AMARMINOEN på Amager (27 km)

• Amarminoen ligger få kilometer fra rådhuspladsen i København
• Start: DR-byen
  Slut: Dragør (bus retur til DR-byen)
  – kan gås eller cykles i begge retninger
• Amager Fælled
• Kalvebod Fælled
• Pinseskoven (Danmarks største selvsåede birkeskov)
• Kongelunden
• Amarminoen blev officielt åbnet den 9. oktober 2020 
• HUSK:
  Drikkevand, madpakke, gode sko + påklædning til dagens vejr
  Der er ikke mange madsteder undervejs

Rigtig god fornøjelse
Gode vandrehilsner fra Anne Sofie – Odenseguidepaaeventyr.dk

Flere danske vandreturter er navngivet, efter inspiration fra pilgrimsruten ‘Caminoen’ i det nordlige Spanien.

• Vi vandrede Kaninoen på Endelave i 2022 (21 km)
• Lørdag 14. oktober 2023, var dagen kommet til Amarminoen på Amager (27 km)

Vi mødtes ved DR-byen i Ørestaden, der ligger i den nordøstlige del af Amager.
Os fra Fyn var i bil, og der var heldigvis masser af p-pladser til den 4-hjulede. De andre kom med Metroen.

Det var meget blæsende dag. Heldigvis var vi begunstiget med en sol, der skinnede fra en blå himmel. Kun enkelte hvide skyer, samt selvfølgelig flyene til- og fra Kastrup Lufthavn, der fløj henover det flade Amager.

Amarminoens “start/slut-sten” var let at finde.
Den står ved rundkørslen Ørestads Boulevard/Grønjordsvej, hvorfra vi blev ledt hen over rutens første stykke.

• Klokken var 10:45 da vi startede. Vi havde længe set frem til denne oplevelse.
  Nu skulle vi blot holde øje med Amarmino-skiltene med det letgenkendelige dråbe-logo. Undervejs ville vi møde et par udfordringer med ruteskiltningen, men ikke mere end at vi nåede godt til Dragør sidst på eftermiddagen.

AMAGER – hvad er det for en størrelse?

Min faster boede mange år i Tårnby. Alligevel var det altid det indre København vi besøgte, når vi gik på opdagelse og eventyr.
Utallige er også de gange, jeg fra Kastrup Lufthavn har taget et fly ud i verden for at opleve andre lande og folk.
Fristaden Christiania ligger på Amager, på Christianshavn. Den har jeg også besøgt, omend det efterhånden ligger en del år tilbage.

Det store 3500 hektar område, der kaldes for Naturpark Amager, havde ingen af tidligere rigtig besøgt og vandret i.

Øen Amager (Ama’r) er knap 100 km2 stor og Danmarks tættest befolkede ø. Der bor faktisk flere på Amager, ‘Amagerkanerne’ (220.000 /2023), end i min egen hjemby, Odense, Danmarks tredjestørste by (190.000 /2023).

På Amarminoen, der er anlagt i Naturpark Amager, følte vi os langt fra storbyen København, der lå blot få kilometer væk. Det var helt fantastisk.

AMAGER FÆLLED

Vi startede med at gå på stierne ud over Amager Fælled (200 ha).

Ordet fælled er dannet af det gamle danske ord for kvæg = fæ og ordet lath, som betyder landområde. Fælleder var de gamle landsbyers fælles græsningsarealer. Indtil 1920’erne blev Amager Fælled brugt til kreaturgræsning.

Denne del af Amager blev også i omkring 300 år brugt som militært øvelsesområde, og Amager Fælled var desuden en af Københavns henrettelsespladser.

Alt dette er i dag historie. Vi oplevede ikke skyggen af denne forgangne tid, og ej heller af lossepladsen, der også er en del af Amagers historie.

Der lå nogle grønne, græsklædte høje i landskabet, hvoraf den største går under det det lidet flatterende navn: “Skraldebjerget”. Udsigten er helt sikker smuk deroppe fra toppen, men vi besluttede at prioritere kræfterne til resten af turen. Dagen var endnu ung, og vi var fyldt med energi. Vi vidste imidlertid også, at der var langt til Dragør.

I vest tårnede de høje skorsten fra H.C. Ørsted Værket sig op.
I syd kunne vi se til hotel Bella Sky’s karakterisktiske, skæve dobbeltbyggeri.

LORTEØEN

Amager bliver også kaldt for ‘Lorteøen’. Det er lidt svært at forstå i dag, hvor alting er så grønt og forandret, men navnet hænger ved tidligere tiders brug af øen. Vi gik igennem stederne, der blev brugt som aftømningsplads for Købenthavns lugtende latriner, og frem til 1974, også som losseplads.

Fællederne på det vestlige Amager var oprindeligt et stort vådområde, men med årene blev Amager Fælled fyldt op med losseplads- og bygningsaffald.

For eksempel er Hekla Parks fodboldbaner anlagt ovenpå tidligere losseplads. Der er lagt et net mellem skraldeoverfladen og det nye muldlag med græslaget øverst. 

UDSIGT TIL KØBENHAVN

Vi gik på affaldsbjerge, der var overdkækket af grøn natur. Stien snoede sig ind gennem småtræer. (Her må jeg lige afsløre, at jeg fra Stige Ø i Odense er ganske fortrolig med gamle affaldsbjerge, der er omdannet til skønne rekreative områder).

Da vi kiggede os tilbage, henover tagene på en lille kolonihaveforening, så vi spiret på Vor Frelser Kirke, der snoede sig op mod den blå himmel. På den anden side af Sydhavnens vandspejl bemærkede vi at H.C.Ørsted Værket nu lå ganske nær ved os. Endnu havde vi ikke fuldstændigt lagt kigget til hovedstaden bag os, men herfra hvor vi stod, var vi ikke længere en del af storbyens liv.

HAVNESLUSEN

For hundrede år siden så landskabet helt anderledes ud. På den anden side af farvandet Kalveboderne, mellem Amager og Sjælland, ligger Sydhavnen, hvor nyopførte husblokke er placeret side om side. Byggekraner vidner om, at der er godt gang i byggeriet derovre.

I starten af 1900-tallet, da det vestlige Amager stadig var et vådt og sumpet engområde, anlagde man en over 2 kilometer lang dæmning med en sluse, tværs over vandet. I forbindelse med sluseværket blev der bygget et slusemesterhus og et maskinhus på en kunstig ø, midt ude i vandet.

På grund af inddæmningerne er den lange dæmning meget forkortet, nærmest halveret, og de gamle bygninger ligger i dag på land.

SJÆLLANDSBROEN, OG HVA’ SÅ?

Det er dejligt let at være på vandretur, når man ikke behøver at gøre andet end at gå fra det ene Amarminoskilt til det næste. Vi behøvede slet ikke at tænke på andet end at nyde turen og hinandens selskab. Det vil sige, det er godt når skiltesystemet virker, hvilket det gjorde det meste af tiden.

Vi blev imidlertid udfordret da vi nåede til Sjællandsbroen (1959). Det er en bilbro opført kun få hundrede meter fra den gamle havnesluse. Her delte den asfalterede sti sig i to, og vi fortsatte lige ud i den overbevisning, at ifald vi skulle dreje ned under broen, ville der nok være et “dråbe-skilt”.

Vi mødte et par andre rute-forvirrede Amarmino-vandrere. Sammen gik vi lidt frem-og-tilbage, før vi besluttede os for at gå igennem vejtunnellen under broen.

Det var det rette valg. Vi var atter på rette spor! Apropos “spor”, så ‘futtede’ vi lidt længere fremme ind under jernbanebroen fra 1998.

DIGETUR MED BLÆST I HÅRET

Det susede vældigt om ørerne på os, da vi begav os ud på den lange lige vandring langs diget ved vandet. På stien, bag diget, var der en smule læ. Det til trods, valgte jeg at gå med min hundi oppe på ryggen af diget. Her kunne hun gå i lang line uden at komme i vejen for cyklister og andre der var på tur. Fordelen ved at gå heroppe, var også muligheden for at nyde udsigten over det smukke, blå vand.

Inddæmningen af Amager blev til på baggrund af den høje arbejdsløshed i 30’erne. Som følge af Kanslergadeforliget i 1933, blev der iværksat en række foranstaltninger mod ledigheden. Og efter tyskernes besættelse af Danmark i 1940, blev beskæftigelsesprojekterne desuden brugt til, at undgå at danske arbejdere rejste til Tyskland, enten af tvang eller af nød.

Et 13 kilometer langt og fire meter højt dige blev opført, hvorved omkring 2.500 hektar nyt land blev indvundet.

I Odense har lignende beskæftigelsesprojekter givet os blandt andet den smukke, kunstige sø, Skovsøen i Fruens Bøge samt Den Fynske Landsby.

En enkelt windsurfer fløj afsted på vandet i hæsblæsende fart. Jeg er sikker på at han (eller hun) havde en ‘fest’ derude på sit board. Pibeænderne tog det helt anderledes roligt, de lod sig tilsyneladende ikke påvirke af vejrets luner.

Et hvidt tårn med irgrøn ‘kalot’ fik os til at tænke på Rundetårn inde i København. Eftersom tårne ikke har det med at iføre sig andre farver og vandre omkring på må og få, måtte vi søge hjælp for at få svar. Det viste sig at være vandtårnet i Hvidovre.

• 2,5 kilometer ad diget
  Til højre havde vi vandet og udsigten til Sjælland (Hvidovre)
  Til venstre et grønt bælte af træer, der fuldstændigt skærmede os fra Danmarks største modtage- og behandlingsanlæg for jord, bygge- og anlægsaffald (RGS Nordic).
• Ret fremme, i vores retning, øjnede vi Avedøreværket og motorvejsbroen.
• 6 kilometer havde vi i alt tilbagelagt, da vi nåede til Byskoven
• Klokken var 12 (Vi havde gået i lidt over en time)

BYSKOVEN

Velkomstskiltet til Byskoven var oversmurt med spraymalet graffititekst. Ikke just kønt, og desuden var det helt umuligt at læse meget andet, end at vi blev budt velkommen.

Det 14 hektar store område blev tilplantet med 50.000 småtræer i årene 2017 til 2019. Det er således stadig en helt ung skov, med meget små træer. Efter træerne blev plantet, har området fået lov til at udvikle sig som naturen vil.

Selvom jeg elsker at gå langs med vandet, så var det alligevel rart at komme lidt i læ for den stride vind. Desuden kom vi også væk fra den asfalterede sti, hvor der udover de gående også kom en del på cykler. Nogle af disse kørte meget stærkt. Det var dejligt nu, at mærke gruset knase under skosålerne når vi gik. En fiskehejre spærrede øjnene op da vi kom travende forbi dens lille vandhul, men derudover lod den sig ikke mærke af vores besøg.

Det stykke som vi gik bar ikke præg af skovvækst, hverken ny eller gammel. Vi kiggede langt efter træerne, hvoraf mange var plantet som dække for slaggehåndteringsvirksomheden Afatek, der ligger på hele ‘bagsiden’ af Byskoven.

Træer eller ej, så var det en fin tur henover det flade engareal. Det var et rigtig dejligt område, og fra et fugleudkigstårn var der et godt kig ud over både land og vand.

• Byskoven er bare en enkelt kilometer lang, så snart var vi ude ved vandet igen.

UNDER E20 OG KALVEBODBROEN

Jeg har ikke tal på de gange, som jeg har kørt over E20-broen deroppe? Det var til gengæld allerførste gang jeg gik under motorvejsbroen. Vores land er bundet sammen af broer i alle mulige afskygninger. Vi opdager knap nok, at vi så ofte bevæger os fra ø til ø. Det kan godt være en smule trist, at det hele ofte skal gå så stærkt. Vi suser fra sted til sted, så vi knapt nok kan følge med. Derfor må vi ud og gå og cykle, for på den måde at opleve Danmark i et andet gear og fra andre vinkler.

Udover at E20-Kalvebodbroen lægger vejbane til tusindevis af biler, der drøner afsted mellem Amager og Sjælland, så krydser den også en lille ø, der hedder Skrædderholmen.

En dag vender jeg tilbage til denne ø. For ude på Skrædderholmen bor der en trold! Han hedder Lange Liv og ham vil jeg gerne aflægge et besøg. (måske når du at besøge trolden før mig, hvem ved…)

Efter broen deler stisystemet sig i to. Det ene ‘ben’ går videre langs vandet i sydlig retning. Havde vi fulgt denne vej, var vi kommet ned omkring Amagers sydvestlige del, der i 1952 blev udlagt som fuglereservat. Det består af 350 hektar fredede strandengsarealer, der er lukket for offentlig adgang.

Vores rute, Amarminoen, tog imidlertid en helt anden drejning. Umiddelbart efter vi var kommet under broen, blev vi ledt venstre-om og skulle vandre langs motorvejen i østlig retning.

Heldigvis skulle vi kun gå omkring 250 meter, før vi blev ledt til højre, væk fra bilerne og nedad “Svenskeholmvej”. Inddæmningen af Vestamager “opslugte” flere små holme, der tidligere lå i Kalveboderne. En af disse var Svenskeholmen, der har givet navn til stien, der går tværs over Kalvebod Fælled.

KALVEBOD FÆLLED

Før vi nåede til det åbne land, skulle vi i gennem en lille lund af birk og andre småtræer. Og så stod vi foran den store, udstrakte Kalvebod Fælled.

Efter de store digebyggerier i 1940’erne, blev det inddæmmede areal stillet til rådighed for Forsvaret, der fra 1957 brugte det som øvelsesterræn. Af hensynet til trafikken fra lufthavnen blev skydeterrænet fra 1965 kun brugt til øvelser med mindre kanoner og håndvåben. Helt frem til 1984 blev både Amager Fælled og Kalvebod Fælled benyttet som militære øvelsesområder.

I dag er Kalvebod Fælled et stort naturområde, hvor en del af arealerne afgræsses af kreaturer. Hele fælleden blev fredet i 1990.

• Efter et par kilometers vandring ud af den den lange lige sti, nåede vi til en plet med lidt træer.
  Eftersom vi på dette tidspunkt havde gået lige knap 10 kilometer, overvejede vi at holde et hvil. Der blev talt lidt frem-og-tilbage, samtidig med, at vi stående spiste en lille snack. Efter en kort rådslagning blev det besluttet, at fortsætte videre ud over fælleden. Blandt andet fordi der manglede et egnet sted at sidde (borde- og bænke). Desuden havde vi vinden i ryggen, så vi blev nærmest blæst videre ud over den flade land.

ØRESTADEN

I følge den nordiske mytologi kan man lige dér, hvor regnbuen ender, finde en krukke med guld. I sommeren 2023 oplevede jeg, at køre lige lukt igennem en italiensk regnbue på Sicilien. Vi fandt intet guld. Måske kender italienerne ikke til Bifrostguldet.

Jeg tror at alle, stor som lille – ung som gammel, beundrer regnbuens farver når den viser sig på himlen. Guld eller ej, så er det altid et smukt og betagende syn. Også, selv om vi ved at regnbuen skabes når sollys rammer små vanddråber i luften. Da Bifrost viste sig over Ørestaden, krydsede vi fingre for at vejret ville holde tørt, og at regnen ikke ville ramme os.

I Ørestaden ligger blandt andet Bella Centret, der med snart 50 år på bagen, er alderspræsident i denne nyere københavnske bydel. Ørestaden blev projekteret og skudt i gang i starten af 1990’erne, og i dag bor der godt 20.000 mennesker. Udover Bella Centret ligger der mange andre kendte bygninger Ørestaden, blandt andet DR Byen og koncerthuset (2010) hvor vi startede denne vandretur, Fields (2004), Hotel Bella Sky (2011), Royal Arena (2017).

Heldigvis fik vi lov til at beholde den blå himmel, solen og de hvide skyer. Regnbuen gav os ‘guld’ i form af solens stråler. Dét kan nu også noget!

AVEDØREVÆRKET

Den lange lige og grusbelagte sti, Svenskeholmvej, blev asfalteret kort før vi nåede den ligeledes asfalterede tværvej, Granatvej. Et navn, der er inspireret af fælledens tid som militære øvelsesterræn.

Nu fik vi Danmarks største kraftvarmeværk, Avedøreværket, på vores højre side. Værket leverer strøm og fjernvarme til blandt andet Storkøbenhavn. I alt producerer det i omegnen af 30% af den sjællandske el.

Avedøreværket ligger på Avedøre Holme, der ligesom det vestlige Amager er kunstigt inddæmmet land. Før tørlægningen var det nuværende Avedøre Holme kun nogle småøer ved Kalveboderne. 

PAUSE MED BORDE OG BÆNKE

Granatvej havde karakter af at være en lille ‘vej’. Ikke meget, men tilstrækkeligt til at vi helt automatisk trak ud i rabatten. Vi så nu ikke skyggen af trafik, og faktisk heller ikke andre på vandretur. Amarminoen føltes næsten affolket, og var ikke længere befærdet, som den havde været, da vi gik ved diget.

Blot 300 meter henne ad Granatvej, blev vi vist af til venstre. Den nye sti hed Ottehøjevej og var også asfalteret, men trods navnet “vej”, havde den mere karakter af at være en sti.

• Klokken 13.15
  Vi fandt en græsåben frokost-plet med et bord-/bænkesæt + shelter og plads til teltning.
• Vi havde gået 11 kilometer
• 30 minutters frokostpause, så var vi klar igen

Der lå en sovepose, en guitar og lidt andet grej, ubevogtet i shelteren. Det lå sirligt og diskret helt op til den ene væg. Vi så ikke noget til beboeren. Et stykke fra hvor vi slog os ned, havde en lille børnefamilie slået et telt op. Det var en dejlig plet vi havde fundet.

Det var godt med en kop frisklavet instant-kaffe, med kogt vand fra den lille primuskoger, og lidt at spise. Vi havde hver især taget noget med, som vi kunne lide det bedst. Chokolade og andet guf blev, som altid delt med holdet.

BIRKENE I PINSESKOVEN

Vi var nu på vej ind i et helt specielt stykke natur, nemlig Danmarks største birkeskov. Her i starten var der lidt blandet vækst, men det skulle senere ændre sig til kun at være birk, birk og atter birk.

Vi nåede ikke at gå mange minutter fra vores frokost-sted ved den lille shelter, før vi passerede en stor og helt anderledes, fancy shelter. Den var nærmest bygget ind i en græshøj og så helt hobbit-agtigt ud. Vi fulgte Amarmino-stien bagom shelteren, for ikke at forstyrre den store picnic-flok, der holdt til ved hobbit-boet.

De ældste af Pinseskovens mange birketræer spirede tilbage i 1950’erne, på det dengang ny-inddæmmede land. De satte rod fra pollen, som blev båret hertil af vinden fra svenske birkertræer. Birkeskoven er således ikke plantet med vilje og den er heller ikke blevet rørt siden. Træerne står, falder og ligger fuldstændig, som det passer dem. 

Navnet “Pinseskoven” er opstået, fordi en opsynsmand engang, hvert år holdt pinsefrokost med familien mellem birketræerne.

Før vi vidste af det, stod birketræerne tæt til alle sider. Vi var omringet hvor end vi kiggede hen. Der var mange finurlige birketræer i skoven, mange var ældet i de skønneste udgaver og stod med knudrede stammer, overgroet med grønne mosser. Andre havde stadig den fineste hvide bark med sorte aftegninger.

• Amarminoen gennem Pinseskoven er godt 2 kilometer.
• Stien er en ‘rigtig’ skovsti, med grus og jord, sådan som vi bedst kan lide det.
• Pinseskoven er 230 ha

Fra hovedstien, Amarminoen, gik der en masse trampestier ud til siderne. Havde vi haft tiden til det, kunne vi være gået ud på eventyr og kommet vidt omkring. Måske, kunne vi endda blive væk?

KANALER PÅ KRYDS OG TVÆRS

For at dræne de inddæmmede områder er der gravet et net af kanaler. Omkring 100 kilometer i alt. Nogle af kanalerne er smalle render, andre er brede og synes umiddelbart at være sejlbare. Nogle ligger i det åbne land, på fællederne, andre er ført som våde vandveje i Pinseskoven. Himlen spejler sig i vandet, det er smukt.

Kanalerne/afvandingsrenderne set tydeligt når man zoomer ind på kort over det inddæmmede Amager.

Lige syd for Pinseskoven ligger Søndre Pumpe, der er den ene af de to Pumpestationer, der pumper vand op og væk.

FLYVERE OVER KØGE BUGT

• Vi havde vandret 14 kilometer
• Klokken var 14.30

Lige før vi nåede fremt til Køge Bugt, stod vi for enden af Kastrups Lufthavns statbane. (I fugleflugtslinje var den omtrent 3,5 kilometer væk). Flyene lettede i en lind strøm hen over Hejresøen. Nogle fløj lavt, andre havde fået mere luft under vingerne og fløj højere. Her stod vi, med fødderne solidt plantet på Amarminoen, og gættede på hvilke fjerne destinationer der ventede passagerne deroppe. Ville vi bytte? Nej, slet ikke! Vi var på vandretur og vi var over halvvejs til vores målstreg i Dragør.

De store tunge langdistancefly var ikke de eneste, der var i luften på denne blæsende oktoberdag. Da vi nåede pumpestationen var vi samtidig nået frem til diget ud mod Køge Bugt. Herfra havde vi udsigt til kitesurferne, der med deres kulørte skærme boltrede sig i vindene over bølgerne.

RUNDT OM DEN LILLE KANAL

For at komme videre sydpå skulle vi gå 500 meter hen ad diget, således at vi kunne slippe over på den anden side af den lille kanal. En flok troldænder havde lagt sig i læ for vinden.

For enden af kanalen, rundede vi og gik retur til kysten.

Store flokke af gæs holdt til på den brede strandeng mellem Kongelunden og stranden. Vi spottede både bramgæs og grågæs.

Vi holdt os tæt ved kysten for at få det bedste kig til kitesurferne. Det er imponerende som dem, der mestrer denne kunst, kan hoppe og flyve som akrobater. Det er fascinerende at se når de elegant danser og springer på vinden.

• Vi havde vandret 16 kilometer, da vi nåede til Kongelundsfortet
• Klokken var 15, og vi var flere der skulle tisse.

Det med at tisse, kan vi jo alle gøre i skoven. Det kunne da også blive en nødvendighed, hvis vi ikke snart fandt et offentligt toilet. Det siges, at heldet følger de tossede og måske er det korrekt, for der var et toilet.

• Offentligt toilet ved Kongelundsfortet (åbent kl 8 – 20) Det var vi flere, der benyttede os af før vi gik videre.

KONGELUNDEN

Man kan jo næsten ikke lade være med at udbryde i sang på dette sted. Så her kommer første vers af en berømt festsang:

I Kongelunden skal brylluppet stå,
med dans og klingende spil.
Enhver, som har lyst, skal se derpå,
vi indbyde alle store og små
til festen i Kongelunden.

Det er første vers i sangen fra afslutningsscenen i vaudevillen En søndag på Amager. Den blev opført første gang i 1848 på Det kongelige Teater. Selveste Johanne Luise Heiberg skrev både tekst og melodi.

En af hendes gode venner var den indflydelsesrige Jonas Collin, der havde været ophavsmand til netop Kongelunden. I 1818 havde han , da der var stor mangel på træ på Amager, ja faktisk overalt i Danmark, overtalt beboerne i St. Magleby til at få plantet skov på deres fælles græsningsareal (fælled). H.C. Andersen derimod, var imidlertid ikke begejstret for sin velgørers skovrejsning:

‘Det er det tarveligste og mest åndsforladte af alle danske steder‘, mente han, efter han havde besøgt Kongelunden i 1828. Dengang var ‘skoven’ kun 10 år gammel og bestod vel blot af små kviste sat i den bare jord. H.C. Andersen beskrev egnen i sin debutroman “Fodrejse fra Holmens Kanal til Østpynten af Amager” fra 1829.

HVOR ER VI? HVAD VEJ SKAL VI?

Vi gik fejl.

Jeg husker endnu hvordan min kørelærer i sin tid formanede mig om, at når han ikke angav nogen retning, skulle jeg bare køre lige ud. Det samme princip fulgte vi på Amarminoen. Da vi et sted i Kongelunden kom til et ‘krydsfelt’ af krydsende stier, og samtidig ikke kunne se nogle dråbeskilte, valgte vi at gå lige ud. Det skulle vi ikke have gjort!

Fra den modsatte retning, kom en familie gående i mod os. De fortalte, at de havde været ved enden af stien, og var endt ved en golfbane (Dragør Golfklub). Vi havde nok haft på fornemmelsen, at der var noget galt med retningen. Nu blev vi bekræftet i vores vildfarelse og gik tilbage til sti-krydset for at hold rådslagning. Heldigvis lykkedes det, at gå rigtig i andet forsøg.

FASANSTIEN OG TROLDEN

Stien, som var den rette, kaldes for Fasanstien. Navnet udspringer af Europas første vilde fasaneri, der i 1841 blev oprettet i Kongelunden. Fasaneriet blev nedlagt i 1929, men var en stor succes så længe det varede. Efter sigende er der stadig mange fasaner i området, men vi så ingen på vores tur. 

Vi krydsede over en lille asfalteret vej, Kalvebodvej, og fortsatte videre, ad Fasanstien ind over et grønt område. På det næste stykke gemte sig endnu en trold. Det finurlige ved disse store trolde, der er lavet af kunstneren Thomas Damsbo, er at der aldrig er skilte der viser hvor de er. De skjuler sig og man finder dem kun hvis man ved hvor de er.

Psst: Trolden Bjarke Cirkelsten gemmer sig i skovbrynet ved den halvrunde cirkel af store kampesten. Hils ham fra os, hvis du møder ham.

FREMME VED ØRESUNDKYSTEN

• Klokken 16.15 nåede vi kysten ved Søvang på Amagers sydøstlige kyst
• 21 kilometer havde vi tilbagelagt

Solen skinnede stadig, men vi var også klar over at dagslyset snart ville få en ende.

Det var dejligt at nå frem til kysten. Nu var det blot at følge digestien resten af vejen til Dragør.

De næste kilometers vandring var som at gå i et sommerland, med blå bølger på vores højre side og ‘sommerhuse’ på venstre hånd. Blot var det ikke sommerhuse, til trods for at Søvang oprindeligt var tiltænkt sommerbeboelse. I 1970 blev det overført til byzone. Husene der ligger med sund- og strandudsigt er fine helårs typehuse og store, flotte villaer.

Længere fremme kunne vi se Øresundsbroen mellem Danmark og Sverige.

STORMFLODSPÆLE OG KANALER

Vi passerede nogle stormflodspæle, der er lidt anderledes end hvad vi har set andre steder, hvor pælene angiver hvor højt vandet har stået ved tidligere stormfloder. (for eksempel da vi vandrede på Marskstien/ ved Højer Gl. Sluse og ved Højer Nye Sluse),

Stormflodspælene langs kysten ved Søvang/Dragør blev placeret i 2018, og angiver hvor høje fremtidens diger bør være for at kunne yde tilstrækkeligt værn mod havets bølger.

Lige som så vi har set tidligere på Amarminoen, så gennemskæres også dette område af afvandingskanaler. Flere steder går ruten henover små træbroer.

PAUSE ØNSKES

Vi havde på denne tur, holdt færre pauser end på tidligere vandreture. Ja, faktisk havde vi kun gjort et enkelt stop, hvor vi sad og slappede af. Det var efterhånden ved at være flere timer, og mange kilometer siden (Pinseskoven). Derudover havde vi holdt en kort tissepause ved Kongelundsfortet. Det var også længe siden.

Sulten og trætheden var ved at indfinde sig. Vores vandregruppe delte sig op i mindre enheder: “Den hurtige”, “Midtergruppen” og “Rosinen i pølseenden”. Der var ingen, der gik alene og hver især fandt vi ind i den gruppe, der passede os bedst.

27 kilometer er meget langt at gå, hvis man ikke tidligere har været på så lang en tur.
27 kilometer er langt, også selvom det er en dagstur, uden stor oppakning.

Målet var at nå frem til det lille spisehus, Café Sylten. Dér ville vi holde en god, lang og meget velfortjent pause.

Hold 1 sad allerede til bords ved caféens udkigsvinduet, da hold 2 nåede frem. Desværre var hunde ikke tilladt indendøre, så hundi og jeg slog os ned på en bænk, i læ, udenfor. Hold 3 nåede frem, og de fordelte sig mellem ude og inde.

• 25 kilometer havde vi tilbagelagt
• Klokken var 17
• Pause 45 minutter

Der blev spist kage, og der blev spist pomfritter. Der blev drukket øl, og der blev drukket kaffe. Alt i alt fik vi tanket en masse god energi i depoterne, før vi tog hul på dagens sidste par vandrekilometer.

Siddende i læ op ad husvæggen nød ‘udeholdet’ udsigten til Øresundsbroen og det 190 meter høje Turning Torso i Malmø. Dannebrog vajede i blæsten og endnu en flot regnbue viste sig på himlen. En tårnfalk musede tålmodigt efter et bytte.

DRAGØR – HERE WE COME

Eftermiddagen gik på hæld. Målet, Dragør, var ret fremme. En fantastisk dag og en skøn, skøn vandretur ved at nå sin ende.

De sidste par kilometer gik vi henover et lavtliggende engareal, hvor blandt andet en lang lavbro vidnede om at underlaget kunne være vådt og sumpet. Vi testede det ikke.

• Klokken 18:15 nåede vi Dragør ved sandstranden (Mormorstranden), Dragør Søbad og Dragør-fortet.

Fra midten af 1300-tallet og 200 år frem, var Dragør en vigtig handelsplads for sild. Det meste af året lå stedet øde hen, men i markedstiden fra 25. juli til 9. oktober kom op mod 30.000 fremmede købmænd, fiskere og folk fra omegnen hertil i forbindelse med sildehandlen. “Sildeprivilegierne” var givet af kongen, og gav kun tilladelse til at folk kunne slå sig ned i markedstiden. Der måtte ikke efterlades permanente boliger. Ved sildemarkedet boede folk derfor i primitive telte og boder, som rejstes, når man kom, og atter blev fjernet ved afrejsen.

Da sildehandelen ophørte blev de første fiskerhuse, bygget i nærheden af kysten. Også hollændere fra nabobyen Store Magleby (Hollænderbyen) flyttede til Dragør.

Hollænderne var blevet inviteret til Danmark af Kong Christian 2. nogle årtier tidligere. I den forbindelse var danske Amagerbønder blevet forflyttet til andre steder. Hollænderne fik ejendomsretten over hele øen, med undtagelse af Dragørlejet. Da Christian blev afsat i 1523 blev hollænderne ‘forvist’ til kun at bo i St. Magleby, og senere også i Dragør.

AMARMINOEN GENNEMFØRT

• 27 kilometer
• Klokken 18:30 stod vi ved start/slut-stenen
• 7 timer og 45 minutter havde vi brugt på turen

• AMARMINOEN var gennemført, og ikke mindst godkendt!
  (til trods for et par svipsere, hvor vi mistede orienteringen for en kort stund)

Dragør er kendt for sine brostensbelagte stræder, gulmalede huse og røde teglstenstage. For vores vedkommende var det tid til at vende hjemad. Vi fik derfor kun en lille fornemmelse af den hyggelige by.

Vi gik til stationen, der vidner om at der engang har været tog til Dragør. Amagerbanen (1907-1991) forbandt Dragør med Amagerbro på Christianshavn.

Denne eftermiddag i oktober var det bussen vi ventede på.

• Klokken 19:15 blev vi sat af ved DR-byen i Ørestaden.
  Vi var tilbage ved start.

Det var blevet mørkt og koncerthuset var badet i blåt lys. Trætte og opfyldt af dagens mange kilometer og indtryk gik vi de få meter fra bussen til bilen, der nu skulle bringe os hjem til Fyn og Odense.

• Toiletter
• Amaminoen – kort + faciliteter

Tak fordi du læste med

Hvis du har lyst, så kan du tage med på mange andre spændende vandreture her på siden. Rigtig god fornøjelse
TRYK HER

Eventyrlige hilsner fra
Anne Sofie