Odenseguide på eventyr

LIGE UD AD ODENSE KANAL

21 km
En vandretur langs Odense Kanal fra havnen til fjorden. Mærk historiens vingesus når du går langs med den imponerende kanal.

Én-dagstur: 21 km
(2 x 10,5 km)

Tag på vandretur lang Odense Kanal, der starter og ender lige nord for Odense C.

☀️ODENSE KANAL OG FJORDEN – frem og tilbage er lige langt ☀️

Turen langs Odense Kanal er en vandring med udgangspunkt i Danmarks tredjestørste by, Odense og ud til den lavvandede fjord. Såvel som det også er en tur, der sender et historisk tilbageblik på svundne tider.

Turen er skøn og som bonus, er det umuligt at fare vild og blive væk. Rutemarkeringerne er helt og aldeles unødvendige på dette stykke, det er bare li’e u. Til trods for den lange dæmnings-odyssé langs kanalen, bliver det aldrig en kedelig og ensformig ørkenvandring – der er hele tiden noget nyt at kigge på, både til vands, til lands og i luften.

Fra Odense Havn til Klintebjerg (10,5 km)

Fra Odense Havn går vi langs med kanalens vestlige bred ud til den lille Klintebjerg lystbådehavn, der ligger så idyllisk ved fjorden.  Herfra er det muligt at fortsætte videre ind i land, og ad små afmærkede landeveje nå til herregården Hofmansgave, og til Enebærodde. Vores rute, går denne dag ‘kun’ til Klintebjerg – og samme vej tilbage til udgangspunktet inde i Odense Havn.

Kanalturen er en vandring med højt til himlen, langs med vandet, de flade marker og store ‘bjerge’. Dyrelivet er mangfoldigt;  skarver, måger, andefugle, svaner, blishøns, strandskader….og af til kan man endog være heldig at en nysgerrig sæl stikker hovedet op og siger “Hej”. 

På det første stykke, tættest ved havnen, går vi langs med flere af byens gamle industrivirksomheder, der ligger på modsat side af kanalen: den gamle kornmølle, der snart er omdannet til moderne kontorbyggeri, siloerne, det tidligere stålskibsværft, genvindingsvirkomheden H.J.Hansen, Fynsværket. 

JA – Odense har en havn!

Odense Havn ligger umiddelbart nord for byens centrum. Dét til trods, var den for mange odenseanere, indtil for ganske få år siden, blot en mulighed for at komme hurtigt fra A til B. Ofte var vejen omkring havnen tilfældigvis den bedste smutvej. Det var de færreste, der betragtede byen som en havneby. Nogle blev endda lettere overrasket, når snakken faldt på den gamle havn. “Har Odense en havn ?”, svarede de undrende og med tvivl i stemmen.

Et historisk overblik

Det er da også forunderligt at tænke på, at Odense i et land, med over 7000 km kystlinje, fungerede som købstad uden anden tilgang til havet end Odense Å. Tidligere måtte store skibe sejle til Kerteminde eller til de små havne ved blandt andet Munkebo, Klintebjerg og Stige, – herfra skulle godset videre med hest og vogn ad ujævne, svært fremkommelige grusveje.   Det blev der lavet om på i slutningen af 1700-tallet hvor driftige mænd, fik trumfet igennem at der skulle graves en kanal fra fjorden og ind til byen.

Den 5 kilometer lange kanal blev gravet med håndskovle – og i 1803 sejlede det første skib hele vejen ind til den nyanlagte Odense Havn.  

Det første stykke vej langs kanalen er, meget passende, Kanalvej. Her ligger der en række større og mindre huse, bygget i tiden omkring år 1900. Særligt skiller tre store ejendomme sig ud, de har maritime navne – Ribbio de Hansa, Sorrento og Osborne og er opført af genbrugsmaterialer fra det første banegårdsposthus, der lå inde i Kongens Have. 

Bag husrækkens baghaver rejser det store kongelige voldsted Næsbyhoved Slot sig, som en knold i Næsbyhoved Skov. I dag er der intet tilbage af det gamle slot, det blev ødelagt under den danske borgerkrig, Grevens Fejde, i 1500-tallet. Men, historiens vingesus mærkes stadig ved den imponerende slotsbanke.

Næsten umærkeligt krydser Kanalvej en lille bro, hvorunder småbåde sejler ud og ind af en lille motorbådshavn, der ligger og putter sig bag småhusene langs med kanalen.  

Længere nede af vejen ligger roklubben, der i 2015 udbrændte efter en pyromanbrand. I dag er den genopført, – genopstået som en Fugl Fønix af den sorte askehob.  Der er ofte livlig aktivitet på kajen når robådene skal op af, – og ned i vandet. Det er flot at se når de slanke både skyder afsted, taktfast roet af stærke roere. 

Kanalvej er indgangen til “Kanalstien”

Stien starter hvor Kanalvej ender og fortsætter helt til vores mål: Klintebjerg. Det er blot at sætte det ene ben foran det andet. Det er også muligt at tage den tohjulede; vær blot opmærksom på at en stor del af strækningen er grus. 

Sommetider starter vi vores vandring med at tage turen langs med de hyggelige kanalhuse, andre gange går vi ‘bagom’ og runder det gamle voldsted i skoven og den lille motorbådshavn. Meeen, når vi er dovne, kan vi såmænd også finde på at ‘snyde’, – springe Kanalvej og voldsted over, og spare det første stykke. Så starter vi i stedet ved roklubben, der ligger direkte ved bommen, der lukker vejen af. Hér starter stien.

Vi starter med at gå under Odins Bro der krydser kanalen. Den er for lav til at høje skibe kan gå under, istedet drejer broen de to lange bro-arme til siden når store skibe skal forbi.

STIEN LANGS MED KANALEN

I begyndelsen ser vi ud over de sumpede rørskove, såvel som til byens gamle havneindustrier. Senere passerer vi Stige-området og slår ind på Fjordruten og går videre ud mod de flade landskaber ved Odenses lavvandede fjord.  

Stien er anlagt på den gamle dæmning, hvorfra der er et flot panorama ind over de lavereliggende arealer til den venstre side, og kanalen og industrierne på højre hånd.

Det første stykke sti er asfalteret og vi ser ud over store våde sivområder, kaldet Bispeengen og Munkemaen, her spotter vi ofte spændende fugle, der lever blandt rørene. Efter et par kilometer drejer asfaltstien af mod Søhus og vi fortsætter ad grusstien videre frem.

KIG TIL GAMLE INDUSTRIER PÅ MODSATTE BRED

På højre bred ligger det gamle, hvide Odense Stålskibsværft. Værftet blev grundlagt i 1918 af A.P.Møller og det er morsomt at lytte til de fortællinger, der beretter om tidligere tiders store stabelafløb. Når det var tid til at et skib skulle afsted, gled det efter champagnedåben, stille og roligt ned af de store byggebeddinger. Det må have bruset godt og grundigt i den forholdsvis smalle kanal når de mange tusinde tons tunge skibe rullede i vandet. Den allerstørste bølge blev skabt, da værftet i slutningen af 1940’erne stod for Danmarks første sidelæns stabelafløb. Kæmpedønningerne var så store at vandet røg hele vejen hen over “vores” sti på den modsatte side, og oversvømmede de bagvedliggende marker, – fortæller de gamle…

Hver gang et skib blev sendt afsted, røg dele af trækonstruktionerne med ned i kanalens vand. Når ejerkredsen og de inviterede fortsatte dåbsfesten andetsteds, lå det aftjente tømmer dovent skvulpende i overfladen, ikke længere til gavn for værftet. Nu skulle der bygges nye trækonstruktioner til brug for nye skibsbyggerier.

Fyrre år efter grundlæggelsen rykkede Odense Staalskibsværft pælene op. Værftet flyttede længere ud i Odense Fjord og blev omdøbt til Lindøværftet. De efterladte hvide bygninger er stadig i brug, nu er nye virksomheder rykket ind i de fine gamle ejendomme. Ud mod det store vendebassin, der ses som en udvidelse af kanalens sædvanlige lige løb, ligger beddingerne forladte og tilgroede.

Ved H.J.Hansen, skrotvirksomheden, arbejder store kraner med genindvinding af skrot. Ud mod kanalen står virksomhedens vartegn; tårnet fra fregatten Peder Skram, der blev hugget op lige efter 2. Verdenskrig. Personligt er jeg mest interesseret i samme firmas lækre delikatesser og fine chokolader, som jeg kan købe i H.J.Hansens fine, gamle købmandsgård inde i byen. Mums !… – nogle er måske mest til skrot og jern, jeg er til chokolade !

Som sidste store industrielle bastion, ligger Fynsværket (Fjernvarme Fyn), hvis tre himmelstræbende skorstene kan ses fra store dele af Odense. Kulbjerget er gemt bag græsbeklædte skrænter, og ligner blot en stor grøn bakke. Det har de camoufleret pænt, og heldigvis er der ikke længere så stort behov for store mængder kul. Odense satser på grøn energi !

SKIPPERBYEN OG DE HØJESTE BJERGE

Vi når frem til et lille forladt færgeleje, her er der helt stille, desværre. Indtil 2014 sejlede Stige-færgen, “Færge-Hans”, i rutefart fra den ene side af kanalen til den anden. Det tog bare et minut at blive fragtet over. Da ruten blev nedlagt var vi mange der sørgede, og der blev kæmpet for bevarelse af Danmarks mindste færgerute. I dag skal man hele vejen til Odins Bro for at komme til modsatte bred.

Dengang jeg roede kajak i Odense Kajakklub, tog jeg ofte Stige-færgen frem og tilbage over kanalen. De sidste år sejlede den efter bus-takst og indgik i “almindelig buskøreplan” – med god middagspause indlagt til færgemanden. Nåede jeg ikke færgen før pausen – det er sket en enkelt gang eller to, kunne ventetiden være lang. Endnu længere var det dog at cykle turen ind omkring inderhavnen, hvilket ville give +10 km cykeltur. (jeg ventede, og nød stilheden ved vandet, også fordi at cykelturen ad cykelstien på modsatte side af kanalen løber langs en befærdet vej med tung trafik qua de mange virksomheder)

På vores vandretur har vi hidtil haft rørsumpe, marker og gartnerier på venstre hånd. Nu er vi nået til den lille hyggelige odenseforstad, Stige. De første huse vi møder, ligger, sammen med kirken, lavt bagved flade marker. Det er så fint! Den lille skipperby har engang fungeret som udskibningshavn for den tidligere havneløse Odense by. Vi runder den lille Stige bådehavn med småjollerne, før vi igen slår ind på grusstien. Meget passende hedder stien nu: Fjordsporet.

På den anden side af kanalen ligger to små sejlklubber ved siden af Odense Kajakklub. Særligt kajakklubben vækker minder – hér lærte jeg, for år tilbage at ro kajak. Utallige gange har jeg har sat min kajak i vandet fra broen derovre. I al slags vejr – sommer og vinter. Flere tusinde kilometer er det blevet til i årenes løb, men siden jeg fik hund er tiden blevet prioriteret anderledes. Kajakken hænger i dag mest til pynt derhjemme, og må nøjes med enkelte ture om året. Men, det våde element trækker stadig i mig, og jeg elsker at være på, i – og ved vandet.

Kort efter Stige når vi frem til Odenses højeste bjerge; “skraldebakkerne”. Heldigvis er det ikke til at se det, hvis man ikke lige ve’ de’. Bag en indhegning rejser de over 30 meter høje græsklædte bakkelandskaber sig, som store bjerge – op over det flade fjordlandskab. Det er først og fremmest affald, der kan komposteres, som ender her. Vi opdager det knap nok og det igangværende miljødepot harmonerer fint med bakkerne på Stige Ø, på den anden side.

STIGE Ø, SÅ TÆT PÅ – OG DOG SÅ LANGT VÆK

En sølvglinsende, industriel skulptur spejler sig i vandet. Det er Ingvar Cronhammars store kunstværk “Camp Fire” der, tilsyndeladende ved en fejl, blev skrottet fra sin oprindelige plads ved Odenses tidligere tekniske skole. Efter en del opstandelse genrejstes værket halvandet år senere, i september 2018, på sin nuværende plads. I dag står “stemplerne” som en skinnende velkomsthilsen til alle dem, der besøger det naturskønne friluftsparadis derovre.

Den gamle losseplads

Stige Ø er kunstigt skabt. Det hele startede, dengang man gravede kanalen. Senere blev den smalle landtange fra udgravningen valgt til at være byens losseplads i slutningen af 1960’erne. Tredive år senere blev lossepladsen nedlagt, og bakkerne dækket med et tykt jordlag, til stor glæde for mennesker og dyr.

Efter udsynet til bakkerne, kommer det flade stykke af Stige Ø, hvor der ligger en lille klynge af små huse, Sortehusene. I dag er den lille koloni et fristed for fjordens jægere og fiskere. Husene er bygget i starten af 1900-tallet, i en tid med boligmangel. De blev opført af genbrugsmaterialer og drivtømmer, blandt andet fra værftets stabelafløb.

Det yderste stykke af Stige Ø er blot en flad, græsbegroet tange, hvor der i sommerhalvåret lever islandske heste. Vi er efterhånden kommet ud, hvor byen føles langt, langt væk. Her ved kanalens indsejling kan vi se over på den yderste spids af tangen, hvorfra der kun er få hundrede meter over til fjordens største ø, Vigelsø. I det fjerne, i Munkebo, ligger Lindø Industripark med den store portalkran. De overtog tjansen efter Lindøværftet, der lukkede og slukkede i 2012. Tænk at man dér byggede nogle af verdens største containerskibe. Tilbage i 2006 blev der endda slået verdensrekord, da verdens dengang største containerskib, Emma Mærsk, blev søsat.

Der står et enkelt rødt hus på vores dæmning. Det er en pumpestation og her ses det rigtig tydeligt, at det landskab vi bevæger os i, ikke er skabt af naturens egen hånd. Det er nødvendigt at afvande arealerne, der ligger bag den hævede fjordsti på dæmningen. De seneste inddæmninger blev udført i starten af 1940’erne, – før den tid var området bag den røde pumpestation, kaldet Lumby Strand, stadig en “fjord i fjorden”. I dag er den tidligere fjordbund omlagt til marker, der holdes tørre ved hjælp af pumpestationen.

STILHEDEN VED VEJS ENDE

Lidt længere fremme krydser vi broen over Lunde Å, der er reguleret og snorlige som kanalen. Vi er nået til frem til Klintebjerg. Det første vi møder er efterskolen og lige bag den; ligger den lille hyggelige lystbådehavn.

Klintebjerg var ubeboet frem til midten af 1700-tallet, hvor der blev bygget et lodshus. Senere blev der anlagt en ladeplads/yderhavn for Odense og Otterup. Da kanalen var gravet og Odense-skibene sejlede hele vejen til den nye havn, blev Klintebjerg overflødig for dén trafik. Senere, sidst i 1800-tallet, overtog Nordfynske Jernbane godstransporten fra Otterup, der foretrak den moderne skinne-transport fremfor skibene. I Klintebjerg fandt man en ny indtjeningskilde. I tiden efter 2. Verdenskrig hoppede man med på ‘skalleeventyret’, der opstod i kølvandet af de seneste inddæmninger. På Klintebjerg skalleværk blev skaller fra fjorden tørret, renset og ‘sækket’ frem til starten af 1960’erne.

I dag er Klintebjerg er en lille, hyggelig havn. Her er det roen og det langsomme liv, der hersker. Det er en meget velholdt havn og der sker hele tiden forbedringer og nybyggeri. Der er toiletfaciliteter, borde og bænke – og en fantastisk udsigt ud over vandet. Sommetider kan man endog købe en is i ishuset. Åbningstiderne dog er så svingende, at det er om at have ‘en isterning’ i maven – hvis det er den gammeldaws vaffel, der er guleroden for enden af vandreturen. Vi plejer at medbringe egen primuskaffe og lidt snacks. Er ishuset åbent, – jubiii, så er det blot en ekstra bonus !!

Overfor Klintebjerg Havn ligger øen Vigelsø. Der er desværre ikke fast bådforbindelse over det lille stykke vand, der skiller fastland og ø.

Klintebjerg efterskole har opsat stærekasser – man kan være heldig at se og høre de sangglade fugle.

Der er opsat stærekasser ved Klintebjerg efterskole
Stærens fjer changerer i et flot farvespil

Fra Klintebjerg er det muligt fortsætte ad små landeveje videre i retning af Otterup Havn, ‘Egensedybet’ samt til herregården Hofmansgave og Enebærodde. Eller vende næsen hjemad igen.

RIGTIG GOD TUR

Hilsen fra Anne Sofie

LANGS KANALEN FRA HAVNEN TIL KLINTEBJERGKommentar
Distance21 km10,5 km fra Odense Havn til Klintebjerg
Sværhedsgrad ☀️Flad rute. 2 kilometer er asfalteret – resten er grussti. Turen kan cykles (racercykel kan ikke anbefales)
Badetur☀️Det frarådes at bade i kanalen og i fjorden
BEDSTE ETAPE☀️☀️☀️☀️☀️Det er en helt særlig oplevelse at tage sti/dige-ruten fra Odense Havn, forbi industrierne og Stige til Klintebjerg ved Odense Fjord.
Bonustips☀️☀️☀️☀️☀️Fra Klintebjerg kan man, ad små veje, fortsætte videre til Hofmansgave, Hasmark og Enebærodde (skiltemarkeret regional cykelrute)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *