Tag med på vores fantastiske tur på Fur – øen rundt i vandkanten (31 km) – med en afstikker til Fur Bryghus.
Hvem er vi? To kolleger/veninder + 1 hundi

• Vores tur til Fur fandt sted den 3.–5. juli 2026, ugen før Fur Rundt, som altid afholdes den anden lørdag i juli.
• Tre uger senere, den 25. juli 2026, blev Fur optaget på UNESCOs Verdensarvsliste.

Den ‘officielle’ rute Fur Rundt er 22 kilometer, og vi tænkte, måske lidt naivt, at den gik hele øen rundt.
Det viste sig imidlertid, at vores egen version af “Fur Rundt” blev noget længere, 31 kilometer – inklusive en lille afstikker til Fur Bryghus.
Vi nød hvert eneste skridt og ville ikke have undværet et eneste af dem. Også selv om turen undervejs bød på våde fødder.

Fur og rejsen dertil (fredag)

Inden vi begiver os ud på turen, vil jeg lige kort introducere den lille Limfjordsø på 22 km2, med færre end 1.000 indbyggere. Øen er især kendt for sine spektakulære molerskrænter, Fur Bryghus, Fiskeparaden og den blinde guide John Brinch Bertelsen. Desværre nåede vi ikke at møde John. Til gengæld fik vi talt med mange andre undervejs, og overalt blev vi mødt af venlige og imødekommende mennesker.

Fur kalder sig selv for Danmarks smukkeste ø, og det er ikke svært at forstå hvorfor. Vi oplevede den som både utrolig smuk, fredelig og forholdsvis uopdaget. Det kan selvfølgelig have ændret sig, efter at Fur den 25. juli 2026 blev optaget på UNESCOs Verdensarvsliste.

Det tager kun 4-5 minutter at sejle over Fursund mellem Branden i Salling og havnen på Fur..

Prisen er yderst rimelig: 120 kr. tur/retur for en personbil. Hele beløbet betales ved udrejsen, og returrejsen er dermed inkluderet.
Havde vi valgt at lade bilen stå i Branden og gå ombord som fodgængere, ville færgeoverfarten have været ganske gratis.

Færgen sejler i døgndrift, så vi tog det stille og roligt hele vejen fra Odense, op gennem Jylland. Ved færgelejet var færgekøen til at overskue, der holdt et par biler foran os, og der kom kun få yderligere efter os. Vi sejlede til Fur kl. 19:05, og der var rigeligt med plads til alle ombord.

Der blæste en hård vind fra vest, så det susede i bølgerne. Og i håret, når man vovede sig ud på det åbne bildæk. Vi ankom til en mennesketom havn, hvor det meste syntes lukket….

Overnatning i den gamle svinesti/hønsehus

På denne tur havde vi besluttet os for at overnatte i et Airbnb. Valget var faldet på et lille, hyggeligt hus et par kilometer fra havnen. Huset havde ved første øjekast set helt perfekt ud i annoncen. Det var en renoveret, tidligere svinesti og hønsehus. På loftet havde manden i gamle dage siddet og bødet garn. Det var vældig charmerende. Både huset og dets historie.

Der var bare lige den detalje, at huset, viste det sig, kun at have én seng, og den var bestemt ikke særlig bred. Annoncen lovede ganske vist både soveværelse og stue, men virkeligheden var en anden. Vi kunne ikke gøre andet end at grine af situationen.

Et lille nødtelt havde nok været rart, at have haft med i bagagerummet. Men det lå derhjemme i Odense.
Den nat kom vi til at sove tættere, end vi i vores vildeste fantasi havde forestillet os. Ja, nærmest i ske.
Heldigvis gik det okay, og vi fik begge sovet.

Første aften på Fur – en tur på havnen

Vi bar vores bagage ind, satte os et øjeblik ved bordet og faldt til i vores nye hybel.
Derefter gik vi en tur til havnen for at se nærmere på omgivelserne. Samtidig var det ved at være tid til at finde noget aftensmad. De nødder, vi havde siddet hygget os med, kunne trods alt ikke gøre det ud for et måltid.

Klokken nærmede sig 21, og vi var godt klar over, at chancen for at finde en åben restaurant var begrænset. Allerede da vi ankom et par timer tidligere, havde vi fået et indtryk af at byen var ved at gå til ro.

På vores aftentur passerede vi La Mare Furiosa Pizzeria i Nederby, Furs hovedby.

“Vi har egentlig åbent til klokken 22,” fortalte de, “men kommer der ingen kunder, lukker vi tidligere. Vi vil gerne nå færgen klokken 21.”
Vi lod blikket glide rundt i pizzeriaet, byens tidligere bageri. Der var ingen tegn på, at flere gæster var på vej.

Vi bestilte og betalte derfor en pizza, og aftalte at de bare kunne stille den på et bord i baghaven. Så ville vi hente aftensmaden på vejen tilbage til huset, mens de kunne lukke pizzeriaet og nå færgen.

Det var en smuk aften, og vi nød stilheden. Havnen var øde, udover et par biler der smuttede ombord på færgen. Det er dejligt bare at sætte tempoet helt ned i et roligere gear. Vi gik forbi Brugsen, der var lukket. Brugsen lukker hver dag kl. 19.45, og vi kunne ikke lade være med at spekulere på, om det så var nøje afstemt med personalet kunne nå klokken-20-færgen.

Det var som om, at færgens sejlplan satte rytmen for hverdagen på Fur.

Pizzaen stod som aftalt klar bag pizzeriaet. Og jeg skal hilse og sige, at den var rigtig, rigtig god.
Vi nød hver eneste bid.

VANDREDAG – TUREN RUNDT OM FUR (Lørdag)

Vores oppakning var vores små rygsække med det allermest nødvendige, blandt andet vabel-kittet, som altid er en god idé at have med. Samt primus, kopper, vand og instant-kaffe.

Vores vært kiggede forbi, vi havde forgæves forsøgt at kontakte ham dagen før. Han lovede at komme med en madras og ekstra sengetøj i løbet af dagen. Han var både flink og imødekommende. Han anbefalede os at gå øen rundt i retning “med uret”, så vi fik den lange strækning langs nordkysten i medvind. Det lød som en rigtig god idé, og vi fulgte hans råd.

Fur Fiskeparade – en Fur-nøjelig oplevelse

Allerede da vi ankom i går, mødte vi de første fisk ved færgelejet. Og på vores lille smuttur efter pizza var vi støt på endnu flere. Selv ved vores ‘eget’ lille hus stod der flere fisk og bød os velkommen.

De var alle forskellige – ens i formen, men vidt forskellige i udtryk. Små kunstværker skabt med kreativitet og fantasi. Fælles for dem alle er, at de er en del af Fur Fiskeparade.

Siden 2007 har fiskeparaden været en farverig del af øens identitet. Hvert forår vender fiskene tilbage efter vinterhi, samles i en stor stime og finder derefter nye sommerstandpladser rundt omkring på Fur.

Fiskene er blevet et varemærke for Fur og har fået stor opmærksomhed både i lokalradioen, men også i regionale og landsdækkende medier.

Moler, hajtænder og forstenet træ

På vej til Brugsen for at proviantere, primært chokoladekiks og hundegodbidder, stak vi hovedet ind på Fur Museum.

Vi så os om i foyer-området, der også rummer en spændende butik. Af den venlige dame i billetskranken fik vi fortællingen om øens helt unikke moler, hvor blandt andet Knudeklint rummer nogle af verdens bedst bevarede fiskefossiler fra tiden kort efter dinosaurernes uddøen.

Molerlagene fortæller samtidig historien om store klimaforandringer for omkring 56 millioner år siden og giver forskerne et unikt indblik i, hvordan livet på Jorden blev påvirket, da klimaet dengang ændrede sig markant.

Allerede i 2016 pegede forskere på molerklinterne ved Fur og Mors som så særlige, at de burde være Danmarks kandidat til UNESCOs Verdensarvsliste. Da vi besøgte Fur, fik vi at vide, at ventetiden snart var ovre, og at en endelig afgørelse var lige om hjørnet.

Og ganske rigtigt, blot tre uger efter vores besøg, den 25. juli 2026 blev molerlandskaberne på Fur og Mors optaget på UNESCOs Verdensarvsliste.

Hvad er moler? – og hvad gemmer det på?

Moler er en helt særlig type lerjord, som består af en blanding af fint ler og enorme mængder mikroskopiske kiselalger. Det blev dannet på havbunden i et varmt havområde for omkring 55-60 millioner år siden. Længe, længe før der var noget der hed Danmark, sank små alger til bunds, når de døde. Og over millioner af år er lagene presset sammen og blevet til de karakteristiske lyse molerlag, man i dag kan se på blandt andet Fur og naboøen Mors.

Det særlige ved moleret er, at det har bevaret utroligt mange fossiler. De fine lag indkapslede døde dyr og planter og beskyttede dem mod nedbrydning.
I dag findes nogle af verdens bedst velbevarede fossiler af fisk, insekter, fugle og planter i moleret på Fur og på Mors.

Jeg samlede et lille stykke moler op fra en hylde. Det var til salg, men vi var jo på vej ud til klinterne, hvor vi selv kunne finde og samle små stykker op, hvis skulle vi få lyst til en souvenir.

Det overraskede mig, hvor let den lille klump var. Den vejede næsten ingenting, men kunne samtidig være fyldt med historier fra en fjern fortid.

Turistinformation, et nyt Ø-pas og en advarsel!

Allerede nu vidste vi meget mere om “vores weekend-ø”.
Det hele var så spændende, at vi havde svært ved at løsrive sig fra museet. Men vores dagsprogram kaldte. Der skulle provianteres, og vi ville også et smut forbi turistinformationen.Om ikke andet, så for at få det eftertragtede stempel i ø-passet.

Mit eget ø-pas var dog forblevet derhjemme i Odense. Det skulle naturligvis ikke forhindre Fur i at blive officielt ført til protokols, så jeg investerede i et nyt pas til samlingen.

I turistinformationen fik vi også en lille advarsel med på vejen.
“Den megen blæst har bragt så meget vand med sig, og det vil ikke være muligt at komme omkring Knuden,” fortalte hun. “I hvert fald ikke, hvis man er på cykel.“
Hendes anbefaling var derfor klar: Vi skulle ovenom Knuden. Til gengæld skulle vi så være opmærksomme på skræntskred og holde os væk fra kanten, da jorden kunne være undermineret efter det våde og blæsende vejr.

Det var ikke helt den besked, vi havde håbet på, når planen var en tur så tæt på vandet som muligt.
Heldigvis var vi ikke på cykel….

På vej … Pulse Vig og videre frem

Kl. 12
Selvom vi var kommet afsted i god tid, havde alle vores små svinkeærinder hapset et stykke af tidsplanen. Således var det blevet middagstid, da vi begav os rigtig afsted.

Ruten havde vi aftalt hjemmefra: Vi ville gå så tæt på vandet som muligt – naturligvis.
Det var jo hele idéen med vores tur “Fur Rundt”.

Fra færgehavnen i Stenøre fortsatte vi, præcis som vores airbnb-vært havde anbefalet, “med uret”, videre langs stranden ved Pulse Vig.

Sandet var både våd og blød. Om det altid er sådan, ved vi ikke. Det kunne være en følge af det gårsdagens kraftige blæsevejr, som havde presset ekstra meget vand ind over den flade sydkyst. Vi gik på stranden, så godt det lod sig gøre. Flere steder havde vandet dannet små indsøer i sandet, nogle strækninger helt op til det grønne strandgræs.

Harvarp Odde blev rundet i raske skridt, og herfra ændrede kysten karakter. Sandet blev fastere at gå på, og stranden fyldt med store, tomme østers- og muslingeskaller, som havet havde skyllet op.

Gammel Havn, månefisken og museet i det røde bundgarnshus

Kl 12:30 (6 km)
Den tidligere havn, Koldkilde Havn fra 1911, er et af de steder på Fur, man bør opleve. Stedet er let at få øje på, da det gamle havneanlæg stadig ligger der. Selv om det for længst er ophørt med at være sejlbart.
Et rødt træhus lyser op mellem alt det grønne.
Det tidligere bundgarnshus fungerer i dag som et lille museum.

Da fiskere anlagde havnen glemte de at tage højde for de lokale vindeforhold, bølger og vandstrømme, der fører sand ned langs kysten. År for år sandede det hele mere og mere til, og på bare 50 år dannedes en hel ny kystlinje.
Til sidst måtte Koldkilde opgives, og i 1950’erne blev den afløst af den nuværende havn.

Et møde med den fossile månefisk

Vi kunne ikke undgå at blive fascinerede af den flotte jernskulptur af en månefisk. Den fiskebenede silhouet er udført af kunstner Poul E. Nielsen fra Spøttrup i Salling, og refererer til et fossil der er fundet i Furs molerstrænter.
Værket er en af flere kunstneriske fossiler, der er lavet med udgangspunkt i øens rige samling af 55 millioner år gamle fund i moleret.

Museet var åbent, så vi gik indenfor . Der var en fin udstilling om havnens historie, limfjordsfiskeriet og strandens muslingeskaller.

Gamle, stoppede sokker, narreværk (en slags bundgarn) og andet fiskegrej, sort/hvide fotografier og små fortællinger gav et os indblik i en svunden tid. En tid, hvor intet gik til spilde, og hvor hverdagen var præget af nøjsomhed, hårdt arbejde og et liv tæt knyttet til fjorden.

En afstikker til bryghuset – tid til en forfriskning

Vi var nu cirka halvvejs på strækningen mellem Harvarp Odde i syd og Furs største geologiske seværdighed, Knudeklinterne i nordøst.

Turen havde været en fornøjelse, og uden tegn på de oversvømmelser, vi var blevet advaret om. Alligevel valgte vi at følge et råd vi var blevet indprintet af informationsdamen: “Fra Gammel Havn skal I ikke fortsætte langs kysten. Blæsten kan have presset så meget vand ind, at det vil være umuligt at komme videre”.
Derfor skulle vi nu følge en alternativ rute:
“Når I kommer til Gammel Havn, skal I følge vejen ind i land, og dreje til venstre mod bryghuset,” lød vores guidelines.

Så det gjorde vi.
Når man er på udebane, er der god grund til at lytte til de lokal. De kender både landskabet og de mulige udfordringer. Desuden var der et skilt ved Gammel Havn, der pegede i retning af øens kendte bryghus. Vores næste mål!

Vi gik i vejsiden ad en meget stille og nærmest ikke-trafikeret vej. Undervejs passerede vi marker med byg, havre og raps, og flere steder dukkede de farverige Furfisk op.

Det viste sig imidlertid at være en lille omvej, vi ikke helt havde gennemskuet og nok heller ikke have behøvet. Ingen steder stod der kilometerangivelser på skiltene mod bryghuset, og i begyndelsen faldt det os slet ikke ind at tjekke et kort. Vi fulgte bare skiltene.

Først da det begyndte at føles lidt mærkeligt, at vi havde passererede endnu et skilt uden at være fremme, fandt vi kortet frem. Da gik det op for os, at turen var noget længere end forventet.

Fur Bryghus – øl, pomfritter og nye planer

Kl. 13:30 (10 km)
Vi var spændte på endelig at se det berømte bryghus, som ifølge dem selv brygger øl på det helt særlige fossilvand fra Fur. Flere havde sagt til os, inden vi tog afsted på weekendtur: “Så skal I huske at besøge bryghuset.“

Nu var vi her – og det levede bestemt op til forventningerne. Det var hyggeligt, afslappet og lige præcis det sted, vi havde lyst til at lande! Og øllene? Ja, de var faktisk rigtig gode!

Der var en dejlig stemning ved bordene på terrassen, og tjenerne fandt hurtigt et fint lille bord til os, med plads til hundi ved fødderne. Hun fik også en skål med frisk vand, og så var både fir- og tobenede gæster godt tilfredse.

Mens vi sad i solen med øl og snacks, blev vi enige om, at vi hellere ville gå turen videre langs kysten. Vi var hverken på cykel eller bange for at få våde fødder. Lad det briste eller bære. Var vandstanden helt gal, kunne vi altid vende om.

Ingen af os havde lyst til at gå glip af Knudeklint med de karakteristiske mønstre i moleret.

Digesvaler og strandskaller

Kl. 15
Vi brugte nok lidt for lang tid på bryghuset, men pyt – det var jo så hyggeligt. Til gengæld var der ikke langt til stranden, og snart fandt vi tilbage i den rytme, vi havde haft tidligere på dagen, da vi gik langs vandet. Det var godt at være tilbage.

Snart dukkede de første klinter op, og vi begyndte straks at beundre de flotte mønstre, der tegnede sig i skrænterne. Små, vimse digesvaler fløj ud og ind af deres huller.
De er simpelthen så søde – og næsten umulige at fotografere.

Der var både sand, skaller, kløer og sten på stranden. Måske gemte der sig også fossiler mellem dem – vættelys, forstenede søpindsvin og andre spændende sager. Men ingen af os er særligt gode til at få øje på den slags, så hvis der lå fossiler under vores fødder, så ligger de der nok endnu.

Knudeklint – et vidunder i særklasse

Kl. 15:30 (12 km)
Vi nærmede os nu de helt store seværdigheder på Fur, først Lille Knudshoved, Furs vestligste punkt, og senere Knudeklinterne.

Og ja, det begyndte også at blive mere ufremkommeligt. Men ikke mere, end det kunne klares. Vi var glade for, at vi ikke var på cykel, for så havde det været betydeligt mere udfordrende at komme frem.

Der var nogle forhindringer, der var skyllet op på land – stammer, grene og andet drivtømmer. Og stranden blev efterhånden smallere. Til sidst var der ikke anden vej end at vade ud i vandet, der nåede os til midt på læggene. Dybere blev det ikke. Vi var for alvor på tur i vandkanten.

Synet, der mødte os, da vi kom helt tæt på klinterne, var fuldstændig betagende. Flere gange måtte vi nærmest knibe os selv i armene for at forvisse os om, at det virkelig var sandt – og at vi faktisk befandt os i Danmark.

Igen og igen priste vi os lykkelige for, at vi havde valgt at gå strækningen langs vandet, og ikke var blevet på oppe på stien. Udsigten deroppefra var helt sikkert også smuk, men hernede stod vi ansigt til ansigt med naturens kunstværker og kunne opleve det helt tæt på. Det var en beslutning, ingen af os fortrød.

De farverige, bølgende mønstre i skrænterne er skabt i en fjern fortid. Istidens gletsjere pressede lagene af moler og vulkansk aske sammen og foldede dem til de kunstværker vi kan beundre i dag.

I alt kan man se omkring 200 lag vulkansk aske i moleret. Askelagene blev dannet under gentagne vulkanudbrud i forbindelse med åbningen af Nordatlanten mellem Grønland og Norge.

Det er næsten ikke til at forestille sig. Det må have været et voldsomt inferno af ild, lava og aske.

De røde sten på stranden har formodentligt deres farve fra jernholdige mineraler, som er blevet iltet. Lidt som rust.

Furs Rainbow Mountains

Vi gik fra det ene vidunder til det næste. “Se lige her!” – “Se dette!” – “Fantastisk!” – “Wow!”

Af og til måtte vi en tur i vandet for at komme rundt om en pynt. Men det gjorde ikke noget. Vi var bare spændte på, hvad der ventede os længere fremme. Det hele var så imponerende.

Knudeklint er Furs version af Rainbow Mountains. Og netop som vi næsten var nået til enden af dette imponerende naturværk, blev vi mødt af klintens helt egen farvepalette. Det føltes næsten, som om Knuden havde gemt en sidste, flot afskedssalut til os, inden den igen gav plads til stranden.

Det porøse moler er så blødt, at man let kan brække det fra hinanden med fingrene. Vi kunne ikke lade være med at tage et par små souvenirs med hjem fra nogle af de større stykker, der lå på stranden. Moler er utrolig let, så den lille geologiske samling var ikke en tung last at bære med videre.

Kl. 16
Det havde taget os en lille halv times tid at gå forbi de flotte skrænter, som havde fascineret os så meget med deres mønstre, farver og striber. Pludselig var det slut, og foran os åbnede sig den flade strand.

Den Røde Sten – et sovende kæmpedyr

Kl. 16:20 (14 km)
Vi fortsatte videre fremad på stranden, der var både sandet og stenet. Det var lidt forskelligt, hvor det var lettest at gå. Efter cirka 20 minutter nåede vi frem til den røde sten. Den minder om et sovende kæmpedyr, der er kravlet ud fra skrænten og med snuden i vandet har lagt sig til rette på stranden for at hvile.

Stenen består af sand og grus fra smeltevand, som med tiden er blevet bundet sammen af jernholdige forbindelser fra moleret. Når stenen udsættes for vand og luft, reagerer jernet med ilten og oxiderer, som jern der ruster. Det er denne proces, der har givet stenen dens flotte røde farve.

Kaffe med udsigt

Kl. 16.30 (15 km)
Vi var efterhånden blevet kaffetørstige og begyndte at holde øje med et sted, hvor vi kunne slå os ned til et lille hvil. Men det viste sig ikke at være helt nemt at finde et sted med tilstrækkeligt læ til, at man kunne sidde godt.

Så vi blev enige om at prøve noget nyt: at forlade stranden. Da vi nåede en trappe, der førte op på toppen af skrænten, tænkte vi, at det måtte være nu, udsigten skulle nydes fra oven.

Minsandten, om der ikke stod et bord- og bænkesæt! Ovenikøbet lidt i læ og med den fineste udsigt over vandet. Det kunne ikke være bedre.

Vi fik tændt op i den lille gasprimus, og snart stod der frisklavet instantkaffe i kopperne. Mens vi nød kaffen og udsigten, blev kortet studeret. Dagen var stadig ung, og vi havde tilbagelagt omkring halvdelen af ruten, men alligevel faldt snakken på aftensmad.

Skulle det være pizza igen? Eller hvad mon Fur ellers kunne byde på af spændende spisesteder? Måske en boghvedepandekage på “På Herrens Mark”? Det lød lækkert – og måske kunne det nås inden lukketid?

Østklinten fra udsigtstien

Da vi nu var kommet op i højden, besluttede vi os for at blive heroppe og tage det næste stykke lidt fra oven. Det var fint at opleve kysten fra et andet perspektiv, og samtidig var stien dejlig at gå på.

Dette er ikke en rødvin

….det var cider – og flasken, der ikke indeholdt rødvin, var blot én af flere spændende cider-varianter. Desværre var flaskerne, i modsætning til molerstykkerne, betydeligt mere bøvlede at transportere videre. Men måske kunne vi vende tilbage dagen efter og hente et par smagsprøver med hjem.

Ned til kysten ved Langstedshullerne

Kl. 17:30 (16 km)
Vi var nået frem til Langstedhullerne, et fascinerende system af forgrenede erosionsdale, formet af naturens kræfter efter den sidste istid. Kraftige regnskyl sendte vand ned over skrænterne og skar dybt ned i gennem terrænet og videre mod stranden

Nu ville vi ned vandet igen, og en lang trappe førte os ned gennem Langstedhullerne. På vej ned skiftede landskabet karakter. Vi forlod den åbne, lyse top og bevægede os ind mellem de mørkere, bevoksede skrænter, hvor erosionsslugterne skar sig ned gennem landskabet og videre ned mod den flade strand.

Færker Odde – Furs nordøstligste punkt

Kl. 18:30 (21 km)
Turen fortsatte videre, og underlaget skiftede mellem sten og sand. Nogle steder gik vi helt nede ved vandkanten, andre steder lidt højere oppe på stranden. Vi havde flere gange undervejs talt om at tage en dukkert, men hver gang blev det udskudt. Til sidst var det kun Hundi, der fik fornøjelsen af en tur ud i bølgen blå.

Sand og grus fra klinterne på nordkysten er gennem årtusinder blevet transporteret videre mod øst. Her har det samlet sig, og dannet den lange Færker Odde, der med lidt god vilje kan den kaldes Furs Skagen.

Snakken gik, og kilometerne forsvandt ubemærket under fødderne. Nu bevægede vi os ud på den lange, flade odde for at runde spidsen, hvor bølgerne slog ind fra begge sider . Næsten som på Danmarks nordligste spids.

Sand, sandaler, vabler og slidsår

Det første, vi bemærkede, var de mange soltørrede vandmænd, der var skyllet op på stranden og nu var fordampet under solens varme stråler. Tilbage lå kun de runde, flade aftegninger i sandet, med de lilla »øjne« som små kunstværker i sandet. Det næste, vi bemærkede, var vores fødder…

De mange skridt på stranden havde sat deres spor. Små sandkorn havde sneget sig ind mellem såler, sandalremme og bare fødder og slidt på huden.

Vi havde egentlig ikke lagt mærke til det undervejs. Men da vi nu bevægede os ind i det mere stille bugtområde, var det, som om opmærksomheden pludselig blev rettet mod de små ømme punkter. De begyndte at brænde for hvert skridt.

Heldigvis havde jeg mit vabelkit med i rygsækken. Vi tog derfor et lille hvil, spiste et par kiks og nød udsigten, mens fødderne fik et tiltrængt eftersyn.

Der var en del flere små gnidsår, end vi havde mærket undervejs. Men nu fik de alle en kærlig omgang pleje med Tensoplast, inden vi igen var klar til at fortsætte.

Færker Vig – meget større end først antaget

Fra vores “plejestation” kunne vi skue ud over Færker Vig mod en fjern kyst på den anden side af vandspejlet. Var det Salling, altså fastlandet, vi kunne ane i det fjerne? Eller var det den modsatte side af vigen?

Kl. 19:30 (25 km)
Næsten fire kilometer længere fremme nåede vi frem til vigens modsatte spids. Præcis det stykke land, vi havde siddet og betragtet på afstand.

Der manglede stadig et stykke vej, før vi var kommet hele vejen omkring Fur. Solen var på vej ned, minutterne gik, og vores fine plan om boghvedepandekager på På Herrens Mark måtte efterhånden revurderes. Tidsoptimisterne måtte lægge nye planer.

Brugsen ville også være lukket, når vi nåede frem, så den mulighed kunne også streges på listen.

Sankt Mortens Kirke i sigte

Snart fik vi øje på det hvide kirketårn i Nederby, Furs største by. Så kunne vi næsten se hjem, men vidste samtidig at turen dertil skulle ind omkring Fursund.

Vi ringer efter en pizza

kl. 20:30 (27 km)
Gårsdagens pizza havde været rigtig fin, og at vi havde tillige fået en superfin betjening i det tidligere bageri. Og så slog det os: Personalet ville jo gerne nå Fur-færgen tilbage til Salling klokken 21, hvis der ikke var udsigt til flere gæster i restauranten.

Vi ringede derfor til dem, bestilte den samme pizza, betalte med MobilePay. Og aftalte, at de stillede den på havebordet i baghaven, præcis som aftenen før.

Aftensmaden var dermed sikret, og vi kunne i ro og mag fortsætte turen og nyde de Fur-nurlige fisk, der igen var begyndt at dukke op langs vores vej.

Kl. 21:00 (30km)
Som aftalt stod vores pizza på havebordet bag pizzeriaet. Herfra var der kun et kort stykke hjem til vores lille logi.

Kl. 21:30 (31 km)
Husværten havde som aftalt været forbi og lagt en madras på den sparsomme gulvplads. Dermed var der sørget for en ekstra soveplads, og vi kunne se frem til en nat i hver sin seng. Det var en bedre løsning end den smalle seng vi havde delt natten før.

En herlig afslutning på en fantastisk dag med en masser af gode oplevelser. Nu rundede vi den af på bedste vis med hente-pizza, rosévin og forskellige snacks. Snakken gik om alt det vi havde set og oplevet undervejs, samt selvfølgelig nogle andre småting, der hører under den private sfære.

Der var også nogle seværdigheder, vi ikke havde nået. Boghvedepandekagerne, Mændenes Museum, Bispens Hue og Bette Jenses Hyw, blot for at nævne nogle af dem… Det måtte vi råde bod på i morgen – og så skulle vi også have prøvet ‘vores’ udendørs bruser under trækronerne.

På Herrens Mark, bispehue og meget mere (Søndag)

Kl. 8
Vi sov, til vi vågnede efter en god nats søvn. Tung og godt havde vi sovet, efter lørdagens friske luft og de mange tilbagelagte kilometer langs Furs kyster. Det var skønt med et forfriskende spaophold under udebruseren i den lille lund bag huset.

Der er ikke noget bedre end at stå under en varm bruser i det fri, omgivet af træer og frisk morgenluft.

Efter badet drak vi en kop kaffe, pakkede vores sager i bilen, sagde farvel til det lille, hyggelige hus og satte kursen mod nye eventyr. (…. nu i bil). Planen var at udforske dele af Fur, som vi ikke nåede på kystvandringen.

Vi kunne have fortsat vores vandreeventyr, men vi ville se det hele! Og tiden var knap.

• Bette Jenses Hyw
• Bispehuen
• Molermanden
• Den Grå Sten
• Boghvedepandekager på Herrens Mark
• Museet for Mænd
• Fur Kirke

Bette Jenses Hyw er væk, nu er der en ny

Kl. 10
Omtrent midt på øen, tæt ved Furs største aktive kommercielle molergrav, ligger en samling gravhøje. På kanten af den store molergrav, lå indtil 1962 Bette Jenses Hyw.

Det var dengang øenss højeste punkt, men da højen ikke var fredet, blev den i 1962 i udgravet for at give plads til den industrielle molerudvinding. Dermed forsvandt Furs oprindelige højeste punkt. Navnet var imidlertid for godt til bare at blive glemt. En anden af højene i området overtog derfor senere navnet, og sååledes kan man stadig besøge Bette Jenses Hyw – om end det ikke længere er den oprindelige høj.

Vi bemærkede, at en af de andre gravhøje havde en sten med bogstaverne FM – Fredet Minde – som markerer, at højen er beskyttet. Mon ikke man kan være ganske sikker på, at der ikke bliver fjernet flere gravhøje på Fur?

Molermanden og Stendalgraven

Fra de gamle gravhøje travede vi videre mod den store molergrav, hvor „Molermanden“ står og skuer ud over det udgravede landskab. Han står, stolt med sin greb i hånden, tæt ved det sted, hvor Bette Jenses Hyw tidligere lå. Han minder os om en tid, hvor hårdt fysisk arbejde var en naturlig del af hverdagen.

Udnyttelsen af moleret begyndte for alvor i 1925. I starten foregik arbejdet med håndkraft, hakke og spade. Først i 1960’erne blev der sat gang i mekaniseringen, og for alvor ændre måden, hvorpå moleret blev brudt på.

Moleret består af milliarder af små, hule skaller, vejer næsten ingenting, suger væske som en svamp og kan tåle ekstrem varme. Derfor kan det forarbejdes til blandt andet lette og varmebestandige isoleringssten, der kan tåle op mod 1.000 °C som eksporteres til hele verden. De bruges blandt andet i højtemperaturovne i aluminiumsindustrien og smelteværker.

Molerets evne til at absorbere væske gør det også anvendeligt i blandt andet kattegrus og til opsugning af olie og kemikalier ved spild.

Fra Molermanden gik vi videre ned i molergraven og hen til Bispehuen – en stor, ensomtstående molerblok, der rejser sig midt i det udgravede landskab.

Da moleret blev brudt, valgte man at lade denne formation stå. De knudrede lag af vulkansk aske og moler, med en tot græs og et lille træ, fortæller nemlig om landskabets oprindelige højde, og tydeliggør hvor meget der er gravet væk.

Forladt guldgraverlejr? Nej, fossiljagt på Fur!

Det er helt vildt betagende!
Her i molergraven står vi i en 55 millioner år gammel tidskapsel. De lyse lag af moler er aflejret af bittesmå kiselalger. De mørke striber, asken fra gentagne vulkanudbrud i en fjern fortid.

I moleret er fisk, insekter, planter og andre dyr blevet bevaret som fossiler. De iltfattige forhold på havbunden har gjort, at selv de fineste detaljer er bevaret gennem millioner af år.

Molergravene er et eldorado for fossiljægere. Når nye lag blotlægges af maskinerne, dukker der hele tiden nye fossiler op. De mest enestående kan blive erklæret danekræ og dermed få en plads på et museum.

Da vi var der, var molergraven mennesketom og øde. Vi ankom til en lejr, hvor skygge­sejlene blafrede i vinden, og molerklumper lå spredt omkring os. Det var som taget direkte ud af en Hollywood-guldgraverscene fra Det Vilde Vesten. Kun manglede vindheksenes flugt over “prærien”, the lonesome rider på bakketoppen og den underliggende stemningsmusik…

Gråsten med det røde indre

Kl. 10:40
Vi fortsatte videre til Gråstenen, der ligger stor og mægtig i et lille skovområde. Den er, som sin orangerøde “dragetvilling” ved kysten, skabt lokalt af smeltevandssand og -grus. Overfladen er dækket af sjældne lavarter, som giver stenen sin grå overflade, selvom den angiveligt er ligeså rød i det indre, som sin pendant på stranden.

Der knytter sig flere sagn til den store, troldeagtige sten. Måske bor der en drage i stenen. Måske også en bjergmand, som har spået Kong Valdemar Atterdag i 1300-tallet.

Gråstenen virker enorm, men er ikke at finde på top-10 over Danmarks største sten. Måske fordi den slet ikke er så stor som den synes. Måske fordi det ikke er en vandreblok-sten bragt hertil af istidens gletsjere?

Den fossile guldlaks

På vej tilbage til parkeringspladsen ved Bette Jenses Hyw opdagede vi et fossil, vi havde overset, da vi tidligere stilede mod Molermanden. Endnu et kunstværk inspireret af en fisk fra fortidshavet.

Guldlaksen er den fisk, som fossiljægere oftest finder som aftryk i Furs moler. Trods kunstværkets imponerende størrelse på omkring én meter, var virkelighedes fortidsfisk kun 5–15 centimeter lang.

Blæsende Fur og øens cider

Himlen var blå med hvide skyer, og vejret var smukt. Vinden var gevaldigt kraftigere end dagen før, hvor vi havde gået øen rundt. Turen omkring „Knuden“ ville uden tvivl have været en meget mere barsk affære i dette vejr.

Efter besøget ved molergraven kørte vi de få kilometer videre til Langstedgårds ciderbod ved Langstedhullerne. Vi købte de flasker vi ikke kunne bære i går, mens det susede og ruskede i træernes grene omkring os.

Pandekager og Mandemuseum på Herrens Mark

Hvem kan ikke lide pandekager?
Vi nåede dem ikke i går, så det skulle der naturligvis rådes bod på i dag. Derfor blev kursen sat mod På Herrens Mark, lige i hjertet af Fur.
Og selvfølgelig bliver stedets gæster også her budt velkommen af en farverig Fur-fisk.

Udsigten fra caféens terrasse var helt vidunderlig. Herfra kunne vi se langt ud over bølgende marker og Limfjordens blå vand. Der var pænt fyldt op ved frokostbordene, men heldigvis fandt den søde unge tjener et fint sted til os med udsigt. Endda i nogenlunde læ for vinden.

Boghvedepandekagerne var let sprøde og lækre. Det var godt at vi nu fik rettet op på, at vi var gået glip af dem dagen før.

Stedet, hvor mænds goodies fredes

Efter den velsmagende frokost var det tid til at blande os lidt med kultureliten og gå på museum. Fra caféen fører en smal sti ned gennem haven og videre hen til det lille, en smule gemte, Museum for Mænd.

Kvinder er velkomne, men på mændenes præmisser. Dette sted er skabt til de mange „goodies“, som mænd gennem tiden har fået henvist til kældre, pulterkamre og udhuse af deres koner og kærester. Hér i dette helle, er der plads til alle de smukke, uerstattelige og naturligvis højtelskede genstande som kvinder ikke forstår.

Jeg må tilstå, at jeg følte med den stakkels mand, der måtte tage en tårevældet afsked med sit ægte polske vildsvineskind efter 25 års ophæng. Blot fordi det lugter en smule og fælder lidt på de varme dage.

Ansigtet på kirkens tårn

Kl. 13
Nu var det blevet tid til at sætte kursen mod Fyn. På vej til færgen gjorde vi holdt ved øens hvide middelalderkirke, Skt. Mortens Kirke fra 1126. Den ligger i udkanten af Nederby, og vi havde passeret den flere gange.

Kirken er en af Danmarks ældste stenkirker og stammer fra dengang, hvor man begyndte at gå fra trækonstruktioner til mere holdbare kirker i sten som frådsten og granit. På Fur har man brugt blandt andet granit og de karakteristiske røde sten fra øens nordkyst.

På kirketårnet sidder et udhugget stenansigt indmuret i væggen. Stenen stammer fra kirkens oprindelse og blev genanvendt, da tårnet blev opført engang i 1500-tallet. Den farverige altertavle stammer fra 1400-tallet, mens den imponerende prædikestol er lidt yngre, fra 1615.

Jeg synes altid, det er spændende at besøge de kirker, vi kommer forbi. Denne var ingen undtagelse.

Farvel og gerne på gerne på gensyn

I løbet af et par skønne dage, havde vi set og oplevet rigtig meget på Fur. Vi havde fået en ny og langt større forståelse for moleret – dets oprindelse, egenskaber og mange fossile hemmeligheder.

Vi havde mødt lutter smilende og imødekommende mennesker, fastboende furboer såvel som pendlere fra Salling og opland. Her havde vi fundet den rette ø-stemning, med ro, vand og højt til himlen.

Fur blev UNESCO-verdensarv

Blot to uger efter vores besøg oprandt den dag, Fur havde ventet så længe på: Furs molerlandskab blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste.

Allerede i 2016 pegede forskere på molerklinterne på Fur og Mors, som så enestående, at de burde opnå denne internationale anerkendelse. Siden fulgte års arbejde med forskning, dokumentation og vurderinger, før drømmen endelig blev til virkelighed.

Med udnævnelsen er Fur kommet på verdenskortet som et sted, der rummer nogle af verdens bedst bevarede fiskefossiler fra tiden kort efter dinosaurernes uddøen.