Odenseguide på eventyr

ÆBELØ – med overnatning

OBS: Overnatning i telt kræver forudgående tilladelse hos Aage V Jensens Naturfond.
Søg mindst 14 dage i forvejen pga ekspeditionstid.

— +++ —

Æbelø ligger ud for kysten ved Gyldensteen Strand på Nordfyn, ikke langt fra Bogense. Når man man skuer ud over det flade vand ses øen som en langstrakt skovklædt forhøjning, så tæt på og dog så langt væk.

Æbelø er udlagt som naturreservat og naturen får lov til at passe sig selv.

De fleste går til Æbelø fra Lindøhoved, andre sejler til øen.

Jeg har besøgt øen fire gange (2018-2020). Hvert besøg har været forskellig fra de øvrige og jeg har hver gang oplevet nye eventyrlige sider af den lille skovklædte natur-ø med de stejle skrænter.

1: Med kajak – maj 2018
(læs nederst i artiklen)
3: Med traktor – august 2019
(læs nederst i artiklen)
2: Med guide – juli 2018
(læs nederst i artiklen)
4: Med overnatning – juni 2020
(hovedartiklen)

Fra fastlandet til Æbelø

  • 1,5 km i vand ad Ebbevejen fra Lindøhoved til Æbelø Holm
  • 2,5 km over Æbelø Holm og Brådet til Æbelø
    (ialt cirka 4 km og det tager cirka 1,5 time at gå)
  • Ophold på Æbelø 2-3 timer
  • Der er ikke vand og toiletter på Æbelø
  • Al mad+drikke skal medbringes til øen og intet må efterlades
  • Bål er forbudt, primus tilladt
  • Overnatning kræver tilladelse af Aage V. Jensens Fond (ansøgning)

TIPS

  1. FODTØJ: Jeg foretrækker at gå i vandresandaler. Badesko, gamle sportssko og lignende kan også anvendes til vadeturen, når blot man husker skiftesko i rygsækken.
  2. TØJ: Husk at vejret kan skifte i løbet af dagen.
  3. FORPLEJNING: Intet kan købes på Æbelø
  4. AFFALD: Det er en god idé at medbringe en ekstra pose til affald.
  5. TJEK TIDEVANDET og PAS PÅ DIG SELV OG DINE.

RIGTIG GOD LÆSNING

Den våde ebbevej

Der er ingen bro til Æbelø, ej båd, traktor eller anden form for transport. Vi benytter os af ‘apostlenes heste’. Hvilke heste er det? Tja, det er en spøgefuld betegnelse for ‘benene’ som transportmiddel (apostlene gik til fods).

Turen til Æbelø starter ved ‘P’ (parkeringspladsen ved Lindøhoved).
Tidsrummet kan forlænges til 3 timer før lavvande til 3 timer efter lavvande, ifølge tidevandstabellen:
https://www.visitnordfyn.dk/sites/visitnordfyn.com/files/2020-03/Tidevand-tabel-aebeloe-2020.pdf

Det er noget helt særligt at vade igennem vand for at besøge en ø. 

Vadetur, tunge ben og våde sandaler til trods, er det de senere år blevet vældigt populært at tage turen til Æbelø og returnere til fastlandet inden højvandet.

Den 2 km2 lille ø lokker med stejle skrænter, stenede strande, skov, fyrtårn og masser af dådyr og andet dyreliv.

Det er en smule udfordrende at komme til Æbelø, men det gør kun oplevelsen endnu mere eventyrlig og spændende. Hér er der ingen hurtige løsninger, ingen der lige hurtigt dropper ind. Der findes ingen kiosker og slet ingen toiletter. Alt hvad man skal bruge på øen på Æbelø skal man selv medbringe og alt affald skal med retur igen. Der er ingen skraldespande på Æbelø og det eneste de besøgende må efterlade er ‘deres fodspor’.

Grønt lys til overnatning

Vi sendte to ansøgninger afsted i maj 2020 hvor vi anmodede om lov til at overnatte med 3 telte i juni.

Få dage senere tikkede den ene godkendelse ind i mailboksen. Vi ventede et par dage, men intet dukkede op vedrørende tilladelse nummer to. Et kontrolopkald afslørede at ansøgningen, trods modtagelseskvittering slet ikke var nået frem til bevillingskontoret. Det skabte lidt forvirring både hos fonden og hos os. Vi blev bedt om at ansøge igen og endnu engang modtog vi en autogenereret kvittering. Et kontrolopkald gjorde det imidlertid klart, at forespørgslen af uvisse årsager stadig ikke nåede frem.
Heldigvis lykkedes det, efter flere telefonsamtaler at få tilladelsen i hus.

Endelig kunne vi begynde at glæde os!

Fredningssten
Fredningssten

Æbelø har være fredet siden 1998.
Fem små stumper af Æbelø har dog været fredet endnu længere.
Det er små troldeskovslignende ege- og bøgebevoksninger.
Fredningen skete for at bevare det sidst kendte levested for Danmarks største bille, eghjorten. Eghjorten uddøde senere i Danmark, men der arbejdes på at få en bestand i gang igen.

Dag 1:

YR og DMI er uenige om uvejret

Hele ugen op til vores overnatningstur lover metereologerne os både sol og sommer. Men pludselig slår alting om. Dagen før vi skal afsted, varsler begge vejrtjenester – YR og DMI – et kedeligt vejrskifte.

I løbet af natten går udsigterne fra trist til værre, og som så ofte før, så kan de to meterologiske instanser ikke blive enige om hvad de skal mene. YR varsler gråvejr med mulighed aften-torden. DMI derimod skriver om et uvejr, der allerede er igang.

Ingen af os ønsker at blive fanget i livsfarlig lynild, stående i vand til knæene. Messenger-beskederne ryger frem og tilbage i de tidlige morgentimer. “Skal vi aflyse?” “YR siger dit, DMI siger dat”.

Når vi ser ud på det faktiske vejr, er der ikke optræk til hverken regn eller uvejr.

Der er mange biler på Lindøhoveds P-plads
Vadeturen er cirka 1,5 km

Anders og jeg har planlagt at vade over ved 9-tiden. Han vil gerne til Æbelø men ønsker ikke at telte, hvorfor han skal retur inden højvandet.

De andre, ‘overnatterne‘, vil påbegynde vadeturen omkring lavvandet, der ifølge dagens tidevandstabel er kl. 11.21.

Folkevandringen til Æbelø

Anders og jeg beslutter os for at køre til Lindøhoved hvorfra vadeturen starter, og hér danne os et overblik over situationen og vejrliget.

Da vi ankommer er der allerede mange biler på p-pladsen og flere er på vej efter os. Vejret er fint.

Én efter én sopper folk ud i det lave vand og vader i retning af Dræet for derefter at dreje af mod, – og i land på Æbelø Holm og herfra fortsætte videre over Brådet til Æbelø.

Nogle går i løbesko. Enkelte, de hårdhudede, tager turen på bare fødder. Andre vælger badesko. Selv har vi valgt at gå i vandresandaler, de fungerer fint både i vand og på land.

Vanddybden varierer lidt fra sted til sted
Ebbevejen er markeret med pæle

Vi tilbagelægger de første 1,5 km i vand der når os skiftevis til knæene og til midt på underbenene. Sandet vi går i, er flere steder en smule sumpet. Det er meget forskelligt hvilket tempo folk sætter. Flere af grupperne hyggesnakker sig roligt frem gennem vandet. Vi skyder en hurtigere fart, og får snart tørt sand under fødderne på Æbelø Holm, der ligger overfor den ubeboede ø, Dræet.

Ternerne ved Dræet

Dræet var tidligere befolket af både landmænd og fiskere. Øen har, som Æbelø, været ubeboet siden 1960’erne. De forladte huse, abandoned houses, er delvist møblerede og står i dag tilbage som forladte tilgroede ruiner.

I 1992 blev der høstet for sidste gang på Dræet og siden 1998 har den lille ø været udlagt som fredet naturområde.
OBS: Der er adgang forbudt i ynglesæsonen fra 1. marts til 15. juli. 

I land på Æbelø Holm

Én efter én træder våde fødder og trætte ben ind på Æbelø Holms tørre land. Det nederste af min nederdel er blevet sjaskvåd af det salte vand der plaskede op ad benene. De få der har vadet afsted på nøgne fødder, slår sig ned og ifører sig de medbragte tørre sko og strømper. Nogle grupper er blevet opdelt i løbet af vadeturen, nu står de førstankomne og hepper på deres langsommere turdeltagere. Der er også dem der blot sætter sig og holder dagens første hvil.

Æbelø Holm er et fint stykke natur, der består af sand, strandenge og hybenbuske.

Anders og jeg følger hjulsporet videre henover den lille ø, der via landtangen Brådet er forbundet med Æbelø.

En smal tange ved navn Brådet

Fra Æbelø Holm går vi ud på det smalle Brådet. Vandet ligger tæt ved begge sider. Til venstre er det blikstille, og til højre skvulper blide bølger.

Jeg kommer til at tænke på sidste års vandretur i det sydfynske øhav, hvor øerne Drejø og Avernakø, som Æbelø er forbundne til hver sin ‘små-ø’ via landtanger – også kaldet drej eller drag.

Drejø er forbundet til Skoven, og Avernakø til Korshavn, som Æbelø er linket til Æbelø Holm. En væsentlig forskel på de tre landtanger er at de sydfynske drej er udbedret til asfalterede veje.

Vi ankommer til Æbelø

Engang boede der omkring 50 mennesker på Æbelø. De sidste beboere blev opsagt af industrimand og godsejer Grevenkop-Castenskjold, der købte øen i 1955 og ønskede at bruge den til jagt. Fraflytningen tog fart i 1960’erne. Flere steder på Æbelø kan man stadig finde spor efter de tidligere beboere.

I 1995 erhvervede Aage V. Jensens Fond Æbelø, Æbelø Holm og Dræet for at føre øerne tilbage til naturen ved hjælp af målrettet naturgenopretning.

Anders og jeg at tager ruten, der går modsat urets retning og følger stien til højre, ind i skoven.

Skrænter, skov og skibsvrag

Fra skovstien har vi udkig til vandet. Vi går ud til skrænten og betragter det gamle skibsvrag, der er blevet et yndet fotospot. Vraget gemmer på en tragisk historie om en ældre mand, der havde købt skibet og var i færd med at sejle det til sin hjemhavn i Assens. Af ukendte grunde endte skibet med en grundstødning ved Æbelø, og han selv blev fundet død.

Længere inde i skoven passerer vi de sammensunkne rester af Østerhovedhus. I dag er de fleste huse på Æbelø væk, undtagen den store Æbeløgaard, fyrmesterboligen og ruinen af Østerhovedhus.

På udkig efter havørn og dådyr

Middagsvarmen og de mange besøgende på øen, giver os ikke mange forhåbninger om at spotte dådyr. Vi spejder forgæves ind mellem træernes stammer. Det siges at der lever omkring 1000 dådyr på Æbelø, men de forstår at gemme sig for nysgerrige blikke.

Vi fortsætter til bregneskoven for at lede efter havørnen og føler os som lilleputter blandt de mandshøje bregner, der tårner sig op langs stien.

Vi klatrer op ad den stejle trappe til fugletårnets udkigspost, hvorfra der er en enestående udsigt over et hav af grønne bregner. Hér har jeg tidligere set havørnen sidde i et højt træ. Desværre er den ikke hjemme i dag; efter et par minutter lusker vi ned til jorden igen.

Skovabild gav navn til ‘Ævleøen’

Æbelø nævnes første gang i slutningen af 1200-tallet i Valdemar II Sejrs Jordebog, en oversigt over kongens ejendom. Dengang var der ingen der boede på øen, men der blev hentet brændsel, jaget og husdyr græssede på herovre.

I slutningen af 1500-tallet mistede kronen interessen for Æbelø, hvorefter øen kom i adelig eje indtil 1623, hvor borgerne i Bogense købte den. De tog fat på at rydde skoven. Omkring 1650 var der så megen mark at dyrke, at øen fik beboere året rundt.

Hverken i skoven eller på sletten er vi heldige at spotte dådyrene

‘Ævleøen’ er opkaldt efter de vilde skovæbler.
I Jordebogen fra 1200-tallet kaldes øen for ‘Æblæø

Den første gård på Æbelø lå sydligt på øen, men da man fandt ud af at jorden var bedre nordpå blev Æbeløgaard bygget omkring 1685

I dag ligger der kun den store Æbeløgaard tilbage. Den hvide bindingsværksgård ligger lidt væk fra de befærdede stier. Skilte gør opmærksom på at ejendommen er privatejet, video-overvåget og at adgang ikke er tilladt. Gården ejes af fonden, der har bortforpagtet den til en jysk rigmand, der af og til kommer flyvende hertil i sin helikopter…siges det.

Frokost ved fyrtårnet på den stejle skrænt

Fra skoven og Æbeløgaard følger vi stien ud til en græseng, hvor vi går langs et skovbryn på vores vej mod fyrtårnet og den nordlige skrænt.

Der er en del mennesker herude ved fyret. Til gengæld er der ingen dådyr.

Selv om vi ikke er alene, føler vi ikke at Æbelø er overrendt.

Frokosten nyder vi, siddende i græsset på skrænten, med udsigt til Kattegat.

  • Knækbrød, salat, philadelphia, parmaskinke og bresaola
  • Primuskaffe og små juicebrikker
  • Lidt chokoladekiks
Fyrtårnet får energi fra solceller og passer stort set sig selv.
Fyrmesteren besøger ‘sit’ fyr cirka 4 gange årligt.

1883 blev både Æbelø og Strib fyr bygget for at markere indsejlingen til Lillebælt

Det er dejligt at sidde i solen og skue ud over vandet. Morgenens bekymring med hensyn til uvejr synes langt væk. Det er imidlertid ikke blevet aflyst og vi forventer at det kommer senere på eftermiddagen. Een ting er dog 100% sikkert: højvandet kommer og vandet stiger!

Vi bryder op og går til Brådet hvor vi tager afsked. Det er lidt underligt at se ham forsvinde i retning af Fyn og selv stå alene tilbage på en ø, der ‘lukker lige om lidt’.

Helt, helt alene – alene med migselv

Det føles helt tomt at blive tilbage, nu hvor alle andre går hjemad. Tidligere på dagen blev Æbelø fyldt med folk og lige om lidt vil øen være tømt for dagens mange besøgende.

Og, dog… I bugten ligger bådene og vugger på vandet, og jeg ved at mine ‘med-overnattere’ er på vej til Æbelø og mig.

Jeg sender et sidste blik i retning af Anders, der med raske skridt er på vej mod Fyn.

Klokken er 13 og solen brænder fra en næsten skyfri himmel. Jeg vender mig om for at finde et sted med skygge.

Således efterladt på en næsten øde ø
Sol, sommer og varme!
Jeg finder et skyggefyldt sted og smider mig i græsset.
Herfra min post, overvåger jeg udvandringen fra øen.
Hvornår kommer mon min egen flok?

Det føles som om Æbelø endelig slapper af og puster ud efter en travl dag. Alting falder langsomt i hak efterhånden øen affolkes. Jeg læner mig tilbage, lukker øjnene og mærker naturens puls. Lærkens triller, insekternes summen og græssets dufte får lov til indtage hele min krop og alt mit væsen. Mmmm… jeg drømmer mig ind i et eventyr fyldt med æbler og øer. Alting summer, triller, synger og vugger.

Overnatterne” ankommer til Æbelø i spredt flok

Det er ikke længe jeg får hvilet stængerne og tankerne. Mobilen ringer og trækker mig tilbage til virkeligheden. Det er Anders, der fortæller at de andre nu må være ankommet. Men, hvor er de?

Jeg bakser mig op på højkant, – og vups får jeg øje på et par vandrere med rygsække. De tegner sig som silhouetter mod det blanke vand. Men, de er kun to? Hvor er de andre?

På vej med telt og grej
Det regner et sted i det fjerne

Jeg løber Dorte og Jesper i møde, og sammen går vi til teltpladsen, der ligger ved den gamle havn.

I det fjerne kan vi se en regnbyge der vælter ned fra en stor sky. Mon uvejret er på vej i vores retning? Vi forsøger at få mobilkontakt til de sidste overnattere, men vores opkald bliver ikke besvaret.

Vi beslutter os for at gå dem i møde og hjælpe dem i mål med deres oppakning. Der er en hel del at slæbe på, eftersom Lise, der er uvant med vandrelivet, har medbragt både rosé i flaske, 3 retters menu og 1 kilo sukker til de nyplukkede jordbær. MUMS.

Gummibåden og den store opbakning

Lise, Claus og deres datter ‘Tulle’ har medbragt en gummibåd, der skal fragte deres madvarer, grej samt ‘Tulle’ i tilfælde af at hun bliver træt undervejs. Udfordringen med en gummibåd ved lavvande, kan være at få vand at sejle på.

Claus må ud på en længere omvej for at finde tilstrækkeligt med vand og ender med at gå det meste af den 4 kilometer lange tur i vand over knæene.

Fotocredit: Lise Christiane Myltoft

Efter en del løben frem og tilbage, et voldsomt regnskyl og herlig gensynsglæde er det endelig tid til at slå lejr.

Så snart de tre telte er rejst, smutter de sidstankomne ind i deres telt og tager sig en velfortjent ‘slapper’. Både Lise og Claus har tidligere været på Æbelø og trænger lige nu bare til at hvile sig.

Æbelø – først den ene vej og nu den anden vej

Dorte og Jesper har ikke tidligere været på Æbelø. Sammen smutter vi en eftermiddagstur rundt på øen. Måske er vi heldige at dådyrene vil vise sig, nu hvor stilheden og køligheden har sænket sig over deres revir.

Vi går turen ‘med uret’, således bliver oplevelsen også lidt ny for mig.

Ved fyret tager vi ‘rutsje-turen’ ned ad den stejle skrænt. Der er en sti, men den er så glat efter den korte men kraftige regnskylle, at vi kun med nød og næppe kommer helskinnede ned på stranden.

Fra fyret går vi videre nordpå langs med stranden. Vi kan ikke undgå at se de mange huller i skrænten, hvor digesvalerne har deres reder.

Æbelø fyr
Digesvalernes udgraver deres reder i skrænterne
Digesvale

Det er dejligt at gå på stranden i eftermiddagsstunden med følelsen af, at tiden og hele verden er sat på ‘pause’ for en stund. Vandet skvulper blødt ind mod stranden, og sandet knaser sagte under vores skridt.

Dådyrene i sigte

Senere går vi tilbage til sletten ved fyret og følger sti-ruten videre rundt på øen. Vi er heldige da vi ser ud over Æbeløs store nordlige græsslette.

Dér står de, dådyrerne. De er langt væk, men de sky dyr fornemmer alligevel at de har fået selskab på savannen.

Strandhygge og solnedgang

Vi når hele øen rundt inden vi atter slår os ned ved vores lille teltlejr. De andre er friske igen, og sammen går vi lidt længere hen ad stranden for at bade, sludre, spise og ‘fla’e u’ – som vi si’r på Fyn.

Ude på vandet ligger flere både for svaj og vi kan høre snak og latter derude fra. Der er også andre, der telter på øen. Vi er slet ikke så alene som vi egenligt troede vi ville være.

Det er forbudt at tænde bål. Primus er OK så heldigvis er det muligt at få både varm mad og kaffe. Jeg har medbragt rødvin i en lille plastikflaske. Det kan sagtens drikkes af et kaffekrus.

Snart er solen væk
Den røde himmel varer længe

Dag 2:

Morgentur til fyr og dådyr

Vi vågner tidligt og pakker lejren sammen. Efter morgenmaden smutter jeg endnu engang op til fyret. Forhåbentligt har jeg held til at opleve dådyrene endnu engang inden vi går tilbage til fastlandet.

Jeg var heldig.
Der stod et mindre rudel og græssede på den åbne græsslette.

Glad og tilfreds skynder jeg mig tilbage til de andre, der er klar til at drage afsted.

Morgendagens dystre vejr

Vinden er slået om i løbet af natten. Bådene i bugten er væk. Mørke skyer er ved at samle sig på himlen. Det er ikke tordenskyer, men de ser ud til at kunne indeholde en del regn.

Det forhindrer dog ikke nye besøgende i at tage til Æbelø. På vores vej tilbage møder vi mange der er på vej…

En guide på vej med en gruppe spørger om vi har haft den obligatoriske tilladelse til at overnatte på Æbelø, og selvom vi står med fødderne i det våde vand kan vi forvisse hende om at vi har vores på det tørre.

Udsigt til den lille ø Ejlinge
Vadeturen
Den spiselig rødknæ er indført i oldtiden
Lærke
Malurt og rødknæ på Æbelø Holm
Nye gæster på vej til Æbelø

Claus trækker afsted med gummibåden, og Tulle, der i går fik et kortere lift, klarer i dag at gå hele vejen til Lindøhoved. Det er en træt, men også vældig stolt pige, som kravler ind i bilen.

Snart er vi på vej retur til O’ense. Dejligt medtagne og en vidunderlig oplevelse rigere.

*************

1: Til Æbelø med kajak

Jeg besøgte Æbelø første gang på en solrig majdag 2018. Eftersom jeg var usikker på områdets beskaffenhed, og ikke ønskede at komme ud hvor jeg ikke kunne bunde, medbragte jeg min kajak. Jeg var også uvis på hvor lang tid jeg ville tilbringe på øen da jeg skulle besøge to damer der overnattede derovre. Hvor lang tid tager en kaffetår?

Det flade vand gemmer på lumske strømme og flere har mistet livet når de blev fanget af højvande, eller mistede pæle-orienteringen på Ebbevejen.

Hvor dybt er lavvande? Hvad skulle jeg forvente? Med kajakken havde jeg sikkerheden i at kunne kunne ro frem og tilbage. Troede jeg! Stor var min forbavselse, da jeg nåede frem til Lindøhoved hvorfra Ebbevejen starter: Sandbunden var tørlagt så langt øjet rakte, og småbåde lå spredt som strandede hvaler.
Lavvandet var usædvanlig lavt den dag fik jeg senere at vide!

Ikke særligt godt kajakvand
Kajakken blev lagt på Æbeløs strand

Kajakken kom dog med til Æbelø – ved at bære et stykke, skubbe et stykke og desuden tage en afstikker udenom Dræet.

Det var fredfyldt at have Æbelø næsten for sig selv i det spæde forår.

Skovbunden var dækket af ramsløg, hvidtjørnen blomstrede og de dejlige pinseliljer stod i flor.

På denne tur var jeg heldig at opleve flere dådyr.

Pinseliljer ved den gamle skole….i dag er der kun fundamentet tilbage.

Ramsløgenes karakteristiske duft kunne fornemmes overalt i skoven.

Skovbunden var dækket af store områder med de hvidløgsduftende blade

Vandranunkel
Æbeløgård og skovbunden der er fyldt med ramsløg
Hvidtjørnen blomstrer ved fyret
Hjemturen gik nemt med vand under kajakken. Højvandet var kommet.

2: Til Æbelø på guidet tur

I juli 2018 fik jeg mulighed for at deltage i en guidet tur til Æbelø.
I en flok og sammen med gode guidekolleger gik jeg denne gang til øen med autoriseret guide.

Guiden fortalte blandt andet om skibsvraget og om skrænterne med det plastiske Æbelø-ler. Vi gik gennem bregneskoven hvor vi fra ‘fuglekigget’ fik udpeget havørnen der sad og tronede i et træ langt borte.

Afgang fra Lindøhoved
Det er vigtigt at følge markeringspælene

På vores tur henover øen kunne vi spotte dyr med kalve, der løb inde i skoven.

Lidt til højre for fyret fører en smal og stejl sti ned til stranden. Vi var to der tog turen ned og gik strandvejen til Brådet, fremfor at følges med gruppen tilbage gennem skoven.

Fyret på Æbelø, set fra sandstranden
Kaffepause på skrænten

Vejret var desværre alt for varmt og tørt i sommeren 2018. Det var året hvor brug af åben ild blev forbudt, og Skt.Hansbålene blev aflyst i hele Danmark. Den knastørre virkelighed ramte også Æbelø da guiden, i løbet af vores udflugt, fik et opkald med besked om, at Nordfyns Kommune lukkede for adgangen til øen. Årsagen var begrundet i den forøgede brandfare i forbindelse med tørken.
(Lukningen af Æbelø varede fra 20.juli – 13.august 2018)

3: Til Æbelø med traktor

I august 2019 blev jeg, sammen med andre hundefolk, inviteret til Æbelø af Aage V. Jensens Fond. På denne efterårstur skulle vi ikke vade til øen, men ville derimod blive transporteret på fornemste vis: i en traktorvogn.

Kørende til Æbelø

Det var hyggeligt at sidde i vognens åbne bagdør og lade sig fragte tørskoet hele vejen til Æbelø.
Der var udsigt til både sol og regn på denne efterårsdag

Årsagen til den fine invitation skyldtes at vi var nogle hundefolk, der i 2014 drev græsarealerne af ved Gyldensteen Strand før der skulle grønthøstes for sidste gang. Der er hvert år mange rådyr, harekillinger og kyllinger som lader livet, når græsset bliver slået. Hundene bruges til at presse vildtet ud af markerne så dyreungerne, der ligger og trykker sig, ikke kommer i høstmaskineriet.

Gyldensteen Strand blev i slutningen af 1800-tallet inddæmmet, for at dræne og opdyrke fjordbunden med henblik på blandt andet høslæt. I 2011 blev området opkøbt af Aage V. Jensens Fond og er i dag givet tilbage til havet.

Zif’en og de andre hunde holder en pause på Gyldensteen Strands østlige del.
(Idag: Engsøen)
Gyldensteen Strand
Diger er åbnet og pumper er slukkede. Gyldensteen Strand er i dag et vildtreservat på 228 ha, hvoraf de 209 ha er vandarealer.
Bag skoven ligger Kattegat og Æbelø

Digerne ved de vestlige områder blev brudt i marts 2014. Ved de østlige arealer er digerne bevaret, men der er slukket for pumperne. Vandet stod i sommeren 2014 ikke højere, end at der stadig kunne grønthøstet en sidste gang.

Som tak for vores og hundenes indsats for 5 år siden inviterede fonden os nu på traktortur. Turen gik til Æbelø i selskab med fondens opsynsmand, der var med som guide.

Vejret var dejligt og sommerligt, men idet vi gik det sidste stykke henover den sydlige græsslette blæste det op. En front var på vej.

På vej tilbage gennem Ebbevejen blev det et forfærdeligt regnvejr. Jord og himmel stod i ét. Vi reddede en enkelt gående op i vores vogn. Hun var våd som en druknet mus og meget taknemmelig. Vi kunne desværre ikke redde alle ind i den tørre vogn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *