Fyn Øhavsstien VANDRETUR

ØHAVSSTIEN – LUNDEBORG til SYDFYN t/r

OVERNATNINGSTUR I TELT
Øhavsstien – Lundeborg til Sydfyn t/r
(1 overnatning)

50 km + 3 ekstrakilometer

Første dag:
LundeborgSkårupøre = 25 km + 3 km (ekstra)
Anden dag:
Skårupøre til Lundeborg = 25 km

Vi fulgte Øhavsstiens etape: Lundeborg til Svendborg

LUNDEBORG
HYMNEN

“Er du trist og har du sorg i sinde,
så ta’ med mig ned til Lundeborg,
for det er det bedste sted på jorden,
her jeg tror at verdens ende går.
Her er skov og strand, her er havn og vand,
her er fiskerpige, her er fiskermand,
er du trist og har du sorg i sinde
så ta’ med mig ned til Lundeborg”

Sådan lyder teksten i den berømte
“Lundeborghymne”, skrevet af Ove Bager i den hyggelige lille by, tilbage i 1973.




LUNDEBORG – ÅBYSKOV t/r
Gul = Pauser første dag
Grøn = Pauser anden dag

ER LUNDEBORG VERDENS ENDE ?

Jeg ved ikke om ‘Verdens ende’ rent faktisk starter eller slutter i Lundeborg. Men, Øhavsstien har et startpunkt i den lille sydøstfynske perle (eller slutpunkt, om man vil!).

Lundeborg ligger ved farvandet mellem Østfyn og Langeland.
Stedet var tidligere ladeplads for herregården Broholms kornprodukter. 
I starten af 1860’erne anlagde Sehested’erne både havn og by. 
Pakhus, vejnettet og de store huse vidner om, at man engang havde store visioner for byens fremtid og vækst: Lundeborg var drømmen om at skabe en købstad, halvvejs mellem Svendborg og Nyborg

I dag er Lundeborg en lille, hyggelig kystby med et halv tusinde indbyggere.
Der er maritim atmosfære, strand og flere campingpladser. (Lundeborg Ny Camping og Lundeborg Strand-camping).

Vi parkerede bilen på en parkeringsplads, der ligger tæt ved havnen.

Vores plan var at følge Øhavsstiens etape, der går fra Lundeborg til Svendborg.
Vi havde imidlertid aftalt overnatning hos en bekendt i Åbyskov, der ligger umiddelbart før Svendborg. Her havde vi fået mulighed for at ‘telte’ i familiens baghave. 
Den efterfølgende dag, ville vi gå samme vej retur til bilen i Lundeborg.

“UD-OG-HJEM” ER (næsten) LIGE LANGT

Vi bruger ofte “UD-OG-HJEM”-strategien, når vi vandrer med en enkelt overnatning. Det har flere fordele:

– Nem transport og logistik – bilen parkeres og venter
– Nye steder på udturen – kendte steder på tilbageturen
– Turens udsigter er anderledes når de ses ‘omvendt’
– Let planlægning af pauser på tilbagevejen, og hvad vi skal undgå!

DET FØRSTE SKILT – HVOR ER DET ?

Udfordringen, når man starter på en ny afmærket vandretur, er som regel, at finde ‘det første skilt’.  

Selv i en lille by som Lundeborg, var det lidt som at gå på opdagelse. For at spare for megen træls søgen-omkring, valgte vi at spørge en af de lokale.

Hyggelig klokkekimen meldte vores ankomst, da vi åbnede døren ind til en lille købmandsbutik. ‘Klinge-linge-ling’. Anvisningerne fik vi fluks: “Øhavsstiens første ‘ruteskilt’ står ved stranden, umiddelbart nord for Lundeborgs bådehavn”.   

Så var vi på vej !

På den første pæl opdagede vi, at både Øhavsstien og Klokkefrøstien har startsted i Lundeborg.

Vi gik cirka 1 kilometer på stranden, før vi blev drejet ind i land. Vi skulle krydse en indhegning med langhåret og langhornet skotsk højlandskvæg. Dyrene var vældig interesseret i at æde hø, de ænsede knap at vi var på deres område.

Den fynske muld er fed og frugtbar og H.C.Andersen beskrev Fyn som “Danmarks Have”. Det siges at fynboernes lette, syngende dialekt skyldes et sorgløst liv.

Den fede sydfynske muld har medført at herregårdene ligger tæt i denne egn, hvor der var rigeligt til alle. Vi passerede en gammel, rund hestegang. Hestegange ses ikke ofte mere, det var tærskeværk med en enkelt hestekræft.

I dag er det fortrinsvis juletræsproduktion, der præger området.
En flot sortblå oliebille krydsede vores vej.

Tange Å slynger sig igennem græsengen, i retning af vandet. Langs grusvejen vokser store, gamle egetræer.

HESSELAGERGÅRD

Den første herregård vi mødte var Hesselagergård, der blev opført omkring år 1540. Det var kun få år efter Reformationen og den blodige borgerkrig, der kaldes for Grevens Fejde.
Danmark var ved at komme sig ovenpå rædslerne, hvor oprørske bønder havde angrebet adelen, sat i brand, myrdet og hærget.  Kunne det ske igen? Hvordan kunne man bedst sikre sig og sine mod fremtidige angreb?

Adelen opførte deres nye hjem som fæstningsanlæg De ønskede sig tykke mure, skydeskår og voldgrave. Alle datidens byggetekniske midler blev taget i brug, for at sikre huset, familien og alle værdierne. 

Vi vandrede ad grusvejen og krydsede ved vejs ende, nærmest direkte over til den gamle herregård med de karakteristiske rundbuegavle.

Der er ikke offentlig adgang Hesselagergård, men herlighederne kan sagtens nydes over hækken. Vi drejede velopdragne til venstre, ned ad den lille landevej. Herfra kunne vi se ind på det flotte herregårdsanlæg med hovedbygning, voldgrav, park og smukt rødkalkede udlænger.  

Købmanden i Lundeborg havde gjort opmærksom på, at det næste skilt, dét, der skulle få os væk fra landevejen og ind på en trampesti, nemt kunne overses. Vores øjne var konstant på vandring efter det blå skilt med den hvide vandringsmand.  Er det hér, lige efter Hesselagergårds hestefolde?  Eller er det hér, hvor vi skal vi hoppe over autoværnet og ind i skoven?  Heldigvis var vi tålmodige og snart dukkede skiltet op og leder os til højre, væk fra vejen. (Det var faktisk ikke så svært at se)

GRANSKOVE OG EN DUFT AF JUL

Små juletræer, mellemstore juletræer og store juletæer!
Vi gik igennem store områder beplantet med tusindvis af nåletræer, så langt øjet rakte. 

Duften af julegran hang i aprils forårsluft.

En simpel bro fører over Tange Å, da vi passerede en rydning i skoven.

JÆTTESTUEN I GRANSKOVEN

Vi travede afsted på trampestier og på skovveje. Vi nød turen og stilheden. Vi havde læst at området havde haft stor betydning i oldtiden, men vi fandt hverken flinteøkser eller romerske guldmønter.   

Men, så stod der en træpæl i vejsiden, med motivet af en stendysse.
En smal sti ledte os til højre, væk fra ruten, ind mellem mørke graner. 

Vi skulle ikke gå langt før vi var tilbage i fortiden. Vi trådte ud i en lysning med hele TO jættestueruiner fra yngre stenalder. Begge gravkamre var uden dæksten. 

Oprindeligt var der både sten og jordhøje over jættestuerne, men da N.F.B. Sehested fra Broholm undersøgte dem i slutningen af 1800-tallet, var de allerede ødelagt af udgravning og stenplyndring.  Til trods vandalismen var vi enige om at jættestuerne var fantastisk flotte, og ligger midt i en idyllisk og stille ‘kaffeplet’.   

Vores egen kaffe måtte imidlertid vente til senere. Det var for tidligt at holde hvil. Vi smuttede tilbage mellem granerne, og vendte tilbage til nutiden.  

BROHOLM OVERLEVEDE DE HÆRGENDE BØNDER

Få kilometer længere fremme krydser stien Svendborg-Nyborglandevejen. Vi var fremme ved næste herregård: Broholm. 

Vi fulgte stien, om bag hestestaldene og videre henover hestecentrets velplejede græsplæner. Der er flere mindestøtter for Broholms tidligere ejere. Blandt anerne finder vi N.F.B. Sehested, der gjorde mange oldtidsfund på sine jorde, og som byggede et lille museum til sin imponerende samling.

Det var tydeligt, at vi var kommet til et sted hvor hestesport prioriteres meget højt. Dog ikke højere end at flere skilte påbød at “ridning ikke er tilladt på plænerne”!! 

Os, der benyttede apostlenes heste (benene), holdt os også væk fra græsset. Vi travede videre, samtidig med at vi kastede et blik over på herregården Broholm. 

Ud til voldgraven ligger resterne af gamle udbrændte staldbygninger, der brændte for over 70 år siden. De vidner om, hvor dyrt det er vedligeholde gamle og ødelagte byggerier!

For nogle år siden blev broen over voldgraven renoveret, det var tiltrængt. Forhåbentlig vil der i fremtiden også blive økonomisk muligt at istandsætte de skæmmende brandtomter.

Broholm Gods er en af Danmarks ældste herregårde. Den kan spores tilbage til 1300-tallet og overlevede bondeoprøret i 1500-tallet.
Senere blev den ombygget i fredstid.

Broholm er kun blevet handlet én eneste gang i sin lange historie.
Handlen foregik i 1641 da Skeel-slægten blev de nye ejere af pragtgården.
I 1730 overgik Broholm til Sehested’erne, da Elisabeth Skeel giftede sig med Niels Sehested.
I dag er det 13. generation af Sehested-slægten, der ejer Broholm.  

Før vi fortsatte videre ud af Øhavsstien, passerede vi et smuk, blåt emaljeskilt.  Med adelig elegance indbød “Eventyrstien” til en lille rundtur, en ekstra krølle omkring Broholm og voldgravene.

Det er en af fordelene ved at gå den samme strækning to gange, frem-og-tilbage. Dét vi ikke nåede i dag, kunne vi udskyde til i morgen. 
Vi aftalte at vi ville opleve ‘Eventyrstien’ den efterfølgende dag.

HVOR OG HVORNÅR SKAL VI HOLDE HVIL?

Fra Broholm gik vi ad en markvej op til hegnet, der omkranser Gudme Golf Club. Golfbaner er altid så veltrimmede, og fra vores side af hegnet så banerne ekstra nysselige ud! Plænerne mindede mig om det græsgrønne klæde på et billardbord.  Det var som at se ind i en fremmed verden, hvor golfkøller, blev transporteret omkring i tasker på velsmurte hjul. 

Vi fulgte et vandløb, momentvis kunne vi høre suset fra køllerne sving, efterfulgt af mere eller mindre perfekte “pling”, når bolde blev skudt afsted. 

Hvor er det skønt, at vi hver på sin vis kan finde glæden ved at være ude i den friske luft. Os herude – dem derinde. To vidt forskellige verdner!

“Hvornår skal vi holde pause ?” (vi er ikke altid enige)
  • “Lad os gå 15 minutter længere”
  • “Lad os gå, til vi rammer 10 km”
  • “Lad os holde pause NU, ved dette dejligt, rislende vandløb”

Når vi er tre på tur, er der ofte, tre forskellige ønsker og meninger.  Heldigvis er vi, i vores lille treenighed, gode til at blive enige…om næsten alt. 

HVEM BESTEMMER HVOR DER SKAL PAUSES?

I vores vandregruppe følger vi devisen: Flertallet bestemmer, altså 2 mod 1.
Dog har den ene, der er i mindretal, altid mulighed for smide et trumfkort: vabler, tøjskift, træthed, tissetrang eller noget i den dur.
(Nogle gange, hvis kommer til et ishus, kan trumfkortet vise sig at være ønsket om at få sig en is!)
Trumfkortet er en slags ‘joker’, der kan tage mange former.

Beslutninger tages i fællesskab. Og, medmindre en af os råber “STOOOP”, så fortsætter vi fremad, og holder os til vores seneste beslutning.

Nogle gange vælger vi at fortsætte ‘lidt endnu’, hvilket normalt svarer til omkring 15 minutters gang. Så håber vi, at finde en fredelig, solbeskinnet plet.

Desværre blev den rislende bæk ikke til pausested.
Stien endte brat, og med et befandt vi os på en mindre landevej.

SMÅVEJE OG DEN SAVNEDE KAFFEPLET

Egentligt var det vel ikke så langt et stykke, at vi travede u’a’ småvejene. Men, efter et par kilometer blev det alligevel lidt surt. Vi savnede at komme tilbage på småstier, mark- og grusveje. Vi længtes efter en rolig kaffeplet, hvor vi kunne slå os ned.

Endelig nåede vi frem til et øhavsskilt, der viste os ind på en markvej.

500 meter længere fremme smed vi os i græsset, ved siden af et skævt bord-og-bænke-sæt.  Det var dejligt at få luftet tæerne.

Vi drak Primus-kaffe og spiste snacks, bestående af bananer, dadler og chokolade. Zif’en medbragte sit egen forplejning, i form af mad og vandskål. (jeg bar vores vand). Åh…hvor var det dejligt at hvile kroppen for en stund.

ØHAVSSTIENS VANDREFOLK PÅ TUR

Imens vi slængede os i græsset, kom andre vandrefolk travende forbi.
Først et par, der var på 1-dagstur fra Skårupøre til Lundeborg.  Transport-logistikken havde de løst ved at placere en bil i hver sin ende af ruten.  

Det næste vandrehold, var på vej i samme retning som os. De havde booket shelter i Vejstrup Ådal. Her ville de overnatte, og fortsætte til Svendborg dagen derpå.

Der er mange måder at vandre på: 
Nogle går lange dagsmarcher, andre går kortere strækninger.
Nogle går med rygsæk og telt, andre foretrækker at overnatte i shelter, Bed&Breakfast eller på hotel undervejs.   

Efter frokostpausen fortsatte vi med ny energi, ud over mark og eng.  Lærkerne slog triller og benene var atter friske og stærke.

Inden længe slog Øhavsstien igen ud på en mindre asfaltvej.  Heldigvis var der ikke meget trafik på småvejene, og de få biler vi mødte tog pænt hensyn til os.   

HERREGÅRDEN KLINGSTRUP X2

Vejen fører tværs igennem Ny Klingstrups gårdsplads.

Herregården Klingstrup kan spores tilbage til midten af 1300-tallet og har skiftet ejere flere gange. 

I 1600-tallet var Klingstrup ejet af Henning Valkendorf, der boede på den nærliggende herregård Glorup.  Da han døde, blev hans kiste sat i det kapel, som han havde ladet opføre i Odense Domkirke.    

Som lokalguide i Odense, finder jeg det interessant at ‘binde tråde’ mellem Odense seværdigheder og steder jeg besøger rundt omkring i ind- og udland. Valkendorfs Kapel kan stadig ses i domkirken.

Klingstrup ligger idyllisk ved Vejstrup Å, der er blevet genslynget for ganske nylig. De nye brinker er stenede og nøgne. Der har tidligere været en vandmølle på stedet. Klingstrups vandmølle er fjernet og åens vand ville således kunne løbe frit hele vejen til Storebælt, hvis der ikke havde været endnu en mølle: Vejstrup vandmølle.

På markerne ved Klingstrup vrimlede det med får og hoppende lam. De var nysgerrige, og så alligevel på evig vagt! Pludselig sprintede de afsted på usikre ben.
Det var varmt i forårssolen, mange små fårefamilier lå og flae’e u’ i solen. 

CORONA OG DET FRIE LIV

Vi vandrede i corona-foråret 2020.  Efter en våd og regnfuld start på året, var vi nået til april. I flere uger havde vi kunne glæde os over blå himmel, fuld sol og masser af forårsstemning.

Men, vi var også overskygget af dystre corona-skyer.
Den skrækkelige virus hærgede i hele verden. Vi skulle nu tilvendes en hverdag med forsamlingsforbud, hjemmearbejspladser, hjemmeundervisning og delvise nedlukninger af forretningslivet.

Heldigvis havde vi bibeholdt muligheden for at komme ud og i det dejlige forårsvejr. 

VI SER NED PÅ VEJSTRUP ÅDAL

Vi skulle senere gense Vejstrup Å, i bunden af en dyb tunneldal fra istiden.
I første omgang gik vi ikke langs med åen, – eller joh – vi travede afsted langs åen, men kunne knap nok se den.  Vi gik på en sti højt oppe. 
Vi kunne se ned på åen. Desværre var der alt for mange træer, der skyggede for ‘å-kigget’.  
Vi havde nok håbet på en bedre udsigt!
Om vi var vi skuffede? 
Tja, lidt, måske….

Heldigvis var der endnu ikke så mange blade på træerne.

VEJSTRUP HERREGÅRD OG VANDMØLLE

Stien førte os til Vejstrup Vandmølle, der ligger ved en fin mølledam.
I baggrunden ligger Herregården Vejstrupgaard. Det er den fjerde herregård vi møder på vores vandretur.

Vejstrupgaard kan spore sin historie tilbage til 1300-tallet og har haft mange forskellige ejere i årenes løb. Den var oprindelig en hovedgård i den landsby, hvorefter den har fået sit navn. Den nuværende hovedbygning blev opført i 1700-tallet.

Vi skulle ned ad en stejl trappe. Trinene var slidte og udhulede, men en trappe var det, og heldigvis med et gelænder at støtte sig til.

VANDRING I VEJSTRUP ÅDAL

Vi var nu nået frem til den bedste del af vores vandretur: Vejstrup Ådal.
Det var som at blive budt indenfor i en eventyrverden, beboet af trolde og nisser. Stien i ådalen er 3 kilometer lang, og ufattelig smuk!

(Der er i øvrigt en flot shelter i Vejstrup Ådal, se her)

Stien var smal og til tider smattet. Væltede træer lå over åen, såvel som over stien.  Nogle steder måtte vi ned på alle fire, og kravle igennem efeu og bladhang. Det er ikke helt let med en rygsæk på ryggen!

Om stien altid er som en forhindringsbane? Det ved vi ikke…
Vi talte imidlertid på en flok, der havde sommerhus i nærheden. De fortalte at det var allerførste gang, de havde held til at gå hele turen gennem å-dalen. Andre gange opgivet, da stien havde været for mudret og glat.

Vejstrup Ådal er en billedskøn tunneldal, der blev skabt af en gletscher under den seneste istid.  Nogle gange var vi tæt ved åen, andre gange bevægede stien sig op og ned ad stejle skrænter.
Her i foråret var skovbunden fyldt med hvide og gule anemoner, små violer og bleggule kodrivere.  

Åens vand er klart og rislede sagte. Det var dejligste oplevelse at gå denne strækning af Øhavsstien. Sceneriet er helt anderledes end hvad vi tidligere har set på Fyn. 

Vi holdt pause ved en lille bro, hvor vi slog os ned på en nysavet stamme. Den lå så fint og lignede en bænk.

Vandresko og sokker blev hurtigt smidt, og snart sad vi igen og luftede tæerne.  Det er altid godt at få frisket fødderne, de gør et stort fodarbejde med at få os frem. 
Vi tændte for primussen! Det er hyggeligt når gassen blusser og vandet bobler. Snart er kaffen klar!

SOLGULE RAPSMARKER

Fra ådalen og skovens lysegrønne løv, gik turen videre ud i de åbne landskab. På markerne blomstrede de solgule raps. Himlen var skyfri.
Vi befandt os igen på småveje.


Efter et stykke vej viste ‘den lille vandringsmand‘ os af til højre. Vi slog ind på en lille sidevej, der lidt længere fremme blev til en trampesti. Der var en flot udsigt over Skårupøre Sund, der glitrede i solens stråler. Målet var nær.

 

Vi skulle overnatte i Åbyskov, der ligger ved vandet, 7-8 kilometer før Svendborg. Det var blevet tid til at forlade Øhavsstien og gå i retning af vandet.

Da vi nåede ned til Skårupøre Strandvej, gik vi i retning af Åbyskov. Det var dejligt igen at gå langs med vandet. Vejen løber mellem husene til den ene side og kysten til den anden. 

Den lille Havfrue hvilede sig på en stor sten, der lå i det lave vand. Hun må være i nær familie med havfruen på Langelinjekajen i København. 
De har en eventyrlig lighed med hinanden.

I TELT UNDER STJERNERNE

Det var luksus at få lov at telte i en privat have, med adgang til et varmt toilet og masser af vand. Vores lille lejr, der bestod af 3 små telte, blev hurtigt etableret. Bagefter hyggede vi os med mad, god vin (hældt på 1/2-liters plastflasker) og øl.   Temperaturen faldt hurtigt, og selvom vi havde taget soveposerne med udenfor, blev det snart så koldt, at vi sagde godnat og gik til ro.   

Natten var sort og stjerneklar. Det opdager jeg, om natten skulle tisse. Jeg smuttede i klip-klapperne, og trissede op til ‘vores’ varme toilet i huset. Lidt spøjst var det alligevel: at sove i telt i en baghave, og liste ind på toilettet om natten.

……….

FREM-OG-TILBAGE ….er ‘næsten’ lige langt

Vi vågnede til en kold morgen – smuk og vindstille.  Vi sad i haven med primus-kaffe og havregrød, uldne underbukser og vanter.  Så hyggeligt det var!  Vi havde ikke travlt, men pakkede stille og rolig vores grej. Ved 9-tiden brød vi op og gik hjemad mod Lundeborg.  

Turen var den samme – blot gik nu vi direkte ind i land, og sprang turen på kystvejen over. Således sparede vi 3 kilometer. 

“Pause-pletterne”
DAG 1:
1. pauseplet: (11,5 km) Efter Kilen (cirka 3 km efter Broholm)
2. pauseplet: (+ 9 km) Vejstrup Ådal (ved den sidste lille bro)

DAG 2:
1. pauseplet: (7 km) Vejstrup Vandmølle
2. pauseplet: (+8,5 km) “Hvileskoven” på “Eventyrskoven” ved Broholm

Du kan læse meget mere om Ø-havsstien hér (vi gik ‘kort 3’)

EVALUERING (max 5 telte ⛺⛺⛺⛺⛺)

Kommentar
LUNDEBORG – ÅBYSKOV⛺⛺⛺⛺
Distance53 kmDAG 1: Lundeborg – Åbyskov (28 km) 
DAG 2: Åbyskov – Lundeborg (25 km)
Afmærkning⛺⛺⛺⛺⛺Rigtig god. Synlige skilte.
Underlag⛺⛺⛺Lidt strand + skov-, mark, trampestier. Bemærk: Flere strækninger ad små landeveje undervejs.
Kirker (kultur + vand/toilet)Lundeborg Kirke + Brudager Kirke + Vejstrup Kirke. OBS: Kirkerne ligger ikke direkte på ‘sporet’, men der kan eventuelt tages afstikkere fra ruten, vi gjorde det ikke – blandt andet fordi vi gik i en tid, hvor kirke-toiletter var midlertidig aflåst på grund af corona
DrikkevandVandposte:  Vi så ingen
Indkøb ⛺Lundeborg købmand – derudover så vi ingen på ruten.
OvernatningShelter, smukt ved Vejstrup Å
(vi overnattede der ikke)
Campingpladser i Lundeborg
BEDSTE ETAPE⛺⛺⛺⛺⛺VEJSTRUP Ådal
Afstikker (1)⛺⛺⛺Oldtidsgrav – stille idyl, dejlig kaffeplet
Afstikker (2)⛺⛺⛺Eventyrstien v/Broholm – stien er lidt ‘træt’, dejlig kaffeplet ved voldgraven
Bonustip⛺⛺⛺⛺Besøg Damestenen ved Hesselager, nær Lundeborg = DANMARKS STØRSTE STEN
Damestenen

Er du blevet nysgerrig og har du lyst til at følge flere af vores ture på Øhavsstien:

Ballen Havn til Svenborg (27 km) – endagstur
Svanninge Bjerge til Præstens Skov (22 km) – endagstur
Klæsø og Henninge Nord til Spodsbjerg (2 x 25 km) – overnatningstur
Stengade Strand til Lohals (2 x 30 km) – overnatningstur