Odenseguide på eventyr

ØHAVSSTIEN – SVANNINGE BAKKER TIL PRÆSTENS SKOV

22 kilometer af den sydfynske øhavssti fra Svanninge Bakker til Præstens Skov nær Syltemade Ådal. En fantastisk vandring fra de højeste højder til kystens klukkende bølger.

Éndagstur for tre
22 km

Fra Svanninge Bakker til Præstens Skov,
nær Syltemade Ådal og Ballen Havn

Vi følger Øhavsstiens fra Svanninge Bakker til Fjællebroen
og fortsætter videre på Øhavstien fra Fjællebroen til Præstens Skov
(juli 2020)

Deltagere: Rune (17) + Anders og Anne (far og mor)

Efter at have vandret en meget vellykket tur fra Ballen Havn til Svendborg, besluttede vi at gentage projekt “teenager på tur“. Fætter Linus er rejst tilbage til København, og Rune er med på endnu en udflugt. Han har altid været god til at vandre og han holder af at gå, både langt, og meget hurtigt. (se indlægget om hans og min 3 dags vandretur på de sydfynske øer)

Klokken er 11:30 da vi siger på farvel og på gensyn til vores kørelejlighed ved Svanninge Bakker. Han sætter os af ved det gamle udkigstårn, hvorfra der er en fantastisk udsigt over det bakkede landskab. Tårnet, der kan minde om en vingeskudt vindmølle, blev opført i 1930’erne til brug for astronomiske iagttagelser. Det var den daværende restauratør og gårdejer, der skulle bruge et sted til sin stjernekikkert!

Der er adgang til tårnet, men i dag dropper vi udsigten og stikker i stedet over på den modsatte side af landevejen, og ind i den lille skov bag ishuset “Skovtrolden”.

Snart træder vi ud i bjergene, der sammen med bakkerne udgør “De fynske Alper“. Området afgræsses af kreaturer for at forhindre at dette helt unikke istidslandskab springer i skov, hvilket tidligere har været tilfældet.

På den højeste tinde

Øhavsstien tager os med op til bjergenes allerhøjeste punkt, Lerhøj, hele 126 moh. Da vi befinder os et vældig højtliggende, kuperet område, er det udelukkende frednings-stenens placering der bevirker, at vi spotter hvilken høj, der er den højeste af de mange højedrag!

På den næste bakke, 100 meter længere fremme, står en stor trækube, skævt begravet i jorden. Sagnet fortæller at det var kæmpetrolden “Gamle Finn”, der skabte både bakker og bjerge, da han på Odins opfordring udgravede et svømmebassin til Odins hustru, asynjen Frigg. Hun kunne efterfølgende boltre sig i Arreskov Sø; Fyns største sø. Men er det mon også “Gamle Finn” der kan tilskrives kuben på denne høj? Kuben ligger som var den kastet afsted med en kæmpes kræfter.

Det er populært at kravle op på den skæve kube der retteligt er et flot kunstværk, og skue ud over landskabet. Det gør vi naturligvis også! Det er et flot syn.

På vej ned fra bjergene støder vi på endnu en af de flotte guldrammer. De er placeret så man, igennem dem, kan betragte spots som de sydfynske malere brugte som motiv for deres kunst.

Videre fremme skal vi tage stilling til Øhavsstiens destinationer, da vi kommer til et skilt der tilbyder en længere afstikker til Faaborg (4km).
Vi fortsætter imidlertid på sporet, i retning af Svendborg.

Søde grise i Norden

Jeg bliver altid så glad når jeg møder grise der roder i rødder og jord. Det er på sin vis vældig livsbekræftende, til trods for at jeg nok aner deres videre skæbne. Det gør grisene heldigvis ikke.

Rune er et stykke foran, alligevel stopper Anders og jeg og betragter bassernes muflen omkring, med trynerne dybt begravet i mulden.

Efter en stille stund hanker vi op i os selv og drager videre i Norden.
Rune har efterhånden fået et solidt forspring, så vi må afsted.

Området, der kaldes for Norden, er ikke navngivet efter vort skandinaviske landefællesskab. Navnet er derimod opstået fordi området ligger i den nordligste del af Diernæs Sogn.

Nordens flotte udsigter

Markvejen fører os henover det højtliggende terræn med bølgende kornmarker og udsigt til Øhavets blå vand. I det fjerne kan vi endog se det gule klokketårn i Faaborg, Horne Land, og videre ud.
Ret fremme har vi den hvide Diernæs kirke. Rune kan vi til gengæld ikke få øje på!

Mystikken breder ved Finstrup kirkeruin

Fra Norden er der omkring 1 km til vi når frem til et ganske særligt sted, en kirkeruin. Der står et lille seværdighedsskilt ved vejen, der gør os opmærksomme på, at hér er der en spændende lokation.

Fra omkring 1100-tallet, og nogle hundrede år fremefter, kunne folk i den lille landsby Finstrup se viden om når de besøgte deres kirke. Der er megen mystik knyttet til kirkens størrelse og nedtagning. Var det en valfartskirke? Var den hjemsted for et helligt relikvie? Og hvorfor donerede Dronning Christine en lille sjat penge til kirken, under en rejse fra Odense til herregården Nakkebølle? Sidst, men ikke mindst: Hvorfor blev kirken nedtaget allerede i den katolske tid, altså før Reformationen i 1536?

På egnen gisnes der, om svaret skal findes hos den lokale herremand der vanhelligede Finstrup kirke. Derved kunne den ikke længere bruges som et Guds hus. Hans udåd bestod i at han begravede sin elskede jagthund under kirkens hellige alter.

I dag er også landsbyen for længst væk, kun kirkens solide fundamenter står tilbage som vidne på det lille forsvundne samfund.

Herregården Holstenshuus

Der sker et eller andet i omgivelserne, når man nærmer sig en herregård. Det hele bliver lidt mere stort, fint og velpasset. Det første vi møder, da vi nærmer os Holstenshuus, er de markante stengærder langs vejen. Stengærderne blev anlagt i slutningen af 1700-tallet i forbindelse med landboreformerne og omfordelingen af jord. Der er mange stengærde i dette område, men gærderne omkring herregården er ekstra fine.

Fra vejen kan vi lige skimte den fine baghave. For en flad 20’er er det endog muligt at spadsere en tur i parken, der blev renoveret med støtte fra Real Dania i 2008-10. Nu fremstår den atter i fordums storhedspragt.

Skræppernes kæmpeblade står mandshøje langs vejen ved Holstenshuus og bagved ligger de store marker.

Vi går i rabatten og er snart fremme ved godsets ladebygninger og herregårdssøen. På den modsatte bred ses resterne af et 7 kilometer lange stengærde, der tidligere omkransede herregårdens store dyrehave med sikavildt og vildsvin.

For enden af søen, skjult for nysgerrige blikke, ligger selve den røde hovedbygning. Den er forholdsvis nybygget, eftersom det tidligere hus nedbrændte delvist i 1908.

“Toget kommer”

Omtrendt 2 kilometer længere fremme bryder et langtrukkent pfyyft igennem luften. Det er en umiskendelige lyd af en gammeldags togfløjte.
På disse kanter stoppede den ordinære togdrift for mange år siden. Ringe-Faaborgbanen kørte den sidste persontransport i 1962, og i 1987 var det også slut med godstrafikken.

To år efter det sidste godstog havde forladt skinnerne, stod nye kræfter klar til at overtage de gamle spor; Med et veterantog.
Den velkendte lyd af fløjten høres derfor jævnligt i sommermånederne, og advarer om at toget mellem Faaborg og Korinth er ude at køre. Vi nåede desværre ikke at se toget.

Banen, der tidligere gik videre fra Korinth til Ringe, blev fjernet i 2002 og erstattet af en 16 kilometer lang natursti.

Gyldenmodne kornmarker

Turen går ud over markvejen, der løber mellem de forskellige kornmarker. Hvedens aks er begyndt at blive tunge, snart står høsten for døren.

Yderligere et par kilometer fremme når vi frem til landsbyen Aastrup.

I Aastrup krydser Øhavsstien den gennemgående landevej ved et sving med dårligt udsyn. Bilerne kommer hurtigt!

Jeg laver en hurtig afstikker til landsbyens hvide middelalderkirke. Drengene, vi har indhentet Rune, venter begge utålmodigt. Jeg tøjler min nysgerrighed og lyst til at besøge kirke, undlader derfor at afprøve om kirkedøren er åben. Jeg stiler direkte mod toiletbygningens fine faciliteter.

Således lettet, drager vi videre.

Nakkebølles brændende marker

Godset Nakkebølle er længere fremme med høsten end de tidligere marker vi hidtil har passeret på vores vandring. Her har man allerede høstet og er i fuld gang med at brænde stubbene af. Ilden er i knitrer og æder sig henover der store areal. Røg hænger tungt over de sorte agre.

Øhavsstien løber i en tunnel af grønne småtræer ved siden af de røgfyldte marker. Vi undgår dermed den værste svien i øjnene.

Nakkebølle, hvis hovedbygning svagt anes gennem det tætte røgslør, har en historie der rækker mange århundrede tilbage. Det hele startede med et voldsted omkring år 1200. Som det ses ved så mange andre herregårde, valgte man senere at opføre ny borg på et nærliggende voldsted, til dér hvor herregården ligger i dag. Det nuværende hovedhus stammer fra tiden efter den danske borgerkrig, Grevens Fejde, der fandt sted i 1500-tallet. Hærgende bønder ødelagde mange stormandsgårde, blandt andet også det dejlige Egeskov Slot ved Kværndrup.

Herregårdsholmen ved Nakkebølle inddæmning

Umiddelbart ligner det en stor sø. Fuglene stortrives, og det drager blandt andet de lokale havørne nytte af. Søen var oprindeligt en lavvandet fjord der siden 1870 er forsøgt afvandet flere gange. Til sidst gav man op og hele inddæmningen blev sat under vand i 2003.

I dag hænger røgen fra markerne delvist over vandet, havørnen ser vi til gengæld ikke. De to ting har muligvis ikke noget med hinanden at beskaffe for der er mange andre fugle i området.

En lille sælsom bakke ligger skjult blandt skovens træer. Man ænser den knap, men en gang lå den frit i landskabet med udsyn til alle sider. Vi har fundet det gamle voldsted Herregårdsholmen, der for 7-800 år siden var en stærkt befæstet borg af betydelige størrelse.

Voldstedet er fredet, og der må ikke fjernes teglsten eller andet, der kunne synes interessant.

Kysten i sigte!

Vi har efterhånden tilbagelagt 13 kilometer, og begynder at glæde os til en lille pause ved Fjællebroens hyggelige lystbådehavn.
Der er endnu 2 kilometer at gå før det er vores tur til at få kaffe og is.

Fjællebroen og tid til pause

Ved havnen er der både kiosk, borde og bænke samt toilet. Bådene ligger og vugger på vandet. Den rolige havn blev grundlagt i 1764 af godset Rødkilde, der i fugleflugt ligger cirka 1 kilometer herfra, længere inde i land.

Klokken er blevet henved 16, og det er efterhånden 4-5 timer siden vi forlod Svanninges bjerge. Vi slår os ned og spiser vores medbragte snacks og koger vand til en hyggelig omgang primuskaffe. Det er godt at få sig en varm kop mocca. Is køber vi ved kiosken, og der bliver også tid til et toiletbesøg inden turen fortsætter ud lands kysten.

Der ligger et shelter ved Fjællebroen. Det ligger smukt ved vandet. Dog har der, de gange jeg har været forbi, hængt en tung, halvrådden tanglugt over pladsen. Det gør der også i dag og det kan man sikkert vænne sig til hvis man slår sig ned.

Langs kysten og de blide bølger

Vi er nu gået ind på Øhavsstiens kort 2 som vi følger 7 km langs med kysten.

Godt 500 meter henne ad stranden står et lille blåt skilt og putter sig. Denne gang er det ikke Øhavsskiltet men derimod en lille vejviser til B&B Firkløvergården, der ligger op ad en trampesti, blot et stenkast fra kysten.

Henover fjorden kan vi mellem træerne ane det hvide Nakkebølle sanatorium, og endnu længere væk skimtes røgen fra markerne.

Mit blik fanger en rødben, en vadefugl som jeg ikke ser så ofte. Det lykkedes mig at “give den et skud” med mit kamera. Den er ganske smuk. Lidt længere henne ad stranden støder jeg på en lille flok, der står og spejder efter viber. Jeg kunne godt fristes til at blive en stund, men drengene render i forvejen og jeg sætter efter.

Jeg elsker at vandre langs vandet. Nogle gange går vi på stranden, andre gange bliver vi ledt op på små trampestier langs med kysten. Begge dele er helt igennem s-k-ø-n-t.

Er da Dallas kommet til Sy’fyn?

Kan du huske familien Ewing i TV-serien Dallas? Vi får et flashback til 80’ernes ‘never ending story’ da vi ser de store hvide folde ved Ringsgården. Hér græsser der imidlertid hverken kvæg eller heste, men derimod lyser gule kornmarker os i møde da vi nærmer os.

Øhavsstien leder os ned på stranden, uden om et lille lysthus, der ligger helt ned til vandkanten. Vandet står så højt at stenene vi balancerer på, flere steder er glatte af slimede grønalger. Det lykkes os at komme forbi, også uden at brække benene. Senere opdager vi, at vi kunne have forblevet i tørskoet sikkerhed på trampestien, bag om huset.

Nu mangler vi blot at tilbagelægge de sidste par kilometer inden vi er fremme ved Præstens særprægede Skov.

Solen skinner og fuglene synger, bølgerne skvulper og livet er herligt. Rune er igen stukket af, så vi, de gamle, beslutter os for en sidste kaffepause. Siddende med udsigt over vandet, nyder vi stilheden og den gode bryg.

Den sidste forhindring

Kort før målet kommer vi til et stykke hvor vi, som bjerggeder, må stavre hen over store sten i vandkanten. De er lykkeligvis tørre, men flere af dem rokker en smule når vi træder på dem. Jeg må tilstå, at jeg støtter mig med hænderne undervejs.

Badebroen undlader vi at benytte.

Præstens Skov – Vi er i mål

Snart er vi over de mange store sten, og fremme ved en lille trætrappe der snapt bringer os direkte ind i den gamle skov. Skoven har tilhørt præstegården i Vester Skerninge siden 1700-tallet og består af gamle egetræer tillige med knudrede småtræer. Der er en lidt speciel stemning herinde mellem de krogede træer.

Vi startede kl. 11.30
Vi er fremme kl. 17

22 kilometer er tilbagelagt, nogle af dem i selskab med Rune der mest gik sin egen tur i sin lynhurtige tempo.

Turens højdepunkter

  • Svanninge Bjerge og Lerbjerg (126 moh)
  • Finstrup kirkeruin
  • Turen over Norden
  • Den 7 kilometer lange kystvandring fra Fjællebroen til Præstens Skov

Er du blevet nysgerrig og har du lyst til at følge flere af vores ture på Øhavsstien:

Ballen Havn til Svenborg (27 km)
Klæsø og Henninge Nord til Spodsbjerg (2 x 25 km) – overnatningstur
Lundeborg til Skaarupøre (2 x 25 km + 3 km) – overnatningstur
Stengade Strand til Lohals (2 x 30 km) – overnatningstur

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *