Odenseguide på eventyr

FODREJSE OVER SORRENTOs BJERGRIGE RYGGRAD

En vandring henover I Monti Lattari, Sorrentohalvøens bjergrige højderyg.
Svimlende højder, mageløse udsigter og smalle gedestier. En alternativ rute fra Sorrentokysten til Amalfikysten

Med lokaltog fra Sorrento til svævebanen

Smalsporsbanen, Circumvesuviana, er et netværk af lokale toglinjer omkring vulkanen Vesuv. Alle med udgangspunkt i den syditalienske metropol Napoli.  Banen forbinder Campanias hovedstad med de mange omkringliggende byer – og er et spændende bekendtskab. Togturen er aldrig kedelig, når man skramlende suser afsted fra station til station.

Vogne fyldes og tømmes af unge og gamle, forældre med børn, forretningsfolk, turister og musikanter.  Der er et leben og en snakken. I trummerummen er det vigtigt at holde på sine værdier, for i al virakken forsvinder der let en mobiltelefon hér, eller en tegnebog dér. Italienerne ved det og de holder altid en hånd på tasken og har aldrig tegnedrengen i baglommen. Rygsække er “no-go”. Turisten er det udsete offer, for han har travlt med at opleve togets syditalienske stemning, og glemmer sine egne sager.  

Den mest kendte rute er strækningen Napoli-Sorrento.  Turen er er små 50 kilometer lang og tager cirka 1 times tid.  Skinnerne blev lagt omkring 1930, og det føles som om, at man ikke har beskæftiget sig mere med dén del siden.  Til gengæld kører toget stærk på linjen der blev taget i brug i 1932.  

Der er mange stop undervejs.  En af stationerne, hvor toget gør holdt, ligger i kystbyen CASTELLAMMARE DI STABIA, der ligger i området mellem det vesuvianske lavland og den bjergrige Sorrento-halvø. Det er hér, at jeg står af…

MIN VEJ TIL TOPPEN

Banegården i Castellammare di Stabia er helt speciel – der er nemlig hele to ‘stationer’ på samme perron.  Herfra kan man hoppe af, og på, de graffitimalede toge, samt tage svævebanen op til MONTE FAITO.  

FUNIVIA DEL MONTE FAITO, er en dejlig oplevelse.  I bedste svævebane-stil rumler man opad og opad i et adstadigt tempo, lyttende til kabelhjulets monotont tikkende lyde, når det arbejder sig op ad den lange stålwire…ddlllllrrrrr – kun afbrudt af skramlende ryk og knirkende skurren, hver gang gondolen passerer et støttetårn.  Udover mekanikkens knurren, er der ingen andre lyde …. kun stilheden. Terrænet under os er frodigt, men uvejsomt og stejlt.

Udsigten bliver smukkere og dybere;  “Ecco”, den blå Napolibugt, Vesuvs berømte vulkankegle og hele det tætbebyggede Napoli-område – set i fugleperspektiv, ligger det for vore fødder.  

I 1.100 meters højde er målet nået.  Passagererne står af og nye står på, hvorefter svævebane-gondolen atter forsvinder ud over kanten, tilbage til sin station, dernede på stationen.    

Træerne er høje og rækker sig mod himlen – som om, at nu hvor de alligevel er så højt oppe – ligeså godt kan strække sig det sidste stykke. Temperaturen er lidt køligere end nede ved kysten.  

Mange tager hertil for at nyde den friske luft i et par timer.  De bliver i dette område; spadserer under trækronerne, nyder udsigten og spiser måske en pranzo (frokost) på Ristorante Sant’Angelo, der er bygget i Alpestil, som bjergfolk kan lide det. 

HVOR ER SKT. MICHELE ?

En gammel legende fortæller om den hellige Skt. Castello, Castellamare di Stabias beskytter, og den hellige Skt. Antonino, der har travlt som skytshelgen for både Sorrento såvel som for hele regionen Campania.  De to hellige mænd sad samlet i bøn på på Monte Faito, da Ærkeenglen Michael viste sig for dem. På stedet byggede de efterfølgende et lille kapel, der dog ikke er så let at finde… 

Der er afmærkninger, jo-vist !  En-eller-anden med en pensel, måske den ærede hr. Æ.M. – har engang i tidernes morgen, hist og pist, malet ‘pletter’ på sten og således markeret pilgrimsruten til “Il Santuario”.    Men, ak og ve – 1) måske slap malingen op ? 2) måske blev pletterne skrællet væk af sol og regn ? … eller 3) måske overså den kække vandrer (læs: mig) et enkelt mærke ? Og, således tog dette eventyr sin begyndelse. 

Vejret var flot og dagen var ung – det var for tidligt at vende hjem.

Sorrentos bjergryg når op over 1.100 fantastiske højdemeter og de dramatiske kalkbjerge er gennemskåret af dybe kløfter med lodrette fald, vidunderlige udsigter, smalle stier og forræderiske rulle-småsten, – såvel som meditativ stilhed, frisk luft, flaksende sommerfugle og vimsende firben. 

SVIMLENDE… 

Fra den dunkle skov-verden træder man ud i en udsigt, der på et splitsekund slår benene væk under enhver.

Monti Lattari, Sorrento-halvøens ryggrad skråner let ned mod øen Capri, der anes i horisonten. Engang, i en fjern fortid, var øen landfast og den ligger i en naturlig forlængelse af halvøen, kun adskilt af nogle få saltvåde sømil.    Til højre skråner terrænet nedad, i retning af Sorrento-kysten ved Napolibugten. Til venstre ses Amalfikystens verdensberømte bjergsider, de lodrette klippevægge er flere 100 meter høje og ender i den sydvendte Salerno-bugt.

ODYSSEUS SET FRA EN BJERGTOP

Der knytter sig en legende til nogle små klippeøer ‘Li Galli’, i Salerno-bugten;   På dette hav, Middelhavet, sejlede engang en ung græsk konge med sine mænd. De havde været i krig og efter mange års kampe var de endelig på vej hjem til hans ø-rige, der kaldtes for Ithaka.  En storm havde drevet flåden ud af kurs og i mange år flakkede mændene om fra sted til sted og de kom ud for mange farer. Den unge konge hed Odysseus og trods advarsler om at nærme sig disse forræderiske klippeskær sejlede han nysgerrigt dertil.  På øerne levede et kobbel skrækkelige sirener, hvis liderligt forførende sange drejede hovedet af led på selv de mest standhaftige og trofaste sømænd. Deres hviskende kalden flød gennem luften som honning. Med jomfruelige pigestemmer lokkede de med kærtegn og elskov… men, sirenerne FLÅEDE og ÅD deres druknende ofre, når skibene gik til grunde på undersøiske rev.  Odysseus var smart; han lod sine mænd fylde deres øre med voks, således kunne de ikke høre sirenernes kald. Herefter lod han sig binde til skibets mast, nu kunne han ikke springe i vandet og svømme til sin undergang – han vidste at ingen mand, heller ikke han, havde evnen til at modstå sirenernes vidunderlige sang. Da skibet stod forbi øerne, fortrød han så inderligt.  Den unge konge rev og flåede i sine reb, han råbte og skreg i fortvivlelse, han bandede og svor. Men, mændene – der ikke hørte sirenernes sang – roede støt fremad, og i sikkerhed for katastrofen.  

Den dag i dag kaldes “Li Galli” kaldes for “Sirene-øerne” …til minde om fortidens kannibalistiske fantasimonstre.

SOLTØRRET TRÆ og ENSOMME MØDER

Det gamle vakkelvorne gelænder dukkede op af ingenting, måske ledte det til en mindre landsby på bjerget – næ, det var ikke tilfældet. Pælene var udtørrede og usikre, flere steder var de faldet sammen, men det gav lidt støtte når der skulle balanceres på den smalle bjergryg, og dybet faldt stejlt til begge sider. At røre ved det varme træ, var som at have en tryg ven at følges med et stykke, bare anderledes – pludselig var slut, og der var igen kun intetheden.

Manden med malerpenslen var ikke været konsekvent med sine plet-markeringer, men af og til dukker der alligevel et mærke op.  Men, hvor er det næste…og hvor var mærket før? De mænd, der omhyggeligt anlagde den grove trappe og satte gelænderet, var også af en utilregnelig natur.  Pludselig stod det dér, midt i en verden af kalksten og “ingenting”. Falmende malerklatter og det faldefærdige og forsømte træværk, gør det klart, at ruten til Skt. Michaels hellige kapel bør kunne findes, blot ikke i dag,- og slet ikke af mig.  

Bjergvandring er ikke en beskæftigelse, man skal begive sig ud på i dårligt vejr.  På denne dag var vejret fint og jeg havde vand og snacks med på turen. Alt var godt, trods det uforudsete terræn og de afgrundsdybe fald.

Det er ikke mange, der finder herop.  Jeg mødte en mand, der luftede sin sorte labrador på en smal sti og højt, højt oppe. Og, et ældre tysk vandre-ægtepar; de ønskede at gå til kapellet og havde, som jeg fra Sorrentokysten, mistet orienteringen i forhold til de malerpletter, der angav ruten fra Amalfikysten. Markeringerne var, også for dem, stoppet længere nede og de var gået forkert dagen før. Nu prøvede de igen.   Vi tog et par fotos af hinanden og udpegede efterfølgende, hverisær, en hjælpende retning samt udvekslede vores erfaringer. 

HVORDAN LYDER STILHEDEN ?

Ikke en sky på himlen !  Amalfikysten ligger stik syd og syditalienske sol er varm og skånselsløs.  Der er ingen skygge på bjerget. Tørklædet er godt om skuldrene, kasketten holder det skarpe sollys væk fra øjnene.   Solen bager. Der er vindstille. Duften af det solsvedne græs, lyden af firben, der flygter… Er det muligt at hører sommerfuglenes flaksen?  Stilheden er så intens…. alligevel anes af og til en fjern støj, der ikke hører til heroppe hvor naturen hersker i en gold verden af sten. Lyde bæres op af varme vinde og er flygtige som sommerfuglenes vingeslag.  Er de der, eller er de ikke ?

BYEN ! Herfra kan man se ned på Positano, men kan man høre den ? Er lyden blot et indbildt tankespind ?

Voldsomme skovbrande hærgede områderne omkring Napoli i 2017.  Der gik vilde rygter om at brandene var påsatte af mafiaen; at kriminelle bandt benzin-våde tøjstrimler til kattes haler og tændte ild.  Kattene blev brugt som levende brandbomber og går til grunde i flammerne, der let får fat i en udtørret egn hvor temperaturen let når 35-40 grader.  Intet blev bevist, men myndighederne tror ikke på, at de mange brande opstod af sig selv. Der er heller ingen forklaring på ‘mine’ forkullede træer, der står som forrevne silhouetter i en menneskeforladt verden.  

PAKÆSLET, DER STYRTEDE I DØDEN

Tidligere var Amalfikystens byer svært tilkommelige og isolerede bysamfund, for foden af de lodrette klippevægge og ud til havet.  Oppe i bjergene boede bjergfolkene og de anlagde smalle stier, således at de med deres æsler kunne fragte deres varer fra sted til sted.  De gamle vandrestier blev anlagt i en ukendt fortid. En af Amalfikystens slugter kaldes for “Cavallo Morto” (den døde hest)… af og til snublede et pakdyr i døden.   Men, har jeg lyst til at tænke på det nu ? Hvad skal jeg bruge den historie til, når der er så langt ned heroppefra ?


Efter at have vandret i timer uden at se mange spor efter mennesker, udover lidt malerpletter og et hensmuldrende rækværk – “Ecco”, ligger der et velbygget og velholdt kapel.  I Italien elsker man helgener og i Syditalien er man VILD med alle helgener og der kommer hele tiden nye til. Skt. Pio er en populær skikkelse i Campania, hvor han levede som kapucinermunk og mystiker frem til sin død i 1968.  Fader Pio besad helbredende evner og havde som 30-årig oplevet at have stigmata, sårmærker i lighed med Kristi sår fra korsfæstelsen. Kapellet var lukket, der hang et lille ikon i en simpel træramme.  

Længere nede af den stenede sti, ligger endnu et hus – eller rettere en ruin.  Det er længe siden hytten har været beboet, men det begynder snart at ligne en form for landlig civilisation.  Det er forunderligt at tænke på hvor fjern denne bjergverden er fra det glade ferieliv ved det azurblå hav, så langt dernede.  De flygtige sommerfugle er overalt – og de vimse firben. Derudover hverken folk eller fæ.


AMALFIKYSTEN – HER KOMMER JEG !

Lakridsduftende vild fennikel stortrives i det syditalienske klima og derudover blomstrer de vilde orkidéer, tidsler, krydderurter og andre vilde blomster i højlandet.  Det er nøjsomme planter, der alle tåler varmen og langvarig tørke. 

Efter at have vandret på ujævne trapper, smalle æselstier og klippegrund sluttede eventyret.  Det endte lige så pludseligt, som det var begyndt 3 timer tidligere.  

Den asfalterede vej førte videre ned til kysten og Positano, eller tilbage rundt om en kløft til den lille søvnige bjergby Nocelle, der ligger 400 meter over havet.    

Hvis målet var at nå til feriebyen Positano, havde jeg fulgt efter fragtmanden, der tog trappen med sit muldyr.  Jeg skulle bare slet ikke til Positano; jeg var startet i Sorrento, ved den modsatte kyst og skulle derfor tilbage til den anden side.   Løsningen blev: taxa+bus. Det ville have været hyggeligt at tilbringe lidt tid i Nocelle, en løsning jeg droppede eftersom alt er lukket under siestaen.  Der var over en time til byen åbnede – og bussen var lige kørt. Skulle jeg gå efter manden og muldyret, nedad mod havet og måske fange en anden bus ? Nu hvor jeg var nået til en by, omend lille, og således havde forladt de ensomme højdedrag, havde jeg mest lyst til komme videre på hjul.  “Mission completed” – jeg var kommet frem.

Der var derfor ikke langt fra tanke til handling, da en taxi satte sine passagerer af, kort fra det sted hvor jeg stod og overvejede situationen.   Der var 4 kilometer ned til busstoppestedet, hvorfra jeg kunne tage bussen til Sorrento.   

EFTERSKRIFT

Det var aldrig, ALDRIG, fra begyndelsen meningen at krydse Sorrento-halvøen fra kyst til kyst over bjergryggen. Ikke på denne dag, hvor jeg blot missede et skilt til Skt. Micheles kapel. Turen udviklede sig skridt for skridt,  i en retning der var helt uforudsigelig. Nogle eventyr er nøje planlagte…andre opstår ved skønne tilfældigheder.

På et tidspunkt følte jeg mig som en bjergbestiger, på toppen af den sorrentinske verden. Jeg tænkte svimlende: “hvad laver jeg her ? – hvordan havnede jeg her ?”

Bagefter kom lykkefølelsen: det var FANTASTISK !

3 thoughts on “FODREJSE OVER SORRENTOs BJERGRIGE RYGGRAD

  1. Wow, hvor en beretning. Man får da virkelig lyst til “at fare vild” i området. Ellers er der jo også “Gudernes sti” ved Nocelle, som er ganske godt afmærket.

    1. Hej Carsten. Ja, du har ret og “Gudernes Sti” er meget mere tilgængelig end min odyssé fra kyst til kyst 🙂
      jeg er stødt på et par markeringsskilte på Amalfikysten, men har endnu til gode at gå hele den dejlige tur.

  2. En fuldstændig fantastisk beskrivelse. Jeg sidder nu i en stemning, som var jeg det selv. Dine øjne ser og oplever alt! Fantastisk skrevet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *