Odenseguide på eventyr

TOUR DE HELNÆS – “Walking On The Rocks”

18 km rundt om Helnæs. Turen byder på varieret terræn. Vi vandrer over sten, mange sten og STORE sten. Vi vandrer i sand, i tang og i siv.

Over stok og sten i vandkanten

Helnæs rejser sig som en vold op over vandet. Vi kommer kørende fra Fyn ad den godt 1 kilometer flade vejdæmning på tangen, der kaldes for Langøre.

Langøre er naturskabt – og blev i slutningen af 1800-tallet beskyttet af sten fra markskel på Helnæs. Sten, der stammer fra områdets oldtidsgrave.

Vandet bruser til den ene side – og er blikstille til den anden.  

Kan man gå rundt om Helnæs i vandkanten? Det spørgsmål har vi stillet os selv flere gange. Ingen af os er så stedkendt på det sydvestlige Fyn, at vi kendte svaret før vi drog afsted. Søgninger på nettet gav intet brugbart resultat.  

Vi har besluttet os for at prøve, og tage oplevelser og udfordringer, som de dukker op undervejs.

Vi er glade for, at vi tog afsted uden videre planlægning; og nu kan du komme med på vores dejlige vandkantstur.

God fornøjelse…

Det bliver en herlig tur

Vi går på stranden, langs med vandet hele vejen rundt. 
Turen byder på varieret terræn.
Vi vandrer over sten, mange sten og STORE sten
Vi vandrer i sand, i tang og i siv.

Langøre

En hurtig opmåling af Helnæs’ omkreds anslår distancen til cirka 18 kilometer, hvilket giver luft til lidt ‘fjumre-kilometer’ – ifald vi skulle støde på uvejsomt terræn.

Helnæs-ruten

Bilen parkerer vi ved den lille p-plads, der ligger ret til højre når man når kører ‘op på Helnæs’.

Vejret er med os.  Forårssolen skinner fra en himmel, der for det meste er skyfri. Shorts og vandre-nederdele er det helt rigtig tøjvalg på denne dag.

?Hele tiden har vi havet på vores højre hånd og den fantastiske blå himmel over vore hoveder.
?Vi lytter til havet, til havfuglene, til bækkes rislen. Vi går til musikken af skurrende sten og knasende skaller under vores fødder.
?Vi dufter til syrener, til tang, til tjære, til ramsløg og til den friske luft.

Lystfiskere håber på, at få hornfisk på krogen.  Et par børn fanger efter rejer og småfisk med plastikskovle i det lave vand ved Helnæs Bugt, fordi det er hyggeligt. De fanger nok ikke meget, – børnene altså.  Vi nikker også til to veninder, der er på udkig efter smukke sten og andre spændende strandfund.

Fra Langøre til Helnæs Fyr

Det første stykke går vi ved foden af høje klinter ved Bobakkerne.  I det fjerne skimtes fyret, der er første ‘pejlepæl’.  Der er mange sten på stranden, så vi smutter op på en lille trampesti, der er en del af den 2 kilometer lange “gule rute” i Bobakkerne. Da stien, kort efter drejer ind i land, fortsætter vi videre ud ad sten-stranden.  

Strandkål vokser og trives på denne del af Helnæs. Det frister at plukke nogle blade med hjem til aftensmadens salatbord, men i dag lader vi strandkålen stå.

Den danske Bounty-strand

Vi lægger de høje klinter bag os og bevæger os ud i et fladt landskab, hvor solen ikke længere er skjult bag skyggende skrænter. Solen, det lave vand og sandstranden i den langstrakte bugt, sender tankerne hen på sydligere himmelstrøg. Vi snakker om Spanien og om Caribien, – fjerne destinationer, som synes ekstra langt væk, hér i corona-året 2020.

Så skal vi hoppe over et lille vandløb. Åen er udløb fra den gamle sø, Åledybet, der ligger inde på Helnæs Made, et naturområde med græsland, strandenge, moser og kær på inddæmmet havbund.

Efter vandløbet, der i dag er smalt som en bæk…hvem ved om den i morgen er bredt som en fos?, går vi videre med Maden på vores venstre hånd. Stranden er igen stenet og består af en blanding af sten, sand og opskyllet tang.

Inden længe passerer vi den sidste af Madens søer. Et svanepar har hér, fundet sig et fredeligt sted at slå sig ned. Der er ingen ællinger endnu, men de kommer nok. Vi følger trampestien, der fører os væk fra stranden og de hornfiske-fiskende fiskere. Således kommer vi lidt højere op, og kan rigtigt nyde udsigten over land og vand.

Walking on the rocks

Efter omkring 1 times vandring har vi Helnæs Fyr ret fremme. Med bare 5-6 kilometer i benene, vælger vi at fortsætte forbi det 28 meter høje fyr, uden stop.

De næste mange kilometer er sten, sten… også STORE sten. Vi får øvet balancekunst og føler os flere gange som Bambi på glatis. Nogle af stenene er grønne og alge-glatte, andre rokker når man træder på dem. Et par gange må vi finde vor indre bjerggeder frem og kravle og klatre over store stenblokke for at komme videre.

Flere steder pibler små kilder ud fra skrænten og videre ud over stranden. Den fine lyd af kildevandsrislen blander sig med småbølgerne, der skvulper mod standsten. Ude i vandet har flere hornfiskefiskere fundet deres perfekte fiskespots. “Har I held med fangsten?”, spørger vi. “Jeps, jeg har allerede fanget TO fine hornfisk…- og jeg går ikke hjem endu”, svarer den ene optimistiske fisker.

….Og, så kommer vi til dyngerne af store stenblokke. De er højst sandsynligt væltet ned fra markerne højere oppe og blokerer nu stranden helt og aldeles. Vi må, med tungen lige i munden, forsigtigt forcere forhindringerne, før vi lander sikkert på den anden side.

Tid til en pause i sandet

Efter en times stenet vandring er vi blot nået 3-4 km væk fra fyret og vi beslutter os for at holde pause…på stenene.

Det er herligt at sidde og sludre, drikke kaffe og lufte de trofaste fødder. Vandrefødder er ikke kønne, – og de fortjener den smule luksus, det er muligt at tilbyde dem på turen. Når vi kommer hjem skal de nusses med creme og kærlig pleje.

Sten, sten, sten

Snart er vi på farten igen. Flere sten følger, og på et lille rev har skarver og edderfugle slået sig ned i havstokken. Skarverne fortrækker hurtigt ud over vandet, da vi kommer nærmere… – edderfuglene betragter os roligt og svømmer dovent væk.

Stenene fortsætter nogle hundrede meter endnu før vi med ét vader ud på sand – vi er fremme ved Helnæs Sommerland, et sommerhusområde med 500 meter sandstrand og badebroer. Vi kigger forgæves efter en iskiosk, – der nok alligevel ville være lukket på grund af corona. (PS: Der er iskiosk ved campingpladsen, efter “Tjæregryden”)

Illum og den sorte tjæregryde

Ud for Helnæs Strand ligger den lille, i dag ubeboede ø, Illum. I 1870’erne solgte Hvedholm Gods øen til den daværende fæster derovre. A.C. Illum, der grundlagde stormagasinet Illum i København stammer fra denne slægt.

Det er nødvendigt at gå lidt væk fra stranden, og krydse hen over et grønt område, for at komme til den kulsorte tjæregryde. “Og den som kommer allersidst skal i den sorte gryde”. Indtil 1960’erne imprægnerede fiskerne de store bundgarn med tjære. Tidligere var garnene lavet af naturmateriale, der ville rådne hvis de ikke blev dyppet i tjæren, som blev letflydende ved opvarmning i gryden. Man kan stadig ane den svage duft af det sorte beg, hvis man stikker næsen tæt på.

Livet leves ‘langsomt’ i den hyggelige sommerhusidyl ved Strandbakken, og grusvejen, som vi går på, ender i en have. Et skilt og en lille trappe hjælper os ud på stranden.

Det spejlblanke vand

Vandet i Helnæs Bugt stille og roligt. Skoven når ned til sandet, og flere har slået sig ned for at nyde det fine vejr og roen ved vandet. To børn fisker efter rejer og småfisk – med plasticskovle. De er meget koncentrede, men de afslører at de ikke rigtigt har haft held til at hale fangst i land….endnu.

Længere fremme ad stranden wader et par voksne lystfiskere ud mod dybere vand. Helnæs Bugt er et stort havørred revir.

Fællessang, langt fra andres ører

Vores tur fortsætter. Skoven har vi til venstre og bugten til højre. Det er så smukt, at vi pludselig går og synger det vi husker fra vor danske fædrelandssang.

Der er et yndigt Land,
Det staaer med brede Bøge
/:Nær salten Østerstrand:/
Det bugter sig i Bakke, Dal,
Det hedder gamle Danmark
/:Og, det er Frejas Sal:/

Hvor vi tidligere gik over mange sten, er vi nu nået til stranden med de sprøde, knassende strandskaller. Det er ganske meditativt at lytte til de skaller, der knuses under vore skosåler for hvert skridt vi tager.

Sivene

Stranden bliver til sivskov. Det er ikke længere muligt at gå ved vandet og vi overvejer om vi skal forsøge at gå ind mellem sivene. Det har længe været tørt i vejret, men underlaget føles stadig lidt blødt hist og her. Vi aner en sti, og drager den konklusion, at andre nok har gået her før os, så vi smutter videre ind blandt de høje gyldne græsser. Det viser sig at være en god beslutning. Efter en kortere ekspedition er vi tilbage langs med vandet. Vi passerer undervejs et skovbryn med blomstrende ramsløg. Grønne blade og tusindevis af hvide blomster dækker skovbunden. Den liflige hvidløgsduft hvirvler op i vore næsebor da vi går forbi.

Vandgang i det forårsfriske vand

Sten blander sig med skaller. Det skurrer og knaser når vi går. En pludselig indskydelse får os til at smide skoene, og gå et stykke i det klare lave vand. Hov, der ligger et par brandmænd på lur. Bedst at være på vagt for lange brændende tentakler fra de amorfe, violette kroppe. Der er også flere af de mere venlige vandmænd. Vandet er koldt og krystalklart. Vi går på sand og spredte småsten- og skaller. Et par krabber forstyrres og smutter væk. Nogle steder må vi bevæge os uden om stenklynger, hvorpå der vokser tang. Åh – hvor er det fantastik at gå i det forårskølige vand.

Efter nogen tid går vi på land, og inden længe runder vi en flot skrænt. Nu bevæger vi os ud på de sidste flade stykke, inden vi er tilbage ved bilen. Vi går et stykke i dyb tang og vi snakker om de corona-lukkede fitnesscentre. Dét her, er den naturlige version af ‘step-maskinerne’ – ganske gratis og mindst lige så effektivt for baller og lår.

Ringen om Helnæs er sluttet

Et par damer samler sten i vandkanten. Det er let at finde sten på Helnæs, og det er tydeligt, at de hygger sig med at finde de allersmukkeste blandt de mange.

Skotsk højlandskvæg sørger for den vigtige naturpleje. De har nogle imponerende horn, og trods dyrenes størrelse ser de utroligt nuttede ud med deres lange pels. De kigger lidt da vi går forbi, men snart er de igen i gang med det de er allerbedst til, at gumle græs og kigge ud over det smukke landskab.

TOUR DE HELNÆS – i vandkanten
Distance18 km
Sværhedsgrad☀️☀️☀️☀️☀️Mange sten, glatte sten og store sten undervejs. Desuden en sivskov, en vandløb og væltede træer på ruten. IKKE egnet til gangbesværede
Badetur☀️☀️☀️Vandet er klart og friskt. Mange sten, – men også fine sandstrande + badebroer
BEDSTE ETAPE☀️☀️☀️☀️☀️Hele turen omkring Helnæs er fantastisk, byder på dejligt varieret terræn og flotte udsigter over vandet

Vi er tilbage ved bilen. Glade, veltilpasse og en herligt vellykket tur rigere vender vi tilbage til Fyn.

Links til overnatning:
Hacienda Helnæsbugten (shelter)
Helnæs Mølle (shelter)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *