FINSE – KRÆKKJA – KJELDBU – FINSE

3 dages vandretur ved Hardangerjokul (66 km) i det norske højfjeld ved Finse 1.222 moh.
Snefelter, buldrende fosser, vadesteder, sumpe, gletsjer og kilometervis af sten.
En eventyrlig vandring gennem storslået natur!

Da jeg i sin tid begyndte at vandre, var målet at opleve Danmark til fods. Men som det ofte går, når man er nysgerrig og åben for nye eventyr, kan planerne tage en uventet drejning. Det skete i slutningen af sommeren 2025, da min mellemste søn Asger ønskede at vandre i noget mere nordligt terræn. Og, gerne med sin mor (mig) som selskab.

Pludselig befandt jeg mig i Norge. Langt fra de hjemlige stier, omgivet af klipper og brusende elve. Et helt andet terræn og et helt andet eventyr. Det blev en oplevelse med både udfordringer, grin og vidunderlige udsigter, vi sent vil glemme.

Danmark og Norge deler en lang og tæt forbundet historie, som går helt tilbage til vikingetiden. Allerede dengang blev alliancer smedet gennem ægteskaber mellem magtfulde familier på tværs af de to riger. Senere blev forbindelsen formaliseret, da Norge fra 1380 kom i en union med Danmark, en samhørighed, der varede i over 400 år. Først i 1814, som følge af Napoleonskrigene og tabet i Kielerfreden, måtte Danmark afstå Norge.

Den svenske konge stod klar til at overtage, og således gik nordmændene, mere eller mindre frivilligt, fra én union til en anden. Først i 1905 blev Norge endelig selvstændigt, og som landets første konge valgte man den danske prins Carl, der var bror til den senere danske konge, Christian X. Carl ændrede sit navn til kongenavnet Haakon 7.

Selvom Danmark og Norge således deler en lang historie, kan naturen næppe være mere forskellig. Danmark er fladt med bløde bakker. Norge er dramatisk og vildt, med fjelde, fosser, elve, sumpe, sne og is.
Al denne rå, uberørte landskab skulle vi opleve på vores tur.

DRØMMEN OPSTOD PÅ BERGENSBANEN

Som rejseleder har jeg flere gange ført danske grupper over det golde, norske højfjeld ombord på det verdensberømte tog. Hver eneste gang har jeg siddet ved vinduet i spisevognen og drømt mig længere ud i dette fascinerende landskab på en vandretur. Ud og mærke storheden i fjeldet.

Denne gang lykkedes det!

NOVICER I DEN NORSKE NATUR

Sammen med min mellemste søn, Asger, og min skønne hund, vizsla’en Rikja, pakkede vi bilen med rygsække, telt og en god portion gåpåmod.
Målet var Finse, 1.222 meter over havet, Bergensbanens højest beliggende station, hvortil der ikke køre biler! Herfra begav vi os ud på en trekantsrute ved Hardangerjøkulen:

FINSE – KRÆKKJA – KJELDEBU – FINSE
I alt knap 70 kilometer gennem fjeld, dale, sne, is og sumpe

Vi var novicer i denne verden!
For mig var det første gang, jeg vandrede i Norges fjelde. Første gang jeg skulle gå med telt i et landskab så dramatisk og råt, og helt anderledes end vores eget, flade Danmark.
For Asger var det første gang med rygsæk og telt på ryggen, milevidt fra hverdagens bekvemmeligheder

Det var var vildt og spændende – på den allerbedste måde. 🤗

HUND MED TIL NORGE

Rikja har været med på mange af mine rejser. Hun er derfor både ID-mærket og har opdateret EU-kæledyrspas.

Til Norge er der dog en ekstra regel: Hunde skal have ormekur mod rævens dværgbændelorm 24–120 timer før indrejse. Behandlingen skal gives af en dyrlæge og noteres i passet.

En lille formalitet, men vigtig, når man rejser med sin firbenede veninde.

FRA ODENSE TIL GEILO – test af “allemandsretten”

Vi forlod Odense klokken 04 om morgenen for at nå færgen Fjordline til Kristiansand.
Afgang fra Hirtshals kl. 9.30 – ankomst til Kristiansand kl. 13.55, efter 3 timer og 55 minutter til søs.

Vejret var strålende, havet roligt. Foran os ventede nu en længere, men smuk køretur mod Geilo.

Planen var at afprøve den berømte allemandsret. Friheden til at slå telt op og overnatte i naturen, så længe man holder mindst 150 meters afstand til beboelse.

Det viste sig imidlertid at være ikke helt enkelt i, og omkring Geilo. Det var hér, at vi næste dag ville tage Bergensbanen videre til Finse. Hver gang vi troede, vi havde fundet det perfekte telt-sted, var det enten spærret af med en bom (privat område), eller også var jorden sumpet og uegnet til telt.

Vi havde efterhånden været på farten i mange timer, og det eneste, vi ønskede, var et tiltrængt hvil.
Lige som vi havde besluttet at opgive allemandsretten og i stedet finde et hotel, dukkede der pludselig en plads op.

Det var en lettelse endelig endelig at få rejst teltene og krybe til ro efter en lang rejsedag!

VANDREDAG #1
Fra Finse til “Et sted i højfjeldet” (17 km)

Vi vågnede til endnu en strålende dag, perfekt vejr til vores tur på fjeldet.
Klokken 8.30 havde vi pakket sammen og satte kurs mod Geilo.

De første erfaringer var allerede gjort:

• Moset kan være overraskende dybt
  Mine gule telt-pløkker forsvandt helt væk i det bløde underlag.
• Vandet i bækken var krystalklart og koldt
  Det var en luksus at få lidt vand i ansigtet og en hurtig “etagevask” efter nattens søvn.
  Måske kunne vandet endda drikkes direkte.
  (For en sikkerheds skyld havde vi hjemmefra investeret i en LifeStraw Peak Squeeze Bottle med filter. Vi brugte det ikke en eneste gang på denne tur)

Medlemmer af DNT OG download af UT-app’en

I Geilo gjorde vi de sidste indkøb til fjeldturen.

• Jeg investerede i blå teltpløkker – de forsvinder ikke så let i fjeldets mos som mine gule!
• Asger købte et fysisk kort over vandreruterne i Finse-området, og i rygsækken havde vi også et kompas, hvis det skulle blive nødvendigt senere. (heldigvis fik vi ikke brug for nogle af delene)

Vi meldte os begge ind i DNT – Den Norske Turistforening, og downloadede UT-appen, hele Norges online turplanlægger. (UT-app’en var et godt supplement til rutens varder)

Klar til eventyret gik vi på café for at få en tår kaffe, inden toget skulle afgå mod Finse.
Her faldt vi hurtigt i snak med “Geilo-kliken”, en lille blandet gruppe af ældre amerikanske tilflyttere og norsk-amerikanere. Den ene ejede et skiresort, en anden havde været souschef på det legendariske Dr. Holms Hotel. De mødtes her hver formiddag, talte med amerikansk accent, nød livet og delte rundhåndet ud af livsfilosofi og svar på kærlighedens store mysterier:

• 4 K’er: Kyss, klem, kaffe og kake
• LAT: Living together apart,
  To leveregler, der holder kærligheden intakt, som en af dem sagde, efter at være flyttet hjem til Geilo fra Colorado på grund af en norsk kjæreste.

Da vi spurgte, hvorfor de netop havde valgt at bosætte sig i Geilo, kom svaret med et smil:
“Det er så langt fra alting, men herfra kan man overskue hele verden!”

Togturen fra Geilo til Finse tager 45 minutter!

FINSE – OG AFSTED PÅ TUR

Klokken 12.30 rullede toget ind på Finse Station.
Luften var kølig og himlen var blå. Allerede på perronen kunne vi mærke, at vi nu stod midt i det norske højfjeld.

Vores første stop mål var DNT Finsehytta, blot et par hundrede meter fra stationen.

• Her fik vi kyndig vejledning til at vælge den rute, der bedst matchede både vores ønsker og vores niveau som uerfarne vandrere i det barske højfjeldsterræn.

Klokken 13.30 krydsede vi dæmningen ved den store sø, Finsevatnet.
Den lange dæmning regulerer søens vandstand til brug for vandkraftproduktion, men for vandringsfolket er den også overgangen til vandreruterne.

Det føltes næsten som at træde gennem skabet i Narnia-universet: et skridt fra civilisationen og direkte ind i en anden, ukendt verden.

BRUSENDE STRØMFALD OG DE FØRSTE BROER

• Ruterne er nøje afmærkede med røde T’er, malet på varder i alle størrelser.

Vi gik efter varderne, der er menneskeskabte stabler af sten, sat med præcis den afstand. De gør det let at finde vej i et åbent landskab. Flere af varderne er hele kunstværker, bygget op af sten i imponerende konstruktioner, andre betydeligt mere simple. T’erne varierer: Nogle står klart og skarpt, andre er næsten udviskede af vind og vejr. Alle er de malet af frivillige fra Den Norske Turistforening, som med stort engagement og respekt for naturen holder Norges omfattende netværk af fjeldruter ved lige.

Efter en god halv times vandring dukkede de første broer op.
Den første var solid og tryg – en bred træbro over en mindre, men frådende vandstrøm.

Den næste var en helt anden sag: en smal hængebro af wirer og træplanker, svajende over et brusende stryg. Jeg vidste, at min hund ikke ville bryde sig om broens gyngende oplevelse. Skulle hun gå i panik og springe væk, ville hun ende i vandet, der rasede nedenfor. Der var der kun én løsning: Jeg løftede hende op og holdt hende tæt ind til mig. Broen var vældig levende, mens jeg balancerede fremad med den tunge rygsæk på ryggen, Rikja under armen og et fast greb i gelænderwiren med den frie hånd.

Vi nåede sikkert over, men jeg lovede mig selv, at det var sidste gang, jeg krydsede en hængebro med både tung rygsæk og en hundi i favnen. Næste gang måtte det blive ad to omgange.

SKILTE VISER VEJ VED KRYDSVEJE

• Ved stiernes korsveje står vejviserskilte som hjælper vandrere med at finde vej.

Ét af dem peger mod Blåisen, der er en gletsjerarm fra Hardangerjøkulen. (dagstur t/r)

Siden Bergensbanen åbnede, har Blåisen været et af områdets mest besøgte udflugtsmål. Tidligere kunne man gå direkte op på isen. I dag ligger isranden væsentligt højere. Ligesom mange andre gletsjere har Blåisen trukket sig markant tilbage i de senere år. Klimaforandringerne forandrer også højfjeldet.

Vores oprindelige plan var at gå hele vejen rundt om Hardangerjøkulen, der er Norges sjette største gletsjer. Den dækker et areal på 73 km², og det højeste punkt rager 1.863 meter over havet.

Ruten rundt er 10-15 kilometer længere end den, vi endte med at vælge. Den er klassificeret som “udfordrende vandretur”, med langt mere snevandring og mange flere krævende op- og nedstigninger. På den ture, som vi endte med at vælge, ville vi også komme tæt på den mægtige gletsjer, og opleve “udfordrende vandretur”, – men uden at skulle ud på de allermest besværlige strækninger.

VANDRINGSFOLK FRA NÆR OG FJERN

• Mødet med folk fra ‘hele verden’ i en uendelig stenørken med is og brusende fosser.

Belgien, Holland, Luxembourg, Tyskland, Oregon i USA, Italien, Sverige, Danmark, – og naturligvis Norge.

Mødet med så mange forskellige nationaliteter, var en kontrast til vandreturene i Danmark. Hjemme har jeg næsten udelukkende mødt andre danskere på mine ture. Heroppe samlede fjeldet os på tværs af landegrænser. Nogle gange stoppede vi op for en kort sludder, andre gange nøjedes vi med et nik eller et hej i forbifarten. (de nævnte nationaliteter, er derfor blot dem som vi nåede at få en lille sludder med)

Der var mange vandringsfolk på tur, og alligevel gik vi for det meste alene, uden kontakt til andre mennesker. Højfjeldsområdet er så stort, at selvom vi kunne se næsten uendeligt langt, så lå landskabet for det meste helt mennesketomt, hvor end vi vender blikket hen. Af og til dukkede der pludselig små vandrende skikkelser op i horisonten, og inden vi fik set os om, havde vi passeret hinanden. Vi var igen alene.

De store vidder omsluttede os, og mindede os om, hvor uendeligt små vi var i dette mægtige landskab.

STEN – STEN – STEN OG ATTER STEN

• Vi bevægede os frem i en verden af sten i alle størrelser

Nogle sten var store som bjerge, andre sten var mindre. Dette var en verden uden træer. Det var vidunderligt smukt.

Kl. 15:30 – efter to timers vandring besluttede vi os for at tage et lille hvil.

Vi fandt et sted med en smule læ og en flot udsigt. Herfra kunne vi stadig se hele vejen tilbage til Finsehytta. Det føltes næsten underligt, og en smule uretfærdigt. Vi havde gået i to timer, og alligevel kunne vi stadig se “hjem”. Men snart ville vi for alvor lægge hytten bag os, og træde helt ud i ødemarken.

Vi nød chokoladekiks og knækbrød med peanutbutter, og selvfølgelig en dampende kop kaffe.

• Med alt det friske vand, der fossede overalt omkring os, besluttede vi os for at vi fremadrettet ville holde vores pauser ved vand.

Kl. 16:30 – en lille time efter vi havde rejst os fra pausen, kom vi til et mindre strømfald. Her kunne vi få det klareste vand til at risle lige ned i vores vandflasker.

Vi mødte en lille haremis. Den var vældig tillidsfuld, forstået på den måde at den ikke stak flygtende af da den så os. Den sad lidt og mimrede, før den besluttede sig for, at det nok alligevel var sikrere at smutte ned i sit lille gemmested under en sten.

DET RIGTIGE FODTØJ – OG DET FORKERTE

Jeg havde valgt at tage to par fodtøj med: et par vandresandaler med solide såler og et par trailrunners. Ingen af delene er optimale til vandring i dette terræn. Her var sten i alle størrelser, ujævnt underlag og risiko for både at vrikke om, få våde sokker og slå tæerne. Alligevel gik det uden problemer. Måske var det bare held?

Jeg har to par fine, dyre lædervandrestøvler derhjemme, men jeg døjer med at gå langt i dem begge. Derfor bruger jeg dem mest til kortere ture i skoven med Rikja. (hundi)

På fjeldet gik jeg med sokker i sandalerne for at skåne tæerne mod slag. Indimellem blev sokkerne våde, men så skiftede jeg til tørre. Jeg havde tre par med på turen, og de våde blev hængt til tørre bagpå rygsækken. Nogle gange, når vi skulle krydse vadesteder med mege vand og mindre sten, tog jeg sokkerne helt af og gik barfodet i sandalerne gennem vandet til den anden side.

Asger havde investeret i et par gode Scarpa-vandresko. De var ikke vandtætte, hvilket måske heller ikke er helt optimalt, når man skal krydse det ene vadested efter det andet, og forcere utallige sumpområder. Det fungerede imidlertid godt for ham! Han skiftede også til tørre sokker efter de vådeste passager.

Nordmændene vi mødte, gik med solide læderstøvler!

• Note til mig selv: Medbring ordentlige vandresko som erstatning for trailrunners. Sandalerne kan godt komme med igen!

MØDET MED ISEN – OG ET GAMMELT MINDE

Vi nåede frem til det første snefelt. Indtil nu havde vi kun beundret sneen på afstand. Nu var det tid, til at krydse henover den første kolde, lidt sjappede sneflade.

Jeg kom til at tænke på en familietur for mange år siden, hvor vi havde krydset et lignende snefelt et helt andet sted i Norge. Dengang havde snefladen ligget i en stejl hældning ned mod vand. Da jeg var kommet sikkert over på den anden side, ramte angsten mig: forestillingen om at miste fodfæstet, suse ukontrolleret ned, uden mulighed for at tage fra…for til sidst at ende i det iskolde vand.

Den gammel oplevelse, længe glemt, stak pludselig sit grimme hoved frem!

Heldigvis viste denne krydsning sig at være hverken svær eller farlig. Sneen lå næsten helt vandret og vi krydsede over uden problemer.

TRÆDESTEN OVER VANDLØB OG SKRED

Ruten var let at følge, med varderne som pejlemærker. Foran os lå lange stræk fyldt med klippeblokke. Sten på sten, hulter til bulter, så langt øjet rakte.

Vi balancerede over stenskred og krydsede vandløb. I dette terræn efterlader vandringsfolket ingen sti og ingen spor. Vi fulgte varderne med påmalede røde T’er.

HØJFJELDETS ‘MOTORVEJE’

Efter passager over sten og klippefelter var det en lettelse, når vi nåede til en rigtig trampesti. Tempoet steg markant, og vi fløj næsten afsted! Det var derfor nærliggende at kalde disse strækninger for “motorveje”.

Men selv disse “motorveje” var langt fra jævne. Underlaget var overstrøet med forræderiske sten, og ruten snoede sig både op og ned. Alligevel var det en sand fornøjelse at mærke, hvordan vi pludselig fik kilometerne til at glide forbi i et nogenlunde hæderligt tempo.

PAUSE – OG TILBAGE PÅ STENENE

Kl. 18:15 besluttede vi os for en kort pause. Det var næsten to timer siden, vi sidst havde holdt et lille hvil for at fylde vand på flaskerne. Denne gang slog vi os ned ved et frisk, rindende vandløb, så vi med det samme kunne fylde vores flasker og være klar til den videre færd.

I moset voksede stjernestenbræk…. små fine, hvide blomster.

Kl. 18.30 gik vi videre, efter blot femten minutter. Det begyndte at nærme sig tiden hvor vi skulle finde et godt sted at slå teltene op. Helst tæt ved vand. Alligevel ønskede vi også at nå at tilbagelægge et par kilometer mere, inden vi lagde os til ro.

Det viste sig, at vi var mere end almindeligt heldige! Vi fik nemlig, før vi fandt en teltplads, endnu en mulighed for at prøve kræfter med en frisk balancegang! Hen over nye, uprøvede stenskred.

DRØMMEN OM NATTELOGI VED VANDET

Vi kom til sidst ind på en nogenlunde jævn “motorvej” og kunne se tilbage på de mange stenpassager, vi havde lagt bag os. Vi var ikke de eneste, der ønskede en god nattesøvn i fjeldet. Ved 20-tiden, undervejs på vores søgende vandring, passerede vi et rødt telt, der lå smukt placeret på en grøn plet ved vandet. Præcis sådan en plads gik vi selv og drømte om!

Heldigvis behøvede vi ikke gå meget længere. Bare en halv times tid senere, fandt vi præcis det, vi søgte: rindende vand, tørt græs – og som ekstra bonus, et buldrende vandfald, der skulle vise sig at gøre nattesøvnen en smule… udfordrende.

TO TELTE – VARM MAD – OG GODNAT

Det var blæst op, og vinden var kold. Vores første idé til en teltplads blev derfor hurtigt opgivet. I stedet rykkede vi os hundrede meter længere væk, hvor en lille forhøjning i terrænet gav læ.

Så snart mit telt stod færdigt, smuttede Rikja straks indenfor og rullede sig sammen på min sovepose. Jeg fik gang i jetboil’eren, kogte vand og lavede mad. Det er imponerende, hvor vidunderligt en pose frysetørret pasta bolognese kan smage efter en lang vandredag. Jeg nød mit måltid, siddende i teltåbningen, tilpas i læ for vinden. Vidunderlige verden!

Vores vandretur ved Hardangerjokul var for alvor i gang. Alt gik efter planen. Vi glædede os begge over vores beslutning om at tage til dette sted i Norge.

Asgers telt lå lige ved siden af mit telt. Han lyttede til en podcast, og jeg kunne svagt høre fortællerens stemme, men ikke ordene. Snart sagde vi “godnat” til hinanden og roen sænkede sig over vores lille camp. Eller… ro og ro? Få hundrede meter fra os buldrede vandfaldet ufortrødent løs.

VANDREDAG #2
Fra “Et sted i højfjeldet” via Krækkja til Kjeldeby (24 km)

Klokken 8 vågnede jeg, drak kaffe og spiste havregrød.

Natten blev kølig, til tider temmelig kold, og vandfaldet tordnede uophørligt i baggrunden. Kulden og vandfaldet vækket mig flere gange i løbet af natten. Alligevel havde jeg sovet fantastisk godt.
Jeg havde medbragt en silke-indersovepose og den dejligste dun-sommersovepose. Til Rikja havde jeg medbragt en fleece-sovepose, og min egen sovepose lynede jeg åben som et tæppe. Det var for at dele varme med hende, men det medførte at jeg flere steder på kroppen var uden “dyne”. Jeg besluttede derfor, at jeg fremover ville lyne soveposen helt til, som det sig hør og bør. Rikja ville stadig have det varmt i sin fleece, og vi ville stadig kunne rykke tæt sammen i teltet.

Trods kulden og den vedvarende torden fra vandfaldet havde vi alle sovet trygt og godt det meste af natten.

En lille edderkop travede morgentur hen over min rygsæk. Måske havde jeg også delt sovepose med den i nattens løb? Jeg indsnusede morgenens friske luft og den smukke dag i fulde drag. Stilhed var der ikke tale om, for vandfaldet tordnede stadig uden ophold.

Nede ved søen, hvor jeg hentede mere vand lå der en kæp. Rikja og jeg legede apport, og bagefter fik hun lov til bare at ligge og gnave i den. Jeg var så glad for at jeg havde taget hende med.

I teltet ved siden af vågnede Asger langsomt op. Mens han spiste knækbrød med peanutbutter og drak vand, fortalte han, at også han havde mærket nattekulden.

Her i morgenstunden havde vi masser af tid til at lade morgensolens stråler varme.
Der var ingen grund til hastværk.

Klokken 9:30 var alt pakket sammen, og vi forlod vores lille camp med kurs mod dagens første stop: Krækkja-hytta.

MORGENVANDRING MED STIVE BEN

Benene var lidt stive denne morgen. Var det mon gårsdagens mange kilometer, der havde sat sig?, eller var det kulden fra natten, der stadig sad i kroppen? Vi blev enige om, at det nok var lidt af begge dele.

Vi havde kun vandret et kort stykke, og havde stadig “vores” sø bag os, da en enlig skikkelse kom gående i mod os.

Han præsenterede sig som vandringsmand fra Malta. Han var på en solotur, der allerede havde strakt sig over flere dage. Det var således en erfaren herre vi her var stødt på. Vi udvekslede et par ord om natten. Han fortalte, at den havde været den koldeste, han endnu havde oplevet på hele sin tur.

TUREN TIL KRÆKKJA-HYTTA

Turen til Krækkja-hytta bød på mere af det, vi allerede havde stiftet bekendtskab med på vores første vandredag: stendynger i alle størrelser, stenbelagte “motorveje” og vadesteder med trædesten. Sten, sten og atter sten.

Når vi ville nyde de fantastiske udsigter, der hele vejen omkring os, måtte vi samtidig huske at holde øjnene på underlaget. Over stenskred og vandløb balancerede vi fra sten til sten med fuldt fokus på hvert eneste skridt. Ét øjebliks uopmærksomhed, og foden kunne glide på en lumsk rokkesten. Selv de mere jævne trampespor, motorvejene, var overstrøet med sten, der krævede vores konstante opmærksomhed.

Udover udsigterne, så var der også de små blomster, som for eksempel gyldenris. Heroppe i det barske terræn bliver de ikke særligt store. Der var god tid til at kigge på blomsterne, når man hele tiden skule holde øje med, hvor man sætter sit næste skridt.

De fleste vandløb krydsede vi ved vadesteder, fra sten til sten. Men ét sted ventede endnu en gyngende hængebro. Jeg havde tidligere besluttet aldrig igen at tage sådan en tur med både rygsæk og hund på én gang, så denne overgang tog jeg broen i to etaper.

• Først bar jeg Rikja sikkert over, og derefter hentede jeg min bagage.
  Alt gik roligt og uden dramatik.

VANDRESTAVE – JA ELLER NEJ?

• Jeg havde ikke tidligere brugt vandrestave derhjemme i Danmark, men i Norge ændrede jeg mening. Man kan sagtens nøjes med én enkelt stav!

Jeg har altid tænkt, at det ville være for pjokket at gå med stave når jeg samtidig gik med hund i snor. Derfor har jeg ikke investeret i vandrestave. Jeg havde heller ikke savnet dem før.
På vores første dag førte vi en slags statistik over brugen af vandrestave blandt de andre vandrefolk: Cirka halvdelen gik med stave, og halvdelen gik uden.

Asger havde medbragt to stave til fjeldvandringen, og han begyndte at overlade den ene stav til mig, når vi skulle krydse mere krævende passager. Efterhånden beholdt jeg staven i længere perioder, og til sidst gik jeg med én stav i den ene hånd, mens jeg havde hunden i den anden. Staven var en god og stabil støtte i det ujævne terræn. Det fungerede heldigvis fint for os begge!

KRÆKKJA-HYTTEN – HERE WE ARE!

Klokken 12:30, efter tre timers vandring, fik vi Krækkja hytten i sigte.
Klokken 12:45, trådte vi ind på gårdspladsen

Det var lidt specielt at nå frem til hytten. Ikke så meget på grund af toiletterne (das), borde/bænke-sæt, rigtig mad og mulighed for indkvartering, men fordi der pludselig var en masse hunde med deres mennesker. En golden retriever, to slædehunde, en lille hvid spids og flere andre. Ude på fjeldet havde Rikja været den eneste hund, og senere mødte vi heller ikke andre hunde i terrænet, men her ved Krækkja var der mange! Der stod også et par islænderheste i en indhegning. Alt i alt var her rigtig hyggeligt.

Vi spiste hytte-suppe. Asger hentede kødsuppe til sig selv, og til mig hentede han en grøntsagssuppe. Uhhh, hvor smagte det godt! Han købte også et par kanelsnurrer. Jeg gemte min til senere, for jeg havde spist chokoladekiks i ventetiden. Jeg var således godt forplejet!

HERLIGT MED ‘RIGTIGE’ TOILETTER!

Det var en luksus at komme til et rigtigt toiletsæde! Også selv om man blev lidt kold på rumpen, når man sad og svævede over et tomrum. Der var også toiletpapir! På dørene hang filosofiske lokumstekster, som det var sjove at læse. Alt var rent og pænt i lokumshuset, som fint blev kaldt “WC”, selvom der ikke var rindende vand. Vigtigst af alt lugtede det ikke grimt. Luften var luften frisk og fin, som ude i det fri.

Det er lidt underligt ikke at skulle trække ud. Der stod sprit til ‘håndvask’.

Asger kom grinende ud og fortalte, at der i selve hytten var rigtige toiletter.
Det var der bare ikke alligevel! Da han åbnede døren dertil, opdagede han, at derinde også var et sæde over et frit fald.

NÆSTE STOP: KJELDEBU HYTTEN

Klokken 13:45, efter en times luksus, var det tid til at fortsætte dagens etape.

Strækningen mellem Krækkja og Kjeldebu (15 km) blev af alle vi mødte, omtalt som den letteste del af ruten. Ruten var jævnere i sammenligning med de to øvrige etaper: fra Finse til Krækkja og videre fra Kjeldebu tilbage til Finse.

Trampestien var nogle steder så bred, at det lignede, at en bil havde lavet to parallelle spor. Men her var ingen biler! Her var blot plads til, at vandringsfolk kunne slide på vegetationen side om side. Vi gik rask afsted. Selv broen over et rivende strømfald var let at forcere, ingen gyngende hængebro, men solidt bygget med et fast gelænder på den ene side. Let og ligetil.

Efter cirka en times vandring vendte jeg mig om og så tilbage mod hytten. Lyset og farverne var uendeligt smukke. Det ville kræve en dygtig kunstmaler at indfange og formidle denne skønhed på et lærred. Dalen lå badet i lyse pastel-nuancer i naturens allerfineste farvesammensætning.

Vi mødte en mor og hendes datter, der gik i den modsatte retning. Vi fotograferede hinanden, men ej heller et fotografi kan indfange disse farver på dette sted, i dette øjeblik.

‘MOTORVEJEN’ GAV MULIGHED FOR ØGET FART

Vi gik videre raskt fremad på lette fjed. Det var ikke sådan, at vi kunne slippe blikket fra stien i længere tid ad gangen, men dog nok til, at vi kunne sætte tempoet op og gå med en højere kadence. Vi åd kilometerne med god appetit – én efter én! Haps! Haps! Og med tillært adræthed krydsede vi vadesteder, som ikke set tidligere! Vi var dog stadig et godt stykke fra, hvad nordmændene kunne præstere af balancekunst, men vi var tilfredse med vores formåen. Vi elskede dette eventyr.

Klokken 15:30, efter knap 2 timers vandring, gjorde vi et hvil. Først og fremmest for at fylde flaskerne med friskt vand. Det blev derfor kun til et kort stop, men nok til at smide rygsækkene og lade skuldrene få et øjebliks frihed. Det var fantastisk med alt det vand, der bare kom strømmende til os fra alle steder. Vi behøvede aldrig at bære en masse ekstra vand med os.

KUNSTEN AT FINDE TRÆDESTEN I SUMPEDE OMRÅDER

Det var på sin vis rigtigt, at denne etape var let. Men intet er nogensinde 100 % simpelt i det norske højfjeld. De mange krydsninger af stenskred udeblev ganske vist, men til gengæld fik vi fornøjelsen af at passere det ene sumpede område efter det andet! Bløde, halvvåde strækninger, hvor vi balancerede fra trædesten til trædesten, hvis vi altså kunne lokalisere dem under det våde med stavene. Alternativt måtte vi forsøge at finde en vej uden om, hvilket dog langt fra altid var muligt.

• Kæruld! Hér jorden blød – træd varsomt!
  Jeg kender den lille vattot-plante fra mine mange rejser til Island. Kæruld kan lide at vokse i våde områder. Her på fjeldet blev de en god indikator for hvornår vi skulle være på vagt for sumpet terræn.

Klokken 17:30, efter endnu et to-timers interval, besluttede vi at fylde flaskerne med vand igen.

Denne gang fandt jeg min kanelsnurre fra Krækkja frem. Den skulle jo nødig ligge i tasken og blive gammel. Der er et gammelt ordsprog, der siger: “Den, der gemmer til natten, gemmer til katten.” Uhm, den smagte himmelsk. Asger nappede et knækbrød med peanutbutter fra sit forrådskammer. Således nød vi begge vores lille pause i fulde drag. Rikja rullede sig sammen til et powernap!

DET SIDSTE STYKKE TIL KJELDEBU

Dagene var stadig lange og lyse i Norge, men vi ville gerne nå frem til Kjeldebu-hytten i god tid. Vi havde ingen anelse om teltmulighederne, ud over afstandsreglen om minimum 150 meter fra hytten. Hvordan var mon terrænet? Efter et kort hvil, siddende ved vandet, brød vi op og fortsatte vores vandring.
Der var ikke langt igen!

KJELDEBU I SIGTE

Klokken 18:45, en times tid efter vi havde rejst os, fik vi Kjeldebu hytta i sigte.

Uden at indvie mig i sine tanker, gik Asger med en idé om at droppe hytten. I stedet ville han gå forbi, for så at slå lejr et stykke længere fremme. Regnestykket gik ud på at spare en omvej til broen over elven, for derefter, på den anden side af elven, at gå vejen tilbage til hytten. Turen ville lægge yderligere 2 × 700 meter til vores samlede rute.

Den plan modsatte jeg mig! Jeg var frisk på de ekstra skridt, mod at kunne opnå den beskedne, men højt værdsatte toilet-luksus (das) som en DNT-hytte har at byde på.

Vi vidste begge, at det gjaldt om at være i topform til morgendagens vandring. Den fulde etape er 28 kilometer gennem udfordrende terræn. Vi ville dele etapen op, så vi ikke havde vores sidste overnatning ved Finse, men gerne tæt på. Hvilket terræn, der præcist ventede os, var uvist, men ifølge andre vandrefolk på fjeldet stod én ting klart: Kjeldebu-Finse var “kongeetapen” – i det smukkeste landskab”

Spørgsmålet var blot, om dagens lille omvej til hytten ville være en klog investering i komfort, eller en unødvendig belastning.

VADESTEDET BLEV VOR LØSNING

Da vi nåede frem til stedet, hvor vi stod lige over for hytten, foreslog Asger en ny løsning: “Vi dropper broen! Vi går i stedet over vadestedet!“. Simsalabim! Sådan sparede vi omvejen og kunne gå den korteste vej til hytten.

HVOR SKAL VI SOVE I NAT? – I MOSEN!

Jeg drømte om et dejligt, varmt fodbad, så jeg spurgte hyttevagten, om hun mon havde en balje, jeg kunne låne. Jeg ville koge noget vand og give mine fødder lidt omsorg. Jeg døjer med at få vabler. Det er desværre mit lod i livet, og jeg kan knap nok skrælle en kartoffel uden at få vabel.

“Næ, nej – du kan bare skylle fødderne i elven,” svarede hun kort, og tilføjede med et beklagende smil: “Jeg har godt nok nogle opvaskebaljer, men dem må du ikke låne, når du ikke overnatter på et af værelserne.”

Ak ja… der var ikke meget søsterkærlighed at hente dér.

Asger spurgte derefter, om hun kunne anbefale et sted at slå lejr. Hun pegede os i retning af et område, der viste sig at være den rene sump. Var det mon hendes lille hævn for mit balje-spørgsmål?

Vi traskede rundt, trætte og en smule opgivende, indtil vi endelig fandt den eneste tørre plet med plads til to telte på nogenlunde jævnt underlag. I pakken fulgte et strømfald! Efter sidste nat havde vi ellers lovet hinanden aldrig mere at sove tæt på et buldrende vandfald, men heldigvis var dette langt mere afdæmpet end den brusen, vi oplevede ved vores tidligere lejr. Og som en ekstra bonus havde vi igen adgang til frisk, rindende vand. Herligt, herligt!

Vi blev hurtigt begejstrede for vores lille camp site! Efter et hurtigt aftensmåltid, for mit vedkommende flødekylling med spinat, krøb vi snart i soveposerne. Det gjaldt om at få ladet op til næste dags strabadser.

VANDREDAG #3
Fra Kjeldeby til ‘kort før Finse” (25 km)

• Fødderne bærer os gennem hele livet, og på længere vandreture har mine fødder det hårdt.

Jeg havde forgæves spurgt hyttevagten efter en vandbalje og havde i stedet prikket og desinficeret en ekstra drilsk vabel inden jeg var gået til ro.

FODPLEJE I MORGENSTUNDEN

Ved femtiden vågnede jeg. Det værkede i den lille skiderik. Var der alligevel gået en smule infektion i uvæsenet? På med sandalerne, henover det sumpede mos og ned til strømfaldet for at hente frisk vand. Tilbage i teltet kogte jeg det op og dyppede et par vådservietter i det brandvarme vand, så jeg kunne fødderne og give vablen en ordentlig omgang pleje.

I det fjerne kunne jeg svagt høre nogle klokker fra græssende får og derudover var der kun den hyggelige brussen fra strømfaldet. Jeg hyggede mig med mine små sysler i en halv times tid, før jeg kravlede tilbage i soveposen. Fødderne var blevet forkælet på de mest sårbare steder med både varme omslag og endnu en runde desinficering.

EN NY VANDREDAG TAGER SIN BEGYNDELSE

Klokken 8 begyndte morgenen så småt på ny. Det var tid til at pakke sammen og drage videre. Dagens første ritual var at forbinde fødderne omhyggeligt, så de var klar til at bære mig sikkert gennem endnu en lang og eventyrlig vandredag.

Natten havde været lun og god. Vi kiggede på hinanden og konstaterede tilfredse: “Benene er friske! Ingen ømhed. Ingen stive led! Lad os komme i gang”.

REGN I VENTE

• Vær forberedt på vejrskifte

Vejrudsigten lovede regn fra omkring kl. 15. Vi besluttede at gå så langt som muligt, inden bygerne satte ind, for derefter at slå teltene op og fortsætte vandringen næste dag. Meteorologerne varslede desuden heldagsregn dagen derpå, men planen var at finde lejrplads i nogenlunde tørvejr, og så tage regnen som den kom på den sidste vandredag.

DEN HØJE GYNGENDE HÆNGEBRO

Klokken lidt i 9 forlod vi vores camp. Alt var pakket sammen, og vi ville blot gøre et kort toilet-stop ved Kjeldebu-hytten, inden vi fortsatte dagens eventyr. Herefter gik vi raskt videre ud i terrænet, indtil Asger pludselig opdagede, at han havde glemt sin drikkedunk ved hytten.

Han måtte tilbage, mens Rikja og jeg ventede. Han fik dermed gået næsten hele den strækning, vi dagen før havde sparet ved at krydse vadestedet. Heldigvis fandt han flasken, og med en kun smule forsinkelse fortsatte vi mod dagens første forhindring: hængebroen!

At komme op på flere af højfjeldets broer kan være udfordrende i sig selv. Nogle steder, som her, førte en stejl hønsetrappe op, andre gange var der bygget store stensætninger. Til mit held var vandet, vi skulle krydse denne gang, hverken dybt eller voldsomt.

I stedet for at bære Rikja over den relativt lange, høje og gyngende hængebro, kunne hun derfor selv vade gennem det lave vand. Pyyh… jeg krydsede fingre for, at vi ikke senere på turen skulle over brusende strømfald på livlige hængebroer. Det er ikke rart at være nødt til at balancere med hende i den ene arm og kun have én hånd fri til wiren.

‘MOTORVEJE’ I GOD FART

Da vi var kommet over broen, ventede et længere stræk gennem relativt fladt terræn. Vandringsfolk før os havde trådt et tydeligt spor, ‘motorvejene’, gennem den sparsomme vegetation. Flere steder kunne vi se stien sno sig som et langt brunt bånd gennem højfjeldhedens grønne tæppe.

Vi havde fået fortalt, at de første kilometer ville minde om gårsdagens etape, let fremkommelige, i hvert fald dér, hvor terrænet ikke var sumpet. Heldigvis havde sommeren indtil nu været forholdsvis tør, så vi kunne glæde os over, at underlaget var mindre vådt, end i mere regnvåde perioder.

NOGLE AF DE FUGLE VI MØDTE

På vores vandretur ved Hardangerjøkulen hørte vi af og til fuglestemmer, der brød stilheden med deres melodiske fløjt. Nogle af dem var jeg så heldig at fange med mit kamera: den lille stenpikker, der trives i åbne områder med sten og lav vegetation. Den lever især af insekter, som den fanger i luften – og sjovt nok havde “min” stenpikker et insekt i næbbet. Snespurven i sommerdragt kiggede også forbi, og den smukke store præstekrave kom ligeledes med på listen.

SUMPEDE OG HALVVÅDE OMRÅDER

Flere steder blev den fine trampesti afløst af våde, sumpede strækninger. Med vandrestavene mærkede vi os frem efter egnede trædesten, skjult under det uklare muddervand. Vi skiftede mellem at gå og hoppe fra sten til sten, mens vi balancerede os videre. Var vi uheldige, kunne et forkert skridt betyde, at vi sank dybt og blev våde helt op over anklerne – eller dybere endnu. Stavene var uundværlige til at afgøre, om næste skridt ville lande på fast sten eller i et lumsk sumphul. Enkelte gange kunne vi gå en omvej uden om de værste vådområder, men oftest var der ingen vej udenom, andet end at fortsætte lige fremad!

BRUSENDE VANDFALD #1 FRA HARDANGERJÖKULEN

Lyden af vandfald nåede vores øre! Det var ikke et blidt strømfald, som kunne klares med at balancere over ved et vadested. Det lød heller ikke som noget jeg ville sende Rikja ud i. Nu bad jeg til samtlige nordiske aser og vaner, om at broen ville være god og solid!

Jeg tror, DNT-organisationen har haft præcis de samme tanker som jeg. Vandfaldet, der mødte os, var vildt og frådende. Det brølede med en kraft og rev alt med sig på sin vej. Heldigvis var broen fast og solidt bygget. Den var desuden udstyret med net på begge sider af gangstykket, så der var ingen risiko for at glide ud og forsvinde i det buldrende vand nedenfor.

STIGNINGER – NU GÅR DET OPAD!

Sikkert ovre på den anden side af strømfaldet fortsatte det forholdsvis let fremkommelige terræn. Dagens etape havde endnu ikke budt på de helt store udfordringer. Stien var nogenlunde jævn, og vi var sluppet for at kæmpe os over det ene felt af stenblokke efter det andet. Man kunne næsten begynde at blive lidt magelig… hvis ikke det var for de sumpede strækninger, der med jævne mellemrum mindede os om at holde koncentrationen skarp!

Vi nåede frem til en lille lund af birketræer. Det er et sjældent syn at se træer heroppe i højfjeldet, og de var heller ikke høje. Til gengæld bød stien herfra på noget helt andet: den skød nærmest lodret op mod klippetoppen foran os. En enkelt gang tog jeg rygsækken af og rakte den op til Asger, blot for bagefter at kunne trække mig selv op! Det var en brat, lang stigning! Pyha – fjeldet havde tydeligvis besluttet, at nu skulle vi op i højderne! Og det i en fart. Slut med at slentre på den jævne sti; nu skulle vi have pulsen i vejret!

MOSEBØLLE OG REVLING

På fjeldet er vegetationen for det meste lav og nøjsom. Vi så blandt andet mosebøllebær, som i modsætning til blåbær har hvidt frugtkød, og revling, også kendt som sortbær. Begge sorter er spiselige, men på denne tur lod vi bærrene stå.

PÅ VEJ IND I GLETSJERLANDET

Foran os tronede den mægtige Hardangerjøkul, en imponerende iskappe, der lå som et hvidt massiv mellem fjeldene. Fra den skød gletsjertunger frem. De fandt vej ned gennem fjeldene, og fra flere var der smukke vandfald. Over os strakte en blå himmel sig, og sporadiske hvide skyer der drev dovent afsted.

Klokken var 10:30. Vi havde gået omtrent en time, og intet tydede på vejrskifte. Alligevel vidste vi alt for godt, at her i fjeldet kan solen på få øjeblikke vige for skyer, vind og regn.

Havde vi troet, at højden ville befri os fra de sumpede højfjeldsheder, måtte vi tro om igen. Terrænet heroppe mindede til forveksling om det, vi havde efterladt længere nede: en fin, jævn “motorvej” af trampet sti, oversået med sten i alle tænkelige størrelser, afbrudt af det ene vådområde efter det andet.

Vi hilste på et par vandringsfolk, der kom gående i modsat retning. De fortalte, at vi stadig havde et stykke vej at gå, før vi nåede frem til etapens teknisk krævende del. Hvad der præcist ventede os af anstrengelser og udfordringer, vidste vi endnu ikke. Blot at det ville indebære krydsning af isfelter.
Jeg håbede inderligt, at vi ville nå forbi isen, før regnen satte ind!

BRUSENDE VANDFALD #2 FRA HARDANGERJÖKULEN

Hvorend vi vendte blikket, mødte vores øjne den fantastiske og helt vidunderlige højfjeldsverden. Det smukkeste af alt var dog at betragte den store jökul, der lod sine mægtige istunger strække sig frem foran os. Snart kom vi til endnu et strømfald. Det var lige så voldsomt som det forrige, og også denne gang var broen bygget godt og solidt.

På den anden side af broen, skulle vi op af en lodret klippe! Der var monteret et gribetov, så man kunne få hjælp til at trække sig videre op! 1-2-3. og opsedasse kom vi også denne gang!

Foran os lå en ny ‘motorvej’, der strakte sig så langt øjet rakte mod jökulen. Terrænet mindede endnu engang om de lavereliggende områder, vi havde passeret. Intet blev dog nogensinde det samme i denne golde verden. Hele tiden var der forandring, hele tiden var der nye udsigter.

SKYERNE KOMMER RULLENDE IND OVER FJELDET

Fremfor os var himlen blå, og skyerne meget hvidere. Men når vi vendte os om for at se tilbage mod den retning, hvorfra vi kom, kunne vi se mørke skyer, der væltede ind i dalen med rivende hast.

Klokken var 13, og prognoserne havde varslet regn ved 15-tiden. Alligevel syntes skyerne nu at samle sig, som en lavine af tåge, der på et øjeblik kunne opsluge os, hvis den bevægede sig i vores retning.

• Regnen er ikke farlig, det er tågen man skal frygte!

Vi gik videre fremad. Aftalte, at ifald regnen eller tågen indhentede os, ville vi hurtigst muligt slå vores telte op og se tiden an. Vi havde ikke mere travlt, end at vi sagtens kunne gøre et længere holdt om nødvendigt. Så vi bevarede optimismen og travede videre, i retning af den blå himmel og de hvide skyer.

DEN LYSE, OPALBLÅ SØ

Varde efter varde lagde vi bag os, og vi nåede et sted med den mest vidunderlige udsigt over en opalblå sø. Landskabet syntes uudtømmeligt i sine storslåede motiver! Som om det bare blev ved med at dele gavmildt ud af sin skønhed. Vi priste os lykkelige for det gode vejr, der havde fulgt os hele vejen. Det, der går godt, kommer sjældent skidt tilbage, tænkte jeg. Disse syn vil for altid være indprentet i vores minder.

Vi forlod udsigten til den første gletsjertunge og fortsatte ind i et nyt landskab, hvor andre gletsjertunger skød sig ned mellem fjeldene, og små, klare fjeldsøer lå spredt i terrænet.

Det vil næsten være uretfærdigt at fremhæve et motiv frem for et andet. Alligevel vover jeg pelsen og giver mit bud på et mesterværk, som hvis det havde være skabt af en kunstmaler, ville han sikkert blive beskyldt for at have iscenesat det perfekte billede, der rummer det hele på ét eneste lærred’.

Blå himmel, gletsjertungens isblå farvespil, tre vandfald, hvert med sit eget særpræg. Klippernes nuancer i gråt, rødt og orange, de grønne planter, der vokser hvor de finder grobund. Den mægtige Hardangerjökul i baggrunden, den lille, stille fjeldsø i forgrunden … og alt derimellem.
Et fotografi kan umuligt yde dette motiv retfærdighed…

STRØMFALD OG BARE TÆER I SANDALER

Vi nåede frem til et strømfald, bredere og med vådere sten end noget, vi tidligere havde krydset. At gå over med både sokker og sandaler ville være at tage en unødig chance. Beslutningen var enkel: af med sokkerne og direkte ud i vandet. Nogle sten var glatte, andre vuggede under fødderne, men vi kom begge over.

Klokken var 14:30, og vi besluttede at holde pause. Egentlig havde vi haft en intention om at gå til klokken 15, det tidspunkt, hvor regnen ifølge prognosen skulle sætte ind, men efter vandgangen skulle fødderne tørre og have nye forbindinger.

Det var omtrent 5 timer siden vi var gået fra Kjeldebu.
Det var først nu, at det gik op for os, at tiden var fløjet af sted uden en pause.

DEN STORE STIGNING, UD AF DALEN

Vi havde mødt flere vandrere på vej i den modsatte retning, og alle havde de sagt det samme: Når dalen ender, venter en lang, stejl og anstrengende udfordring. Hér begynder den teknisk krævende del af ruten!

Nu stod vi ved foden af den store opstigning. De første skridt var jævnt krævende, men snart ændrede stigningen karakter og blev mere og mere udfordrende. Vi gik opad, og opad… Hver gang vi troede, at toppen var nået, åbenbarede der sig endnu stigning. Dette var lang, vedvarende, ubønhørlig opstigning, uden flade stræk undervejs.

Snart lå den opalblå sø og det strømfaldet, hvor jeg tidligere havde vadet over i sandaler uden sokker, langt under os i dalen.

MØDET MED DNT-FRIVILLIGE

Som tidligere nævnt fulgte vi en af DNT’s mange vandreruter, der alle er afmærkede med varder og de røde “T’er”. Nogle af T’erne kunne ses klart og tydeligt, mens andre næsten var visket ud af vind, vejr og tidens tand. På toppen af fjeldet, ved et vadested, mødte vi tre DNT-frivillige. De var i gang med at opfriske T’er med frisk rød maling.

De fortalte, at de arbejdede helt frivilligt, og at hele den norske DNT-organisation i høj grad bygger på netop frivillige kræfter.

DE DYBBLÅ SØER

Terrænet blev, som varslet, mere udfordrende! Endnu en lodret stigning rejste sig foran os, og det gjaldt om at have tungen lige i munden og balancen i orden, når vi med rygsæk på ryggen skulle klatre nærmest lodret op ad en smal stigning, uden samtidig at slå hovedet ind i et klippespring.

Vel oppe. stod vi på en bittelille sti, ved et 5-7 meters fald, direkte ned i dybblåt vand. Hvor dybt var det mon? Hvor koldt? Sikkert både dybt og iskoldt, og ingen af os havde den mindste lyst til at efterprøve det.

SNEFELTER – SOM PERLER PÅ SNOR

Klokken var 15:45 da vi nåede frem til ‘glidebanen’ over dagens første snefelt. Asger nåede over i god behold. Det gik nedad! Han formåede at holde sig oprejst, samtidig med at han gled og rutsjede afsted, det bedste han havde lært. Vel ovre på den modsatte side af den hvide flade, råbte han advarende tilbage, at det slet ikke havde være sjovt. Sporet var både glat og stejlt. Snebakken endte desuden i dybblåt vand, som man, jeg, på ingen måde ønskede at glide i.

En vandringskvinde, som vi havde mødt tidligere på dagens etape, havde fortalt om dette sted. “Du kan altid sætte dig ned på rumpen og rutsje“, havde hun sagt. Dengang havde jeg fejet det hen, og tænkt at det da aldrig kunne blive nødvendigt. Men, det var før jeg stod ved et stejl spor, der løb henover denne dumme snebakke, der endte i det mørke vand! Det ville blive mit endeligt, tænkte jeg, hvorefter jeg bed al skam i mig, satte mig på enden, og i lårkort nederdel lod mig glide ned af bakken, højt grinende af fryd og frygt.

PÅ TUR LANGS SØEN

DNT’erne havde fortalt os, at vi ville komme til at gå en tur ved søbredden. Det lød jo ganske afslappet, men vi måtte have hørt forkert. Det handlede nemlig ikke om at vandre langs bredden, men snarere om at balancere på sten i selve søbredden! Heldigvis var det ikke så slemt, blot en lille påmindelse om, hvor let sproglige misforståelser kan snige sig ind mellem vores nært beslægtede nordiske sprog.

FLERE SNEFELTER

Klokken nærmede sig 16. Endnu var der ingen tegn på regn. Vi fortsatte ufortrødent, både fordi ingen af os havde lyst til at krydse snefelter i regnvejr, og også fordi der ikke var mange egnede steder at slå teltene op.

• Note til mig selv: Medbring pigsåler!

Snefelt fulgte efter snefelt. Heldigvis slap vi for flere stejle glidebaner, men jeg fik is i sokkerne gang på gang. Det er én af grundene til, at jeg håber at finde et par gode vandresko til eventuelle fremtidige eventyr i de norske fjelde. Heldigvis var sandalsålerne så gode, som jeg kunne ønske det, men fremover vil jeg også medbringe let monterbare pigsåler – bare for en sikkerheds skyld.

Det var ikke sne det hele – indimellem gik vi også over strækninger med sten.

Glidebaner var heldigvis et overstået kapitel, men efter at have krydset flere vandrette snefelter uden større problemer end de våde sokker, stod vi pludselig foran en overgang på omkring 100 meter. Fra sporet var der et langt glidefald ned til en af de dybblå søer. Det var ikke selve længden, der gjorde snefeltet udfordrende, men en stor sten, som midtvejs var smeltet fri af isen. Sporet slog en blød bue helt tæt omkring stenen, og sneen dér var blød, tung af smeltevand og usikker at betræde. Asger, og andre havde krydset stedet, så der var ikke andet at gøre end at bide tænderne sammen og gå.
Husk nu de pigsåler til næste gang!

Og så skete det, jeg frygtede: I det øjeblik jeg satte foden ud på den våde, opløste sne ved stenen, gled hele fladen 10-15 centimeter ned, før den satte sig igen. Jeg holdt vejret og tiden stod stille. Så fortsatte jeg videre over og kom til sidst frem til den faste klippe på den anden side. Blot for at skulle ud på en ny, lidt mindre sneflades lidt længere fremme!

ET VADESTED OG DET SIDSTE SNEFELDT

Klokken var 17. Det havde taget os godt en time at passere snefelterne. Ved et vadested blev vi indhentet af DNT-folkene, og vi fik en kort sludder med dem. Jeg spurgte, måske lidt naivt, hvordan regn mon ville påvirke sneen? “Det ændrer ingenting,” svarede de uden tøven.

Men jeg er ikke sikker på, at jeg helt tror på dem. De er vant til at færdes i fjeldet, og sikkert også verdensmestre på både ski og snowboard.

Vandet var lavt og strømmen rolig, men omtrent halvvejs til den modsatte side, besluttede jeg alligevel at tage sokkerne af. Det var langt lettere, når jeg ikke behøvede at bekymre mig om, hvorvidt de blev våde.

På den anden side, lod jeg fødderne lufttørre. Denne gang beholdt jeg forbindingerne på. Det passede perfekt med en kort pause, inden vi fortsatte for at finde et egnet sted at slå teltene op for natten. Der var stadig ingen tegn på regn, men den norske vejr-app YR varslede heldagsregn dagen efter. Vi ville derfor gerne nå så tæt på Finse som muligt, dog ikke helt så tæt, at vi kunne høre de tudende tog fra Bergensbanen. En smule afstand ville være ideelt.

Klokken 17:45 krydsede vi det sidste snefelt. Det var blevet en smule mere skyet, men det holdt stadig tørt.

FINSE-HYTTEN I SIGTE

Klokken 18:15 kunne vi i det fjerne skimte Finse-hytten ved bredden af Finsevatnet – vores udgangspunkt og vores mål!

Klokken 18:30 nåede vi skiltet, hvor vi for to dage siden var slået ind på ruten mod Krækkja-hytten. Ringen var sluttet!

SIDSTE NAT PÅ FJELDET – REGNEN KOMMER

Vi nærmede os Finse-hytten, og en smule bekymring meldte sig. Vi ønskede netop at holde afstand og gemme de sidste par kilometer til næste dag – regn eller ej.

Det var ikke helt nemt at finde et plant sted, tørt uden mose, hvor vi kunne slå vores to telte op.

Klokken 20 lykkedes det!. Vi fandt en skøn plet, præcis til os. Herfra kunne vi kun svagt høre togenes tuden, når de kørte ind på Finse station.

Dagens ret stod på pasta carbonara for mit vedkommende, mens Asger nød en omgang kylling med karry.

Omkring klokken 23, da vi hver især lå godt pakket ind i vores soveposer, begyndte de første regndråber at dryppe mod teltdugen. Dryp, dryp, dryp… Det var både hyggeligt og beroligende at falde i søvn til den stille, vedholdende regn. Vi vidste, at vi i morgen kun havde en kort tur til Finse. Hér ville vi forkæle os selv med et bad og skifte til rent, tørt tøj!

VANDREDAG #4
Den korte tur til Finse (3 km)

Regnen holdt op igen i løbet af natten. Da vi vågnede skinnede solen, og teltene var tørre igen.

Klokken 9 var alt pakket sammen, og klar til at gå det sidste stykke til Finse.

Foran ventede en lang rejsedag, for vi havde besluttet os for at skippe færgeoverfarten, og i stedet køre hjem via Sverige. Asger havde påtaget sig chauffør-tjansen, og dermed også det privilegie at høre hvad hvad han ville. Han ønskede at høre “Sophie’s World” af af den norske forfatter Jostein Gaarder. Bogen omhandler filosofiens historie. Han havde egentligt påbegyndt lytningen tidligere, men for min skyld ville han starte forfra. Vi glædede os begge fortællingen.

GENSYN MED DEN FØRSTE HÆNGEBRO

Vi nåede frem til hængebroen, den samme som jeg tidligere havde passeret med Rikja under armen og rygsækken på ryggen. Asger tilbød straks at bære min bagage, så jeg slap at gå turen dobbelt. Uden den ekstra tyngde, der havde fået broen til at gynge lidt mere end behageligt, var det ingen sag at bære Rikja trygt over til den anden side.

DÆMNINGEN OG DNT’ERNE

Klokken 9:45, mindre end en time efter at vi havde forladt vores tomands-camp, stod vi ved Finses lange dæmning. Her mødte vi igen “vores” bekendte, DNT’erne fra dagen før. De var på vej tilbage op på fjeldet for at opfriske flere T’er med frisk rød maling.

Derudover var de i gang med at udskifte vejviserskilte. Vi havde undervejs på vores tur set flere af de vejrbidte næsten ulæselige skilte, som nu stod for udskiftning. De udtjente skilte skulle med hjem som souvenirs, men inden de blev pakket væk, tog en af DNT’erne et billede af Asger og mig, stående med hvert vores af de nedtagne skilte: Finse og vores første hyttestop Krækkja.

KAFFE, KAGE OG ET FORFRISKENDE BAD

Finse-hytten er stor! Vi faldt i snak med den danske pige, der bemandede receptionen, baren, informationsskranken og håndklædeudlejningen, da vi kom forbi. Hun havde arbejdet på Finse-hytten siden februar og skulle nu, efter sit sabbatår tilbage til skolebænken. Hun var, som øvrige på dette sted, ansat med løn. I højsæsonen beskæftiger hytten omkring 20 ansatte.

Hyttevagterne og de DNT-frivillige, vi havde mødt på fjeldet, arbejder derimod uden løn. Ved Krækkja-hytten havde Asger bestilt suppe til os begge, denne hytte skilte sig ud ved at være lidt mere luksuriøs end de fleste DNT-hytter. Den havde derfor også, som en undtagelse, et ansat personale.

Rikja måtte vente udenfor, mens vi var inde og forsyne os med kaffe, kage og en tur i brusebad. Jeg var jævnligt hen for at se, hvordan hun havde det. Hver eneste gang var hun omgivet af smilende, hundeglade mennesker, der nussede og klappede hende. Hun led bestemt ingen nød.

RALLARMUSEET

Vi havde lidt ventetid, før vi kunne fortsætte med toget, Bergensbanen, til Geilo. Derfor besluttede vi os for at besøge Rallarmuseet, som fortæller historien om jernbanebyggeriet fra 1894 til 1909.

På skinnerne foran museet stod to tidligere sneryddere. indenfor fik vi et indblik i, hvordan rallarne, jernbanebørsterne, levede og arbejdede under barske forhold. Udstillingen viste også, hvor højt sneen kan ligge om vinteren.

Vi lod rygsækkene og Rikja vente udenfor. Vi var de eneste besøgende på det fine museum.

Bergensbanen blev først en realitet efter langvarige diskusioner og uenighed. I Oslo mente man, at hvis folk fra Bergen ville til hovedstaden, kunne de da bare sejle syd om Norge. Tidligere tog rejsen mellem hovedstaden, Christiania (Oslo), og Bergen hele 55 timer, mere end to døgn, med skib langs kysten. Desuden anså man et jernbanespor over Hardangervidda ville være “umuligt med al den sne og 8 måneders vinter.”

Men Bergensbanen blev en realitet, og fra indvielsen i 1909 tog rejsen pludselig blot 15 timer, og i dag under det halve. Banen ligger over 100 meter over trægrænsen og er en af de højest beliggende hovedlinjer i Europa.

HJEMTUREN FRA GEILO TIL ODENSE

Turen hjem gik fint. Asger er en fremragende chaufut, og undervejs fik vi lyttet til Sophie’s World, – en spændende roman og samtidig et grundkursus i vestlig filosofihistorie. Klokken var over midnat, da vi trillede ind i det nattemørke Odense. Efter fem fantastiske dage, heraf tre dage og 45 minutter på vandring i det norske højfjeld, var vi nu tilbage i de vante omgivelser.