcerede bakkerne under de høje bøge i Bødskov Krav, begyndte vi at overveje om vi skulle lave en afstikker fra Hærvejen…

Et smut til Vrads Station, takket være sko?

Hver fugl synger med sit næb, og hver vandringsmand/-kvinde har sit foretrukne fodtøj. Claus havde fået den idé at fotografere nogle af de sko som vi mødte. Der var folk på Hærvejsvandring og andre, der var på kortere ture. Fælles for alle var overraskelsen over at få deres sko foreviget og glæden ved at være på tur.

Vi fik en sludder med de fleste, og således gav et spøjst indfald med at fotografere Hærvejens sko og støvler, anledning til udveksling af tips og gode råd med folk vi mødte på vor vej.

Flere anbefalede os at lægge ruten forbi Vrads Station, der er indrettet til en hyggelig restaurant med mulighed for teltning, og at finde tilbage på Hærvejen dagen derpå.

Strategi-møde: tørkost kontra friskrørt tatar

Da vi kom forbi Møllegaarden Herberg fik vi den, synes vi selv, helt fantastisk gode idé at købe nogle øl fra det opstillede hærvejsdepot. Øllene ville vi tage med videre til en teltplads. På dette tidspunkt havde vi énstemmigt besluttet at droppe tanken om lækker kokkemad på Vrads Station, og vi ville i stedet spise tørkost ved bålets knitrende ild.

  • Klokken 16 (strategi-møde)
  • 2,5 time (og 6 km) siden pausen i Funder Å-dal
  • 8 timer siden dagens start
  • 23 kilometer i alt

Men, ak-og-ve: Der var udsolgt af øl. Vi ringede straks på nødnummeret = Vrads Station, og bookede bord på ‘perronen’.

Herefter satte vi kursen efter Bryrupbanen (natursti / veteranbane)

Hedetur

Det første stykke fulgte vi Hærvejen henover det smukke naturområde Sepstrup Sande. Lyngen blomstrede i lyserøde tuer, og det er bare så herligt.

Hærvejen fortsætter videre til Vrads Sande, men vi forlod ruten før vi nåede så langt. Planen var nu at støde tilbage på Hærvejen igen dagen derpå. De lyngklædte heder består af indlandsklitter, skabt af flyvesand fra udvaskede istidsaflejringer.
Det er sådan man må forstille sig den jyske hede før plantagerne kom til.

Bryrupbanen, på sporet for anden gang

Vi gik målrettet efter at ‘spore’ os ind på Bryrup jernbanesti, der oprindeligt fungerede som smalsporsbanen Horsens-Bryrup-Silkeborg. I dag er hele tracéet anlagt som en natursti mellem Silkeborg og Horsens. Kun mellem Vrads og Bryrup er skinnerne bevarede og bruges som veteranbane. Stien blev forøvrigt verdenskendt i Danmark da man i 2014 udgravede og restaurerede Den genfundne Bro, der er en imponerende jernbanebro over Gudenåen, længere fremme i retning af Horens.

Bryrupbanestien er så smal, at havde jeg været på cykel, ville jeg nok føle det som kørte jeg på line. På begge sider af jernebanedæmningen gik de træklædte skrænter dybt og stejlt ned.

Lokomotiverne kunne kun klare en jævn stigning i terrænet, derfor anlagde man broer og dæmninger over dalene. Ved Salten Å kunne vi frit nyde udsigten til begge sider fra den flere hundrede meter lange, og meget høje dæmning, der gennemskar et stort hedeområde.
Den flotte jernbane-dæmning blev bygget med håndkraft, af jord der var kørt til på trillebøre. Ret imponerende.

Vi nåede at gå næsten 3 kilometer på Bryrupstien, der i sin tid fik kælenavnet: “Danmarks smukkeste jernbane”. Vi var ikke skuffede.

Det sidste stykke gik vi mellem træerne, og pludselig havde vi den gamle station ret fremme. Vi var i mål, nu handlede det bare om at finde et sted at slå vores telte op, mens det endnu var lyst.

Bryrupbanen ved Vrads Station

Vrads Station, dagens sidste post

Helt ensom og uden omkringliggende by og huse, ligger den rødmurede stationsbygning ved sporet. Vi meldte vores ankomst i restauranten og gik 100 meter videre frem for at slå lejr.

  • Klokken 18.30 (Vrads Station – overnatning)
  • 2,5 time (og 9 km) siden ‘strategi-mødet’ ved herberget
  • 10,5 time siden dagens start
  • 32 kilometer = dagens kilometer

Shelterpladsen ligger på toppen af en lille skrænt ved sporet. Desværre var pladsen allerede fuldt besat af mange, både børn og voksne. Vi vovede pelsen, og slog i stedet vores telte op på en lille græsplet ved skinnerne.

Da teltepladsen var etableret, gik vi tilbage til stationen, hvor vores bord på perronen, ventede på at vi slog os ned. Det var dejligt at sidde ude, vejret var dejligt og hundi var jo også med på restaurant.

Vi skålede i skummende mikrobryg, og sendte en kæmpe tak til de mange ‘vandreskofolk’, såvel som til hærvejsdepotet med de manglende øl. Havde det ikke været for alle de gode råd, og det manglende øl, havde vi ikke fået denne oplevelse med. Dette var vandringsliv på allerførste klasse!

Vrads Station er meget charmerende, og der var sød betjening både i de gamle togvogne, i stationsbygningen og på perronen.

Klokken var hen ved 21, da vi trætte trissede til telte og soveposer. Shelterpladsen var allerede gået til ro, kun hørtes en sagte snakken, der sandsynligvis stammede fra nogle folk der sad omkring bålet.

DAG 4:
VRADS STATION til GUDENÅENS UDSPRING (24 km)

God morgen fra teltet.

“Klokken er 6.30 og vi har bare allermest lyst til at lade som om vi stadig sover. Laaaangsomt begynder jeg at rumstere omkring efter mit grej. Hvor er min oplader?, hvor er mine sandaler? Jeg har ikke travlt. Det er vildt hyggeligt inde i mit lillebitte telt. Der er kun hundi og mig. Om natten forsøger hun altid igen-igen og mosle sig til mere liggeunderlag og sovepose. Men, egentlig mente jeg vi var kommet til en ganske retfærdig og fornuftig fordeling af bekvemmelighederne. Lidt til hende, og mest til mig! Hun var ikke enig!”

Af sti – afsted

Vi blev ikke liggende i teltet. En time efter at vi slog øjnene op, var alt pakket i rygsækkene. Vi nåede også en kop primuskaffe henne ved stationen. Restauranten havde lukket, og toiletterne var aflåst. Ikke just dét, der reklameres med i guiden. Men, pyt.

Vi slog os ned ved et af de opstillede bord-og-bænkesæt, drak vores morgenkaffe og drøftede dagens program. Fra shelterpladsen kom en jævn strøm af håbefulde børn og voksne, der som os, gik forgæves til det aflåste toilet.

  • Klokken 8 var det tid til afgang

På jagt efter Hærvejens røde vandrerute

Det var tid til at vi skulle finde tilbage på Hærvejens røde vandrespor. Vrads Station ligger på Hærvejens blå cykelrute.

Efter at have rundet Snabe Igelsø, der ligger lidt syd for stationen, gik det gevaldigt op ad en lang, stejl bakke. Så var man da ligesom igang.

Vort mål var at støde på rød Hærvej’ ved Rævsø, der er en af flere søer, der samlet kaldes for Tingsøerne.

Det var en fin og stille morgen, duggen perlede i lyngen, og i den tidlige morgenstund var vi helt alene i denne del af verden.

Endnu engang befandt vi os på vandring i en plantage med graner, og en skovbund, fuldstændig dækket af den blødeste grønne mos.

Nissen

Det var i Grane Plantage, at vi endelig fik bekræftet alle vores snakke om nissernes eksistens. Måske var det fordi at dagen endnu var ny og skoven endnu ikke overrendt af mennesker? Måske havde nissen blot været uopmærksom et kort øjeblik?

Nissen på Hærvejen

Pludselig stod han dér, inde i underskoven. Den stakkels nisse var blevet så paf, at han var stivnet af skræk. Som en kamæleon forsøgte han at imitere en stenfigur med afskallet bemaling. Vi var ikke længere i tvivl: der findes nisser i de jydske plantager! Og, når der er nisser er der helt sikkert også andre væsener: trolde, nøkker, hekse, orker, elvere, åmænd – vi var ikke alene!

På Hærvejen videre mod syd

Ved Rævsø fik vi øje på Hærvejen som vi fulgte videre ind i Palsgaard Skov, der også er en af de gamle jydske plantager.

Landskabet ændrede sig hele tiden. Undervejs krydsede vi også ind over endnu en lyngblomstrende hede. Det var som om, at hele vores vandretur på Hærvejen var gået i gennem uendelige og smukke landskaber, og det måtte den bestemt også gerne.

Vi kom forbi noget kvæg, der græssede i det bakkede terræn. Der var både køer, kalve samt en enkelt tyr. Han holdt godt øje med os, og vi var glade for at vi ikke skulle krydse hans fold.

  • Klokken 10:30 (pause i Palsgaard Skov)
  • 2,5 time siden starten ved Vrads Station
  • 6,5 kilometer tilbagelagt

Da vi så en stor tømmerstabel, der lå i vejsiden ved et vejkryds i skoven, besluttede vi at det var tid til en kaffepause. Vejnavnene “Ny Engvej” og “Hjørnebakkevej” er det ikke siden lykkedes at finde på noget kort? (måske var det nissen der forsøgte at lægge falske spor!)

I udkanten af skoven fik vi et udkig ud over Boestmose, der er et af de 7 områder, der skal redde de sidste rester af højmose i Danmark. Der er gjort flere arkæologiske fund i mosen, blandt andet nogle meget smukke guldringe som opbevares på Nationalmuseet.

Vi passerede et herberg, “Hærvejens Ferie“. Det er ærgerligt at man ikke må have hund med op herbergerne, ellers kunne det måske have været værd at prøve på en anden tur.

Turen forbi Nr. Snede

Vi var ikke langt fra indkøbsmuligheder i Nr. Snede, og snakken drejede sig mere og mere hen på dejlige is, og muligheden for at smutte forbi kirken. Både fordi vi godt kan lide kirker, men selvfølgelig også på grund af deres dejlige toiletfaciliteter.

Men, men, men da Nr.Snede lå ret fremme, drejede hærvejsstien ind bag en gravhøj (FM-Fredet Mindesmærke), og på en trampesti gik turen videre i en ring omkring byen.

Hærvejen følger tilsyneladende den lokale Hjertesti, og selvom der blev skiltet med en afstikker til byen, valgte vi at fortsætte. Således blev både is og kirke droppet. Vi havde tilbagelagt 15 kilometer siden vi startede dagens vandring fra Vrads Station, og vi var så småt begyndt at kunne indsnuse det friske vand fra Gudenåens udspring – dagens og dette vandreeventyrs mål og slutning.

På ruten omkring Nr.Snede kom vi også forbi et hyggeligt shelter, der kaldes for “Højderyggens shelterplads

Gudenåens kilder i sigte

Det var her på rundstien omkring Nr. Snede at vi, for første gang, fik målet i sigte. Ganske vidst ‘kun’ på en infotavle, men nu følte vi os næsten fremme!

Klokken var 12 og vi besluttede os for at tilbagelægge endnu en strækning før vi spiste frokost. Vi var sprængtfyldt med energi, og snakken drejede sig mere og mere over i retning af varme karbade, nyvasket hår, rent tøj og rigtige senge.

Heden i Nr. Snede

I den sydlige udkant af byen krydsede vi et lille hedeområde med blomstrende lyng. Vi opdagede også nogle nye svampe, som vi ikke var stødt på tidligere. Jeg har slet ikke tal på alle de forskellige svampe vi har set på vor vej. Endnu engang blev vi bekræftede i sensommerens vidunderlige skønhed. Hver årstid har sin skønhed, blot det ikke står ned i stænger fra morgen til aften på en vandretur. Dét ønsker vi ikke at opleve, så hellere side varmt indedøre med et tændt stearinlys.

En rund tunnel gik under hovedvejen, og herefter forsatte turen ind i Rørbæk Hovedgaard Gods skov.

Hærvejen fra Viborg til Gudenåens udspring

Pause i en herregårdsskov

Rørbæk Hovedgaard Gods kan føre sin historie tilbage til slutningen af 1400-tallet, hvor det endnu blot var en bondegård. Sidenhen har den været i adelige slægters eje og skiftet status fra bondegård til hovedgård og siden herregård, for i dag at have status som gods. 

Vi så ikke den flotte hvide hovedbygning. I stedet var vi glade for at være velkomne til at gå i godsets skov.

Høje slanke graner stod som søjler til begge sider. Der lå enkelte fældede stammer ved siden af skovvejen, de ville nok blive hentet senere. Men, indtil da fungerede de som fine naturbænke ved et hurtigt frokosthvil.

  • Klokken 13
  • 2,5 time og 11,5 km siden pausen i Palsgaard Skov
  • 18 kilometer tilbagelagt siden dagens start
  • 6 kilometer til vi er fremme

Denne gang måtte vabelkit’et frem, det består af: 1x nål, 1x lille saks, 1 rl. tensoplast, 1x lille decifirende spray. Det tog ikke langt tid at blive vabel-repareret tilstrækkelig til at turen kunne fortsætte uden svidende vabelsmerter.

Pause på Hærvejen

Fra dunkel nåleskov til blomstrede hedelyng

Mobiltelefonen glødede. Efterhånden som vi nærmede os målet, blev vi mere og mere opsatte på, at vi eller vores kørelejlighed ikke skulle vente længere end højst nødvendigt.

Hverken vi eller chaufføren, havde tidligere været ved vores aftalte mødested. Er der en parkeringsplads?(ja) Hvad er adressen? (P3)

Hærvejen fra Viborg til Gudenåens udspring

Imedens vi forestillede os at bilen susede afsted på vejen, et-eller-andet sted mellem Odense og mødestedet, travede vi raskt videre ad Hærvejens gamle spor.

Skjern Å’s og Gudenåens udspring i Tinnet Krat

Tidligere havde vi leget lidt med tanken om, at gå til udspringskilderne for både Skjern Å og Gudenåen. Det er ganske specielt at to af Danmarks største åer, begge har deres udspring lige hér i Tinnet Krat. Og, med bare få 100 meters afstand.
Gudenåen, Danmarks længste å, løber østpå, ud i Randers Fjord
Skjern Å, Danmarks vandrigeste å, løber vestpå, ud i Ringkøbing Fjord

Faktisk befandt vi os i et område, der rummer en af Danmarks tætteste koncentrationer af kildevæld. Allerførst skulle vi lokalisere Gudenåen, det var ikke helt let trods en masse skilte. Ét af skiltene anviste en shelterplads, så havde vi da et sted at overnatte ifald vores chauffør måtte opgive at finde os.

Hærvejen fra Viborg til Gudenåens udspring

Vi endte med at droppe Skjernåens udspring. Af folk vi mødte, blev vi fortalt at selve udspringet befinder sig på bunden af en sø, og derfra “leverer” vand til åen, som løber ud af søen.

Gudenåens udspring derimod er afmærket med en flot kampesten, der angiver at NU er vi fremme!

  • Klokken 15 (ankomst til Gudenåens kilde, målet for vores hærvejstur)
  • 7 timer siden dagens start fra Vrads Station
  • Dagens strækning: 24 km
  • SAMLET VANDRING: 100 KILOMETER

Tilbageblik på 100 eventyrlige hærvejskilometer

  • 3,5 dags vandring på skønne stier, grusveje, trampestier og kun ganske lidt asfalt og stort set ingen biler.
  • Vejret havde været med os, kun få gange oplevede vi lidt dryp fra oven, samtidig med at store dele af Danmark havde fornøjelsen af heldagsregn.
  • Nogle gange havde vi lidt ‘stifinder-vanskeligheder’, dog aldrig mere end at vi undgik store omveje.
  • Plads til spontanitet, når chancen byder sig for god mad i særlige omgivelser (Vrads Station)
  • Bekræftelsen i, at man på denne del af Hærvejen, ofte føler sig i et andet land. (i hvert fald når man er fra Fyn!)
  • Vi fik en enkelt is, – resten må vi have til gode

Ventetiden på chaufføren var ganske kort

Koordineringen af vores og chaufførens ankomst, var timet perfekt. I de få minutter vi nåede at vente, smuttede hundi og jeg hen for at opleve de gamle badebassiner.

Gudenåen er på dette sted blot en ganske lille bæk. Vi krydsede en lillebitte bro til området hvor der i 1930-1940’erne lå et badeland, langt ude på landet.

Tinnet Badeland – Danmarks første badeland

I dag ligger bassinerne som overgroede og forvitrede beton-ruiner i det høje græs. For 80 år siden var de en del af et avanceret og supermoderne badeland. Badende kunne boltre sig i hele fem store badebassiner, og derudover var der omklædningsfaciliteter og en pavillon, hvor man kunne købe forfriskninger. I anlæggets midte var der opført en fontæne med et solur og fire springvand.

Badelandet var i drift fra begyndelsen af 1930’erne og frem til 1947, hvor ejeren valgte at lukke det efter nogle tragiske ulykker, blandt andet en drukneulykke.

Efter denne lille ekstra udflugt tilbage til fortiden, var det tid til at sige farvel til vandrelivet for denne gang. Vi havde brugt 3-4 dage på at gå 100 kilometer, nu tog det blot halvanden time at køre de cirka 100 kilometer tilbage til O’ense.