Odenseguide på eventyr

FEM ØER I DET SYDFYNSKE ØHAV

66 km, 3 skønne vandredage med øhop i Det Sydfynske Øhav. Vi besøger Strynø, Drejø, Avernakø, Lyø og Skarø. Vi går med rygsæk og overnatter i telt og shelter.

5 øer – med rygsæk, telt og tarp
(66 km, 3 dage)

STRYNØ – DREJØ – AVERNAKØ – LYØ – SKARØ 

??Sommerferiedage og Ø-hop på de sydfynske øer ?? (3.juli – 5.juli 2019)

☀️⛅️?☁️????☁️?☀️?⛅️?

Det sydfynske øhav er verdens største oversvømmede istidslandskab og består af 55 øer og holme. Beboede og ubeboede. Det er forunderligt at tænke på at, øerne, som vi oplever dem i dag, er toppe af bakkerne, der stikker op af vandoverfladen.

Der er faste færgeforbindelser fra flere af småøerne, og mange øboere pendler dagligt over vandet når de skal på arbejde. Men der er også mange, som har deres daglige dont på deres ø. Der er landbrug med bølgende marker, der er dyr, der er forretninger og ikke mindst skønne spisesteder.

Vores Ø-hop

Men, hvor ofte tager vi andre, os fra “fastlandet”, den modsatte vej til de små øer?

Ø-HOP: 7 øer på 7 dage – hvad skal vi vælge?

I skolernes sommerferie kan man for et beskedent beløb, krydse mellem Strynø, Lyø, Avernakø, Skarø, Drejø, Hjortø og Bjørnø i 7 dage.  Eneste betingelse er, at man, så snart man har forladt en af købstadshavnene i Svendborg, Faaborg eller Rudkøbing, forbliver ‘i hop’ på småøerne. 

Billetten giver adgang til de faste færgeruter samt den lynhurtige ‘Sea Hawk’. Katamaranen fra Hirtshals, er hyret til at “hoppe” rundt mellem de sydfynske øer i sommermånederne. Den sejler sin egen sommerrute og forbinder dermed øer, der ikke normalt ‘hænger sammen’.

Vores tur foregik i sommeren 2019.
Læs mere om ‘Ø-hop” hér

Drejø er kalkeret over i ø-passet

Vi valgte 5 øer på 3 dage

I starten af juli besluttede min søn Rune, og jeg os for at indløse billet og tilbringe tre dage med at vandre og hoppe fra ø til ø. Vores dejlige hund, vizsla’en Zif’en, skulle selvfølgelig med.

Vi studerede øer og sejlplaner og vi bookede billetter til bestemte afgange, så vi var sikret plads ombord på den gule katamaran med begrænset plads. Hvem ved hvor mange, der havde fået samme idé? Vi ville nødig strande på en ø, vi gerne ville videre fra, på grund af et overfyldt fartøj.

Vores plan var at gå flest mulige kilometer og samtidig have tid og mulighed for at slappe af og nyde øerne, samt vores miniferie, uden tanke på om vi kunne komme videre fra ø til ø.

?VANDRE-LOG?

STRYNØ – DREJØ – AVERNAKØ – LYØ – SKARØ
1. dag: 23 km (10 km på Strynø + 13 km på Drejø)
2. dag: 23 km (18 km på Avernakø + 5 på Lyø)
3. dag: 20 km (15 km på Lyø + 5 km på Skarø)

VORES REJSE I SYDHAVET


DAG 1
Afg. Svendborg kl. 9.20 (Sea Hawk)
Ank. STRYNØ kl. 10.00
Afg. Strynø kl. 13.45 (Sea Hawk)
Ank. DREJØ kl. 14.20
Afg. Drejø kl. 18.15 (Sea Hawk)
Ank. AVERNAKØ kl. 19.05 (OVERNATNING)
DAG 2
Afg. Avernakø kl. 15.40 (Sea Hawk)
Ank. LYØ kl. 16.00 (OVERNATNING)
DAG 3
Afg. Lyø kl. 16.00 (Sea Hawk)
Ank. SKARØ kl. 16,55
Afg. Skarø kl. 19.20 (M/F Højestene)
Ank. Svendborg kl. 20.10

dag 1: STRYNØ – første hop

En hektisk start i Svendborg

Dagen starter lidt hektisk. Ikke fordi, vi ikke er i god tid til Sea Hawk’ens afgang, men fordi det er uventet svært at finde en parkeringsplads til bilen. Hjemmefra er vi, af turistbureauet blevet anbefalet flere gode parkeringsmuligheder i nærheden af havnen. Imidlertid at pladserne enten ‘firma-ejede’, eller optagede af andre biler.

Endelig lykkes det at smide bilen på en plads, lidt længere væk fra havnen end planlagt. Næste udfordring bliver at finde den gule Sea Hawk. Dét er heller ikke let! Ingen af de adspurgte svendborgensere vi møder, kender tilsyneladende noget til katamaranen fra Hirtshals. Vi render søgende omkring. før det lykkes os at lokalisere anløbsbroen, som også er dér, hvor veteranskibet M/S Helge ligger til. Få minutter efter kommer vores ‘båd’.

Sammen med to andre ø-hoppere stiger vi ombord. Normalt skal man til Rudkøbing for at komme med en færge til Strynø, men med Sea Hawk’en er der skabt nye sommerforbindelser. Kort efter er vi på vej over vandet i flyvende fart.

Er der elge på Strynø?

FAKTA: Strynø er 5-6 km2 og har cirka 200 beboere

Det første vi bemærker, da vi er gået fra borde og står på den den lille Strynø havn, er stilheden. Den hektiske start på havnen i Svendborg, efterfulgt af den hurtige færd over bølgen blå med skumsprøjt og vind i håret – er lagt bag os.

Her er ånder alt fred og ro. Så ser vi skiltet !!! En ELG på Strynø? – og skiltet er fyldt med SKUDHULLER! Jamen, Jøsses dog… vi kigger på hinanden og spejder tilbage over skuldrene efter Sea Hawk’en, der allerede suser videre på vej til næste ø. Hvad ER det dog for en ø, vi skal tilbringe de næste timer på? Er Strynø beboet af galninge?

Vittige strynøfolk advarer mod elge
Strynøs befolkningstal er stabilt (2019 = cirka 200)

Vi beslutter os for at følge vores første indtryk, om at være ankommet til en venligsindet ø beboet af gode mennesker, og fortsætter videre ind ad vejen.

Strynø fra øst til vest

Fra havnen er der cirka 1 kilometer til Strynø by, der ligger midt på øen. Vi går forbi Smakkecentret, men vælger kilometer frem for kultur. Et vejpileskilt angiver distancer og retninger til andre øer – både nære og fjerne – en slags “gammeldaws” GPS.

Da vi ankommer til det lille bycentrum, må vi simpelthen have et foto af den høje majstang, som strynø-boerne kalder for et ‘majtræ’.

Strynø, – herfra min verden går, i dette øjeblik.

Ved byens lille købmand står det høje majtræ, i form af en mastestang.
Ifølge traditionen, skal det retteligen være et træ, men da øen ikke har skov, rejses der i stedet en stang.

Vi fortsætter ad Møllevejen, videre vestpå, mod vandet og Strynø Mølle

Fra byen følger vi Møllevejen videre tværs over øen, til vi når kysten og Strynø Mølle. Små 2,5 kilometer har vi gået fra vi forlod havnen. Og, vi oplevede ingen store elge eller skydegale øboere på vor vej.

Den velbevarede mølle, fra første halvdel af 1800-tallet, blev taget ud af drift for over 50 år siden. Møllen ligger smukt, helt ned til vandet, og herfra fortsætter vi mod nord langs med kysten.

Efter omtrent en kilometer slår vi ind i land ad en lille sti. Det er et heldigt valg eftersom vi snart efter står foran vores første “ø-specialitet”: lækre, forfriskende saftdrikke hos Mettes Most. Efter hver at have drukket en flaske saft ved vejboden køber vi, trods tung flaskevægt, et par ekstra stykker med til den videre færd.

Snart er vi tilbage i byen

Vejene er lige og lange på Strynø. Vi kommer forbi Strynøs skole, der ikke er en lille, ydmyg ø-skole, men en stor flot bygning, som skiller sig meget ud fra de øvrige huse på øen. Strynøbørnene kan, som de eneste børn i øhavet, gå i skole på deres ø til-og-med 4. klasse. I de ældre klasser må de tage turen over vandet til Rudkøbing på Langeland.

Vi er tilbage i byen, og holder et kort hvil ved Genforeningsstenen foran Strynøs lille gråstenskirke.

I 1860 fik den daværende kirke, følgende tvivlsomme bedømmelse i en synsprotokol: “Strynø kirke er uden tvivl Danmarks slettest holdte kirke“. Det var selvfølgelig ikke så godt, derfor blev den gamle 1500-talskirke nedrevet og erstattet med en ny.

Rune og Zif’en venter, siddende ved stenene under “Genforenings-træets” grønne krone, mens jeg går ind i kirken. Loftskonstruktionen får mig til at tænke på en vikingehal, eller en norsk stavkirke. Jeg kan godt lide dette smukke rum.

Besøget på Strynø er så småt ved at lakke mod enden, og vi bevæger os i retning af havnen. Der er lige tid til et kort middagshvil i solen, og vi smider os i græsset ved øens smakkecenter få hundrede meter fra havnen.

Det har været nogle dejlige timer på Strynø. Hér på den første ø, har vi lagt den kaotiske start i Svendborg bag os. Ø-livets ro har indfanget os og vi glæder os til at gå ombord i vores næste ø: Drejø

Vi drikker herlig most og spiser lidt snacks, alt imens vi nyder de sidste minutter af timerne på Strynø.

Snart dukker en lille gul prik op i det fjerne, Sea Hawk’en er på vej. Det er de samme to ‘kaptajner’, som vi mødte tidligere på dagen. De er en del af sjakket fra Hirtshals, der har taget sommertjansen med at passe sommerens ø-sejlads.

10 kilometer fik vi gået på Strynø

Sea Hawk’en er kun i havn i den korte tid det tager at få sat et par nye ø-hoppere og deres cykler i land på Strynø og os ombord. 1-2-3, så er vi på farten igen, i flyvefart over øhavet.

Vi fik vandret 18 kilometer på STRYNØ

Det så vi:
– STRYNØ BY
– MAJTRÆET
– MØLLEN
– SKOLEN
– KIRKEN
– MOST hos METTE MOST (vejbod)
– SMAKKECENTRET, hvor vi nød solen og livet

Farvel til Strynø – Next stop DREJØ

Dag 1: DREJØ – andet hop

FAKTA: Drejø er 4 km2 og har cirka 70 beboere
Drejø er en dobbeltø, der består af øerne Drejø og Skoven. Øerne er forbundne af et drej.

Efter endnu en herlig tur i raketfart over øhavets små bølger ankommer vi til Drejøs færgehavn. Herfra er der, som vi oplevede på Strynø, et stykke vej op til byen. Det er først på eftermiddagen og vi har lyst til at få ‘lidt lækkert’ på Gl. Elmegaard, en af Drejøs ældste gårde der i dag drives som museum. Stedet skilter med en café, og det lokker os ind i den hyggelige have.

Stråtækt Drejø-idyl
Andet ø-hop, fra Strynø til Drejø

Havehygge på Gammel Elmegaard

Desværre har caféen lukket i dag (onsdagslukket). Da vi ikke kan vente til i morgen, må det blive en oplevelse vi må have til gode. En dame stikker hovedet ud af døren og oplyser at hun er midt i en rundvisning, men at vi er velkomne til at slå os ned i haven, hvis vi trænger til et lille hvil. Det tilbud tager vi imod, og heldigvis har vi da selv lidt chokolade i rygsækkene.

Flot lygtepæl med vejviser
Gammel Elmegaard emmer af bondegårdsidyl

Inden vi går videre låner vi toilettet inde i huset. Rundvisningen er stadig i fuld gang inde på gårdspladsen. Det ser hyggeligt ud, beklageligvis har vi ikke tid til at få en lignende tur. Jeg får lov til at tage et foto af Drejø-modellen, der viser hvordan byen så ud før den tragiske Sankt Hans-brand i 1942 hvor størstedelen af gårdene nedbrændte.

Modellen af Drejø by, som den var
før den katastrofale brand.
Caféen på Gammel Elmegaard, een af de gårde der overlevede branden.

Fravalget af kirketårnets nøgne kvinde

Da vi går fra byen og videre ud på øen, må vi træffe et valg om hvilken rute vi vil tage. Vi har planlagt at være omkring 4 timer på Drejø, hvilket er lige i underkanten til også at være på kulturel sightseeing. Jeg, der holder meget af at besøge kirker, bøjer mig for Rune der blot ønsker at – hvilket også er helt i tråd med vores aftalte plan. Det nytter ikke engang at friste ham med den nøgne kvinde, der skal være malet i det hvidkalkede kirketårn engang i fordums tid.

Drejøs drej og Skoven uden skov

Drejø består af to sammenvoksede øer, den flade Drejø og den kuperede Skoven. De to øer er forbundne med en smal tange, der er aflejringer af sten og grus. Tangen, der i dag er asfalteret, kaldes for Drejet og har givet navn til ‘fællesøen’ Drejø.

Vi sætter kurs mod Skoven. Fra byen er der cirka 2 kilometer ud ad en lige vej, til vi når til området ved det flade Drejet. Hér åbner landskabet op for al sin herlighed; farverne er utrolig smukke og den høje himmel breder sig hele horisonten rundt. Mørke skyer er ved at trække sammen.

Vi følger vejen, der løber som en smal, lysegrå linie henover det flotte natursceneri og videre op på Skoven.

Det går op ad bakke på Skoven, der hovedsageligt består af dyrkede marker. Kanske at området tidligere, tilbage i middelalderen, har været bevokset med skov. Dengang var Drejø, som så mange andre sydfynske øer, kongens ejendom og vildtreservat.

Vejen slutter ved en spærring. Og, godt for det! Herfra er der et dybt, lodret klintefald ned til stenstranden, og et flot kig ud over øhavet.

Når man ikke er mobil

Når jeg går med Rune, må jeg finde mig i at blive hægtet af gang på gang.
Vi går med hvert vores mål for turen, så nogle gange går vi sammen, hver for sig:
Han ønsker kilometer og fart !!
Jeg, derimod, holder af at dvæle ved øernes ro og dejlige natur. – Og så går jeg ikke så stærkt som ham, + at jeg skal gå med hund OG tage fotos.

Rune stikker af med 7-mile-skridt. Han kan sætte et imponerende tempo og samtidig se helt afslappet ud. Jeg kan ikke engang ringe til ham, for han har valgt at hoppe rundt på øerne ‘a la old school‘, hvilket vil sige at han har efterladt mobiltelefonen hjemme i O’ense.

Han venter ved vinstokkene, der står langs vejen længere fremme. Græsset står højt, barken er mosbegroet og bladene friske og lysegrønne. Hvilke druer mon vokser her? – og hvilken vin byder de mon uventede gæster?

Det spørgsmål får vi ikke svar på. Vinbonden får ikke engang chancen for at byde på et glas, da vi ikke banker på hans dør – men fortsætter videre frem.

I stedet vælger vi at dreje af ved et skilt, der peger os i retning af den nordlige kyst.

Den på kortet anviste sti, viser sig snart at blive til en temmelig tilgroet trampesti.
Det er vist længe siden at der er blevet “trampet” på denne sti…måske er vi gået forkert et sted?
Heldigvis er det er umuligt at blive væk på Drejø og vi øjner snart vores næste mål: Drejøs gamle havn !!

Mosbegroede vinstokke med lysegrønne blade
Trampesti langs med vandet, på vej mod Drejøs gamle havn

Mødet med de strandede i Gammel Havn

Drejøs Gammel Havn ligger i en vig og er øens første havn. Det er en hyggelig intim havn, hvor småbåde ligger og vugger i vandet. Vanddybden er omkring 2 meter, så større både må søge til Drejøs nye havn, hvor også færgen anløber.

Der står et stort rødt skur og indenfor emmer det af maritim hygge. Fangstredskaber, sort/hvide fotos fra en svunden tid og andre spændende sager. Der er bord og stole samt et køleskab med kolde ‘selvbetjening-drikkevarer’….- bortset fra at skabet er gabende tomt!

Forklaringen får vi da vi falder i snak med 4 unge fyre, der fortæller at de kom sejlende hertil i en mindre motorbåd for et par dage siden. Da de senere på eftermiddagen ville sejle tilbage til fastlandet, var blæst og bølger dem imod. Heldigvis havde de fornuft nok til at forblive på Drejø fremfor at trodse vejr og vind, og vove pelsen i usikkert farvand.

Selvfølgelig havde de tømt køleskabet for våde varer, og det var dem vel forundt.

Efter et ufrivilligt forlænget ø-ophold og to nætter i det røde skur, er de, trods rigeligt øl og vand, efterhånden ved at være trætte af ø-livet. De glæder sig til, snart at blive hentet af nogle venner, der kommer dem til undsætning med en større båd. Deres eget fartøj skal foreløbigt forblive i Gammel Havn.

Med godt en time til vores egen afsked med Drejø bryder vi op og går videre mod den anden havn, hvor både Sea Hawk’en, de større både og færgen M/F Højestene fra Svendborg lægger til.

Der er flere ting vi ikke nåede at se på Drejø, men vi nåede vort eget mål; at vandre nogle gode kilometer (13 km) og være glade for det vi trods alt nåede at se undervejs. Det er fantastisk at være afsted på denne facon og bare tage tingene som de kommer.

Sea Hawk’en ankommer.
Samme båd, samme besætning…kaffe, sodavand og snacks ombord.
Vi skal videre mod Avernakø, siddende indenfor i varmen, drøner vi videre mod et nyt eventyr

Vi fik vandret 13 kilometer på Drejø

Det så vi:
– DREJØ BY
– HJEMSTAVNSGÅRDEN “GL. ELMEGAARD”
– DREJET, der har givet navn til DREJØ
– SKOVEN (med Drejøs højeste punkt 17 moh)
– GAMMEL HAVN

Dag 1: AVERNAKØ – trejde hop

FAKTA: Avernakø er cirka 6 km2 og har omkring 110 beboere
Avernakø er en 8 km lang dobbeltø, der består af øerne Avernakø og Korshavn. Øerne er, som på Drejø, forbundne af et drej.

Det er planen at finde et sted at overnatte så snart vi er i land. På Havnecaféen er de flinke at henvise os til et lille strandstykke, umiddelbart syd for lystbådehavnen. Det er et godt sted, for således kan vi slå os ned med udsigt til vandet, og vi har samtidig adgang til havnens toilet og vandfaciliteter.

Selvfølgelig kan en 16-årig søn, hund og mor ikke bo i samme telt !!!
Rune:
– Overnatter i tarp, der støttes af nogle hybenbuske.
– Aftensmad: Pasta og tomatsovs – tilberedt på trangia.
– Drikkelse: Faxe Kondi.
Moren:
– Overnatter i lille to-mandstelt (sover i ske med Zif’en og som sædvanlig har vi natten igennem gang i en mindre skubbe-fight, der handler om brugsretten til henholdsvis liggeunderlag og sovepose.
– Aftensmad: Frysetørret jägergryde, blandet med medbragt grønt.
– Drikkelse: Rødvin (fra vandflaske) + primuskaffe

Aftensmaden laver vi selv, trods tillokkende havne-café lige ved siden af.

Vi nyder aftenstunden, vandet, vores småsnak og ikke mindst det snolder som vi har med som dessert. Dagen går på hæld og Rune vælger at gå tidligt til ro. Zif’en og jeg slår et smut ned til havnen hvor færgen fra Faaborg er på vej ind. Den lille Ø-færge syner stor i den lille havn.

Det er dagens sidste anløb til Avernakø.
Et par tomme affaldsbeholdere bliver skubbet fra borde og en enlig ejendomsmægler skal med tilbage til Fyn.

Kort efter forlader fastlandsforbindelsen atter Avernakø. Havnen tømmes hurtigt for liv – selv havnearbejderne er væk. Alt er øde.

Jeg går over i havnens lille venteskur og sidder lidt og betragter skumringen gennem glasruden. Der ligger et par sten på bænken “Velkommen til Avernakø” og “På gensyn“…teksten er skrevet med fin håndskrift.

På engen, der ligger ved havnen, gumler skotsk højlandskvæg græs til den store guldmedalje. De sidste stråler af den hensygnende sol, omkranser dyrene med en lysende streg. Det er en dejlig aften, men alting får en ende og Zif’en og jeg går de få skridt tilbage til teltet. Det skal blive godt med en god nattesøvn.


Hen på natten blæser det op og det rusker gevaldigt i telt og tarp. Indendøre er det lunt og godt og vi nyder at lytte til lyden af vindens hylen og bølgernes brus.

Dag 2: AVERNAKØ (fortsat)

En blæsende opvågen

Vi vågner til en dag, der er helt anderledes end den vi sagde godnat til i går aftes. Vi kryber i læ bag buskene for at spise morgenmad, uden fare for at det hele flyver væk.

Blæsten går frisk over Ø-havets vande

Vinden suser i flag og vindposer da vi, efter at have pakket vores lille lejr sammen, går videre ind på Avernakø.

Hertil nåede den katastrofale stormflod i 1872

Den undseelige sten, der gemmer på en tragisk historie

Vi følger Hovedvejen, der løber fra havnen i den ene ende af Avernakø til kysten på den anden side af øen. På vej ind til Avernak By, der ligger cirka 1 kilometer fra havnen, bemærker vi en lille flodmærkesten, der står i vejkanten. Den minder os om at livet i Det Sydfynske Øhav ikke altid er, eller har været, idyllisk og sorgløst. I november 1872 hærgede den værste stormflod det sydlige Danmark. 81 mennesker samt massevis af dyr omkom på øerne i Ø-havet, Lolland og Falster. 450 skibe forliste.

Avnernakø-skåle i en særlig kirke

På den anden side af Avernak By kommer vi til øens kirke. Den lavloftede kirke blev bygget som den første kirke i Danmark efter Reformationen i 1536 – oprindeligt dog kun som et bindingsværkshus. Hvilket vil sige at kirken ikke tidligere har været anvendt katolsk. Årstallet, 1876, på kirkens tårn – er året hvor kirken fik sit nuværende udseende med klokketårn.

I en montre, inde i kirken, udstilles 3 gyldne kopier af bronzealder-skåle. Guldskålene blev fundet på Avernakø tilbage i slutningen af 1600-tallet. Det var en fæstebonde, der fandt ikke bare tre, men hele 6 prægtige skåle. I dag opbevares de fem af skålene på Nationalmuseet i København, den sjette forærede blev foræret til en fransk minister i Napoleonstiden og forsvandt sammen med ham, ud af Danmark. På Avernakø står vi en kort stund og betragter de tre flotte kopiskåle af messing, samtidig med at vi undrer os en smule over at der ikke er fem, – eller seks?

Munkes majtræ og Avernakøs store kunst

I landsbyen Munke, der blot består af nogle få huse, holder vi et lille fotostop ved majtræet inden vi fortsætter. Det er hyggeligt at traditionen med pyntning af majtræ holdes i hævd på både Strynø og Avernakø.

Majtræet i Munke

Flere steder på Avernakø støder vi på store royale kunstværker, måske var de en del af udsmykningen ved Dr.Margrethe og Prins Henriks besøg i 2012.

På den anden side af ‘Munke-husene’, støder vi på Avernakøs flodmærke nummer to, der også hér minder os om øens skæbnesvangre dag i 1872. Valmuerne lyser op i det overskyede gråvejr.

De ovesvømmede jorde blev ødelagt af salt, og i flere år kunne
markerne ikke dyrkes.
Hvad tænker mon landmanden om alle valmuerne i sin mark. Men, det er så smukt 

Over Drejet til Korshavn

3,5 kilometer har vi tilbagelagt siden vi forlod det forblæste havneområde. Nu står vi ved Avernakøs modsatte side, på vej til at krydse over dæmningen til Korshavn. Avernakø og Korshavn var tidligere to selvstændige øer, forbundne via et drej – en tange, som på Drejø.

Under den økonomiske krise i 1930erne blev der, som led i Danmarks beskæftigelsesarbejder, bevilget penge til anlæg af en dæmning mellem de to øer. Siden dengang har øerne ‘hængt sammen’.

Mange mennesker har tidligere lidt druknedøden når de skulle forcere fra ø til ø i stormvejr. I dag er vejret også truende, men der er ingen fare – det eneste vi udsætter os selv for, er risikoen for at stå uden ly i tilfælde af en regnbyge.

Ved den lille bådehavn i Korshavn, kan vi ikke stå for muligheden for en tur i den lækre trapez-gynge. Når en gynge hænger i en lang snor, giver det et ‘godt sving’ og i Korshavn svinger gyngeturen ud over en skrænt.

Der er også et hyggeligt skur, til brug for bådfolket. Desværre kan vi ikke se noget havnetoilet.

Munkene på Avernakø

Vi går videre ud ad landevejen og ender ved en lille stenet strand, der kaldes for Kapelodde. Engang i middelalderen byggede munke et lille kapel herude. Flere af Avernakøs stednavne kan spores tilbage til disse hellige mænd; Kapelodde, Korshavn, Munke.

Helt herude på Avernakøs vestligste kyst ligger Mærsk villaen, lidt gemt væk fra offentligheden – og med en lille privat havn. Det er en gren af Mærsk-familien, der bruger huset som sommerhus.

Regnen vælter ned

På vej tilbage over Korshavn går der hul på de mørke skyer, der har truet os så længe. Regnen vælter ned! I starten forsøger vi at gå videre, eftersom der alligevel ikke er et læ-sted at finde. Pludselig, som om der ikke er nok vand i den regn, der vælter ned fra himlen, bliver der skruet op en ekstra gang for himlens vandhane, jord og himmel står i ét.

Til sidst vælger Zif’en og jeg at krybe i ly ved en busk. Rune er ‘hård negl’ og fortsætter ufortrødent videre, og er snart væk i regnmasserne. Ti minutter senere er det tørvejr igen. Regnen forsvinder lige så hurtigt som den kom – og nu sidder vi tilbage, sjaskvåde som druknede mus, og Rune er gået i forvejen.

Zif’en og jeg hanker op i hinanden og trisser efter sønnike med de lange ben. Ringe til ham kan jeg ikke, da han jo har valgt at tage sangbog med i stedet for mobiltelefon.

Heldigvis bliver vi hurtigt blæst tørre i den stride vind og vi fryser ikke.

Rune er ikke ved gyngen i Korshavns lille havn…

Regndråber på brombærblomster
På vej retur fra Korshavn mod Avernak…

Vi møder ikke mange biler på vor vej.
De få biler, der kører tager hensyn og der nikkes og hilses.

Han er ikke ved kirken…

På besøg hos Farmor

Han er heller ikke ved Farmor, der sælger fine hånddekorerede sten fra sin lille butik “Made-by-Farmor” i sit hus. Nu ved jeg hvem der har lavet Avernakø-stenene jeg så i går i havnens venteskur.

Jeg når lige at tænke, at han nok er gået hele vejen til Avernakøs havn, da han pludselig sidder og vinker til mig ved købmanden lige før Avernak By. Han håber nok på en is.

I læ hos Gitte “Ged”

Vi bliver enige om at vi i stedet vil flotte os med lidt godt hos Gitte ‘Ged‘ (Avernakø Landhotel) og går cirka 100 meter tilbage for at dreje op ad hendes indkørsel. Gitte har sit “gede-navn” efter sit dyrehold; gederne. På gårdspladsen står et stort hvidt partytelt, der fungerer som sommerrestaurant.

Det er rart at komme i læ for blæsten og snart sidder vi godt placeret ved et plastikvindue, og spiser den lækreste burger med nye kartofler og drikker hjemmelavet hyldeblomstsaft. Der er bare Rune og mig i ‘restauranten’, men vi kan se at Gitte forventer stort ryk-ind senere på dagen. Hun og to piger har travlt med at forme bøffer i køkkenet og de er meget opmærksomme på at døren holdes lukket, så fluer ikke kommer indenfor til det hakkede kød.

Inden vi forlader gårdspladsen, stikker vi hovedet ind i Gitte ‘Ged’s strikkebutik. Hun klipper og spinder selv garn af uld fra sine geder og alpaca. Vi oser lidt omkring i det meget lille lokale, der er fyldt med lækre sager, før vi går atter bevæger os ud på den forblæste landevej.

De flade fugleområder ved Avernakø Havn

I Avernak By drejer vi af fra Hovedvejen og følger Oddevej i retning af kysten. Efter et stykke bliver vej til markvej og vi bevæger os ud i området omkring Avernakø Hoved, der består af engdrag og fladt vand. Det er et yngleparadis for fugle. Der er utroligt smukt, og jeg nyder at gå her midt i strandengens farvepragt under de tunghængende skyer.

Markvejen, der løber mellem naturbeskyttede områder

Fra markvejen er der et fint kig til det rige fugleliv bag hegnet

I læ for blæsten bag en presenning

Da vi ankommer til havnen er der næsten en time til Sea Hawk’en kommer. Vi har tilbagelagt go’e 18 kilometer og glæder os til at komme videre til Lyø, hvor vi har en ‘fræk’ aftale med min søster Lise, hendes datter og vores far; sammen skal vi spise aftensmad på Lyø.

Vinden har ikke lagt sig i løbet af dagen. Det har blæst hele dagen, og her ved 15-tiden suser der stadig kølige vinde over ø-havet.

Rune binder sin tarp op ved havnens bord-og-bænkesæt. Nu kan vi sidde i læ mens vi venter på at blive hentet. Han er ‘tarp-mand’, nægter at medbringe telt, og jeg bøjer mig i gruset for den store presennings dobbeltfunktion som læsejl.

Det rusker godt i den store presening

Der er småt med sejlfolket på Øhavet. Vore venner, kaptajnerne på Sea Hawk’en, fortæller at det også har været en “stille dag mht. transport af passagerer rundt til øerne”. Vi er de eneste passagerer.

Derhjemme er de da også lidt bekymrede. De ringer og spørger hvordan vi klarer os i det dårlige vejr, hvor størstedelen af Danmark skutter sig indendøre med TV eller andre hjemmesysler.

Men, er man først afsted tænker man ikke så meget over skyer og truende regn, – og ingen af os så meget som overvejede at søge ly på havnens café, vi har jo presenningen.

Vi fik vandret 18 kilometer på AVERNAKØ’

Det så vi:
– AVERNAKØ KIRKE
– GULDSKÅLS-KOPIER
– STORMFLODS-STEN
– DÆMNINGEN
– AVERNAK og KORSHAVN
– MADE-BY-FARMOR
– GITTE GED (AVERNAKØ LANDHOTEL)
– MAJTRÆET
– YNGLEOMRÅDER FOR FUGLE
– DRONNING MARGRETHE

Dag 2: LYØ – fjerde hop

FAKTA: Lyø er cirka 6 km² og har omkring 80 beboere, også kaldet ‘lyboer’.

Turen fra Avernakø til Lyø
Den dobbelte mindesten

Som på de andre øer vi har besøgt, skal vi gå et stykke op til byen. Der er en lille kilometer op til gadekæret og købmandsforretningen. Undervejs kommer vi forbi en speciel sten, der minder os om to historiske hændelser; Valdemar Sejrs tilfangetagelse på Lyø, samt de mørke år hvor Danmark var foruden Sønderjylland.

Bindingsværksidyl med typisk lyøsk bemaling: blå kant
Kort over Lyø

I Lyø by bliver vi hilst velkomne til øen af vores 3 søde familiemedlemmer. De er kommet sejlende lidt tidligere med færgen fra Faaborg.

Nu sidder de ved et af landsbyens fem gadekær og fanger haletudser med et net de har lånt i et lille skur overfor købmanden. De bliver senere sat fri igen, altså haletudserne.

“Han gjorde hvad han kunne”

Sammen følges vi til byens hvidkalkede kirke. Kirken blev bygget midt i 1500-tallet og har en sjælden rund kirkegård, omkranset af et stendige. Der er flere spændende gravsten. Blandt andet stenen over en tidligere præst, “der gjorde hvad han kunne” og en anden sten sat til minde om byens klodsemager.

Fra kirken skrår vi over plænen til “Café Lyø”, hvor de laver de skønneste pizza’er i en brændefyret stenovn (2019).
De har imidlertid, at der slet ikke er plads til os i den fuldbookede restaurant. Heldigvis tilbyder de friske Nørrebrodrenge os et alternativ, nemlig læskuret, hvor også Zif’en kan være med.

Her får vi serveret ‘pizza to-go’ i pap og hvidvin i fine glas…og vi låner de dejligste varme tæpper til at lægge om benene.

Shelter og bålsang

Efter en hyggelig familiemiddag følger Rune og jeg de tilrejsende tilbage til havnen og Ø-færgen.

Syngende går vi selv videre til vores overnatning: shelteret, der ligger omkring 2 kilometer fra havnen. Undervejs synger vi det bedste vi kan huske af Leonard Cohen, Beatles og Kim Larsen. Sammen hjælper vi hinanden med at huske sangene bedst muligt. Det er vældig morsomt at fumle rundt i halvglemte tekster og det er super hyggeligt at synge sammen mens vi går ud ad landevejen.

Senere omkring bålet finder Rune sin spejdersangbog frem og pludselig kan vi synge ALLE sangene. Vores repertoire består af blandt andet: “When I’m sixty-four”, “Yesterday”, “Sangen om Larsen” og “House of the rising Sun”. Vi har en hel lille fest.

Dag 3: LYØ (fortsat)

Fugletårn og Klokkesten

Vi vågner til en smuk morgen, stadig overskyet men vinden har lagt sig, og dagen tegner tør og god. Efter morgenmad og pakken-sammen går vi til fuglereservatet ved Vestersjo, hvor vi fra et fugletårn har flot udsigt over hele området og ud over vandet.

Jeg har efterhånden vænnet mig til at Rune tager de hurtige støvler i brug og skridter i forvejen. Det gør ikke spor, for sammen med Zif’en trasker jeg efter i mit mere rolige tempo.

Han venter lidt længere fremme, og sammen fortsætter vi til Lyøs berømte Klokkesten.

Klokkestenen er et et gammelt dyssekammer og en af de fem gravhøje, der stadig findes på Lyø. Det særlige ved stenen er den klokkelignende lyd, der fremkommer når man slår på dækstenen med en anden sten. Det siges at man kan få et ønske opfyldt ved at slå på stenen.

Lyøs berømte Klokkesten
Der var oprindeligt omkring 52 høje og stendysser på Lyø

Vi får ringet gevaldigt med klokkerne, lydene er forskellige alt afhængig hvor på stenen man rammer. Det er næsten lige som at slå torskesmut, man ved med det samme når man rammer den helt perfekte klang.

Langs stranden…

Vi smutter herefter videre ned på stranden og går på den stenede strand. Herfra kan vi se færgen Bøjden-Fynshav, der sejler fra Fyn til-og-fra Als.

Et stykke længere fremme kommer vi til Ø-lejren. Der har været ø-lejr på Lyø siden 1970, og deltagerne ser ud til at hygge sig gevaldigt.

Ø-lejr og nøglejagt

Egentlig ville vi blot gå ubemærket videre ind til byen, da vi bliver råbt an af en mand, der spørger lidt ind til hvad Zif’en er for en hund og om hun kan noget? Han fortæller os at der er en dame, som har mistet sine bilnøgler og hvis nu de kunne opspores ved hjælp af næsearbejde, ville de blive meget glade.

Jeg slipper Zif’en løs og hun går straks igang med at lede. Hun kan godt lide at arbejde. Damen kommer med gode hints; måske er nøglen til venstre, eller til højre, måske ved parkeringspladsen eller ved spiseteltet? Jeg sender Zif’en afsted i den ene og den anden retning. Da damen kommer på den idé, at nøglerne måske ligger glemt hos købmanden, giver vi op og går videre.

Skrumpehoveder og lårbensknogler

Heldigvis har vi god tid til, og mulighed for at stikke hovedet indenfor i Lyøs Skrønemuseum. Kaptajnsenken svinger med lårbensknoglerne mens hun fortæller skipperskrøner og underholder med historien om Lyøheksen Ane, om skrumpehoveder, og sine mange oplevelser omkring i verden. Skibsfart har altid været en vigtig del af ø-livet.

Det er altid sjovt at høre spændende fortællinger og eventyr.

Skoven, Bjerget og Østersjó

Efter endt fortælling anbefaler kaptajnsenken os at gå via Skoven på vores vej mod havnen. Vi finder ud af byen, og snart går vi langs marker i kanten af noget småskov, tilplantet i 1990. Det er Lyøs eneste skov og udsigten til øhavet fra det højtliggende område er meget smuk.

Et kig over marker til Fyn og Dyreborg samt Ø-færgen,der sejler mellem Lyø, Avernakø og Faaborg. Sønnike er endnu en gang ‘stukket af’ og ses kun som en silhouet i det fjerne
Naturområdet ved Skoven og Bjerget på Lyø

Nede ved kysten slår vi ind på en markvej langs græsklædte strandenge, og søen Østersjó. Det er hyggeligt at gå ad ‘bagvejen’ til havnen. Der er mange fugle at kigge på.

Tid til gelato

Turen omkring Skoven og videre langs kysten til havnen tager slet ikke så lang tid som vi havde troet. Om det er fordi Lyø er mindre end vi regner med, eller fordi vi nu begge går meget hurtigt? Vi ved det ikke?

Vi når færgelejet 2,5 time før afgang og har derfor masser af tid til at gå op til Lyø By igen-igen.

En rigtig god grund til denne meget fornuftige beslutning er isen !

Hos Café Lyø hvor vi spiste pizza i går, kan man købe italiensk ispind. Den skal vi naturligvis smage, nu hvor vi har tiden til det. Isen er importeret fra ismageriet Oluf i København. (2019)

Lakrids Gelato dyppet i citronchokolade 
(OLUF’s håndlavede ispinde købt og spist på Lyø)

Den vingeløse vindmølle

På vej tilbage til havnen, nu godt tilpasse efter dejlig isspiseri, slår vi en omvej forbi møllen, der ligger højt på øen.

Den i dag vingeløse mølle blev bygget i 1876 hvor den erstattede en tidligere stubmølle. Siden 1930’erne har møllen ikke malet korn.

I 1990’erne blev møllen indrettet til sommerhus, men har de senere år været så forfalden at den ikke har kunne bruges som bolig.

Da vi kommer forbi er der gang i restaureringen. Udenlandske håndværkere fortæller at man måske i fremtiden vil kunne nyde udsigten over hele øen fra det flotte nyrenoverede galleri (omgang).

Lyø Mølle ligger højt i landskabet
Flot ny omgang i træ

Vores tid på Lyø er ved at nå til vejs ende. Da vi vågnede i morges var det overskyet, i løbet af dagen er skydækket trukket væk og vi venter på vores gule Sea Hawk under en skyfri himmel. Livet er herligt.

Tid til at sejle videre med den gule Sea Hawk
Næste stop: SKARØ

Vi fik vandret 5+15 kilometer på LYØ


Det så vi:
– FUGLETÅRNET, VESTERSJÓ
– KLOKKESTENEN
– SKRØNE-MUSEET
– “VALDEMAR SEJR-STENEN”
– LYØ IS
– BJERGET, SKOVEN, ØSTERSJÓ
– MØLLEN
– LYØ KIRKE
– MINDESTEN
– Ø-LEJR
– CAFÉ LYØ (sæsonen 2020 ændret til Hlý)
– SHELTER

Sejlturen fra Lyø til Skarø tager, selv med den hurtige katamaran, næsten en time. Undervejs kan vi blandt andet se ind på Knoldens skrænter ved Horne Land og vi får også et kig til Faaborg.

Knolden
Faaborg

Dag 3: SKARØ – femte hop

FAKTA: Skarø er cirka 2 km² og har omkring 30 beboere

Så snart vi lægger til kaj, hopper vi i land og påbegynder vores vandring på øen. Der er også på Skarø et stykke vej ind til byen, dog kun godt 500 meter.

Skarø er en lille ø, så vi er hurtigt igennem byen og videre ude ved stenstranden, hvor vi dog mestendels går på trampestien langs markerne.

Vi har kun få timer på Skarø, så vi har en smule travlt med både at vandre og spise nyrøget laks i “Sommersildens” have.

Nyslået græssti er et dejligt tæppe
Stribet bygmark langs med vandet

Den farlige kirkegang

Ved et lille hvidt skur, drejer vi væk fra kysten og bevæger os i retning af Skarøs kirke, der oprindeligt blev oprettet som kapel i år 1900. Før den tid foregik alle øens kirkelige handlinger i Drejø Kirke, hvortil sejladsen i åbne joller især om vinteren kunne være en farefuld færd. I 1920 fik kapellet status af kirke.

For at komme op til Skarø Kirke må vi ind på marken til de nysgerrige vikingefår “guterne”, der dovent betragter os, før de gumler videre på deres græs. Vi er tilsyneladende ikke særligt spændende.

Sommersildens laks

Fra kirken er der blot en lille kilometer til vi er ved Skarø by, og herfra få meter videre til Sommersilden Gitte.

MUMS for en dejlig tallerken, der venter i den hyggelige have. Den friskrøgede laks var ledsaget af små lynhapsere, der passer perfekt til en sommeraften, et glas kold hvidvin og hyldeblomst.

Gitte har nok at gøre med at styre gæster og køkken, men ikke mere travlt end at hun også når at fortælle at de gedelignende gutefår tilhører hende. Hun er som sin navnesøster “Gitte Ged” på Avarnakø en driftig kvinde med mange jern ilden.

En sammenligning, man nok ikke skal sige højt til de to damer, da der hersker en historisk modvilje øfolkene imellem. Noget man nok skal være øbo for helt at forstå. Men, det sitrer lidt i hårrødderne rundt omkring på øerne når man omtaler personer på af de andre øer.

Og, så alligevel (helt uofficielt):
Gitte Geds burger med nye kartofler og hjemmelavet hyldeblomstdrik var fantastisk.
Café Lyøs pizza fra stenovn og kolde hvidvin var fantastisk.
Gitte Sommersilds varmrøgede laks med diverse tilbehør var fantastisk.

Alle 3 steder, er værd at sejle til øerne for at besøge.

Sommersildens laksanretning

Inden færge-afgang når vi at gå en tur langs med vandet…med kig til Revet, et lavtliggende naturområde, som fuglene elsker.

Vi fik vandret 5 kilometer på SKARØ


Det så vi:
– GUTEFÅR
– CAFE SOMMERSILD og RØGET LAKS
– KAPELLET
– REVET

Det sidste stempel og hjem med færgen

Inden vi går ombord på den ordinære færgen til Svendborg stempler vi vores Ø-pas for sidste gang. Ø-passet stemples ved at kalkere den ø man har besøgt, over i passet ved hjælp af en metalpind.
Vi fik 5 stempler i passet.

Der er 38 øer i passet…
Danmark er et land af øer, det eksakte antal kendes ikke, men 398 er navngivet og 75 øer er beboede.

Stille og roligt sejler vi under Svendborgsundbroen, og omkring klokken 20 er vi tilbage på ‘fastlandet’ Fyn.

Svendborgsundbroen, der forbinder Fyn med Tåsinge
Afsted det går…I langsomt tempo.
Vi har skiftet den gule hurigtsejlende Sea-Hawk ud med den betydeligt langsommere rutefærge Højestene.
Vi når således tilbage til bilen i Svendborg i rolig og afslappet stil.
Vindeby på Tåsinge har vi agterude

Vi kan se tilbage på tre usædvanligt dejlige dage.
Vi har vandret, hygget os, spist god mad, fået masser af frisk luft og oplevet 5 skønne sydfynske småøer, der hver især har efterladt deres eget uudslettelige minde i vores erindring.

Det har været et eventyr at opleve øerne, der ligger så tæt på min hjemby Odense, – og alligevel er det som at komme til en lidt anden verden.

2 thoughts on “FEM ØER I DET SYDFYNSKE ØHAV

  1. Tak for en rigtig oplevelse, både billeder og fortælling. Det er du bare super god til.
    Har med bl.a. En gruppe fra Sct. Georgs gildet besøgt et par af øerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *